
Maja mistede selv en ven: – Ingen skal stå alene med sine problemer
Maja Hansen står bag et nyt initiativ, der skal hjælpe unge med mistrivsel. Maja mistede selv en ven til ensomhed og depression, og hun håber nu, at hun kan hjælpe andre unge med ondt i sindet
Tidligere har MY DAILY SPACE skrevet om det stigende antal unge, der slås med mistrivsel og ensomhed. Mange føler sig pressede i hverdagen over studier, fremtid, den perfekte krop, det gode CV og likes på de sociale medier.
Et nyt initiativ – UIP – Ung i en præstationskultur – vil nu forsøge at hjælpe unge med at navigere i konkurrencestatens mange forventninger til dem og fortælle dem, at de er ikke alene med deres problemer.
Det er Maja Hansen, der står bag initiativet, og hendes indgang til problematikkerne om unges mistrivsel er trist og personlig. For lidt over et år siden mistede Maja nemlig sin bedste ven, Morten. I længere tid havde han været ensom og trist og haft svært ved at finde sin plads i verden. En efterårsaften i 2014 blev det hele for meget, og Morten tog sit eget liv.
– Jeg modtog en besked, hvor han skrev: ”Jeg føler, at jeg har mistet mig selv, jeg kan ikke mere”. Morten blev kun 27 år. To uger forinden havde Morten givet udtryk for, at han ikke følte, at han kunne leve op til samfundets krav og forventninger. I mine øjne var Morten en ressourcestærk mand med et roligt sind og sunde interesser. Jeg så op til Morten. Derfor kom det også bag på mig, da jeg åbnede den besked, jeg modtog fra ham den nat i 2014, fortæller Maja.
Læs mere om Maja Hansens nye initiativ UIP – Ung i en præstationskultur her.
Unge har det ikke nemt
Med en udannelse indenfor international marketing, sprog og interkulturel kommunikation stod det ellers ikke i kortene, at Maja skulle beskæftige sig med psykiatrien. Men efter Mortens død, begyndte initiativtageren at dykke ned i unges trivsel.
– Jeg blev opmærksom på, at Morten ikke var den eneste, der følte et overdrevet pres fra omverdenen. Medierne var begyndt at italesætte den danske ungdoms problemer med at håndtere presset end tidligere. Årsagen er, at de unge stræber efter det perfekte liv, hvor jagten efter topkarakterer, et perfekt ydre og antallet af likes og anderkendelse gennem de sociale medier kan blive uoverskuelig og føre flere til følelsen af at være utilstrækkelig og i værste tilfælde depression, fortæller Maja.
– Jeg synes, at det er en trist og skræmmende udvikling. Forklaringen er, at mange unge føler sig presset og utilstrækkelige i dette præstations – og konkurrencepræget samfund. Jeg begyndte at undersøge den problematik dybere.

Husk at lytte
Ifølge Maja er det ikke kun samfundet, der presser unge. De presser også sig selv og hinanden.
– Efter jeg fik min uddannelse, fik jeg arbejde som pædagogmedhjælper i et fritidshjem. Det var lige efter krisen, og der var ikke nogen jobs at få nogen steder. Det var også her, jeg mødte Morten. Efter et år fik han mig til at gå efter et job, der lå tættere på min uddannelse – jeg skulle jo bruge den til noget. Jeg og hans andre venner pressede også Morten til, at han skulle noget andet. Man ville jo gerne gengælde støtten, og han gav selv udtryk for, at han skulle også videre, fortæller Maja.
I dag ville hun ønske, at Morten var blevet i jobbet som pædagogmedhjælper, for det var det, der gjorde ham glad, og han var var god til at håndtere børnene. To uger inden Mortens død, gik Maja og han en tur sammen. Han var stoppet i jobbet som pædagogmedhjælper. Det havde sendt ham i et sort hul, og Morten følte ikke, at han kunne leve op til samfundets krav og forventninger.
– Dengang tænkte jeg, at jeg anerkendte hans følelser ved at fortælle om mine egne, lignende følelser. Nu ville jeg ønske, at jeg havde lyttet nærværende til min ven. Jeg troede, at jeg lyttede til ham, men det gjorde jeg ikke. Først og fremmest forstod jeg ikke alvoren i det, han sagde. Man tænker jo ikke, at ens ven vil begå selvmord. Han sagde til mig den dag, at jeg skulle lytte, for det var svært for ham at fortælle om. Det var jeg glad for, at han sagde til mig. Havde han ikke sagt det, havde jeg bebrejdet mig selv rigtig meget, og der fik jeg chancen for at gøre det godt igen, fortæller Maja.

Skulle noget stort med sit liv
Mortens død har inspireret Maja til at hjælpe andre unge. Team Tours, Det Sociale Netværk, Ventilen og Maja Hansen er nu ved at udvikle en camp, Camp Growth, hvor teenagere kan komme og lære, hvordan de holder fast i dem selv, inden de kaster sig ud i uddannelsesræset for alvor. Og så skal de unge vide, at de ikke er alene med følelserne og problemerne.
– Mortens død viste mig, at man godt kan føle sig ensom, selv om man har mange venner. Morten talte sjældent om sine problemer, men var der altid for andre. Det eneste, han sagde til mig, var, at han ofte ikke følte, at han var god nok, og at han havde svært ved at finde sin rette hylde. Jeg havde nogle af de samme følelser dengang og tænkte ikke så meget over det, han sagde. Jeg ville ønske, at han havde åbnet sig, så jeg kunne have hjulpet ham noget mere. Derfor er det vigtigt for mig at hjælpe andre unge, der har ondt i sindet, fordi de føler sig utilstrækkelige, med at tale om tingene og få sat ord på de ting, de føler. Der er ingen, der skal føle, at der ikke er plads til dem i samfundet, siger Maja.
Der er ingen tvivl om, at initiativet UIP – Ung i en præstationskultur er et hjertebarn for Maja, og at hendes personlige oplevelser med tabet af Morten er en stor inspirationskilde. Og ikke alene vil projektet forhåbentligt hjælpe en masse unge, det har også hjulpet Maja med at bearbejde vennens død.
– Selv om det var hårdt, så har det været den bedste måde for mig at bearbejde hans død på. Ved at læse artikler og bøger, fik jeg en bedre forståelse for nogle af de følelser, han har båret helt alene. Men den største drivkraft, der driver hele projektet, er, at han engang sagde til mig: ”Maja, jeg kan bare mærke, at du skal noget stort”. Den sætning har fulgt mig, og efter hans død blev det soleklart for mig, hvad jeg skulle. Jeg skal hjælpe andre unge, nu når jeg ikke fik mulighed for at hjælpe ham, slutter Maja.
Du kan læse mere om initiativet Ung i præstationskulturen her.
