Anna-Lena var nazist – nu hjælper hun flygtninge

Anna-Lena var nazist og turnerede verden med sin kæreste, imens de sang white power-sange til deres heilende publikum. Alt det ændrede sig, da hun blev mor, og i dag hjælper hun flygtninge

Svenske Anna-Lena Joners Larsson har taget turen fra ung, eventyrelskende kvinde, der tilbragte tre år i Egypten, til hardcore nynazist og tilbage igen.

Da hun var i det nynazistiske miljø, var hun yderst aktiv som white power-sanger og debattør på de sociale medier, og hun arrangerede endda en demonstration i sin hjemby, Bollnäs i Sverige.

Hun var også en del af et musikalsk power couple, for det var kærligheden, der for alvor trak hende ind i nazismen.

Sammen med journalisten Jessika Devert har Anna-Lena skrevet om sin tid som nazist og racist i bogen “Nazitøsen”. MY DAILY SPACE har mødt Anna-Lena i København til en snak om bogen og hendes liv.

Læs også: Undskyld, giver du lige plads til, at jeg er introvert?

Kærligheden trak

Som ung var Anna-Lena en rodløs pige, der sprang direkte ud i nye eventyr, når hun kunne.

Mere end én gang flyttede hun til en anden ende af Sverige for et job eller for en fyr, og da hun var træt af Sverige, tilbragte hun tre år i Egypten. Hun lærte endda en smule arabisk til sidst.

– Mit liv har altid været sådan at der, hvor jeg lægger min hat, det er mit hjem, fortæller Anna-Lena.

Hjemveen trak dog for meget, og til sidst flyttede Anna-Lena hjem igen, hvor hun mødte en ung mand, der havde styr på livet: Den rigtige lejlighed, det rigtige job og de rigtige meninger. Hun fik også en ny veninde, Camilla, hvis frie livsstil fyrede op under Anna-Lena, der begyndte at gøre oprør mod den korrekte kæreste.

Så da veninden introducerede Anna-Lena for det højrenationalistiske miljø, sprang hun først og fremmest ud i det for at gøre oprør mod kæresten, som hurtigt blev en eks. Men så mødte hun Erik, og han blev Anna-Lenas vej ind i nynazismen.

– Jeg havde drevet rundt i mange år, da jeg mødte Erik. Jeg havde ikke noget fast punkt, og jeg følte mig meget rodløs. Da jeg blev en del af hans verden, blev det hele min verden. Jeg har aldrig kunne gøre tingene halvt, jeg går hele vejen. Det var nok også en af årsagerne til, at det blev, som det gjorde. Jeg tror, at mit forhold til Erik kom samme sted fra, fortæller Anna-Lena.

Da hun så op og smilede, så jeg, at der foran på T-shirten var et Ku Klux Klan-tryk. “You are a clansman” stoder der med store, sorte bogstaver med de tre K’er under. Det var så forkert, at jeg tabte underkæben. Jeg gik direkte ind til Erik i soveværelset.
– Har du set, hvad hun har på? Du kan da ikke lade dine børn gå rundt i KKK-bluser?
Erik så søvndrukkent på mig og kløede sig i håret.
– Men de bruger dem jo bare til at sove i, det er da lige meget.

Gradvis tilvænning

Erik var lidt af en kultfigur i det svenske højreekstreme miljø. Han var forsanger i et svensk white power-band. Han var karismatisk og charmerende. Han havde også et alkoholmisbrug.

Da han hjalp Anna-Lena ud af tvivlsomt forhold med en fyr fra København, hjalp Anna-Lena ham ud af sit misbrug.

I takt med at de blev mere cementerede som par, kom Anna-Lena længere og længere ind i det svenske nynazistiske miljø, hvor alle vennerne kom fra, for de gamle venner sagde farvel, i takt med at Anna-Lena blev mere og mere ekstrem og racistisk i sine holdninger.

– Man bliver ikke nazist på en dag. Det sker med små skridt og gennem flere episoder. På samme måde, hvor det er små skridt ud, er det også små gradvise skridt ind i bevægelsen, fortæller Anna-Lena.

Se også: Klumme: Gider du blande dig uden om min livmoder?

Kæmpe stjerner

Anna-Lena genoplivede Eriks musikalske karriere for at hjælpe ham ud af misbruget, og han trak hende med i sit band som sanger. De blev højreekstremisternes svar på et musikalsk power couple – vikingerne fra Sverige – symbolet på den stærke, nynazistiske mand og den lige så stærke, blonde kvinde.

– Det var min verden. Det var der, jeg følte, at jeg skulle være. Jeg forstod ikke, at jeg kunne gøre tingene anderledes, fortæller Anna-Lena.

Hun og Erik indspillede en plade med ballader, som blev en international succes i højreekstreme kredse. Parret var efterspurgte og turnerede sammen. Blandt andet spillede de koncert i USA for Ku Klux Klan-tilhængere.

Se også: Camilla lider af en kronisk tarmsygdom: Mit lorteliv med Crohns!

– Jaså, er du sådan? Kan du godt lide Hitler?
Camilla krympede sig, og blikket flakkede. Hun svarede ikke rigtigt, og det gjorde Maria heller ikke.
– Men han gassede jo seks millioner mennesker ihjel. Synes I, det er godt?
– Det afhænger vel af, hvad man tror på … men ved du hvad, det taler vi ikke om nu.
Det var første gang, jeg overhovedet havde hørt, at nogen sætte spørgsmålstegn ved Jødeudryddelsen, og inden jeg nåede at tænke, stak Maria en bog i hånden på mig og sagde:
– At der døde så mange mennesker, det ved man jo ikke rigtigt … Læs den her bog i stedet for, så kan du danne dig din egen mening, og så kan vi tale om det bagefter.

