Læs også:

Close
børn ipad sociale medier briller skærmtid

NEWS: Stigende skærmtid kan påvirke børns øjensundhed

Nyheder  | 

Stigende skærmtid kan påvirke børns øjensundhed · Seks anholdt i sag om organiseret handel med hash · Nye anbefalinger sætter kursen for dansk life science i verdensklasse · Skærpet strafzone og tilbageholdelse af tilskuere ved Champions League-kamp · Fyr den af med respekt · Dagens billede: Dyrenes helt

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Stigende skærmtid kan påvirke børns øjensundhed

Børns skærmforbrug er steget markant de seneste år. Det afslører en ny undersøgelse fra YouGov foretaget for Profil Optik. Fra 2020 til 2023 er børns daglige skærmtid steget en halv time i hverdagene og næsten en time i weekenden. En udvikling der bekymrer optisk ansvarlig hos Profil Optik, da for meget skærmtid kan påvirke børns syn. Særligt fordi de fleste forældre ikke er opmærksomme på vigtigheden af skærmpauser.

Skærme er blevet en fast del af danskernes hverdag. Så meget at selv myndigheder og organisationer er begyndt at informere om gode skærmvaner – især for børn. Selvom mange kender til sammenhængen mellem skærmtid og børns mentale trivsel og søvn, er de færreste klar over betydningen for øjensundheden. Et stort skærmforbrug og manglende pauser kan nemlig give øjentræthed, øjenproblemer og hovedpine, fordi vi fokuserer på noget tæt på og dermed anstrenger øjet, når vi sidder foran skærmen.

En ny undersøgelse fra YouGov lavet på vegne af Profil Optik afslører, at børns skærmforbrug er steget markant de seneste år. Det viser en sammenligning af en lignende undersøgelse fra 2020. I dag bruger børn næsten 4 timer foran skærmen hver dag i hverdagene, mens det i 2020 var under 3,5 timer. I weekenden er skærmforbruget steget næsten en time dagligt. Flere forældre oplever også, at deres børn klager over hovedpine i forbindelse med skærmtid. Og hos halvdelen af dem sker det enten dagligt eller en til to gange om ugen.

Dagslys har gavnlige effekter for børns øjensundhed og kan mindske risikoen for nærsynethed, også kaldet myopi. Danske børn bruger dog mindre tid udenfor og mere tid foran skærmen. Faktisk bruger to ud af fem børn højest en time udenfor om dagen.

– Det er vigtigt, at børn bliver udsat for dagslys, for når deres øjne eksponeres for det, begrænses risikoen for at udvikle myopi. Myopi er en tilstand, hvor øjet vokser sig for langt, som gør det svært at fokusere på ting længere væk. Men når øjet rammes af dagslys, frigives signalstoffet dopamin, der reducerer øjets vækstlængde og dermed mindsker risikoen for nærsynethed. Særligt børn og unge har glæde af de gavnlige effekter fra dagslys, fordi deres syn udvikler sig under hele opvæksten, og nærsynethed ofte opstår tidligt i livet. Selvfølgelig skal de huske at bruge solbriller i de måneder, hvor UV-indekset er højt, forklarer Gitte Sørensen, optisk ansvarlig hos Profil Optik.

Det er både urealistisk og uhensigtsmæssigt at forbyde skærmforbrug helt, men det er vigtigt at skabe gode skærmvaner for ikke at belaste øjnene. Fire ud af fem forældre ved dog ikke, at øjet har brug for en pause fra skærmen hvert 20. minut. For at hjælpe danskerne med gode skærmvaner vil Profil Optik minde om 20-20-20-huskereglen, der opfordrer til at tage en pause fra skærmen hvert 20. minut og kigge på noget 20 fod væk (cirka 6 meter) i 20 sekunder.

– Det er vigtigt at holde pauser fra skærmen. For når vi sidder foran skærmen, anstrenger vi vores øjne ved at fokusere på noget tæt på, og det kan give øjentræthed, øjenproblemer og hovedpine. For at mindske disse gener er det vigtigt at holde regelmæssige pauser, hvor vi kigger på noget længere væk for at give øjet ro, fortsætter Gitte.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov.
Der er i alt gennemført 1.020 CAWI-interview med danskere i alderen +18 år, som har børn i grundskolen, i perioden fra den 26. september til den 2. oktober 2023.
For at sikre at resultaterne er repræsentative for befolkningen, er data vejet på dimensionerne køn, alder og geografi på baggrund af et ideal fra Danmarks Statistik.

