Læs også:

Close
pige skole uddannelse

NEWS: Erhvervsskoler tager kampen op mod mistrivsel

Nyheder  | 

Erhvervsskoler tager kampen op mod mistrivsel · Politiet beslaglægger lattergasflasker · Bøn fra Tønder Festival til Tønder: Hjælp festivalgæster med overnatning · Tre mænd dømt for omfattende indbrudskriminalitet · EM på storskærme bliver måske forbudt: Nu stiger søgninger på flyafgange til Tyskland · Dagens billede: Cannabis i USA

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Erhvervsskoler tager kampen op mod mistrivsel

Erhvervsskoler tager kampen op mod mistrivsel og sociale kompetencer bliver en del af tømreruddannelsen …

Erhvervsskolerne vil bekæmpe ensomhed og styrke sociale kompetencer ved at gøre trivselsarbejdet til en fast del af grundforløbet gennem indsatsen Me&We.

På tværs af alle uddannelser er der udfordringer med elevernes trivsel. Flere og flere unge oplever stress, pres, nedtrykthed og ensomhed. På erhvervsuddannelserne tager man nu ansvar for at løse den udfordring. På en række erhvervsskoler skal eleverne i fremtiden undervises i mere end blot faglige kompetencer – de skal også lære at drage omsorg for sig selv og hinanden og opbygge stærke fællesskaber. For trivsel på uddannelsen er en forudsætning for al anden succes på uddannelsen.

De sociale udfordringer varierer fra uddannelse til uddannelse, ligesom forudsætningerne for at arbejde med dem er forskellige. På erhvervsuddannelserne er der en mangel på ungdomsfællesskaber, og én af udfordringerne er, at unge typisk ikke er knyttet til én klasse gennem hele deres uddannelse, som det fx er tilfældet på gymnasier. Samtidig har mange erhvervsuddannelser mindre tradition for at arbejde fokuseret med elevernes trivsel og relationelle kompetencer.

Mange elever på erhvervsuddannelserne føler sig ensomme og stressede, og der er en høj frafaldsrate. En rapport fra Børne- og Undervisningsministeriet fra 2023 viser, at ca. 40% af eleverne på erhvervsuddannelserne dropper ud.

Dét skal der laves om på, hvis det står til flere danske erhvervsskoler. De har et klart ønske om at rette fokus mod elevernes fællesskaber og mentale sundhed, og vil derfor gøre trivselsprogrammet Me&We til en del af elevernes grundforløb.

Me&We har siden 2018 været en del af trivselsarbejdet på efterskoler landet over, i 2022 kom landets 10. klassecentre til. Nu skal indsatsen også omfatte erhvervsuddannelserne. Det sker med støtte fra Tuborgfondet.

Fokus på elevernes trivsel skaber positive resultater … Formålet med Me&We er at styrke unges sociale kompetencer, relationer og fællesskaber som et værn mod mistrivsel. Programmet integreres på den enkelte skole, hvor lærere uddannes til at arbejde med indsatsen og afvikle en række aktiviteter gennem skoleåret. Fælles for alle aktiviteter er, at de træner elevernes sociale kompetencer og styrker fællesskabet. Samtidig klæder det også elevernes på til det arbejdsliv, der venter forude, da de lærer at indgå som en holdspiller i et team på en arbejdsplads.

Me&We er et samarbejde mellem Mary Fonden og Just Human, og begge parter er begejstrede for at kunne koble endnu en central uddannelsesaktør til listen og dermed nu nå ud til mange flere unge. For både Mary Fonden og Just Human er målet, at flest mulige unge bliver mødt af voksne, der har fokus på, hvordan eleverne har det, og som har kompetencer til at hjælpe dem, hvis behovet er der.

