Læs også:

Close
hund kæledyr (Foto: Unsplash)

NEWS: Disse hundenavne elsker danskerne

Nyheder  | 

Disse hundenavne elsker danskerne · Endnu en mand er anholdt for forsøg på frihedsberøvelser i Herning · Brug for fælles indsats for flere fleksjob i den finansielle sektor · Astralis sejrer i Copenhagen Gaming Week’s første, internationale CS2-turnering · 38-årig mand dømt for blandt andet uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidsbilisme · Dagens billede: Et fint stjerneøjeblik

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Disse hundenavne elsker danskerne

Årets Top20-liste: Balder og Bella er slået af tronen som de mest populære hundenavne …

Råber du efter Charlie eller Luna i hundeparken, er der stor sandsynlighed for, at der kommer mere end én velopdragen hund – eller velopdragent barn – løbende. Ifølge Agria Dyreforsikrings opgørelse er det menneskenavne på to stavelser, der topper listen over de mest populære hundenavne i Danmark. Men allerede nu forudser hundeekspert, at flere royalt klingende navne vil være regerende mestre på næste års hitliste. Læs her hvorfor …

Kært barn har mange navne, og enhver hundeejer må indrømme, at elsket hund har (endnu) flere kælenavne. Men det vigtigste navn er nu engang det første, du giver din nye bedste ven på fire ben. Det er nemlig det, hunden skal lære at reagere på, så den kommer, når du kalder – og det, du skal bruge hos dyrlægen og forsikringsselskabet.

Men hvad skal man så kalde sin hund, hvis man helst nøjes med at ”lave indkald” på bare én hund i hundeparken – og undgå også at måtte rose samtlige andre af kvarterets velopdragne navne-søskende (på to- såvel som fire ben)?Det har Agria Dyreforsikring svaret på. Hvert år i januar dykker forsikringsselskabet ned i det forgangne års nytegnede hundeforsikringer og undersøger, hvilke hundenavne der hitter blandt de danske hundeejere. Og når man øjer dette års Top 20 igennem, viser der sig to helt klare tendenser: Alle navnene er i to stavelser, og er i øvrigt – langt overvejende – menneskenavne.

– Det giver faktisk rigtig god mening, forklarer Lotte Evers, der er hundeentusiast og i øvrigt marketingchef i Agria Dyreforsikring, og hun uddyber:

– Der en fordel at vælge et hundenavn, som ikke er besværligt langt eller for kludret at udtale – eller direkte pinligt at råbe højt i fuld offentlighed, forklarer Lotte Evers.

– Mange racehunde har faktisk hele tre forskellige navne: Et officielt stambogsnavn, der henviser til den kennel, den stammer fra – ofte vidunderligt pompøse eller som en del af et tema. Men det kan du jo ikke stå og råbe ude i haven, så derfor får hunden også et kaldenavn. Og så er der det navn, som hunden tror, er dens navn, fordi det er det, vi råber – ofte i frustration – når hunden ikke kommer, når vi kalder, griner Lotte Eversog understreger igen sin pointe: At vigtigste ord, man kan lære sin hund, er dens kaldenavn.

– Hundenavne på to stavelser er ideelle, når du skal fange din hunds opmærksomhed. Det er nemt og hurtigt at udtale, og hunde reagerer godt på ”skarpe” vokaler som I og Y. De fleste hundeejere vil nok skrive under på, at deres hund er unik, speciel og fantastisk, og med 400 forskellige hunderacer, findes der heller ikke to vovser, der er ens. har Når vi samtidig i dag optaget hunden som et nærmest ligeværdigt medlem af vores familier, vil vi naturligvis give vores hundehvalp et lige så unikt navn som vores tobenede unger får – og ét, som kan matche den unikke skabning, som er familiens nye hundehvalp jo naturligvis er, siger hun.

– Tidligere var danskernes kæledyrs navne meget forskellige fra menneskelige navne, forklarer Lotte Evers.

– Helt tilbage til racehundenes spæde start, hvor hundeavl var en bibeskæftigelse for adelen, var det franskklingende hundenavne som Belle, Fifi, Bonbon og Loulou, der var på mode blandt det bedre borgerskab. Samtidig kaldte landbobefolkningen deres ”bastarder” gode, danske navne som Trofast, Buller, Sofus og Perle. Fordi ”kommandosproget” indenfor hundetræning var tysk, var jagthundenes navne ofte korte og fyndige som Rolf, Fritz, Zoltan und so weiter… Og som vi også så det i Matador, fik mange hunde navnet Pax, da freden sænkede sig over Danmark. Men den helt store inspiration til nytænkning af hundenavne kom med hundenes indtog på det store lærred: Lassie, Tarzan og Vagabondens Lady. Og senere blev Poul Thomsens gamle danske hønsehund, Balder, trendsetter, påpeger Lotte Evers.

