Læs også:

Close
sommer strand stillinge sand bade danmark (Foto: MY DAILY SPACE)

NEWS: Topresultat til dansk turisme

Nyheder  | 

Topresultat til dansk turisme · Målrettet skærpet strafzone på Christiania · Hansens Is går sammen med kendt sushikæde i nyt dessertsamarbejde · Regeringen sikrer grønne styrkepositioner og arbejdspladser i Danmark · Har dit barn lys på cyklen? · Dagens billede: Tidsplan for tronskiftet

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Topresultat til dansk turisme

Turismeindustrien i Danmark har slået flere rekorder i 2023, nu peger ny analyse på turismens potentiale uden for højsæsonen.

Dansk turisme står stærkt efter et år, der bød på rekordhøje overnatningstal, med særdeles gode takter også ind i efterårssæsonen. I en ny statusanalyse fra VisitDenmark udarbejdet på vegne af Det Nationale Turismeforum tages temperaturen på turismeerhvervet.

Her kan man blandt andet se, at Danmark scorer højt på de udenlandske turisters tilfredshed med flotte strande, forlystelsesparker og på en imødekommende befolkning.

Analysen peger også på en række udviklingspotentialer i dansk turisme, blandt andet skal flere turister vælge Danmark til uden for højsæsonen.

– Dansk turisme har de seneste to år været leveringdygtige i den ene rekord efter den anden. Og sidste års efterårssæson bød på flotte resultater, med rekord i overnatningstal særligt for de udenlandske gæster. Det momentum og potentiale skal vi udnytte. Vi kan jo se, at turisterne er glade for den danske sommer, men vi skal også i endnu højere grad have turisterne ud i de smukke skove i efteråret, på julemarkeder og i sneen om vinteren, og se bladene springe ud i foråret. Danmark skal nemlig være en førende turismedestination – hele året rundt, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Turisme er et stort fokus for regeringen, og på finansloven 2024 er der afsat 100 millioner kroner til en styrket turismeindsats, der skal bidrage til at skabe yderligere økonomisk, grøn og socialt bæredygtig vækst i hele landet. Derudover har regeringen afsat 40 millioner kroner til blandt andet at få mere gang i turismen uden for højsæsonen.

sommer strand stillinge sand bade danmark (Foto: MY DAILY SPACE)
Topresultat til dansk turisme, der OGSÅ elsker de danske strande … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Hvad med at lege turist i vores hovedstad

Målrettet skærpet strafzone på Christiania

I indsatsen mod den organiserede hashhandel i Pusher Street tager Københavns Politi et nyt værktøj i brug og opretter en målrettet skærpet strafzone på og omkring Christiania. Tiltaget betyder blandt andet markant hårdere straffe til både købere og sælgere.

For at forebygge kriminalitet og sikre trygheden for beboerne i området opretter Københavns Politi en målrettet skærpet strafzone på og omkring Christiania. Den skærpede strafzone betyder blandt andet hårdere straffe til både købere og sælgere af ulovlige stoffer.

Strafzonen er oprettet med udgangspunkt i ny lovgivning, der trådte i kraft ved årsskiftet. Loven giver politiet mulighed for at udpege målrettede skærpede strafzoner, hvis der i et område foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer, og det i væsentlig grad medfører utryghed for personer, der bor eller færdes i området.

Den skærpede strafzone på Christiania træder i kraft onsdag den 10. januar 2024 kl. 12 og er foreløbigt gældende i seks måneder frem til den 10. juli 2024 kl. 12. Zonen dækker hele Christiania og dele af det omkringliggende område.

– Vi ser den skærpede strafzone som et effektivt værktøj i indsatsen mod den åbenlyse og systematiske hashhandel i blandt andet Pusher Street. Vi kommer til at gå efter både sælgere og købere, og de kan se frem til markant hårdere straffe, hvis de bliver taget med ulovlige stoffer. Med den skærpede strafzone tager vi endnu et skridt mod en varig lukning af hashhandlen på Christiania, siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

Københavns Politi har i forvejen en omfattende indsats mod den organiserede hashhandel i Pusher Street, og den indsats fortsætter. Samtidig fortsætter arbejdet med helhedsplanen for Pusher Street, der skal føre til en permanent lukning af hashhandlen i gaden og få sat en stopper for den kriminalitet, der skaber utryghed i området.

