Læs også:

Close
rejse apollo ferie

NEWS: Danskerne prioriterer at rejse 

Nyheder  | 

Danskerne prioriterer at rejse · 20-årig mand anholdt i sag om forsøg på frihedsberøvelse i Herning · Regeringen er klar med afgift på flybilletter · Tivoli får specialdesignet kunstskøjtebane · Tilskuere tilbageholdes efter højrisikokamp · Dagens billede: Protest på den gale måde · Fredagsfjol: Alt er godt – også humoren her🤣

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskerne prioriterer at rejse

At rejse er at leve. I hvert tilfælde hvis du spørger danskerne. For vi vil rejse og opleve verden uanset, om der er lavkonjunktur eller ej. Halvdelen (53 pct.) af danskerne rejser således lige så meget, som de plejer, selvom de har færre penge at rutte med. Og rejser prioriteres af mange fremfor for eksempel takeaway og restaurantbesøg. Samtidig fortæller mere end 90 pct., at de aldrig har lånt penge til at finansiere en rejse. Det viser en ny undersøgelse foretaget af rejsearrangøren Apollo.

Der er ikke meget, vi danskere værdsætter lige så meget, som vi værdsætter en god ferie. Trods markante prisstigninger på blandt andete dagligvarer og generelt udfordrende økonomiske tider for mange, viser en helt nye undersøgelse foretaget af Apollo Rejser* blandt mere end 1.000 danskere, at mere end halvdelen af danskerne planlægger at rejse præcist, som de plejer, selvom mange har færre penge mellem hænderne.

At ferien fortsat prioriteres, selvom der er lavkonjunktur, afspejles også i Apollos egne tal, hvor salget lige nu er 10 pct. højere sammenlignet med samme periode sidste år. Rejsearrangøren ser den største stigning blandt børnefamilier, hvor salget i 2023 er steget med hele 30 pct.

– Hele 2023 har været præget af stor efterspørgsel på rejser. Men det tog især til i foråret og, ikke mindst, nu, hvor vi står på tærsklen til vinteren. Der er ingen tvivl om, at mange var skuffede over det danske sommervejr, og at de nu frygter et langt, koldt og mørkt halvår, fortæller Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.

Når vi prioriterer at rejse, selvom vores penge er mindre værd, når vi står med indkøbskurven, handler det dog ikke kun om, at vi vil have varmere temperaturer. Det handler mindst lige så meget om, at vi prioriterer vores velbefindende.

Således oplyser 43 pct. af deltagerne i undersøgelsen, at de ikke ville have noget at se frem til, hvis ikke de prioriterede at rejse. Næsten hver femte svarer desuden, at de ville føle sig umotiverede og rastløse, mens hele 15 pct. svarer, at de ville være direkte ulykkelige. Samtidigt mener mere end tre ud af 10, at rejser styrker forholdet til venner og familie. Og hver fjerde (26 pct.) fortæller, at rejser simpelthen gør dem glade.

– I en travl hverdag er der sjældent tid nok. Så når vi vælger at prioritere rejser så højt, også selvom vi oplever lavkonjunktur, så bunder det primært i et grundlæggende behov for tid og rum til at dyrke kvalitetstid med vores nærmeste. Trangen til at opleve spændende ting sammen og, ikke mindst, bare være, forklarer Glenn Bisgaard.

Vi skærer hellere ned på takeaway og renovering … At låne penge til at rejse for er dog ikke noget, vi danskere dyrker. Hele 93 pct. fortæller således, at de aldrig har lånt penge til at finansiere en rejse. For at vedligeholde rejsevanerne skærer vi dog gerne ned på andre ting – heriblandt hverdagens pengeslugere såsom takeaway (30 pct.), restaurantbesøg (22 pct.) og indkøb af nyt tøj (22 pct.)

Skønhedsbehandlinger, koncerter, taxakørsel og renoveringer er også blandt de ting, vi skærer ned på til fordel for at have råd til at rejse.

– Mange af de øjeblikke, vi aldrig glemmer, er knyttet til en ferie eller rejse. Det er på rejsen, vi opdager nye kulturer, lugte og smage, og hvor vi virkelig har tid til at lave ting sammen. Det åbner naturligvis for unikke minder og oplevelser, som vi griner af og samles om i mange år fremadrettet, slutter Glenn Bisgaard.

Om undersøgelsen

*Undersøgelsen er foretaget af Norstat på vegne af Apollo i august 2023. Undersøgelsen er foretaget blandt mere end 1.000 respondenter i alderen 18-66 år i hhv. Danmark, Norge, Sverige og Finland.

rejse apollo ferie
Danskerne prioriterer det at rejse … (Foto: PR)

Læs også: Min storbysferie i Prag

20-årig mand anholdt i sag om forsøg på frihedsberøvelse i Herning

En 20-årig mand er tirsdag aften anholdt og sigtet for flere forsøg på frihedsberøvelse i Herning siden den 28. oktober.

På baggrund af flere tip fra borgere og en intensiv efterforskning, blev en 20-årig mand tirsdag aften anholdt sigtet for flere forsøg på frihedsberøvelse i Herning. I forbindelse med anholdelse blev også en blå bil beslaglagt. Både manden og bilen er ifølge vidner set i forbindelse med episoderne.

Manden er fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Herning i onsdags. Anklagemyndigheden anmodede om dørlukning, da politiet formoder, at der er en medgerningsmand på fri fod.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen.

20-årig mand anholdt i sag om forsøg på frihedsberøvelse i Herning … (Foto: PublicDomainPictures, Pixabay)

Læs også: 3 mænd anholdt for at presse en ung mand til at hæve penge

Regeringen er klar med afgift på flybilletter

Regeringen har i går torsdag præsenteret sit udspil til nye afgifter på flybilletter. En del af disse penge skal gå til at forhøje ældrechecken med 4.800 kroner. Forslaget blev præsenteret i et samlet udspil, hvor der også indgik forslag om blandt andet en grøn indenrigsrute fra 2025, millionstøtte til mindre, regionale lufthavne samt helt grøn indenrigsluftfart fra 2030.

Her er nogle af de vigtigste punkter fra forslaget om passagerafgift på fly:

Regeringen foreslår en passagerbetalt flyafgift, som – hvis det godtages – vil gælde alle fly i Danmark. Og afgiften kan blive indført gradvist fra 2025 frem mod 2030.

Flyver man ud af Danmark, skal man betale afgiften på den ene billet, mens den skal betales to gange – tur/retur – hvis man tager en returrejse indenrigs i Danmark.

Indtægterne fra afgiften – det såkaldte provenu – skal, hvis det står til regeringen, gå til to overordnede ting – nemlig en del af provenuet vil blive ført tilbage til luftfartsbranchen gennem investeringer i grøn luftfart. Og den anden del skal gå til at forhøje ældrechecken med 4.800 kroner årligt fra 2025 til de knap 300.000 danskere, der modtager ældrechecken.

Det er en skuffelse, at de nye flyafgifter skal dække en forhøjelse af ældrechecken i stedet for at gå til den grønne omstilling og bæredygtig luftfart. Det mener Jesper Rungholm, der er direktør i indenrigsflyselskabet DAT.

Han er dybt utilfreds med regeringens planer om blandt andet at forhøje ældrechecken med 4.800 kroner årligt via flyafgifterne i udspillet.

– Det er greenwashingi den verden, jeg er i. Under dække af at ville lave grøn flyvning, så bruger man pengene til noget helt andet, udtalte han til TV 2 i går.

fly norwegian
Regeringen er klar med afgift på flybilletter … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Kender du begrebet flyskam

Tivoli får specialdesignet kunstskøjtebane

Der er meget at glæde sig til, når Tivoli åbner for deres jul den 19. november. For Tivoli investerer nemlig millioner af kroner i nye oplevelser til jul, når de tager hul på den 29. sæson med jul som tema, bliver det blandt med en ny større millioninvestering i en specialdesignet 350 m2 stor kunstskøjtebane foran Koncertsalen. Der er også blevet nyudviklet en nordlys-installation, der skal give gæsterne en lysoplevelse, som man normalt skal rejse langt efter.

Tivoli har i de seneste to år investeret over 20 millioner alene i julesæsonen, hvor der blandet andet blev bygget hus til julemanden på Plænen og nye scenografier med mere. Der bliver også gensyn med Tivoli største balletsatsning nogensinde: Snedronningen, hvor Oh Land har skabt musikken, og H.M. Dronning Margrethe står bag kostumer og scenografi. Jul i Tivoli blev sidste år besøgt af knap en million gæster fra ind og udland.

Men skøjteglæden under åben himmel bliver stor, for i år hvor Tivoli har rundet 180 år, er der en gave til forlystelseshavens julegæster. Tivoli opfører en ny illumineret skøjtebane med kunstis på 350 m2 foran Koncertsalen, hvor man kan tage børnene, kæresten eller vennerne med på en skøjtetur i Tivoliomgivelser. Uanset om man er en skøjteentusiast eller nybegynder, er skøjtebanen designet til alle.

