Læs også:

Close
guldsmeden hotel axel (Foto: MY DAILY SPACE)

Jeg leger turist i egen by

Nyheder  | 

Hvad gør man, når man trænger til at opleve noget. Få et lille afbræk i hverdagen. Normalt ville man straks have taget flyet til de sydligere egne. Men jeg valgte, i denne anderledes tid, at tage overnatning på hotel i København blot 400 meter fra, hvor jeg bor. Jeg var altså turist i egen by. Læs om min oplevelse

Er det skørt eller skønt … Ja, det må tiden vise. Men jeg har tænkt på, at nu hvor sommeren er overstået, og vi går mod vinter, hvor jeg ofte tager småture til udlandet – gerne et varmt sted – hvad gør man så egentlig denne vinter. Bliver man hjemme – tør man andet – eller gør noget helt andet. Jeg lod det være en test, hvordan det er at tage på hotel, tæt på, hvor man bor. Det er jo mere indlysende at tage til Skagen om sommeren, når man bor i København. Men måske behøver man slet ikke tage så langt væk for at opleve, og ja lege turist med alt hvad det indebærer.

Min by

Sådan er det bare – selvom jeg ikke er født og opvokset her, så både bor jeg her og elsker byen. Jeg elsker også at rejse, men mit liv og hverdag foregår her – midt i København. Jeg har flere gange været til events på et Guldsmeden-hotel – og været vild med stilen og stemningen – så derfor tænkte jeg, “hvordan vil det være at bo der” – ja lege turist i egen by. Ligesom når man glæder sig vildt til at komme nogle dage til Paris. Kan man det … Jeg tog så turen – cirka 400 meter på cykel …

København (Collage: MY DAILY SPACE)
Jeg elsker – og bor også i København. (Collage: MY DAILY SPACE)

Hotellet

Det er intimt, selvom det ikke er så lille … Det er anderledes – selvom omgivelserne lige udenfor er “midt i København” – det er internationalt og dog alligevel lidt dansk. Axel Guldsmeden Hotel er ganske unikt …

Værelserne er indrettet med møbler i balinesisk stil med romantiske himmelsenge, persiske tæpper og ægte kunst på væggen. På badeværelset finder man hotellets egne økologiske badeprodukter iLoveEcoEssentials. YES – det kommer vi tilbage til.

Man ville nok kalde det et boutique-hotel, og det ligger midt i det livlige Vesterbro. Axel Guldsmeden åbnede i 2007 i en smuk bygning fra århundredet og er Guldsmedens største hotel. Axel er en favorit og ganske kendt hos de bæredygtighedsorienterede medier og miljøbevidste rejsende, som stadig vil have en vis grad af komfort og kvalitet, og det var også det første af Guldsmeden Hoteller, der fik Det Økologiske Spisemærke i guld.

Den hyggelige cafe, restaurant eller bar – kald det hvad du vil – Cafe du Nord – er også værd at tage forbi. Der serveres morgenmaden også pt. Hotellet har 212 værelser – deraf også fire lækre penthouses, der hver har deres egen tagterrasse med hot tub. DER gad jeg godt at prøve at være, men det er jeg ikke sikker på, jeg har råd til.

Priserne for en overnatning varierer rigtig meget (som verden ser ud ligenu) – men du får gode priser nu, mens de udenlandske turister ikke er her. Så tjek det ud – måske det var et besøg værd.

guldsmeden hotel axel (Collage: MY DAILY SPACE)Velkommen til Axel Guldsmeden hotel lige bag Hovedbanegården i København. (Collage: MY DAILY SPACE)

Hyggen

Der er hygge, hvor end man vender sig hen. Og det er virkelig skørt eller lidt vildt, at noget af det mest befærdede af København er lige udenfor døren. For her er du bare “dig selv” og i en anden verden. Der er den hyggeligste gård – der sad jeg for eksempel og fik en grøn smoothie – tænkte nu var jeg jo et grønt sted, så måtte jeg også købe noget grønt – mens jeg sad og læste i en bog og følte mig meget i ‘zen’. Jeg har også været her til flere events, blandt andet i det lille ‘drivhus’, hvor man virkelig kan iscenesætte det grønne islæt. Gården er unik og skal bruges.