Undersøgelsen viser, at:

I gennemsnit bruger børn 3,8 timer foran skærme dagligt i hverdagene. I 2020 var det 3,32 timer.
I gennemsnit bruger børn 4,69 timer foran skærme dagligt i weekenderne. I 2020 var det 3,91 timer.
Antallet af børn der klager over hovedpine eller øjenproblemer relateret til skærmforbrug, er fra 2020 til 2023 steget fra 12% til 15%. Det skyldes flere tilfælde af hovedpine, som i perioden er steget fra 6% til 9%.
44% af de børn der klager over hovedpine eller øjenproblemer, klager enten over det dagligt eller en til to gange om ugen.
40% af børn bruger i gennemsnit højest en time udenfor på en gennemsnitlig ugedag.
37% af børn bruger mindst 4 timer foran skærmen dagligt i hverdagene. I 2020 var det 33%.
80% af forældrene ved ikke, at øjet har brug for en pause fra skærmen hvert 20. minut.

børn ipad sociale medier briller skærmtid
Stigende skærmtid kan påvirke børns øjensundhed …  (Foto: Pexels)

Læs også: Nu skal børn og unges tid på sociale medier sættes under lup

Seks anholdt i sag om organiseret handel med hash

Københavns Politi har i torsdags anholdt seks personer med tilknytning til den organiserede hashhandel i Pusher Street på Christiania. De sigtes for handel med mellem 102 og 224 kilo hash.

I en større, koordineret aktion har Københavns Politi torsdag formiddag slået til i både Pusher Street og på andre adresser i København, hvor i alt seks mænd er blevet anholdt. En af de anholdte anses for at være bagmand i sagen.

Politiet leder desuden efter en syvende mistænkt, en 30-årig mand.

En af de anholdte sad forvejen varetægtsfængslet i en anden sag om hashhandel i Pusher Street og blev således anholdt i fængslet.

De anholdte er i alderen 26 til 43 år og sigtes for at have solgt mellem 102 og 224 kilo hash fra en bod i Pusher Street på Christiania. Efterforskningen af sagen bygger blandt andet på data fra krypteret kommunikation, og ifølge vicepolitiinspektør Simon Hansen er der tale om et organiseret netværk.

– Vi har haft en omfattende efterforskning, og den peger på, at de seks anholdte har spillet forskellige roller i et netværk, som har solgt betydelige mængder hash i Pusher Street. I forbindelse med anholdelserne har vi også foretaget ransagninger, hvor vi blandt andet har fundet en del kontanter og en mængde narkotika, som nu også indgår i sagen, siger Simon Hansen.

De seks anholdte blev fredag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret.

christiania pusher street christianshavn
Fredag var der stor anholdelse på Christiania … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Politiet lukker Pusher Street midlertidigt

Nye anbefalinger sætter kursen for dansk life science i verdensklasse

I går præsenterede Life Science Rådet 12 anbefalinger til regeringen, der skal give et rygstød til life science-sektoren i Danmark – til gavn for patienter, sundhedsvæsen, virksomheder og vækst.

Life science-sektoren er i dag en stærk, dansk styrkeposition som er kendt i hele verden. Hvert år eksporterer danske life science virksomheder for milliarder, hvilket gør sektoren til en et af de største, danske eksporterhverv.

Det fundament vil regeringen bygge videre på. For i takt med, at den internationale konkurrence skærpes, er det vigtigt at fastholde og udbygge Danmarks internationale førerposition. Derfor er Life Science Rådets arbejde vigtigt, og går blev de fire ambitioner og 12 anbefalinger overleveret til regeringen.

Erhvervsminister Morten Bødskov fortæller:

– Danmark er anerkendt over hele verden for vores life science-sektor og branchen spiller en nøglerolle for dansk økonomi. Og med udsigterne til en fordobling af eksporten, taler vi altså om et kæmpe vækstpotentiale, vi skal udnytte. Jeg er glad for det store arbejde Life Science Rådet har lagt i de anbefalinger, vi står med i dag. De repræsenterer et solidt springbræt til at udvikle den danske styrkeposition og muligheden for en fordobling af eksporten. Det betyder vækst, bedre vilkår for iværksætteri og flere arbejdspladser. Jeg ser frem til at tage anbefalingerne med i arbejdet med den kommende strategi, så vi kan fremtidssikre en dansk life science-sektor i verdensklasse.

Formanden for Life Science Rådet, Lars Rasmussen, siger:

– Jeg er meget glad for, at vi i dag som ét samlet Life Science Råd kan overlevere 12 ambitiøse og konkrete anbefalinger til regeringen. Vores håb er, at anbefalingerne kan være med til at sætte retning for life science i Danmark frem mod 2030. For mig har det været et højdepunkt at opleve den store samarbejdsvilje, engagement og idéudvikling, der har kendetegnet arbejdet i rådet. Arbejdet med anbefalingerne har styrket dialogen på tværs af de offentlige og private aktører og skabt en større fælles forståelse for de potentialer og udfordringer, som life science-sektoren står over for. Det er jeg rigtig glad for.

Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister afslutter:

– Life science-branchen udvikler lægemidler, medicinsk udstyr og biotek til gavn for patienter og sundhedspersonale og spiller i dag en vigtig rolle i vores sundhedsvæsen. Virksomhedernes betydning for sundhedsvæsnet bliver forventeligt endnu større i fremtiden, hvor det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at udnytte de teknologiske fremskridt, som løbende skabes. Derfor anbefaler Life Science Rådet også, at vi hurtigere skal skalere og implementere eksisterende sundhedsløsninger, der virker, og tage nye innovationer i anvendelse, som kan forbedre patientbehandlingen og frigøre ressourcer. Og jeg ser frem til at arbejde videre med rådets anbefalinger i regi af den nye life science-strategi, som regeringen vil præsentere i det nye år.

