Læs også:

Close
Genbrug klima miljø

NEWS: Flere kommuner skal op i et grønnere gear

Nyheder  | 

Flere kommuner skal op i et grønnere gear · 52-årig mand dømt for forsøg på manddrab · Lynhurtig kenyaner kroner Copenhagen Marathon med ny rekord · Det er sæson for skybrud · Tre anholdt og sigtet for at presse ung mand til at hæve og overføre store beløb · Dagens billede: En god gerning

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Flere kommuner skal op i et grønnere gear

Frem mod 2030 skal Danmark firedoble den strøm, vi får fra vedvarende energikilder på land, hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål. Men der er meget stor forskel på den lokale udbygning af vind- og solenergi i landets kommuner, viser en ny opgørelse fra Dansk Industri. Der er brug for at flere kommuner lærer af de gode kommuner og realiserer deres klimahandlingsplaner i en fart, mener DI.

Grøn energi er en forudsætning for at vi i Danmark når vores ambitiøse klimmål. Derfor skal udbygningen af strøm fra vedvarende energikilder på land firedobles i Danmark frem mod 2030. Den grønne udbygning sker helt lokalt i de danske kommuner, som har hovedansvar for at fremme og vedtage lokalplaner for solcelle- og vindmølleprojekter. Der er stor forskel på, hvor langt kommunerne er med at skaffe nok grøn energi, viser en ny opgørelse fra Dansk Industri. DI mener, at arealplanlægning skal intensiveres og kommunerne skal op i gear med at flytte deres klimahandlingsplaner fra flotte rapporter til hurtig udrulning og reel implementering.

– Mange kommunerne er i fuld sving med at udbygge vedvarende energi på tværs af landet. Det er med til at sikre fremdrift i den grønne omstilling og viser, at nationale politiske mål reelt implementeres lokalt. Men der mangler meget mere kapacitet for at komme i mål med de grønne ambitioner, vi har i Danmark. Det skal derfor være lettere og hurtigere at udbygge grøn strøm i kommunerne. Det kommer både kommunen, borgerne og virksomhederne til gode, siger Anne Højer Simonsen, vicedirektør og klimapolitisk chef, DI.

Andelen af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder på land er steget markant siden 2016, og slog i 2022 rekord, hvor det udgjorde hele 60 pct. af den samlede elektricitetsproduktion i Danmark. Men der er stor for forskel i de producerede mængder energi kommunerne imellem, og hvilken type af vedvarende energi, der produceres.

De jyske kommuner fører an i udbygningen af landvindmøller. Især på vestkysten står størstedelen af møllerne i Danmark. Det skyldes overordnet fordelagtige vindforhold og bedre arealmæssigt plads til opstilling.

– Det er ikke overraskende, at Ringkøbing-Skjern tager førstepladsen for landvindkapacitet, men også Lolland, Holstebro og Randers har udviklet kapaciteten markant siden 2016. Tilsammen har de udbygget med en mængde svarerende til elektricitet til 180.000 husholdninger. Udbygningen gør det lettere som virksomheder at omstille deres produktion væk fra fossile brændsler, hvilket både er godt for landets klimaaftryk og for virksomhedernes konkurrenceevne, siger Anne Højer Simonsen.

Godt hjulpet på vej af mere tilgængelige opsætningsmuligheder, er solcellekapaciteten spredt bredere ud over landet sammenlignet med landvindmøller. Kapaciteten for solcelleenergi er steget markant med en samlet stigning på 200 pct. siden 2016, mens er Holstebro og Aabenraa er spurtet afsted med stigninger på over 1500 pct.

– Godt naboskab og god dialog på kryds og tværs mellem erhvervslivet, kommuner og borgerne er væsentlige faktorer for at lykkes med den grønne omstilling. Vi har en fælles interesse i at det sker og at der opstilles tilstrækkelig sol og vindenergi på kommunernes arealer. Kommunerne skal være med til at få det til at ske hurtigt, derfor skal sagsbehandlingen sættes i syvende gear.

– Når vi udbygger med vind og sol og samtidig bruger vores energi på den mest effektive måde, så gør vi det bedste for vores klima. Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Aabenraa, Lolland, Randers og Vejle, er anker i forhold til at udnytte sol og vind og dermed bidrage til grøn omstilling, dem skal andre kommuner kopiere, siger Anne Højer Simonsen.

Genbrug klima miljø
Flere kommuner skal op i et grønnere gear … (Foto: Pexels)

Læs også: Vi skal turde satse stort på den grønne omstilling

52-årig mand dømt for forsøg på manddrab

Retten i Viborg har i dag afsagt dom i en sag, hvor en dengang 51-årig mand affyrede to skud og ramte en kvinde. Manden blev dømt for forsøg på manddrab og for forsætlig fareforvoldelse og fik syv års fængsel.

