
NEWS: Nu bliver det lettere at få et fritidsjob
Nu bliver det lettere at få et fritidsjob · Albansk mand bag flere indbrud i Esbjerg er idømt fængsel og udvist af landet · Kvanteindustrien samles for første gang til Quantum Industry Day · Forsvarsindustrien i USA og Danmark drøfter samarbejde · Dom i drabssag fra Taastrup · Dagens billede: Fup eller fakta
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Nu bliver det lettere at få et fritidsjob
Det er en gave til unge mennesker, at regeringen nu gør det nemmere og mere attraktivt at tage fritidsjob, siger Dansk Industris administrerende direktør …
Regeringen har netop præsenteret sit udspil til fritidsjob for unge under 18 år. Det indeholder en lang række lettelser af reglerne for unge mennesker og deres arbejdsgivere, når de unge skal ud at søge fritidsjob. Det vækker glæde i Dansk Industri (DI), hvor man netop har efterspurgt dette.
– Værdien af at tjene sine egne penge kan ikke gøres op i kroner og ører. Derfor er jeg utrolig glad for, at regeringen sætter fokus på de unge mennesker, og deres mulighed for at få et job, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i DI.
Han peger blandt andet på, at regeringen vil gøre det mere attraktivt for unge at tage et fritidsjob ved at fritage unge under 18 år fra at betale arbejdsmarkedsbidrag.
– Det er sundt at tjene sine egne penge. Ikke fordi penge gør unge mennesker lykkelige. Men fordi et fritidsjob fører så meget andet godt med sig. Fritidsjob giver f.eks. bedre trivsel, større selvindsigt, bedre karakterer og en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Og så udvider det ens horisont, siger Lars Sandahl Sørensen.
En ny DI-analyse viser, at antallet af unge mellem 13 og 17 år i job i industrien er halveret i løbet af 15 år. Det håber, DI-direktøren vil ændre sig, når det fx bliver tilladt for unge mennesker at arbejde med ufarlige maskiner.
– Det er godt, at unge får lov til at få en skruemaskine mellem hænderne. Det bliver altså lidt mere interessant at være på et værksted eller en produktionsvirksomhed, hvis du får lov at opleve, hvad det rent faktisk vil sige at arbejde der, siger Lars Sandahl Sørensen og peger på, at det har en værdifuld sidegevinst. Fritidsjob er en rigtig god vej til at få de unge gjort interesseret i at tage en faglig uddannelse, og vi mangler faglærte medarbejdere i Danmark. Det vil gøre en forskel, at flere unge får det ind under huden tidligere, fortsætter han
Regeringen vil også åbne for et nyt partnerskab om fritidsjob …
– I DI er vi klar til sammen med vores samarbejdspartnere i fagbevægelsen at hjælpe virksomhederne med de nye regler og lave nye vejledninger, men vi vil også påvirke reglerne yderligere, når noget står i vejen for, at unge kan søge et fritidsjob, siger Lars Sandahl Sørensen og afslutter:
– Unge mennesker har også godt af at være en del af et fællesskab, føle et ansvar og ikke mindst opleve at være værdsat. Jeg tror ikke, man kan overvurdere værdien af at have et arbejde.

Læs også: Opsparingen er dobbelt så stor hos børn og unge med fritidsjob
Albansk mand bag flere indbrud i Esbjerg er idømt fængsel og udvist af landet
Manden tilstod i retten 17 af de forhold, han var sigtet for. Den 43-årige albanske mand har været for retten i en sag om indbrud. De er begået primært i Esbjerg-området i november og december. Han blev stoppet på vej ud af landet den 26. december 2023, hvor politiet fandt adskillige smykker i hans kuffert. Manden kunne ikke redegøre for, hvor han havde dem fra. Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter ved retten i Sønderborg – sigtet for flere tilfælde af indbrud.
Politiet fremviste smykkerne og fandt på den måde gerningssteder, ligesom der i forbindelse med efterforskningen blev udtaget DNA af manden. Den DNA-profil slog ud i politiets registre i forhold til adskillige indbrudstyverier i Danmark – særligt i Esbjerg-området.
I retten tilstod manden 17 af de forhold, han var sigtet for, og han blev idømt en frihedsstraf på 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel, ligesom han er udvist af landet med indrejseforbud i 12 år.
Den dom er anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg tilfreds med:
– Hjemmet er et sted, hvor man skal kunne føle sig tryg. Dommen her viser, at vi som samfund ser med stor alvor på indbrudstyveri i folks hjem, udtaler anklageren i sagen.
Den 43-årige blev anholdt på baggrund af samarbejde internt i politikredsen – heriblandt en fremadrettet efterforskning foretaget af den proaktive efterforskningsenhed, som er en del af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest). Enheden efterforsker sager om omrejsende kriminelle, der krydser landegrænsen for at begå kriminalitet.

