
NEWS: Rekord: Mange dyr havde brug for hjælp i 2018
Rekord: Mange dyr havde brug for hjælp i 2018 · Blå blok vil skrotte Sundhedsplatformen · Danskerne skal kunne styre uden om farlige kopivarer · Lunar Way blæser til bankkrig · Dagens billede: Chris Brown anholdt
Vi har udvalgt dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Rekord: Mange dyr havde brug for hjælp i 2018
Dyrenes Beskyttelse er der for alle dyr, og det kunne foreningen i 2018 i den grad mærke på telefonerne i vagtcentralen 1812. Over 118.000 gange ringede bekymrede borgere til 1812 med sager om dyr i nød, hvilket resulterede i over 70.000 sager. Det er flere sager på et enkelt år, end Dyrenes Beskyttelse nogensinde har registreret før.
– Der var mange henvendelser om faunadyr, det vil sige de vilde dyr i naturen. Det skyldtes nok nærmere, at flere danskere brugte den varme sommer til at tage ud i naturen, hvor man opdager dyrene, end at der reelt var flere vilde dyr i nød end normalt, forklarer Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.
Men den varme sommer gav også anledning til alarmerende mange dyreværnssager, altså sager hvor mennesker har haft ansvaret for, at et dyr er kommet i nød. I alt 4.592 anmeldelser om dyreværnssager modtog Dyrenes Beskyttelse sidste år, hvilket er 23 procent flere end året før.
Ifølge Yvonne Johansen ser man i Dyrenes Beskyttelse frem til at samarbejde med de kommende specialiserede dyreværnsenheder under politiet, som regeringen og Dansk Folkeparti har bebudet med finansloven for 2019. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Læs også: Ny aftale om kontrol af dyretransporter får blandet modtagelse af Dyrenes Beskyttelse
Blå blok vil skrotte Sundhedsplatformen
I blå blok er der et flertal for at indføre et fælles IT-system over hele landet. Og det skal ikke være Sundhedsplatformen, der netop bruges i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Det skriver Berlingske.
– På sigt skal vi have ét fælles IT-system. Alt andet giver ikke mening. Der er ingen grund til, at fem regioner prøver at opfinde den dybe tallerken, siger Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, til Berlingske.
Region Hovedstaden offentliggjorde før jul en trivselsmåling, som viste, at 62 procent af lægerne i hovedstaden er utilfredse med systemet.
Blå blok er enige om, at Sundhedsplatformen skal erstattes til fordel for det system, der bruges i Jylland, og som ikke har været ramt af de samme problemer.

Læs også: Regeringen vil skære i elafgifterne
Danskerne skal kunne styre uden om farlige kopivarer
Januarudsalget er i fuld gang, og mange danskere sidder klar foran skærmen for at gøre et godt køb. Men man skal se sig godt for, da tilbuddet kan være for godt til at være sandt. Hvad der lignede et godt køb kan vise sig at være kopivarer, som ofte er af dårlig kvalitet eller kan være direkte sundhedsskadelige. Det skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.
For at hjælpe forbrugerne med at styre udenom kopivarer, er en ny hjemmeside netop blevet lanceret – www.jegvælgerægte.dk – hvor forbrugere kan finde gode råd til at undgå kopivarer og anbefalinger til, hvad de kan gøre, hvis de alligevel har fået købt en kopivare.
Med få gode råd kan man lære at spotte kopivarer og dermed undgå en skuffende købsoplevelse, som også indebærer risiko for at få stjålet og misbrugt sine kreditkortoplysninger.

Læs også: Danske virksomheder vil bekæmpe kopivarer i Kina
Lunar Way blæser til bankkrig
Den danske neobank Lunar Way oplevede markant vækst i 2018 og lander i øjeblikket næsten 6.000 nye brugere om måneden. Nu blæser selskabet til nyt angreb med Lunar Way Payback, der belønner brugere med op til to procent på deres opsparede penge.
Ken Villum Klausen, som er Lunar Ways direktør og stifter, forventer at Payback-programmet vil skabe yderligere vækst, men han understreger, at fremstødet blot er en mindre brik i det store puslespil: Det handler om at ændre hele måden, danskerne holder styr på deres økonomi på.
– Da vi ikke selv er en bank, men et betalingsinstitut – giver det os flere muligheder for at nytænke produkter og services. Lunar Way bygger på en teknologi, der kan løse mange af de opgaver, som traditionelle banker skal bruge hundredvis af medarbejdere til at løse, fortæller han. Det skriver Lunar Way i en pressemeddelelse.

Læs også: 6 ting, du kan gøre for at forbedre din økonomiske fremtid
Dagens billede: Chris Brown anholdt
Chris Brown er blevet anholdt for voldtægt i Paris.
Læs også: Politiet genoptager efterforskning af voldtægtsanklager mod Cristiano Ronaldo