– Borgernes tryghed er en mærkesag for os, og det er vores vurdering, at en skærpet strafzone på og omkring Christiania vil være med til at øge trygheden. Som køber af euforiserende stoffer skal man være klar over, at man er med til at holde hånden under grov og organiseret kriminalitet. Derfor vil vi også gå efter køberne, og budskabet til dem er, at de skal holde sig væk, afslutter Anne Tønnes.

Fakta:

Den skærpede strafzone dækker følgende område:

Prinsessegade – Refshalevej – Forlandet – Norddyssen – Midtdyssen – Syddyssen – Vermlandsgade – Torvegade.

Den nye lovgivning betyder blandt andet:

  • At købere af ulovlige stoffer som udgangspunkt straffes med fængsel allerede anden gang, de tages i en overtrædelse i den skærpede strafzone. Desuden fordobles bøden første gang, der sker en overtrædelse i zonen. Det betyder, at førstegangstilfælde af besiddelse af selv små mængder hash kan straffes med 4.000 kroner i stedet for 2.000 kroner.
  • Fordobling af straffen for overtrædelse af de zoneforbud, som politiet i dag har mulighed for at udstede til personer, som blandt andet tager del i den organiserede hashhandel. Det vil for eksempel betyde, at straffen for at overtræde et zoneforbud første gang fremover som udgangspunkt straffes med 14 dages ubetinget fængsel mod syv dage i dag, og straffen vil kunne fordobles yderligere, hvis overtrædelsen sker i den skærpede strafzone.

Den skærpede strafzone er ikke at forveksle med en visitationszone, hvor politiet uden et konkret mistankegrundlag må standse borgere og foretage visitationer.

christiania pusher street christianshavn
Målrettet skærpet strafzone på Christiania … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Seks anholdt i sag om organiseret handel med hash

Hansens Is går sammen med kendt sushikæde i nyt dessertsamarbejde

Det sidste år har Sticks’n’Sushi og Hansens Is samarbejdet om at udvikle den perfekte smagskombination og dessert, der nu er at finde på 27 sushirestauranter i Danmark, Tyskland og Storbritannien.

Flødeis er en universel størrelse. Det understreger det nye samarbejde mellem restaurantkæden Sticks’n’Sushi og isproducenten Hansens Is. Den enkle danske flødeis bliver en del af de japansk inspirerede retter på sushikædens nye dessertkort, der bl.a. tæller sesamcreme og flødeis i kombination med sort sesam-topping, en chokoladefondant med flydende matchamidte og is-sticks af vaniljeis og surdejsis.

– De sidste 12 måneder har været et langt og kreativt innovationsforløb, hvor vi i tæt samarbejde med de to gastronomiske chefer hos Sticks’n’Sushi, har udviklet på, hvordan vi får bragt det bedste af begge verdener i spil. Det har været en enormt lærerig rejse ind i, hvordan dansk smag og håndværk møder de japanske traditioner, som Sticks’n’Sushi mestrer, fortæller Anders Eibye Hansen, medejer og kommunikationschef i Hansens Is.

Hansens Is har allerede leveret flødeis til de desserthungrende restaurantgæster, som skal indgå i forskellige kombinationer med drys og saucer med et japansk islæt.

Innovation og flødeis på menuen … Når Hansens Is bliver en del af dessertkortet på Sticks’n’Sushi, bliver det også en showcase af, hvad den danske madscene kan, og den danske kvalitetsflødeis får et internationalt udstillingsvindue. Udover den klassiske vaniljeis er der også en surdejsis at finde på menuen, der er lavet på en sirup af overskudssurdejsbrød, der giver isen en smag i nærheden af saltet karamel.

– Vores nye dessertkort har været længe undervejs. Det har været vigtigt for os at finde partnere, der kan levere på kvaliteten og som er klar på at eksperimentere med smagskombinationer og konsistenser, og her leverer Hansens Is et godt lokalt produkt, som har internationalt potentiale, men samtidig viser vores danske rødder som sushi-kæde, siger Anders Kjørup, kommerciel direktør i Sticks’n’Sushi.

Dessertkortet hos Sticks’n’Sushi er opdateret med de iskolde nyheder, og man kan opleve det i både de danske, britiske og tyske restauranter.

hansen is sticks and sushi
Nyt spændende samarbejde ser dagens lys … (Foto: PR)

Læs også: Spis miljømærket tun for at sikre, at der er tun i fremtiden

Regeringen sikrer grønne styrkepositioner og arbejdspladser i Danmark

Regeringen vil afsætte 1 milliard kroner til grøn statsstøtte næste år. Det er et vigtigt skridt for at sikre og udbygge Danmarks førende position inden for den grønne industri.