– Vi er virkelig glade for at kunne udvide Me&We til erhvervsskolerne. Alle unge har brug for, at deres uddannelse rækker ud over det faglige og bliver et sted, hvor de trives og opbygger nære relationer. Vi har stor respekt for erhvervsskolernes engagement i at styrke dette fokus, og jeg tror, at samarbejdet vil gøre en forskel for mange unge,” fortæller direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard.

Chris McDonald, stifter af Just Human, udtrykker det således:

– Alt for mange unge mistrives, og vi ved, at unge på erhvervsuddannelser har specifikke udfordringer. Jeg tror på, at vi kan gøre en forskel for unge ved at sætte fokus på deres trivsel og gøre arbejdet med trivslen til en lige så vigtig del af uddannelsen som de faglige kompetencer.

En vision om at alle erhvervsskoler får trivsel på skoleskemaet … I efteråret 2023 indledtes et samarbejde med fire erhvervsskoler om udviklingen af Me&We Erhvervsskole. Samarbejdet, som strækker sig over tre år, har til formål at tilpasse og teste Me&Wetil erhvervsskolernes unikke behov og udfordringer.

Lærere, elever og ledelse inddrages under hele udviklingsprocessen. Målet er at skabe en bæredygtig model, der kan implementeres på erhvervsskoler over hele landet.

Fakta:

Me&We er et trivselsprogram målrettet unge på efterskoler, almene 10. klasser og nu også erhvervsskoler. Programmet arbejder for at styrke unges sociale kompetencer, relationer og fællesskaber gennem konkrete aktiviteter. Me&We er udviklet i samarbejde med Mary Fonden, Just Human, Efterskoleforeningen og LA10 og støttet af Tuborgfondet.

elever efterskole
Elever på landets efterskoler og 10. klasser arbejder allerede med temaer som fællesskab, omsorg og mod gennem programmet Me&We … (Foto: PR)

Læs også: Søgning til ingeniørstudierne stormer frem

Politiet beslaglægger lattergasflasker

To personer fra henholdsvis Vejle og København blev sidste onsdag anholdt i forbindelse med en aktion, hvor Sydøstjyllands Politi fandt og beslaglagde 300 lattergasflasker.

Sidste onsdag gennemførte Sydøstjyllands Politi en planlagt aktion i forbindelse med en sag om handel med lattergas. I den anledning standsede en patrulje en varebil på motorvejen mellem Vejle og Fredericia.

I varebilen var der 300 flasker med lattergas, og i alt udgjorde den samlede vægt på lattergassen cirka 200 kilo.

I forbindelse med aktionen blev en 23-årig mand fra Vejle og en 39-årig mand fra København anholdt og sigtet for at være i besiddelse af lattergasflaskerne med henblik på videresalg. Den 39-årige mand er desuden sigtet for at overtræde bekendtgørelsen om transport af farligt gods. Begge mænd er blevet løsladt, men de er fortsat sigtede i sagen.

Regler for besiddelse, salg og transport af lattergas:

Siden den 1. juli 2023 har det været ulovligt at besidde og sælge lattergas som rusmiddel. Den eneste undtagelse er, hvis man som virksomhed eller privatperson har en god grund til at benytte stoffet.

Alt efter, hvor meget lattergas man har på sig, risikerer man en bøde på mellem 3.000 og 5.000 kroner. Hvis man er i besiddelse af over 2.700 gram gas, kan man få en bøde på 50.000 kroner.

Derudover kan det koste en bøde at besidde lattergas i køretøjer.

lattergas patron
Stor fangst af lattergas …. (Foto: Pexels)

Læs også: Auktion mod salg af lattergas

Bøn fra Tønder Festival til Tønder: Hjælp festivalgæster med overnatning

Vil du gøre gæster på årets Tønder Festival glade og samtidig tjene en ekstraskilling? Så lej et værelse, en lejlighed eller anden bolig ud i dagene under festivalen og vær med til at skabe de bedst mulige rammer for årets jubilæumsfestival.