– Der går mode i hundenavne, fuldstændig som det gør i menneskenavne, men vi skal faktisk helt frem til 1990´erne, før vi danskere begyndte at give vores kæledyr de samme navne som vores børn. Og nåeh ja, lidt kongelig har man da lov at være, griner Lotte Evers og uddyber:

Tal fra Danmarks statistik viser, at navne som Felix, Christian og Isabella er avanceret voldsomt på hitlisten over de mest populære børnenavne i kølvandet på nyeste generation i Kongehuset.

– Indenfor kæledyrsverdenen var Felix tidligere et navn, vi primært forbandt med katte – i dag har det indtaget en solid 20. plads på hundenes Top 20, så mon ikke vores seje dronnings seneste udmelding og abdikation også kan gå hen og få en afsmittende effekt på danskernes valg af fremtidige hundenavne, spekulerer marketingchefen.

– Jeg kan sagtens forestille mig et helt kobbel af royalt klingende navne vil være regerende mestre på næste års hitliste – naturligvis med Frederik og Daisy som listens førerhunde, afslutter hun.

Her får du Agrias Top 20 over de mest populære han- og tævehundenavne i 2023 – så er det op til dig, om du vil bruge listen som inspiration eller til at se, hvad du skal gå udenom, når hvalpens navneskilt skal indgraveres:

Top 20 over de mest populære tævehundenavne i 2023

Luna
Molly
Bella
Maggie
Alba
Mille
Karla
Coco
Wilma
Nala
Frida
Saga
Sally
Freja
Alma
Ellie
Daisy
Ella
Rosa
Carla

Top 20 over de mest populære hanhundenavne i 2023

Charlie
Eddie
Milo
Balder
Carlo
Max
Ludvig
Simba
Buster
Anton
Hugo
Otto
Viggo
Alfred
Kenzo
Loui
Cody
Marley
Sofus
Felix

hund kæledyr
Måske du kan genkende noget i ovenstående, hvis du selv har hund … (Foto: PR)

Læs også: Hunde- og kattebattle

Endnu en mand er anholdt for forsøg på frihedsberøvelser i Herning

Den 28-årige mand, der har været efterlyst for forsøg på frihedsberøvelse i Herning er mandag den 15. januar 2024 blevet anholdt i Rumænien.

I forbindelse med en sag om forsøg på frihedsberøvelse i Herning i tiden omkring oktober og november 2023, efterlyste Midt- og Vestjyllands Politi den 9. januar en formodet gerningsmand. En 20-årig mand har været varetægtsfængslet i sagen siden den 8. november 2023.

Mandag den 15. januar 2024 blev den formodede medgerningsmand dog anholdt i Rumænien. De rumænske myndigheder skal nu vurdere, om manden kan udleveres til Danmark. Efterlysningen er ikke længere aktuel og er derfor slettet. Vi beder alle, der har delt efterlysning og billede om at gøre det samme.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

politi politibil
Endnu en mand er anholdt for forsøg på frihedsberøvelser i Herning …  (Foto; MY DAILY SPACE)

Læs også: Varetægtsfængsling i sag om frihedsberøvelse i Herning

Brug for fælles indsats for flere fleksjob i den finansielle sektor

Nye tal viser, at den finansielle sektor ligger helt i bund, når det kommer til at ansætte fleksjobbere.

Det kan være svært at få job i den finansielle sektor, hvis man har en nedsat arbejdsevne. I landets penge- og realkreditinstitutter var der i 2. kvartal 2023 ansat 150 fleksjobbere på den nye fleksjobordning, som trådte i kraft pr. den 1. januar 2013.

Det svarer til, at 3,7 ud af 1.000 beskæftigede var ansat i fleksjob. Det viser beregninger, som Finansforbundet har lavet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Danmarks Statistik.

Og dermed ligger den finansielle sektor helt i bund, når det kommer til at få fleksjobbere i arbejde. Til sammenligning var der 6,6 fleksjobbere for hver 1.000 ansatte i branchen forsikring, pension og øvrig finans, som beskæftiger cirka lige så mange som penge- og realkreditinstitutterne. På arbejdsmarkedet generelt var der 26,4 fleksjobbere per 1.000 beskæftigede.

Mere rummelighed og diversitet … Det er et problem, at den finansielle sektor halter så langt bagefter, mener Finansforbundet.

– Jeg havde en forventning om, at vi var bedre til at skabe fleksjob i finanssektoren. Selvfølgelig skal vi være en sektor, hvor man også kan sætte sine kompetencer og sit talent i spil, selvom man har brug for fleksibilitet i forhold til eksempelvis arbejdstid. Det skal vi have rettet op på sammen med arbejdsgiverne, udtaler næstformand Steen Lund Olsen.

Et fleksjob er et tilbud til personer, der på grund af en nedsat arbejdsevne ikke kan arbejde på normale vilkår. Det gælder lige fra folk, der er kørt galt på cykel eller er gået ned med stress, og derfor ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Fleksjobbernes faglighed og kompetencer spænder derfor også bredt.

