Undskyld, giver du lige plads til, at jeg er introvert?

Tirsdag. 8:06. Den sædvanlige morgenrutine udspiller sig i min hule. Jeg kigger ud af vinduet på det grå skydække, der som altid indhyller januar i en trist og uendelig dvaletilstand, som jeg hader, hader, HADER!

Jeg sukker højlydt, tænder for kaffekværnen og fylder noget mere vand i min elkedel. Og her er kun mig, mine tanker og mine mange nullermænd. Og så lige de sporadiske brøl fra Jonathan Davis fra min playliste på Spotify, der hver morgen troligt bliver tændt, som noget af det første, jeg gør.

Lidt for længe har min morgenrutine indeholdt lidt for meget kaffe og alt for lang tid med at støvsuge diverse jobportaler for relevante jobs. For jeg er desværre arbejdsløs og har været det, siden jeg blev færdig som journalist for halvandet år siden. Det betyder, at jeg har læst nok jobannoncer til at vide, at stort set alle forventer en medarbejder, der er smilende og udadvendt.

Jeg er også single, hvilket betyder, at jeg har swipet mig igennem nok singlemænd til også at vide, at mange foretrækker udadvendte kvinder. ”Jeg er meget udadvendt, og det er du også,” står der i deres profiler.

Det er der jo ikke noget galt i. Og jeg kan sagtens forstå, at udadvendthed er et plus.

Men jeg synes faktisk, det er optimistisk – og forkert i øvrigt – at tro, at smilende og udadvendt bare er noget, man automatisk er. Det er jo kun et fragment af et menneskes personlighed. I min verden kan smilende og udadvendt i hvert fald gradbøjes. Og det hænger grangiveligt også ret meget sammen med den situation, man befinder sig i.

Så hvad er det egentlig, virksomhederne – og måske den nye kæreste leder efter?

Stereotyperne og mig

Der er for eksempel Ole Henriksen-typen, som, når man ser ham på tv i hvert fald, tuller rundt i sin egen lille lalleglade verden. Der er også Bree Van de Kamp-typen. Du ved, hende fra Desperate Housewives. Hende, der altid smiler og byder folk ind i sit hjem, men som bag facaden er en hysterisk kontrolfreak, hvis verden er ved at smuldre.

Der er personen, som deler alt for mange informationer om sig selv. Uden føling med, hvornår det er upassende. Og der er selvfølgelig også personen, som bare kan med alle, og som ved at knipse med fingrene bare helt naturligt falder ind i en gruppe nye mennesker.

Der er også sådan én som mig. Introvert på mange punkter. Lidt en outsider på andre. Og i særdeleshed en enspænder. Jeg føler mig mest tilpas og afslappet i min helt egen lille, misantropiske boble, hvor kun få bliver lukket sådan helt ind og får indblik i, hvem jeg ellers er.

Det er noget pjat, synes min far og siger, at jeg vel har pli til bare at lade som om en enkelt gang i mellem. Men det er netop min pointe. Hvorfor skal jeg lade som om jeg er noget, jeg ikke føler mig tilpas med? Langt det meste af tiden har jeg det glimrende med at være tilbageholdende.

Introvert er ikke alt, jeg er!

Trods mit ”resting bitch face”, som folk tit forveksler med at være sur, så er jeg faktisk overvejende i godt humør og på sin vis også mega lalleglad og fjollet. Jeg er også ambitiøs. Samfundsbevidst. Klog. Loyal. Stærk. Sjov. Selvironisk. Arbejdsom. Oldschool. Nysgerrig. Rar. Hjælpsom. Supermoster. En god ven. Og et lykkeligt menneske faktisk. De dele af mig er bare ikke specielt fremtrædende, når jeg er i selskab med nye mennesker. Eller bare bekendte.

Jeg skal helst have tid til lige at observere situationen og få en føling med, hvad det er for en type mennesker, jeg er iblandt, før jeg blander mig. Nogle gange går det hurtigt, og andre gange lykkes det bare slet ikke. Jeg kan sagtens komme ud for, at den flok, jeg er sammen med, ikke er nogen, jeg kan forlige mig med. Og det er helt ok! Til trods for hvad andre så vil mene om den udmelding.

Dit eller mit problem?

Nu får jeg det jo til at lyde som en dårlig ting at være smilende og udadvendt. Det er det ikke. Jeg ville da ønske, at jeg selv kunne være det lidt mere. Til tider. Og jeg arbejder på det. Men på mine egne præmisser. I nogle sammenhænge kan det nemlig godt være en hindring for mig at se til fra sidelinjen. Og med hindring mener jeg i forhold til at møde nye venner eller en kæreste eller til at komme til at føle mig bare lidt som en del af en gruppe.

Jeg ved, at folk før har fået et dårligt første indtryk af mig. Arrogant og intetsigende har nogen opfattet mig som, fordi jeg tit står og siger ingenting. Og så har folk ikke lyst til at snakke med mig.