Mennesker ændrer vaner, tiderne forandrer sig, og ny muligheder byder sig til. Måske føler nogle sig for gamle til at ligge i telt i fire dage. Andre har fået smag for Airbnb. Da Tønder Festival blev etableret i midten af 1970’erne, var kombinationen af musikfestival og campingplads helt naturlig. Hundredvis af festivaler blev dengang skabt i lignende rammer.

I dag er sammenhængen mellem festivalpladsen og festivalens campingplads stadig helt afgørende. At bo på festivalcampen og slentre ind på festivalpladsen lige ved siden af er en meget vigtig del af oplevelsen af at være på Tønder Festival. Tusindvis af gæster elsker det og kommer igen år efter år for mødes med gode venner – og måske få nye venner – på festivalcampen.

Men for alle dem, der hellere vil ligge i en seng under tag, er der brug for flere muligheder. Derfor har Tønder Festival en stor bøn til alle i byen og i lokalområdet: Hvis I har et ledigt værelse, måske flere, hvis I har en lejlighed eller et hus, I kunne leje ud i dagene under festivalen, vil festivalen opfordre jer til at gøre alvor af det. Det vil være en stor hjælp for de tilrejsende gæster og for festivalen. Samtidig vil det være en ekstra indtægt for jer som udlejere. Det er i dag meget nemt at oprette sig som udlejer. For eksempel via Airbnb, Bolighub, Boligportal og lignende steder.

– Hvis man har ekstra værelser, lejlighed eller hus, som man gerne vil udleje, håber vi at mange vil gøre dette. Det er nemt at oprette sin udlejnings enhed ved eks. Airbnb, og man behøver ikke udleje den hele året, eller i lange perioder. Derudover er fradraget for udlejning i forhold til beskatning blevet hævet under corona, indberetter man indtægten til skat via en platform er bundfradraget op til 32.300 kroner, forklarer Kristina Lehmann Schjøtt, direktør for Tønder Festival.

stokroser ribe
Bøn fra Tønder Festival til Tønder: Hjælp festivalgæster med overnatning … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Essentials til festivaltasken

Tre mænd dømt for omfattende indbrudskriminalitet

Tre østeuropæiske mænd er dømt for at have begået indbrud til en værdi af cirka 1,8 millioner kroner. Indbruddene blev blandt andet begået i Hvidovre.

Ved Retten i Glostrup er tre østeuropæiske mænd blevet dømt for indbrudstyveri af særlig grov beskaffenhed. Her blev en 44-årige tiltalte idømt 2 år og 6 måneders fængsel, mens de to øvrige, på henholdsvis 21 og 23 år, blev idømt 2 år og 3 måneders fængsel. Alle tre mænd blev desuden udvist af Danmark for bestandig.

De tre mænd blev dømt for flere indbrud af særlig grov beskaffenhed, herunder indbrud i en virksomhed i Hvidovre, hvor de stjal fotoudstyr til en værdi af over 900.000 kroner. De brød også ind på en uddannelsesinstitution på Amager og stjal computere og tilbehør til en værdi af over 100.000 kroner.

Derudover stjal de el-værktøj fra en anden virksomhed i Hvidovre, og de brød ind i en virksomhed på Frederiksberg, hvor de stjal dyrt fotoudstyr.

De blev også dømt for indbrud i Roskilde, hvor de stjal computere med videre til en værdi af over 200.000 kroner.

Endelig blev de dømt for at være i besiddelse af en række hælervarer, som anklagemyndigheden vurderer stammer fra flere indbrud begået rundt om på Sjælland og Fyn.

Politiet kom på sporet af dem efter det sidste indbrud i Hvidovre. Det ledte politiet til en adresse i Nordsjælland, hvor flere af kosterne blev fundet. Den efterfølgende efterforskning fastslog, at de tiltalte havde været ved de forskellige indbrudssteder, ligesom politiet fandt spor, der tydede på, at mændene havde en fast plan for, hvor der skulle begås indbrud, og at de havde foretaget rekognoscering før indbruddene.