Her er ro – grønt og hvem skulle tro, man var 100 meter fra Hovedbanen. Du kan være derude i gården hele året. Og indretningen er sådan lidt ‘international bohemian’ – og sådan er den også på hele hotellet. Du kan ikke se, du er i København. Og dog – med en cykel ved indgangen, der er et af vores vartegn, er destinationen København ikke helt gemt væk. Og mon ikke der også er en pølsevogn lige om hjørnet …

guldsmeden hotel axel (Collage: MY DAILY SPACE)
Der er masser af (balinesisk) hygge og stemning på hotellet. (Collage: MY DAILY SPACE)

Værelset

Værelset var ret stort og gennemført med stor himmelseng. Der var plads men stadig hyggeligt, og det virkede personligt og mindre hotelagtigt, end hotelværelser har en tendens til at gøre. Der var to fjernsyn – det er ikke særlig tit, man ser det. Både så man kunne sidde i stuedelen og se tv eller ligge i sengen – som vi gjorde. Det var rent, lækkert og på alle måder som at være på et boutiquehotel i udlandet. Det eneste sted, jeg blev mindet om, hvor jeg var, var når jeg kiggede ud af vinduerne og kunne se ned på min egen cykel.

guldsmeden hotel axel (Collage: MY DAILY SPACE)
Det er stort værelse med gennemtænkte detaljer. Og selv den take away, vi hentede i Kødbyen, matchede værelset. (Collage: MY DAILY SPACE)

En lille ting jeg bare vil vise jer. På værelset stod ikke den der gratis obligatoriske vand – nej der stod en TOM men ret lækker vandflaske, som man så kunne fylde med vand fra hanen. Jeg er solgt og synes bare, det er den fedeste ide.

guldsmeden hotel axel (Foto: MY DAILY SPACE)
God stil – godt tænkt. Så drik dog det vand fra hanerne. Det smager jo ganske godt her i København. (Foto: MY DAILY SPACE)

Badeværelset (altid vigtigt)

Jeg starter altid med at tjekke badeværelset, når jeg kommer på et hotelværelse. Holder det – er der gjort lidt ekstra ud af det … Og som man kan se, så JA absolut. Gennemført, internationalt og lækkert. Selv toiletpapiret var økologisk “rigtigt”. ‘I love it’, som Ole helt sikkert ville have brudt ud.

Det er et stort badeværelse – mega plus er, at det er med badekar. Det er nok den ting, jeg skatter højest, fordi jeg ikke har badekar selv mere. Det er en luksus og den bedste af slagsen. Og når der så ovenikøbet er produkter fra ILoveEcoEssentials, så bliver det ikke bedre. Har du aldrig prøvet deres produkter, så kan jeg varmt anbefale dem. De kan i øvrigt også købes på hotellet. God stil. Produkterne er fantastiske.  Jeg kendte dem i forvejen. Bedre findes ikke. Og så passer de perfekt til hotelkæden.

guldsmeden hotel axel (Collage: MY DAILY SPACE)
De gør en dyd ud af det – deres egen serie ILoveEcoEssentials. Og det er virkelig også en lækker serie. (Collage: MY DAILY SPACE)

Spaoplevelsen

Axel Spa er en lille fin oase inde på hotellet. Man henføres lidt til Bali og Østen – lidt ligesom med resten af hotellet. Men det er vildt, at man kan komme fra gaden fyldt med liv og virak, og så er der bare stilhed og zen-stemning her.

Spa’en skal opleves … Den er ikke stor men lækker og hyggelig. Der er sauna, dampbad, boblebad og koldt bad. Der er små snacks og iskoldt vand, og man kan ligge ned og lade som om, Bali lige er udenfor døren. Der er olier og scrub gjort klar til dig. Der går en rengøringsdame hele tiden og ordner, og du får udleveret en rygsæk med alt, du skal bruge til spa’en i forvejen – med os kom hun op med dem på værelset, så det var ultranemt. Det koster 345 kr. per person at få adgang.

guldsmeden hotel axel (Collage: MY DAILY SPACE)
Axel spa er lille men hyggelig. (Collage: MY DAILY SPACE)

Morgenmaden

Morgenmaden er jo altid noget, man måler hoteller på. Og den var god – lækker og ret indbydende og lidt anderledes på den gode måde. Den økologiske morgenbuffet serveres på håndlavet mexicansk spisestel. Og der var alt det (økologiske selvfølgelig), som der skulle være. Også selvom hotellet ikke var fyldt, var der ikke sparret på noget.