Det var den 21. marts 2022 nord for Silkeborg, at en nu 52-årig mand skød mod to familiemedlemmer og ramte den ene, en 51-årig kvinde, der pådrog sig potentielt livstruende skader.

Den 12. maj 2023 har retten i Viborg fundet manden skyldig i drabsforsøg på den 51-årige kvinde og for at have udsat en 27-årig mand for forsætlig fare. Retten idømte ham syv års fængsel. Den 52-årige blev desuden dømt for besiddelse og anvendelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

– Jeg er tilfreds med, at retten har dømt efter anklagemyndighedens påstand om forsøg på manddrab og forsætlig fareforvoldelse ved at have skudt mod de to personer. Det er særdeles alvorligt, hvilket fængselsstraffen også afspejler, udtaler specialanklager Pia Koudahl, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden ankede dommen til frifindelse. Manden er fortsat fængslet.

dom retten
52-årig mand dømt for forsøg på manddrab … (Foto: Pexels)

Læs også: Mand dømmes for mord på ekskone

Lynhurtig kenyaner kroner Copenhagen Marathon med ny rekord

Kenya løb med sejrene hos begge køn, da godt 12.000 løbere søndag kæmpede sig igennem det traditionsrige Copenhagen Marathon.

I kvindernes elitefelt blev der fra start sat et højt tempo, og her skulle Rodah Chepkorir Tanui blot bruge 2:23,14 timer på at nå i mål på en solbeskinnet Øster Allé. Det var ikke bare ny løbsrekord, men også den hurtigste maratontid af en kvinde på dansk grund nogensinde.

– Jeg er ikke overrasket over, at jeg kunne løbe så stærkt i dag. Jeg havde forberedt mig godt på løbet, og temposætteren udførte et fremragende arbejde. Så alt var perfekt i dag, selvom det blev lidt for varmt på de sidste kilometer, lød det fra Tanui, der med tiden forbedrede en fire år gammel personlig rekord.

Med sluttiden 2:09,12 timer forpassede første mand over målstregen, 36-årige Solomon Kirwa, løbsrekorden med sølle 49 sekunder. Det var dog rigeligt til at sikre ham sejren med et lille halvt minuts forspring ned til landsmanden Kenneth Keter.

I den indlagte DM-dyst havde Karen Ehrenreich ingen problemer med at forsvare sin titel. Den 38-årige Aarhus 1900-løber leverede således den hurtigste sejrstid ved et DM siden 2003: 2:35,02 timer.

“Under omstændighederne er jeg godt tilfreds, for det var varmt derude i dag. Jeg lagde for hårdt ud under dagens forhold, så de sidste 21 blev det hårdt. Men jeg kom ind i en fornuftig tid, og det er jeg tilfreds med,” siger Karen Ehrenreich.

Hos mændene sled Jacob Sommer Simonsen sig til guldet med tiden 2:14,46 timer og en samlet 9. plads. AGF-løberen lagde særdeles stærkt fra land.

– Min plan var at løbe 2:12 timer. Det gik rigtig godt i starten, men viste sig i det varme vejr at være lige lovlig optimistisk. Jeg havde en krise ved 27 km, men er trods alt tilfreds med sejren, udtaler løberen, der ved Valencia Marathon i december vil gøre et ambitiøst forsøg på at komme med til OL.

Copenhagen Marathon – resultater:

Kvinder

1. Rodah Chepkorir Tanui, Kenya 2:23,14 – løbsrekord
2. Valentina Mateiko, Kenya 2:25,05
3. Philippa Bowden, Storbritannien 2:29,16
9. Karen Ehrenreich, Aarhus 1900 2:35,02 – DM-guld
15. Stine Schønning, NBRO RC 2:45,10 – DM-sølv
17. Kamilla Sofie Vallin, VO2RC 2:46,47 – DM-bronze

Mænd

1. Solomon Kirwa, Kenya 2:09,12
2. Kenneth Keter, Kenya 2:09,41
3. Edwin Kiptoo, Kenya 2:09,51
8. Omar Hassan, AGF 2:14,21 (ikke DM-startberettiget)
9. Jacob Sommer Simonsen, AGF 2:14,46 – DM-guld
13. Rune Bækgaard, AGF2:18,54 – DM-sølv
16. Mark Olsen, Hechmann RC 2:19,44 – DM-bronze

marathon københavn
Rodah Chepkorir Tanui vinder Copenhagen Marathon 2023 for kvinderne. (Foto: PR)

Læs også: Sådan ser løberuten ud 

Det er sæson for skybrud

I starten af ugen blev der varslet mulighed for skybrud flere steder i landet fra DMI. Alm. Brand opfordrer danskerne til at tage deres forholdsregler. Det er kombinationen af fugtig luft og temperaturer omkring de 20 grader, der skaber betingelserne for kraftigt regnvejr, der får karakter af skybrud, når der falder mere end 15 millimeter på en halv time.

