
NEWS: Beskæftigelsesfremgang i de fleste brancher det seneste år
Beskæftigelsesfremgang i de fleste brancher det seneste år · Bombetrussel i Billund Lufthavn · Generalsekretær hos Mellemfolkeligt Samvirke modtager Human Act Award 2024 · Til juni forventes renten at falde · Varetægtsfængslet efter røveri mod tankstation i Næstved · Dagens billede: Taylor Swift gør det igen
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Beskæftigelsesfremgang i de fleste brancher det seneste år
Beskæftigelsen er steget betydeligt det seneste år – mest i industrien og inden for vidensservice, der dækker over blandt andet juridisk bistand, revision og ingeniørvirksomhed, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Der er stor forskel på, om udviklingen drives af danske statsborgere eller udenlandsk arbejdskraft – både herboende og pendlere.
Det seneste år er beskæftigelsen steget med 33.600 personer – fra januar 2023 til januar 2024.
Den ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fremgangen fordeler sig ud over de fleste brancher, men at der er forskelle. De to brancher med størst fremgang har været industrien og vidensservice-branchen, der er steget med henholdsvis cirka 5.800 personer og 5.400 personer.
Samtidig er beskæftigelsen faldet i handelsbranchen og tre andre brancher. Handelsbranchen har oplevet det største fald med knap 1.500 færre job.
– Det er tydeligt, at den virkelighed, virksomhederne oplever, også viser sig i beskæftigelsestallene. Industriproduktionen buldrer afsted, og det betyder flere medarbejdere i industrien. Samtidig er detailhandlen stadig ramt af den høje inflation, hvilket har medført færre ansatte, fortæller Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Det er glædeligt, at der er fremgang i beskæftigelsen i så mange brancher. Det er klart, at der vil ske skift mellem brancherne, når forretningssituationen ændrer sig. Her er det ekstra vigtigt, at vi står klar med omskoling og videreuddannelse til dem, der skal skifte branche mere permanent, fortsætter Sofie Holme Andersen.
Analysen undersøger også, om det er indenlandsk eller udenlandsk arbejdskraft, der har drevet udviklingen i tre udvalgte brancher: handel, vidensservice og industrien. Og faldet i handelsbranchen er drevet af danske statsborgere, mens den udenlandske arbejdskraft er omtrent uændret. Den lille stigning, der er blandt udlændinge, er drevet af herboende udlændinge.
Inden for vidensservice er det danske statsborgere, der primært driver stigningen. Vidensservice dækker over blandt andet juridisk bistand, revision og ingeniørvirksomhed. I industrien er det derimod den udenlandske arbejdskraft, der driver væksten. Det gælder både herboende og pendlere.
– Der er en stor sandsynlighed for, at det også er personer, der bor i Danmark, der mister deres job, når beskæftigelsen på et tidspunkt falder igen. Det skyldes, at pendlerne fortsat udgør en relativt lille del af beskæftigelsen, selvom der er kommet flere. Vi ser allerede nu i handelsbranchen, at det er personer med bopæl i Danmark, der mister jobbet, afslutter Sofie Holme Andersen.
Analysens hovedkonklusioner:
Beskæftigelsen er steget med 33.600 personer fra januar 2023 til januar 2024.
Vidensservice-branchen og industrien har oplevet de største stigninger, mens handelsbranchen har oplevet et fald, der er større end nogen anden branche.
I industrien ansættes i høj grad udenlandsk arbejdskraft – både herboende og pendlere, mens man inden for vidensservice i højere grad ansætter danske statsborgere.
I handelsbranchen er det danske statsborgere, der primært står for tilbagegangen i beskæftigelsen.

Læs også: En god CV-skabelon
Bombetrussel i Billund Lufthavn
Det blev en hektisk lørdag for Sydøstjyllands Politi, der fik en anmeldelse om en bombetrussel i Billund Lufthavn, hvorfor rejsende i Billund Lufthavn blev evakueret på grund af denne bombetrussel, som Sydøstjyllands Politi modtog omkring klokken 10.30 lørdag. Derefter blev alle evakueret og flytrafikken indstillet.
Forsvarets ammunitionsryddere foretog desuden lørdag aften en kontrolleret sprængning af den genstand, som blev indleveret til politiet i Billund Lufthavn i går i forbindelse med bombetruslen. Det foregik i et område omkring Hejnsvig, hvor det blev vurderet forsvarligt.
Den pågældende mand, der blev anholdt i Billund Lufthavn lørdag formiddag, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens søndag klokken 10.00. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Grundlovsforhøret blev afholdt for dobbeltlukkede døre, og af den grund kan Sydøstjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke dele yderligere oplysninger om hændelsen og herunder heller ikke om, hvad manden er sigtet for.
Den anholdte man, som Sydøstjyllands Politi nu har i deres varetægt, er i 30’erne. Manden oplyste selv politiet i lufthavnen om, at den genstand, han indleverede indeholdt sprængstof. Hvad der er mandens motiv, er nu en del af det efterforskningen skal undersøge. Der er intet i den hidtidige efterforskning, der peger på, at den pågældende mand har arbejdet sammen med andre.
Omkring klokken 04.00 natten til lørdag modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en hæveautomat på Nordmarksvej i Billund var blevet sprængt. Det indgår fortsat i politiets efterforskning, hvorvidt dette måtte have en sammenhæng med bombetruslen i Billund Lufthavn.
Det undersøges også fortsat om hændelsen ved Nordmarksvej i Billund i nat har sammenhæng med hændelsen i Billund Lufthavn.
Manden blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke dette.