Ifølge sagens anklager, Helena Bengtsen, begyndte mændene at begå indbrud umiddelbart efter deres ankomst til Danmark:

– Det er vores formodning, at de alene var her med indbrudskriminalitet for øje, siger Helena Bengtsen.

Dommen blev afsagt i Retten i Glostrup torsdag i sidste uge. Her modtog den 21-årige og 23-årige dommen, mens den 44-årige har taget betænkningstid i forhold til evt. anke til landsretten.

vindue
Tre mænd dømt for omfattende indbrudskriminalitet … (Foto: Pexels)

Læs også: Tyverier stiger i takt med temperaturerne

EM på storskærme bliver måske forbudt: Nu stiger søgninger på flyafgange til Tyskland

Uenighed om krav til at vise Danmarks kampe ved sommerens store fodboldmesterskab er opstået mellem TV2 og DR, der deler rettighederne til at vise Danmarks kampe. Og det lader til at have givet danskerne fornyet lyst til at rejse til Tyskland for at opleve fodboldfeberen helt tæt på. Rejsesøgemaskinen momondo rapporterer om mere end en fordobling i søgninger efter flyafgange til Tyskland sammenlignet med måneden før.

Mange danskere havde nok set frem til at se Danmarks fodboldkampe på storskærm i de største danske storbyer, når slutrunden begynder den 14. juni, men det har en konflikt mellem DR og TV2, der deler rettighederne til at vise kampene, sat en stopper for mange steder.

Måske af den grund, trodser danskerne nu de højere priser og kigger efter rejser til Tyskland for at opleve kampene helt tæt på. Rejsesøgemaskinen momondo rapporterer om en stigning i flysøgninger de seneste tre dage på 151% til Tyskland sammenlignet med måneden før*.

Danskerne har generelt vist stor interesse for rejser til Tyskland i 2024. Til Stuttgart, hvor Danmark spiller sin første kamp i slutrunden mod Slovenien den 16. juni, er flysøgninger siden starten af året nidoblet sammenlignet med 2023**. Flysøgninger til Frankfurt, hvor Danmark spiller mod England den 20. juni, er tredoblet sammenlignet med 2023, og det samme er flyafgange til Munchen, hvor Danmark spiller mod Serbien den 25. juni.

– Fodboldfeberen er helt oppe i det røde felt, allerede inden slutrunden indledes. Det kommer ikke bag på os, at danskerne gerne vil se EM i fodbold, men vi er overraskede over, at interessen er så stor, fortæller Per Christiansen, rejseekspert hos momondo.

– Tyskland har meget kultur og historie at byde på, så man kan som rejsende fint kombinere fodboldkampene med en ferie i landet. Danskernes rejselyst fejler ingenting, og vi forventer, at interessen fortsætter helt frem til når slutrunden indledes den 14. juni,” afslutter Per Christiansen.

Om data

*Data er baseret på flysøgninger foretaget på momondo.dk i perioden den 21.05.2024 – 23.05.2024 for afrejse fra enhver dansk lufthavn mellem 12.06.2024 og 16.07.2024 sammenlignet med søgninger foretaget i perioden dne 21.04.2024 – 23.04.2024 for den samme rejseperiode.

**Data er baseret på flysøgninger foretaget på momondo.dk i perioden den 01.01.2024 – 22.05.2024 for afrejse fra enhver dansk lufthavn mellem den 12.06.2024 og 16.07.2024 sammenlignet med de samme søge- og rejseperioder i 2023. Priserne er gennemsnitlige for returflyvninger på economy. Procentsatserne er omtrentlige.

fodbold danmark fodboldfans
EM på storskærme bliver måske forbudt: Nu stiger søgninger på flyafgange til Tyskland … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Fem ting EM-fodbold gør ved os

Dagens billede: Cannabis i USA

· Mere fra samme kategori ·