Vandmængder i denne størrelsesorden kan medføre overfyldte kloakker og vandløb og skabe store ødelæggelser i private hjem. Derfor råder Alm. Brand danskerne til at tage deres forholdsregler.

– Vi ser oftest skaderne opstå som følge af indtrængen af vand i kælderen eller gennem utætheder i tagkonstruktionen. Det kan medføre store skader på indbo, hvis man ikke har garderet sig, siger Peter Mathisen, der er direktør for Skadeservice, Bygning & Løsøre, i Alm. Brand. Han har derfor har en række råd til, hvordan du kan sikre dig bedst muligt mod skader:

Rens afløb, tagrender og nedløbsrør. Tjek også, om nedløbs- og gennemløbsbrønde er stoppet til af blade.

Løft dine ting mindst 10 centimeter fra kældergulvet og placér alt på et underlag, der ikke suger vand.

Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vandet.

Sørg for, at vandet ikke kan trænge ind i huset ved at reparere eventuelle revner eller sprækker i husets vægge eller tag.

Brug eventuelt vandsikringstape ved døre og vinduer. Kommer der vand, svulmer tapen op, så vandet ikke kan trænge ind.

Har du ikke monteret et højvandslukke, kan du lægge plastik og en tung sandsæk over dine gulvafløb og toilet for at begrænse opstigende kloakvand. Du kan også med fordel montere en vandsikringsprop i gulvafløbet for at undgå opstigende kloakvand.

Monter en regnvandsventil på nedløbsrør for at afkoble tagvandet og derved undgå opstigende vand fra gulvafløb. Regnvandsventilen sørger for at vandet føres væk fra din bolig.

skybrud
Årets første skybrud er på vej, spår meteorologerne. Alm. Brand opfordrer derfor danskerne til at tage deres forholdsregler. (Foto: PR)

Læs også: Gode råd mod skybrud

Tre anholdt og sigtet for at presse ung mand til at hæve og overføre store beløb

Tre mænd blev fredag anholdt og sigtet for at presse mand til at hæve og overføre over en kvart million kroner. Det skete, da Københavns Politi anholdt tre mænd, som blandt andet er sigtet for vidnetrusler og frihedsberøvelse af en 21-årig mand. Han blev tvunget til at hæve og videreføre penge, som blev sat ind på hans konto. Pengene stammer fra bedrageri mod et ældre ægtepar.

Efter en intens efterforskning har Københavns Politi i dag anholdt tre mænd på 20, 24 og 38 år samt ransaget flere adresser i Københavnsområdet. De tre anholdte er sigtet for vidnetrusler, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og for i forening med flere andre ukendte gerningsmænd at begået bedrageri mod et ældre ægtepar fra Vestsjælland, som blev franarret over 290.000 kroner.

I slutningen af marts blev en 21-årig mand passet op på Christianshavn af de mistænkte under påskud om, at de skulle have hjælp til at hæve penge. Han blev derefter kørt rundt i København i fire timer og tvunget til at hæve og videreføre knap 250.000 kroner, som han modtog til sin konto. Under turen blev han truet med kniv og trusler om vold til at hæve pengene og til ikke at anmelde noget til politiet.

– Vi ser desværre denne fremgangsmåde, når gerningsmændene skal hvidvaske penge efter at have svindlet ældre borgere. De bruger de såkaldte muldyr til at hæve penge for ikke at efterlade digitale spor, der kan lede os frem til dem. Muldyrene stiller oftest deres konto til rådighed uvidende eller frivilligt. Det er heldigvis sjældent, at det sker som i dette tilfælde under tvang og frihedsberøvelse, udtaler vicepolitiinspektør Peter Høholt fra Københavns Politi.

Han advarer mod, at man frivilligt medvirker til denne form for kriminalitet.

– Muldyrene er et væsentligt led i denne form for kriminalitet, da de gør det muligt at vaske pengene hvide ved at hæve dem eller overføre til andre konti, så pengesporet sløres. Men muldyrene er typisk de første, vi finder frem til, siger Peter Høholt.

De tre anholdte blev i fredags også fremstillet med krav om varetægtsfængsling. Derudover er en person anholdt og sigtet for hvidvask i sagen. Han fremstilles ikke i grundlovsforhør.

Efterforskningen fortsætter, og politiet forventer at foretage yderligere anholdelser i sagen. Af hensyn til den videre efterforskning, har vi ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Undgå at blive et muldyr:

• Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre
• Hæv ikke penge for andre
• Er det svært at sige nej, og bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay

penge pengesedler
Tre anholdt og sigtet for at presse ung mand til at hæve og overføre store beløb … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Anholdelse i stor moms- og hvidvasksag

Dagens billede: En god gerning

· Mere fra samme kategori ·