På dette tidspunkt er Anna-Lena så småt begyndt at tage de første skridt ud af den højreekstreme bevægelse. Hun er blevet mor til Tor Ian. Graviditeten havde været lang, smertefuld og uden penge. Det pustede til Anna-Lenas had, og i den periode gik hun ind i den højreekstreme politik.

Mange af de gamle venner droppede Anna-Lena i takt med, at hendes højreekstreme holdninger blev mere og mere offentlige.

Fødslen af Tor Ian ændrer dog gradvist Anna-Lenas sind igen. Kærligheden til sønnen gør samtidig, at der ikke længere er den samme plads til den vrede, hun har følt mod indvandrere og flygtninge tidligere.

– Jeg begyndte at føle mig meget ensom. Jeg følte mig ikke hjemme i den verden, og der skete underlige ting, da vi var i USA og skulle optræde for Ku Klux Klan. Det føltes som at være med i en film. Det føltes ikke, som om det skete for mig, det var så surrealistisk. Jeg følte mig udenfor, for jeg stod ikke for de samme ting, som de andre gjorde, siger Anna-Lena.

Børnene blev redningen

Anna-Lena når dog at få endnu et barn sammen med Erik – Svea Saga – før hun for alvor begynder at trække sig ud af nynazismen. Hun er heller ikke i tvivl om, at børnene har været den helt store årsag til, at hun kom ud af miljøet.

– Hvis ikke jeg havde haft børnene, kan det godt være, at jeg stadig havde været i det. For selv om det var sluttet med Erik, så kan det godt være, at jeg havde mødt en anden i bevægelsen, siger Anna-Lena.

– Nu har jeg børnene, og jeg gør så meget positivt i dag. Jeg er færdig med at strejfe omkring, og jeg vil ikke ende i en anden bevægelse som den og gå all in.

Børnene er stadig små, og Anna-Lena er også afklaret med, at hun på et tidspunkt vil være nødt til at fortælle, hvad det er, der er foregået i forældrenes liv.

 

– Mine videoer er på YouTube, mine cd’er findes over hele verden. Børnene kommer til at se det her, når de bliver større. Forældrene til børnenes venner kommer til at se det. Deres far er stadig i bevægelsen, og jeg håber på, at det positive, jeg gør nu, kan opveje det, han kommer med. Jeg vil gerne tro, at det bliver sådan.

Er vendt 180 grader

Siden bruddet med børnenes far er Anna-Lenas liv vendt 180 grader. Da hun som alenemor til to børn flyttede i en ny lejlighed alene, var pengene små. Derfor lavede Anna-Lena en slags byttebørs på Facebook, hvor forældre kunne bytte deres aflagte børnetøj for nyt i de rigtige størrelser.

Projektet blev hurtigt udvidet fra et lokalt til et nationalt initiativ, og det blev samtidig Anna-Lenas vej helt ud af nazismen, racismen og fremmedhadet. For det var udsatte familier, flygtninge og indvandrere, der havde brug for hjælpen. Senere gik hun i et samarbejde med den lokale kirke og hjælper nu endnu flere gennem projektet “Familj till Familj”.

Når Anna-Lena kigger på verden i dag, kan hun godt være en anelse bekymret.

– Vi ser, hvordan bevægelser som de højreekstreme vokser rundt om i verden. I USA har vi Donald Trump, og han er virkelig, efter min mening, den nye Hitler på sin egen måde. Jeg tror, det kommer til at smitte af, også i Danmark og Sverige, og jeg er en smule bekymret for fremtiden.

Også fake news er Anna-Lena bekymret for. Som nazist var hun selv med til at dele fake news-artikler.

– Højreekstreme spiller meget på de her fake news, og der kommer hele tiden nyt, og hadet øges. Facebook er en stor del af det her. Det er en god platform på mange måder, men også dårlig. Man deler det samme, læser det samme og tror på alt, man ser. Jeg ser positivt på fremtiden, men jeg tror, at vi skal være på vagt.

Læs også: Sisse gik fra krigsjournalistik til yoga: Soldaterne synes, det er megahårdt

Fortryder mange ting

Spørger man Anna-Lena, om der er nogle ting, hun fortryder, er der mange. Der er især en ting, som hun fortryder rigtig meget.

Det er de videoer, der er med hende og Erik, hvor hun synger nationalistiske og racistiske sange.

– Jeg er ked af, at jeg har været tilhænger af det her synspunkt. Det, der fylder mest er musikken. Tanken om, at der måske sidder en et eller andet sted og lytter til mine sange på YouTube og tænker, at nu skal de til kamp, det synes jeg er en svær tanke. Det er ikke rart at vide, at jeg fortsat er med til at påvirke andre mennesker til at have de her tanker.

Hun håber på, at hun gennem sit arbejde og ved at fortælle sin historie kan være med til at gøre en positiv forskel. Hun håber også, at andre kan lære af hendes historie.

– Jeg håber, at folk tager det med, at det måske ikke kan ske for hvem som helst, men at det sker. Det er nemt at ende i en boble. Jeg håber også, at dem, der læser bogen ser, at man kan ændre sig. Uanset, hvor langt nede i skidtet man er, så går det, og man kan komme tilbage.

Bogen “Nazitøsen – en sand historie” er skrevet af Anna-Lena Joners Larsson fortalt til Jessika Devert og udgivet af Harper Collins Nordic. Den er til salg i danske butikker fra den 1. marts 2017.

Se også: Josefine går hjemme med sine børn: Vi er gået efter vores intuition

Se også: Opskrifter med æg