Kronik: Forventer samfundet for meget af os?

Ræset mod den perfekte krop, det perfekte liv og de perfekte karakterer kan stå i vejen for et godt socialt liv. Skal man bare acceptere, at man skal være den bedste på alle parametre? Eller skal man stoppe op, tænke over hvorfor man gør det og prioritere? Det spørger gæsteskribent Marie Biering om

Fitness-dronninger og proteinrige brunchtallerkener på Instagram, bajerhygge og slørede natklubsekvenser på Snapchat og 12-talsproklameringer og erhvervserfaring på Facebook. Det gælder om at følge med, hvis man skal holde sig oppe på resten af verdens niveau. Specielt når det kommer til at vise sine kompetencer, sine goder, sine fordele og sine resultater frem. Der er nogle, der mener, at det perfekte er blevet det nye ”normale”. Men er der for mange ting på for mange parametre, som resten af samfundet forventer af os? Eller skal vi bare squatte noget mere og networke tiere?

Marie Biering er 16 år gammel og er i gang med at færdiggøre 10. klasse på en samfundsfaglig efterskole i Ribe.
Normalt bor hun i Brønshøj i København.
Marie har været en del af debatten om præstastionskultur, siden hun skrev et debatindlæg i Politiken i februar sidste år.

Jeg er i skrivende stund i gang med mine 10. klasses afgangsprøver. Tidligere i dag fik jeg en soleklart 12-tal i mundtlig dansk. Et 13-tal, hvis det havde været den gamle skala, som censor sagde. Det er jo flot. Man ville nok umiddelbart tænke, at så er dagens lykke gjort. Men i løbet af de sidste tre-fire år af mit liv har karakterræset og præstationsforventningerne i mit skoleliv ødelagt det for mig. Jo flere 12-taller, jeg har fået, jo mere ligegyldige har de virket, og jo mere har jeg sat spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg kæmper for at få 12 hver eneste gang. Kan det virkelig passe, at det er det ultimative mål at få en masse 12-taller?

Føler du dig også presset? Så læs mere om initiativet, der vil gøre op med præstationskulturen

12-tallet er ikke den eneste forventning

Jeg er det, man i dag kalder en ”12-talspige”. Det er et irriterende udtryk. Det er så forsimplet og unuanceret en måde at beskrive “os” på. Specielt efter 12-talspigerne har fået et image som grædende, nedbrudte piger i medierne, der ikke kan tåle mosten og næsten altid ender hos psykologer. 12-talspiger er kendetegnet ved, at vi er stræbsomme i skolen og vil gøre nærmest alt for at få vores elskede 12-taller. Men er det ikke en lille del af debatten, der er kommet til udtryk ved at tale om 12-talspigerne? Jeg vil da vove at påstå, at skolen langt fra er det eneste sted, hvor der er høje forventninger til os samfundsborgere.

Jeg tænker, at de fleste af os føler et slags pres fra samfundet på den ene eller den anden måde. For langt de fleste af os handler det om vores krop. For hvem vil ikke gerne have en sixpack, tynde ben og en fast røv? For nogle handler det mere om job og karriere. Om at få et lederjob, tjene kassen og tage på så mange fancy selvudviklingskurser som muligt. For nogle handler det om familielivet. Om at få pæne, velklædte, velopdragne børn, et langt, problemfrit ægteskab og om at have overskuddet til at kunne bage speltboller, hjælpe med lektierne og arrangere klassearrangementer på samme tid. Andre vil gerne være så sociale som muligt. Have en stor vennekreds, tage til fester hver weekend og gerne helst lægge sine sociale udskejelser ud i cyberspace til resten af verdens orientering og indblik.

Men for langt de fleste er det en kombination af alle disse ting. Jeg kan da ikke hvert fald ikke frasige mig, at jeg helst ville score højt på alle disse parametre. Spørgsmålet er bare: kan jeg det? Er der nogen, der er 12-talspige i alle henseender og kører karrieren, kroppen, kærligheden, familien og vennerne præcis som det ideelle mediebillede af det ser ud? Jeg tvivler.

Læs også om Maja, der mistede sin ven på tragisk vis, fordi han følte sig presset af samfundet

Den perfekte virkelighed

Jeg kæmper da for det perfekte. Jeg ved jo godt, at ingen er perfekte, og ingen behøver at være perfekt. Men af en eller anden grund holder det mig ikke tilbage for at stræbe efter den virtuelle virkelighed, jeg ser hver dag på Instagram, Snapchat, Pinterest, Facebook, og så videre og så videre. Jeg løber, træner og spiser sundt for at få en pæn krop. Jeg holder øje med modeblade og modebloggere i døgndrift og bruger størstedelen af min indtjening på tøj. Og jeg kæmper for gode karakterer i skolen. Det sværeste parameter for mig er det sociale. For jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal opfylde de andre bægerglas tilstrækkeligt, så er der ikke altid tid og energi tilbage til at fylde det sociale bægerglas særligt meget op. Hvis jeg skal studere og læse mig op til et 12-tal, så kan jeg ikke feste hver aften. Hvis jeg vil træne hårdt og løbe langt, er det ikke altid, at nogen gør mig selskab. Jeg kan ikke være den eneste, der synes, at alle præstationsparametrene skygger og blokerer for hinanden.

Måske er det bare et spørgsmål om prioritering og balance. Om hver dag at finde ud af, hvilke bægerglas der skal fyldes op i dag. Men er der ikke for mange bægerglas og for mange parametre? Og kan det passe, at man skal fylde dem alle op for at blive accepteret som ”normal” i vores samfund? Er det samfundet, der forventer for meget af mig, når jeg bliver stresset og ikke kan overskue alle de ting, jeg skal leve op til? Eller er det bare mig, der skal tage mig sammen og følge med alle de andre, der ifølge de sociale medier klarer sig fint med forventningspresset? Og hvornår er godt godt nok?

Læs også om de unge kvinder, der gør op med kropsidealer på de sociale medier