Det giver jo god mening. Men det gør mig også ked af det. Til tider. For jeg vil jo gerne. Og jeg synes jo egentlig, at jeg er et rart og ordentligt menneske med noget mellem ørerne, og som har noget at byde på. Det tager bare lidt længere tid, før jeg føler mig tryg ved at vise den del af mig frem.

Og selv om ”problemet” – jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det – måske ligger hos mig og mit introverte enspændervæsen, så er det jo ikke rigtigt mit problem, at der ikke gives plads til, at ikke alle er lige meget fremme i skoene. Og det er heller ikke mit problem, hvis folk ikke har tålmodighed til at lade mig ”varme op” og derfor stempler mig som noget, jeg ikke er.

Pladsmangel i selviscenesættelsescirkusset

I tidens løb er det er åbenbart blevet en regel af en art, at vi alle skal være de her ekstroverte byggeklodser, som helst skal passe ind i samfundets kasser. Og skæver man med blot et halvt øje til de sociale medier, som jo flyder over af superoverskud og ”se hvad jeg kan”-billeder, er der ikke nogen tvivl om, at folk gerne vil passe ind i de store, konforme kasser bygget af de samme klodser.

For UHA da da! Vi skal nødig vise svaghed eller være outsidere. Med risiko for ikke at have et ordentligt netværk eller et socialt liv. Og dermed heller ikke passe ind i de lige så konforme jobkasser af naturligt smilende udadvendthed.

Paradoksalt nok er jeg ikke et hak bedre end andre, når det kommer til sociale medier. Hvor meget jeg end argumenterer for det. Jeg smider mindst lige så meget ligegyldigt selvfedme-crap på Facebook og Instagram som alle andre i det her selviscenesættelsescirkus, vi lever i.

For selv om jeg er yderst komfortabel i min egen hule med mine egne tanker og uden kontakt til andre mennesker, så bryder jeg mig da stadig ikke om at være usynlig. Eller at blive glemt. Irrationelt, ja. Men overvej alligevel, om der ikke gemmer sig en frygt for at blive glemt, hvis ikke man engang i mellem rammer overfladen med en ”se mig-manøvre”.

Men i denne her forventning om at alle skal være omvandrende åbne arme, er der bare ikke plads til den introverte enspændermentalitet. Der er ikke plads til at være en outsider, selv om man har nok selvindsigt til at erkende, at man bare ikke passer sådan helt rigtigt ind i nogen grupper. Der er ikke plads til, at folk nyder sit eget selskab. For vi er flokdyr. Jeg må da blive ensom, spørges jeg.

Hvorfor ikke bare acceptere private mig?

Hvis jeg ikke har lyst til at gå ud en lørdag aften, men hellere vil være hjemme på sofaen, så er jeg kedelig. Hvis jeg til en fest med fremmede mennesker ser til fra sidelinjen, indtil jeg føler mig tryg nok til at blande mig, så er jeg mærkelig. På den ufede måde. For bryder jeg mig ikke om selskabet, spørges jeg.

Når jeg så forklarer, hvilket jeg ofte ender med, hvorfor jeg opfører mig, som jeg gør, får jeg tusind gode råd. For generthed kan da umuligt være til at leve med. Når jeg så yderligere prøver at argumentere for, at det overhovedet ikke handler om at være genert, for det er jeg ikke, så bliver jeg meget hurtigt stemplet som én, der bare er socialt akavet. Hvorfor?

Hvorfor kan du ikke bare acceptere, at jeg ikke er lige så ”chatty” og åben som dig, selv om jeg nu faktisk står og aktivt lytter til dig, som så er min styrke? Hvorfor har du et behov for, at jeg skal spejle din opførsel? Jeg forstår det ikke.

Men omvendt, så er jeg til gengæld typen, der ikke giver synderligt meget plads til mennesker, som er ”for tæt på-agtige”. Og som ikke sanser, at andre mennesker har en personlig boble. Det kan jeg slet ikke arbejde med! Faktisk synes jeg, det virker så … påtaget. Og i særdeleshed unaturligt, når folk fra første sekund er lutter åbne arme. Og smil. Og nej, hvor ser du godt ud. Og du får sgu lige en krammer. Og hvor er hele verden fantastisk. Og kom og sæt dig, gerne tæt på mig, så jeg rigtigt kan studere dig. Især når de har med et helt fremmed menneske at gøre.

Det har jeg det sgu stramt med! Faktisk vil jeg påstå, at det i virkeligheden giver langt mere mening at være sådan lidt tilbageholdende og se ting an, i stedet for bare fuldstændig ukritisk at stole på andre og lukke sit indre væsen ud i fri offentlighed.

Samfundspres

Kratter man bare lidt i den finpolerede overflade af smilende udadvendthed, opdager man forhåbentlig også, at der nedenunder eksisterer rigtige mennesker af kød og blod med hver deres særlige måde at være på. Mennesker som måske føler sig lige så pressede til at skulle være en byggeklods i samfundets overmenneskelige lokalplaner.