Læs også: Norwegian med stor satsning fra Billund Lufthavn
Generalsekretær hos Mellemfolkeligt Samvirke modtager Human Act Award 2024
Den uafhængige NGO Human Act tildeler sin pris, Human Act Award 2024, til Tim Whyte, generalsekretær hos Mellemfolkeligt Samvirke, for sin indsats for global solidaritet og retfærdighed.
Tim Whyte, generalsekretær hos Mellemfolkeligt Samvirker modtager årets Human Act Award 2024 — prisen fra den danske NGO Human Act der årligt tildeles forandringsagenter, der gør en særlig forskel for at skabe fremgang på FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.
I år tilfalder prisen Tim Whyte som anerkendelse af hans indsats for at fremme global solidaritet og kamp for retfærdighed i forbindelse med krigen mellem Israel og Palæstina.
— Tim modtager årets Human Act Award for sin enestående dedikation i sin rolle som generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og hans modige stillingtagen over for den danske stat. Hans utrættelige indsats for global solidaritet og kamp for retfærdighed gør, at han fortjener denne anerkendelse, udtaler Djaffar Shalchi, stifter af Human Act.
Kampen for fred og retfærdighed … Human Act anerkender især Tim Whytes afgørende rolle i at indlede det retslige opgør mod den danske regering for ulovlige våbensalg til Israel. I et samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International og Oxfam Danmark har de tre organisationer lagt sag an mod den danske stat for ulovligt våbensalg til Israel.
— Jeg er beæret og taknemmelig over at modtage Human Act-prisen. Jeg er særligt glad for, at prisen er en anerkendelse af et arbejde, som involverer rigtig mange andre – nemlig retssagen mod den danske stat på grund af våbeneksporten til Israel. Vi er mange, der over de sidste måneder har engageret sig i at forsvare civile liv og stå vagt om folkeretten og menneskerettigheder. Hvis jeg har lært noget i den her svære tid, så er det, at den bedste modgift mod modløshed er engagement sammen med andre – og det er noget af det, som Human Act-prisen har anerkendt i flere år, udtaler Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Tim Whyte udlever ånden i Human Act Award og indkapsler idealerne om visionært lederskab, mod og dedikation til at nå FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Prisen tildeles forgangspersoner, der gør en særlig indsats for at fremme FNs 17 Verdensmål. I år, hvor verden præges af store konflikter i både Palæstina og Ukraine, falder fokus naturligt på verdensmål 16, hvis overordnede mål er at skabe fred, retfærdighed og stærke institutioner — et indsatsområde hvor Tim Whytes arbejde har en stor indflydelse.
Prisen uddeles årligt frem til 2030 og består af en bronzeskulptur af den danske kunstner Asmund Havsteen-Mikkelsen.

Læs også: Fælles opråb fra danske NGO’er
Til juni forventes renten at falde
Der er godt nyt til de danske boligejere, for i går meldte Centralbanken ud, at der kommer rentenedsættelse til juni, og en cheføkonom kalder udmeldingen for ‘et virkelig, virkelig klart signal’.
Hvis ikke der sker noget uforudset, står vi i juni over for den første rentenedsættelse efter lang tid med rentestigninger. Det siger næstformand for Den Europæiske Centralbank, Luis de Guindos, til Le Monde.
– Vi har været meget klare: Hvis tingene går i samme retning som i de seneste uger, vil vi løsne vores restriktive pengepolitiske holdning i juni. Forudsat at der ikke er nogen overraskelser her og der, lyder det fra Luis de Guindos.
Desuden forklarer han udmeldingen med, at inflationen er ved at nå sin ende, for den høje inflation har plaget den globale økonomi de seneste år, hvilket sådan et populært sagt betyder, at ‘økonomien var ved at overophede’. Som modsvar har rentestigningerne været det værktøj, der skulle afkøle økonomien, og som har gjort det langt dyrere at have gæld.
Ser man på renterne over længere tid, så har de været meget præget af, hvad der sker i USA, hvor de høje inflationstal i USA har haft gjort det svært at sætte renten ned. Og det er med til at påvirke det globale marked og dermed også trække de lange renter op.
Cheføkonomens forventning til de kommende rentenedsættelser er, at man fortsætter med at løfte foden fra bremsen, men at der godt kan gå lang tid mellem hvert skridt. Og det vil hele tiden afhænge af, hvordan verden udvikler sig, og hvilke inflationstal vi ser. Men han mener også, at de danske boligejere godt kan glæde sig, og mener at det er et klart signal om, at det er i juni, vi får den første rentenedsættelse efter alle rentestigningerne, og den vil én til én også slå igennem i hvert fald på de helt korte renter i Danmark.

Læs også: Sådan beskytter du dig bedst mod boligsvindere
Varetægtsfængslet efter røveri mod tankstation i Næstved
En benzintank i Ringstedgade var natten til lørdag udsat for et røveri. Røveren kom ind i butikken, hvor han viste en håndskrevet seddel og en kniv med et blad på cirka 20 centimeter. Røveren sprang om på den anden side af disken, men det lykkede medarbejderen at slippe ud fra forretningen, låse dørene og tilkalde politiet.
Da flere politipatruljer tre minutter efter anmeldelsen landede på stedet, kunne betjentene se, at røveren var i færd med at pakke cigaretter ned i poser. Politiet anholdt en 18-årig mand fra Frederiksberg, og det viste sig, han havde stjålet flere hundrede pakker cigaretter, kontanter og et par flasker spiritus. Den 18-årige blev sigtet for røveri og lørdag fremstillet i grundlovsforhør. Han er varetægtsfængslet frem til den 8. maj.

Læs også: To unge anholdt for knivstikkeri