Life Science Rådet foreslår blandt andet, at innovation skal være en kerneopgave i sundhedsvæsenet for bl.a. at frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet og give patienter bedre adgang til innovative sundhedsløsninger og nye behandlingsformer. Alt sammen for at sikre, at den offentlige sektor bliver et springbræt for vækst og eksport af danske sundhedsløsninger. Helt konkret er det ambitionen, at innovative sundhedsløsninger og nye behandlingsformer skal bidrage til at frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet svarende til 10.000 årsværk i 2030.

Life Science Rådets anbefalinger består af fire ambitioner. Her kommer Rådet blandt andet med anbefalinger til styrkelse af offentlig-privat samarbejde, et stærkere vækstlag, med flere start-ups, en styrkelse af det internationale samarbejde og bedre vilkår for produktion og udenlandske investeringer.

forskning science
Nye anbefalinger sætter kursen for dansk life science i verdensklasse … (Foto: Unsplash)

Læs også: Regeringen starter op med life science-strategi

Skærpet strafzone og tilbageholdelse af tilskuere ved Champions League-kamp

For at forebygge uro, når F.C. København  dag den 12. december møder tyrkiske Galatasaray S.K., opretter Københavns Politi en midlertidig skærpet strafzone omkring Parken. Samtidig er der givet påbud om, at udeholdets fans skal kunne tilbageholdes på stadion i op til en time efter kampen.

Når F.C. København og tyrkiske Galatasaray S.K. i dag tirsdag den 12. december klokken 21 mødes i Champions League, er der tale om en såkaldt højrisikokamp. For at undgå uroligheder mellem klubbernes fangrupper skruer Københavns Politi derfor op for de forebyggende tiltag.

Det betyder blandt andet, at der i tidsrummet fra den 12.12 klokken 15 til den 13.12 klokken 03 indføres en skærpet strafzone i et område omkring Parken. Det medfører, at straffen kan stige til det dobbelte for visse typer af kriminalitet begået i zonen – det gælder blandt andet vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Den skærpede strafzone omfatter følgende område:
Trianglen – Blegdamsvej – Frederik V’s Vej – Edel Sauntes Allé – Nørre Allé – Lyngbyvej – Australiensvej – Sankt Kjelds Gade – Jagtvej – Østerbrogade.

Samtidig har Københavns Politi givet F.C. København påbud om at tilbageholde udeholdets tilskuere, der er placeret på tribuneafsnittene D1 og D2, i en periode på op til 60 minutter efter kampen. Under tilbageholdelsen bliver størstedelen af tilskuerne i Parken lukket ud og kan søge væk fra området, hvorefter de tilbageholdte tilskuere kan forlade stadion. På den måde vil politiet lettere kunne identificere og skride ind over for eventuelle uromagere.

– Vi håber altid, at det bliver en fredelig aften, når der er fodbold i Parken, men vi må også være ærlige og sige, at vi har erfaringer med visse grupper af tilhængere fra de her to klubber, og der er en risiko for, at der kan opstå uroligheder og slagsmål i forbindelse med kampen. Vi håber, at vi med den skærpede strafzone og tilbageholdelsen af udeholdets fans kan lægge en dæmper på gemytterne, så alle de fredelige fodboldfans får sig en god aften, siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

fck parken fodbold
FCK har igen i dag en vigtig kamp i Parken. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Tilskuere tilbageholdes efter højrisikokamp

Fyr den af med respekt

Københavns Vestegns lokalbetjente tager nurundt på skoler på Vestegnen og taler om fyrværkeri.

Nu hvor fyrværkerisæsonen nærmer sig, har lokalpolitiet sendt informationsmateriale til 86 grundskoler på Vestegnen. Lokalbetjente og forebyggere tager ud og holder oplæg for de unge på en stribe skoler – flere steder sammen med en brandmand.f

Det handler især om de fem vigtigste ting, vi alle skal huske på, når det gælder om at undgå skader og håndtere de eksplosive sager korrekt:

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Gå aldrig tilbage til en fuser
  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

Husk disse råd og vær opmærksom på:

At hver fjerde fyrværkeriskade sidste nytår ramte et barn under 15 år

At hver tredje tilskadekommen var en tilskuer, som blot kiggede på – og at kun hver sjette tilskuer havde beskyttelsesbriller på

At børn og unge under 26 år pådrog sig to tredjedele af fyrværkeriskaderne sidste år, og at hovedparten – 80 procent – var mænd eller drenge.

At fyrværkeri kun må forhandles fra den 15. til og med den 31. december, man skal være fyldt 18 år for kunne købe det, fyrværkeriet skal selvfølgelig være lovligt og CE-mærket, og så må det kun fyres af fra den 27. december til og med den 1. januar.

nytårsaften, nytår, fyrværkeri,
Lokalpolitiet giver gode råd til hvordan fyrværkeri skal håndteres … (Foto: Pexels)

Læs også: Dyrenes Beskyttelse ønsker forbud mod fyrværkeri for private

Dagens billede: Dyrenes helt

· Mere fra samme kategori ·