Måske er det forklaringen på, at mennesker i busser og tog isolerer sig med hver deres sæt af hørebøffer. Måske gør de det, fordi det er enormt trættende at skulle være så skide overskudsagtige en hel dag, hvis de i virkeligheden ikke er det.

Måske er det eneste, de har brug for, i virkeligheden bare at komme i kontakt med deres indre hulemand – eller kvinde, ej at forglemme – uden nogen videre kontakt med andre mennesker.

Måske skal dem, der brokker sig over manglende nærvær i denne situation, bare lukke røven og overveje, hvorfor de egentlig har det her behov for, at alle bare skal være på. Føler de sig mon selv pressede til at være smilende og udadvendte og føler sig forsmåede og forbigåede, når andre bare kan tillade sig at forsvinde ind i deres egen privatsfære?

Kassetænkning eller virkelighed?

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad arbejdsgiverne mener med smilende og udadvendt. Der er jo ikke nogen, der for eksempel kan have en receptionist siddende, der er nervøs for menneskelig interaktion, eller som hader mennesker.

Jeg tror da også på, at langt de fleste er i stand til at være smilende og udadvendte i den grad, det forventes på en arbejdsplads. Og så også være det, når man er på arbejde. Eller når man har lært den nye kærestes venner og familie lidt bedre at kende for den sags skyld. Eller hvis man møder en potentiel ny ven. Man skal lige ind i gamet, ikke?

Jeg kan også sagtens, når jeg skal. Jeg er trods alt blevet journalist, hvor det ligesom kræves, at man er udadvendt i nogen grad. På studiet fik jeg da også et par få og tætte venner, til trods for at jeg hele studiet igennem følte, at min person var totalt malplaceret imellem de andre ”rigtige” og røvskarpe journalisttyper.

Sjovt nok elsker jeg at være ude og interviewe. Men der har jeg også lavet en aftale og haft tid til at forberede mig på, hvad jeg som minimum skal spørge om for at få den fornødne information med hjem.

Det handler for mig også rigtigt meget om, at jeg elsker at få materiale til at kunne lukke mig ind i min kreative skrive-nørde-boble, hvor jeg ved, at jeg er bedst. Og jeg får penge for det. Det hjælper selvfølgelig på motivationen for at klistre et smil på.

Men private mig ville aldrig stille et fremmed menneske så mange spørgsmål og gå så tæt på. Det ligger ikke i min natur, og jeg skal virkelig kende den anden part godt eller i hvert fald føle mig tryg ved vedkommende, før jeg gør det.

Kære samfundsborgere, giv plads

Jeg ville ønske, at ønsket til os som samfundsborgere måske var indrettet på en måde, der gav plads til det hele menneske. Også til dem, der er mere indadvendte. Vise, at der er plads til, at folk kan shine med hele sin person, fordi de forskellige fragmenter af en personlighed selvfølgelig er brugbare i forskellige situationer.

Samfundet ved jo forhåbentlig godt, at folk ikke kun er det glansbillede, der portrætteres på de sociale medier. Men måske vælger de at ignorere det? Måske fordi det ikke passer ind i den konkurrencestat, som vi jo desværre nok allerede er blevet til?

Men fuck konkurrencestaten og dens krav til overmennesket! Det mener jeg helt oprigtigt. Og fuldstændig uden anger. Det er ikke spor farligt bare at være den, du er og gøre, hvad der passer til dig. Hvis du ikke bryder dig om at omfavne verden, før du har set den an, så lad være. Det er der intet galt i.

Det er de andre, som ikke er store nok mennesker til at kunne rumme, at vi er forskellige.

Det, der i min verden, skaber et spændende og dynamisk samfund … eller arbejdsplads, eller forhold, eller venskab, er forskelligheder. Finurligheder. Krummelurer. Skævheder. Mystik. At have muligheden for at pille lagene af et menneske for at lære det at kende.

Der skal være plads til de introverte enspændere, for vi kan en hel masse. Vi er bare ikke så gode til mennesker. Der skal også være plads til de ekstroverte. Selvfølgelig skal der det. De kan også en hel masse. Og er selvfølgelig gode, når det kommer til andre mennesker. Men jeg er ked af, at sidstnævnte skal være den mest accepterede og efterstræbte kasse at være i. Og jeg har decideret ondt af dem, der insisterer på at blive i den kasse. Selv hvis de stresser over at skulle leve op til et ideal, som nogle andre end dem selv har sat.

Så en bøn fra mig: Gør nu op med kassetænkningen én gang for alle. Vi hverken skal, bør eller kan leve op til urimelige krav om at være overmennesker. Vi hverken skal, bør eller kan leve op til at skulle være hinandens spejlbilleder. Hvad er det værd, hvis vi knækker nakken på det?

Vi er per definition forskellige og kan forskellige ting. Omfavn det. Accepter det. Respekter det. Og bevar det!

Læs også: Klumme: Hvem bestemmer vores identiteter?

Læs også: Josefine er hjemmegående mor