Læs også: Tre mænd dømt for omfattende indbrudskriminalitet
Kvanteindustrien samles for første gang til Quantum Industry Day
Erhvervsministeriet og Danish Quantum Community samlede det danske kvantemiljø til Quantum Industry Day i mandags for at udforske potentialerne i kvanteteknologi.
Kvanteteknologier er i rivende udvikling med potentialet til at revolutionere en lang række sektorer og brancher.
I fremtiden vil teknologien kunne bruges til alt fra at udvikle ny medicin, over ultrasikker kommunikation til forbedret sporing af ubåde, droner, fly og køretøjer. For at sætte fokus på potentialerne og samle kvantemiljøet og industrien, havde Erhvervsministeriet og Danish Quantum Community inviteret til Quantum Industry Day.
Erhvervsminister Morten Bødskov fortæller:
– Med store geopolitiske spændinger og krig i Europa skal vi sørge for at sikre vores styrkepositioner og værne om vores sikkerhed. Derfor skal vi styrke de danske virksomheder, der kan gøre potentialerne i kvanteknologien til nye, danske erhvervseventyr. Vi skal gribe potentialet og få alle gode kræfter i spil, så vi kan gøre Danmark til en endnu stærkere kvantenation. Det er netop det vi gør ved at samles til Quantum Industry Day.
Formand for Danish Quantum Community Jan W. Thomsen fortsætter:
– Med udgangspunkt i Danmarks styrkeposition inden for kvanteforskning, nationale strategier samt store investeringer har vi en enestående mulighed for at bringe danske virksomheder i en konkurrencemæssig fordelagtig position. Quantum Industry Day bidrager yderligere til at styrke både de nationale forhold og de internationale relationer samt investeringer, som dansk kvanteteknologi tilbyder. Dette er et tydeligt eksempel på, hvordan Danmark bredt bakker op om at sætte en højteknologisk, videnskabelig og talentmæssig dagsorden i international klasse til fordel for danske virksomheder og udenlandske investeringer.
På dagen stillede repræsentanter fra kvantemiljøet skarpt på de kommercielle potentialer ved den ny teknologi, og den første årgang af NATO DIANA startups vil præsentere deres projekter. Endelig delte tre iværksættere og ledere deres erfaringer med overgangen fra kvanteforskning til etablering og drift af en kvantevirksomhed.

Læs også: Internettet kan få kvantefart med lys gemt som lyd
Forsvarsindustrien i USA og Danmark drøfter samarbejde
H.K.H Prins Joachim, forsvarsindustri attaché i USA og Canada, deltager når danske og amerikanske forsvarsvirksomheder i går og i dag mødes til et to dage langt industriseminar for at drøfte et tættere samarbejde. Det fortæller DI Forsvar og sikkerhed.
USA’s ambassadør i Danmark Alan Leventhal og Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen deltager også. Desuden deltager direktør for forsvar og sikkerhed i Dansk Industri, Joachim Finkielman.
Drøftelserne sker på baggrund af den spændte sikkerhedssituation i Europa efter den russiske invasion af Ukraine. Invasionen og det spændte forhold til Rusland har betydet, at hele den vestlige alliance i Europa, inklusive Danmark, har truffet vidtrækkende politiske beslutninger om at investere milliarder af kroner i et stærkere forsvar.
– Forsvarsindustrien spiller i den forbindelse en helt central rolle, både med hensyn til forsyningssikkerhed men også med hensyn til behovet for et teknologisk løft af vores forsvar. Virksomhederne herhjemme har know-how fra øverste hylde.
– Og netop hos vores nærmeste og stærkeste allieret, USA, er den teknologiske udvikling i forsvarsindustrien state-of-the-art. Derfor håber vi på med dette besøg at kunne knytte endnu stærkere forbindelse mellem vores og den amerikanske forsvarindustri i form at helt konkret samarbejde, forklarer Joachim Finkielman.
20 danske forsvarsvirksomheder deltager i mødet, som finder sted i Washington. Danske Industris branchefælleskab mødes med sin amerikanske søsterorganisation, National Defense Industrial Association, og de deltagende virksomheder får lejlighed til at mødes med amerikanske kolleger.

Læs også: Rammeaftale om forsvaret kræver tæt samarbejde med erhvervslivet
Dom i drabssag fra Taastrup
En 19-årig ung mand blev frifundet for drab, og fire unge mænd dømt for vold.
Mandag afgjorde Retten i Glostrup en sag, hvor to unge blev dræbt med kniv i Taastrup den 6. marts 2023. En 19-årig mand var tiltalt for at have dræbt de to unge på 17 og 18 år, men retten vurderede, at selv om der var tale om drab i straffelovens forstand, så var der tale om lovligt nødværge, og derfor blev han ikke dømt for drab.
Den 19-årige blev udsat for et overfald, hvor han blev angrebet af de to nu dræbte og flere andre. Fire unge mænd på henholdsvis 18, 19, 20 og 20 år blev dømt for det overfald og blev i dag alle hver især idømt tre måneder fængsel.
Den 19-årige var også tiltalt for drabsforsøg, men blev også frifundet for dette. Han blev alene dømt for at være i besiddelse af en ulovlig kniv og blev i dag idømt syv dages fængsel for dette forhold.
Senioranklager Cecilie Bak udtaler:
– Anklagemyndigheden havde rejst sagen som drab, og det var retten ikke enig i. Vi vil nu læse dommens præmisser igennem og herfra vurdere, om vi vil indstille sagen til anke. Men når det er sagt, er det, der overskygger alt, at dette er en virkelig tragisk sag. Der er mange ofre – både de unge, der døde, og den unge mand, der stak med kniv.
Sagen har været omfattende hos Københavns Vestegns Politi – både i forhold til selve efterforskningen og hos Lokalpolitiet:
– Denne ulykkelige sag har naturligt fyldt ganske meget i lokalmiljøet – og det er en sag, der også har fyldt meget hos os. For at sikre borgernes tryghed har vi haft og vil fortsat have stort fokus på lokalområdet., udtaler vicepolitiinspektør i Lokalpolitiet Danny Ottevanger og slutter:
– Denne sag understreger endnu en gang, hvor alvorlige konsekvenser det kan have, at gå med kniv.
Den 19-årige modtog dommen på syv dages fængsel. De fire andre tog betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

Læs også: Status efter knivoverfald i Taastrup




