
Elskovsmad: Laks med flødekysset spinat
Det er altid lækkert at pifte en ret op. Laks og spinat er i sig selv lækre og sunde råvarer – men når man ligefrem kalder det flødekysset spinat, så MÅ man jo smage
Bogen ‘Elskovsmad – spis dig til et bedre sexliv’ er skrevet af Anne Larsen. Med et flot ord kaldes elskovsmad for afrodisiaka. Det dækker over fødevarer, der enten på grund af deres form, duft, smag eller indhold af næringsstoffer virker stemningsændrende og præstationsfremmende i retning af et bedre sexliv. Så ved du også det … 😉

Vi har været så heldige at få lov til at dele denne ret fra bogen med jer.

Det skal du bruge
Retten er til 2 personer
Ingredienser
200 gram spæd spinat
Koldpresset rapsolie
Havsalt
1 deciliter piskefløde
Muskatnød
200 gram røget laks
2 spiseske caviar eller anden rogn
Sådan gør du
Skyl og slyng spinaten ren og tør. Kom lidt rapsolie og et nip salt i en gryde. Kom spinaten i gryden lidt efter lidt, i takt med at den reducerer.
Læg den reducerede spinat i en sigte og pres lidt af det overskydende vand fra.
Kom spinaten tilbage i gryden og tilsæt piskefløde, som simrer og cremer spinaten, der smages til med fintrevet muskatnød og salt.
Du kan vælge at reducere mængden af piskefløde til 2-4 spiseskefulde, hvis du ønsker en lettere ret.
Anret spinaten med laks og caviar som en fin aflang, lidt æggeformet “quenelle”.
TIP
At forme caviar som en quenelle foregår med to skeer af forskellig størrelse, her spiseskeer. Du former den med skeerne, som du lader glide ind over hinanden. Det behøver ikke være perfekt. Et organisk udtryk er det nye sort.

Læs også: