Klumme: At holde fødselsdag og blive 26 for tredje gang

Fødselsdage er ikke det samme, som de var engang. Alder er ikke bare et tal, og jeg har besluttet, at jeg endnu engang bliver 26 til min fødselsdag

For ti år siden var min fødselsdag noget, der skulle fejres med et brag. Gerne flere gange. Familiefødselsdag, middag for de nærmeste veninder, stor fest for alle mine bekendte og måske en bytur eller to. Det var den eneste rigtige måde at fejre, at jeg nu var blevet et år ældre. I dag er dagen anderledes. Jeg vil som alle andre da gerne fejres. Men min alder? Det behøver vi ikke tale om.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har flere venner og veninder, der er ældre end mig. Min kæreste er endda seks år ældre. Men der er bare et eller andet i mig, der skriger, at tiden bare skal gå i stå nu. Jeg magter simpelthen ikke at blive ældre.

Læs også: Er alder bare et tal?

Når 30’erne presser på

Jeg har længe studset over, hvorfor det at nærme sig den næste runde fødselsdag presser mig så meget. Jeg tror, at det blandt andet skyldes, at man i mit hoved først er rigtig voksen, når man har passeret de 30. Hvilket, jeg jo egentlig godt ved, er noget sludder. Især når jeg kigger på mit liv lige pt: Jeg er færdiguddannet, forlovet og forholdsvis fornuftig.

Så i bund og grund er jeg jo voksen. Eller. Det er jeg jo, jeg kan bare ikke lide at sige det. De 30 betyder i mit hoved, at du har fuldstændig styr på din økonomi, er mester i at lægge budgetter i Excel, ønsker sig sokker og rødvin til jul og fødselsdag og ellers bare er yderst voksen og ansvarlig. Skal man være ekstra vild, så drikker man måske et glas rødvin eller to i weekenden. Ergo: Hvor må det være kedeligt at blive ældre.

Det sjove er, at ovenstående i realiteten ikke er så langt fra den person, jeg er i dag. Jeg har et overskueligt excelark over min budgetkonto, laver handlesedler og madplaner, går ikke i byen og drikker ikke alkohol. Overhovedet. Så hvad er forskellen i virkeligheden egentlig?

Læs også: Her er den perfekte aldersforskel mellem dig og din flirt

Alder er bare et tal – men det er det ikke helt alligevel

Hver gang folk spørger mig, hvor gammel jeg bliver, siger jeg, at jeg fylder 26. Det har jeg gjort tre år i træk nu. Jeg er ret sikker på, at der er en grund til at begrebet “tyve-og-lyv års fødselsdag” er opfundet. Og ifølge de sociale medier er jeg vist langt fra den eneste, der synes at fænomenet skal anvendes i praksis. Men hvorfor er det egentlig så svært for os at blive ældre?

Jeg ved jo godt (og det gør du helt sikkert også), at man ikke ændrer sig, fordi man på papiret pludselig er et år ældre. Ændringerne kommer over tid, og bare de sidste to år har jeg kunne mærke en voldsom ændring på mig selv. Jeg kan lide ting, jeg ikke kunne tidligere. Jeg ser (og elsker) tv-programmer, som jeg før var faldet i søvn til. Og jeg siger nej tak til ting, som jeg tidligere ville opgive min førstefødte for at deltage i.

Læs også: Klumme: Jeg er 26 år og hader at gå i byen

20 år igen? Nej tak herfra

Når jeg reflekterer en smule, så kan jeg faktisk bedre lide meget snart 28-årige Camilla (Jaja, 26 for tredje gang), end 20-årige Camilla. For shit hvor var jeg egentlig belastende dengang. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, hvem jeg ville, eller hvordan jeg skulle begå mig. Jeg var ofte lidt for egoistisk og havde ikke verdens bedste realistiske sans.

Meget af ovenstående har ændret sig med årene, og alle mine fejl og erfaringer har lært mig at blive et bedre menneske. Og hvile mere i mig selv. Så hvorfor er det, at vi har så svært ved at blive gamle? Når vi virkelig tænker over det, så går det vel egentlig kun fremad?

Hvis du er i tvivl, kan du altid finde billeder af dig selv som teenager. Jeg kan godt love dig for, at der ikke er noget, der gør mig mere glad for mit nutidige selv, end de modbydelige DKBN billeder, jeg har i gemmerne og som egentlig burde være destrueret for længst.

Læs også: Derfor bliver tømmermænd værre med alderen

Måske næste år er anderledes

Jeg kan godt se, at jeg måske lyder en smule forvirret. Mine tanker er lidt dobbeltkonfekt her. For jeg har det egentlig okay med, at mit liv bliver mere og mere voksent. At jeg selv – mine tanker og handlinger bliver mere voksne (og fornuftige), og at tanken om villa, vovse og Volvo måske ikke foregår årtier ud i fremtiden. Det er alderen på papiret, der nager mig.

Men hvorfor? Måske er det fordi, at det her ene stykke papir med det fjollede tal også betyder, at omverdenen får forventninger til mig. Forventninger som jeg var fri for som en bumset og usikker teenagepige. Måske er det fordi, jeg ikke er helt klar til at være 100 procent voksen og selvstændig.

Jeg vil stadig gerne ringe og bede min mor om gode råd, eller få min far til at fikse det løbende toilet. For jeg føler mig stadig ikke lige så voksen som dem, men vil jeg nogensinde blive det? Hvem ved. Vi bliver jo mere voksne som årene går, og måske er jeg voksen nok til at indrømme, at jeg bliver 29 til min fødselsdag næste år.

Læs også: Tema: Hvad du ønsker, skal du gøre