Med skøjtebanen får gæsterne mulighed for at få flere oplevelser i et univers med klassisk jul, boder, forlystelser, Julemand og julemad. Skøjtebanen er placeret tæt på julebyen med udsigt til Rutschebanens bjergtinder. Der er arbejdet med lyd og lys oplevelsen, så når mørket falder på kommer det specialdesignede lyd- og lysunivers til at fremstå som en ekstra dimension i den samlede oplevelse. Gæsterne kan leje nyslebne skøjter. Skøjtebanen kan i øvrigt genbruges. Modsat tidligere år bruger banen ikke længere strøm til at køle banen, da man har valgt en skøjtebane af plast. Adgang til skøjtebanen er inkluderet i entreen.

Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger:

– Vi har et enestående julemarked, som vi har udviklet og investeret meget i de seneste år. I år åbner vi en ny kunstskøjtebane med en nordlys-lysinstallation, som vil give gæsterne et syn hvis’ lige man sjældent oplever på disse breddegrader. Det er ikke nogen hemmelighed, at ambitionen er, at vi gerne vil have et af de hyggeligste og mest spektakulære julemarkeder i verden. Vi skal være et ‘must see’ for turisterne og en tradition for de fleste, hvor for bl.a. et besøg i Julemandens hus i Tivoli eller en julefrokost er en del af årstidens højdepunkter. Vi ser også meget frem til gensynet med den anmelderroste juleballet Snedronningen i Koncertsalen, som i 2021 var et stort tilløbsstykke.

Jul i Tivoli kan opleves fra den 19. november til og med Nytårsaften, der afsluttes med festfyrværkeri.

tivoli jul
Der er meget at glæde sig til, når Tivoli åbner 19. november … (Foto: PR)

Læs også: 180 år med Tivoli

Tilskuere tilbageholdes efter højrisikokamp

I forbindelse med kampen mellem F.C. København og Brøndby søndag den 12. november har Københavns Politi af sikkerhedsårsager givet et påbud om, at udeholdets fans skal blive på stadion i op til en time efter kampen. Derudover oprettes en midlertidig, skærpet strafzone omkring Parken.

Kampen mellem F.C. København og Brøndby er vurderet som en højrisikokamp – blandt andet fordi der tidligere har været uroligheder mellem fangrupper fra de to hold i forbindelse med, at tilskuerne forlader stadion.

På den baggrund har Københavns Politi taget en relativt ny lov i anvendelse. Den giver politiet mulighed for at udstede påbud til arrangøren om at tilbageholde tilskuere på bestemte sektioner på stadion, hvis der foreligger en særlig risiko for uroligheder.

Københavns Politi har således givet F.C. København påbud om at tilbageholde udeholdets tilskuere, der er placeret på tribune D, afsnit 1, 2 og 3, i en periode på op til en time efter kampen den 12. november.

– Vi har desværre oplevet, at visse grupper blandt de to holds fans tørner sammen uden for Parken lige efter kampene. Tilbageholdelsen af tilskuere på udebaneafsnittet skal være med til at adskille de grupper til større sikkerhed for alle. Tiltaget sker i tæt samarbejde med både F.C. København, Brøndby og ikke mindst deres fanklubber, og vi vil gøre, hvad vi kan for ikke at tilbageholde tilskuerne længere, end vi skønner nødvendigt,siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

Under tilbageholdelsen bliver størstedelen af tilskuerne i Parken lukket ud og søger væk fra området, hvorefter de tilbageholdte tilskuere kan forlade stadion. På den måde vil politiet lettere kunne identificere og skride ind over for eventuelle uromagere, der ønsker at genere udebaneholdets tilskuere.

Den nye lov har været i brug én gang tidligere, da Brøndby tog imod F.C. København den 24. september.

Skærpet strafzone omkring Parken

Ud over tilbageholdelsen af tilskuere indfører Københavns Politi en midlertidig skærpet strafzone i området omkring Parken gældende den 12. november i tidsrummet fra kl. 06 til 20.

Det medfører, at straffen kan stige til det dobbelte for visse typer af kriminalitet begået i zonen – det gælder blandt andet vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

– Vi håber og tror, at den skærpede strafzone kan få folk til at tænke sig grundigt om og holde sig fra slagsmål og hærværk. Der vil selvfølgelig være synligt politi til stede for at gribe ind, hvis det sker, afslutter Peter Dahl.

Zonen omfatter følgende område:

Trianglen – Blegdamsvej – Frederik V’s Vej – Edel Sauntes Allé – Nørre Allé – Jagtvej – Østerbrogade.

fck parken fodbold
FCK igen en vigtig kamp på søndag. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Politiet bruger ny lov i forbindelse med derby

Dagens video: Protest på den gale måde

Fredagsfjol: Alt er godt – også humoren her🤣

· Mere fra samme kategori ·