Folk hyggede sig. Og jeg blev næsten helt glad, da der kom nogle udlændinge. Jeg havde i forvejen fornemmelsen af at sidde på et hotel i New York, og den blev ikke mindre af at sidde og kigge på dem.

guldsmeden hotel axel (Collage: MY DAILY SPACE)
Jeg elsker at spise morgenmad på hoteller. Og er den også god, så er jeg lykkelig. (Collage: MY DAILY SPACE)

Se lige – DET her minder da ikke om indre København. Med lidt god vilje, kan jeg nemt overbevises om, at jeg er i Barcelona, Paris, Rom eller måske midt på Manhattan.

guldsmeden hotel axel (Foto: MY DAILY SPACE)
Om lidt går jeg ud og hyrer en ‘yellow cab’ og lader cyklen stå – bare fordi jeg kan … Selvom det er forkert miljømæssigt, men fordi jeg pludselig følte, jeg sad på Bleecker Street på Manhattan. (Foto: MY DAILY SPACE)

Omgivelserne

Vil du udforske København, så ligger hotellet perfekt blot 100 meter fra Hovedbanegården. Ja, den ligger op til Istedgade, og ja det er en anderledes gade – men meget har forandret sig. Da jeg gik dagen efter, så jeg dog lidt af det ‘gaden også er’. En kvinde på 39 år (fortalte hun) kom over til mig – hun så helt almindelig ud – men havde boet på gaden i 10 gade, fortalte hun. Det er og bliver mærkeligt, at opleve mennesker i krise om den er stor eller lille. Der kom jeg fra hyggeligt hotelophold og lækker morgenmad, og så stod hun der. Den sidder lidt i mig stadig. Men generelt er området jo ikke farligt, og folk er virkelig søde.

Men omgivelserne – der er masser, du kan se og opleve – tæt på. Gå, lej eller tag din cykel … I København er det meste faktisk i gåafstand.

Du har Tivoli helt tæt på. Glyptoteket er også i nærheden. Du kan nemt gå over til Planetarium på Gammel Kongevej – og samtidig måske gå en tur langs søerne eller ned ad Gammel Kongevej, som er en af de bedste shoppegader i byen.

Med Metro kan du komme nemt rundt i byen , hvis du også vil opleve en international (Metro)stemning. Og om du er til kirker, konger eller knasende sprøde kager, så har København det hele. Jeg bruger begrebet ‘Look up’ – og kigger du op, får du hele tiden øje på noget nyt og spændende. Sådan er København – der er MEGET at se og opleve – også udover Strøget.

København Tivoli (Collage: MY DAILY SPACE)
Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker alt ved Tivoli, og synes det er så fantastisk, at København har sådan et sted. (Collage: MY DAILY SPACE)

Skønt eller skørt

Skønt absolut … Det lyder på papiret måske lidt skørt. Men vælger man et hotel, der ”kan noget” (anderledes), så er det jo et afbræk og oplevelse. Og der er også noget fedt ved at være turist i sin egen by. For den er kendt og dog alligevel ikke. Der er så ufattelig meget, jeg stadig ikke har set eller oplevet.

Man kan dog godt mærke, at turisterne mangler. Det var for eksempel ikke muligt at få aftensmad på hotellet. Men det gjorde ikke så meget, for Kødbyen ligger så tæt på, så en tur derover er nem. Vi bestilte indisk mad fra Bollyfood, og den blev indtaget i sengen, mens vi så Netlfix-serien ’Haunting of Bly Manor’. Nåede faktisk lige at tænke, om det mon også spøgte på hotellet. Men der var ro – dejlig ro.

Så alt i alt en virkelig god og positiv oplevelse. Trænger du til, at der skal ske lidt og har “rejse-abstinenser”, så brug din by eller bare Danmark. Der findes så meget at opleve …

PS. Der findes andre Guldsmedenhoteller – også i udlandet … Siger det bare. 🙂

Læs også:

Marrakech konstrasternes by

 

marrakech rejse farver afrika rejseguide (Foto: MY DAILY SPACE)

· Mere fra samme kategori ·