– Vi står over for en kritisk tid, hvor den globale konkurrence om grønne investeringer bliver intensiveret. Så det er helt rigtigt set af regeringen, at de nu vil give bedre muligheder for at bevare danske virksomheders styrkepositioner og sikre gode jobs i Produktionsdanmark, forklarer Dansk Metals formand Claus Jensen.

Han understreger, at det er afgørende, at regeringen også prioriterer udviklingen af infrastrukturen til de nye teknologier.

– Det omfatter alt fra rørføring til brint til investeringer i havneinfrastruktur, så det er muligt at producere og transportere de store elementer til havvindmøller i Danmark. Udviklingen af danske erhvervshavne er et offentligt anliggende, og staten bør bidrage til at sikre de nødvendige investeringer, så vi får stærke og fremtidssikrede havne, afslutter Claus Jensen.

kløver firkløver klima natur grøn miljø
Der skal ekstra gang i den grønne omstilling … (Foto: Unsplash)

Læs også: Vi skal turde satse stort på den grønne omstilling

Har dit barn lys på cyklen?

De næste to uger besøger politiet de vestegnske skoler for at tjekke cykellygter, snakke om synlighed i mørket og gode trafikvaner.

Det kræver gode lygter på dit barns cykel for tiden, da det stadig er bælgmørkt, når dit barn kører til og fra skole. Det handler derfor om blive set i mørket på vej til og fra skole. Det tjekker betjente fra Københavns Vestegns Politis lokalpoliti og færdselsafdeling på en lang stribe skoler i Vestegnens 11 kommuner.

De næste to uger møder lokalpolitiet op ved skolen klokken 7.30 for se på cykellygter og tale med børn, unge og forældre om at være synlig i vintermørket. De første besøg skete i morges.

– Jo større synlighed i mørket, desto bedre. Det kan være svært for bilister at se cyklister i mørke, regn, sne eller tåge. Så jo mere dit barn lyser op, desto bedre. Sørg for, at dit barns cykel har kraftige lygter, der kan ses på lang afstand, siger politiassistent Cecilia Kisbye, lokalpolitiet, Københavns Vestegns Politi.

I lygtetændingstiden, som er fra solnedgang til solopgang, skal cykler have en hvid lygte foran og en rød lygte bagpå. Lyset skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og skal være synlige fra siden.

Reflekser på cykel, tøj og cykelhjelm også er en god idé. Betjentene har en lille anerkendelse med til de børn, som cykler i skole med lygterne i orden. Børn uden lys på cyklen får mulighed for at få et par nye lygter.

– Vi vil gerne tale med børn, unge og forældre om lys, reflekser, cykelhjelm og trafiksikkerhed generelt, for det handler om at få sig nogle gode vaner, når man færdes i trafikken, fortsætter Cecilia Kisbye.

Politiet besøger skolerne fra mandag den 8. januar til fredag den 19. januar.

Kampagnen ’Jeg husker lygterne’ startede i november med at omkring 90 skoler i de 11 vestegnskommuner fik plakater til at minde børn og forældre om cykellys i vintermørket.

Sidst i december fik skolerne materiale til Aula med information om politiets besøg i januar, som nu går i gang.

Det er femte år i træk, at Vestegnenes Trafiksikkerhedsråd sætter fokus på synlighed i trafikken for unge bløde trafikanter og deres forældre. Vestegnens Trafiksikkerhedsråd samarbejder desuden om trafiksikkerhed ved skolestart, færdselskurser for femte klasser, cykel- og gåprøver på skolerne og drøfter vejtekniske forhold på hele Vestegnen. Vestegnens Trafiksikkerhedsråd er et fast samarbejde med alle 11 kommuner i politikredsen, politiets færdselsafdeling og lokalpolitiets forebyggelsessekretariat.

Skader i forbindelse med skolestart stiger 25 procent i august.
Har dit barn lys på cyklen?  (Foto: PR)

Læs også: Børns risiko i trafikken stiger med alderen

Dagens billede: Tidsplan for tronskiftet

· Mere fra samme kategori ·