Og arbejdsgiverne i den finansielle sektor har et medansvar for at sikre et rummeligt arbejdsmarked, mener Steen Lund Olsen.

– Vi har brug for en mere divers og rummelig finanssektor, og det lytter vi os egentligt også til, at arbejdergiverne ønsker, så her ligger en oplagt opgave, siger han og fortsætter:

– Vi har brug for et arbejdsmarked, hvor man har mulighed for at bruge sine kompetencer – også selvom man af den ene eller anden årsag ikke passer ind i de gængse 37 timer om ugen. Det skal vi gøre af hensyn til den enkelte, men det er så sandelig også noget, samfundet har brug for, og virksomhederne har gavn af.

Ledigheden for fleksjobbere var i andet kvartal 2022 på 13 pct. mod den generelle ledighed på 2,8 pct.

Fakta:

De danske penge- og realkreditinstitutter havde i 2. kvartal 2023 ansat 150 personer i fleksjob.

Med en beskæftigelse på 40.940 personer giver det en andel på 3,7 fleksjobbere pr. 1.000 ansatte. Det er markant lavere end den øvrige del af den finansielle sektor, hvor antallet af fleksjobbere lå på 324 ud af 49.328 beskæftigede – svarende til 6,6 fleksjobbere ud af 1.000 ansatte.

På det samlede danske arbejdsmarked var der 79.211 fleksjob i 2. kvartal 2023. Sammenholdt med en samlet beskæftigelse på godt 3 mio. personer giver det 26,4 fleksjob pr. 1.000 ansatte. Det vil sige, at sandsynligheden for at få et fleksjob er over 7 gange større på det danske arbejdsmarked end i et dansk penge- og realkreditinstitut.

Data er baseret på et særtræk fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og vedrører fleksjobbere under ny ordning – det vil sige fleksjob oprettet efter den 1. januar 2013. Data for beskæftigelse er baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistik for den kvartalsvise lønmodtagerbeskæftigelse.

Danske Bank, mand, suit, jakkesæt, bankmand. (Foto: Unsplash)
Brug for fælles indsats for flere fleksjob i den finansielle sektor. (Foto: Unsplash)

Læs også: Butiksassistenter er svære at finde

Astralis sejrer i Copenhagen Gaming Week’s første, internationale CS2-turnering

Med en 2-0 sejr snuppede de danske Counter-Strike-stjerner trofæet og bragede sig vej til øverste podieplads i den stort anlagt finale til Copenhagen Gaming Week i Bella Arena arrangeret i samarbejde med BLAST. Det er samtidig holdets første internationale turneringssejr, efter to nye spillere sluttede sig til holdet sidst i 2023.

Siden starten af januar 2024 har håbefulde udfordrere fra Tyskland, Norge, Sverige og Danmark dystet om chancen for at kæmpe mod to af Nordens største hold i Counter-Strike 2: Danske Astralis og svenske NiP aka. Ninjas in Pyjamas.

Turneringen, som er skabt og produceret i samarbejde den verdenskendte esportsarrangør BLAST, har gennem de seneste uger vokset sig gradvist større fra indledende, online kvalifikationsrunder over showdown-kampe i København til den helt store finalescene med over 2.000 tilskuere i i Bella Arena, som har dannet rammen om esports-delen af den allerførste udgave af Copenhagen Gaming Week hele weekenden.

I semifinalen lørdag den 13. januar slog Astralis det tyske hold Alternate 2-0, mens det svenske storhold NiP eliminerede landsbrødrene fra Lilmix med samme cifre. Dermed stod det endelige slag søndag den 14. januar mellem de to nordiske stjernehold. Kampstart blev udsat 10 minutter, så tilskuerne i den fyldte arena kunne opleve Kong Frederik X blive hyldet på storskærmen, inden ‘kongerne’ af den første, internationale Counter-Strike-2 turnering til Copenhagen Gaming Week skulle findes.

Kampen bød på dobbelt overtid i det første ’Overpass’-map, inden det hele blev afgjort i slagets andet map, ’Mirage’. I sidste ende stod det klart, at svenskerne ikke kunne stille meget op mod de rød-hvide favoritter, som i sidste ende sejrede i søndagens finale med et slutresultat på 2-0.

Dermed gav Copenhagen Gaming Week ikke bare anledning til at se Astralis’ første live-turneringskampe på dansk jord med sin nye holdopstilling, men også teamets første, store sejr i 2024.

I efteråret 2023 købte Astralis de to Heroic-spillere Jakob ‘jabbi’ Nygaard og Martin ‘stavn’ Lund fri som led i en meget omtalt transferhandel. Begge rangerer blandt de 20 bedste spillere i verden. Dermed blev den første udgave af Copenhagen Gaming Week’s internationale Counter-Strike 2-turnering vundet af et samlet Astralis bestående af:

Benjamin ’blameF’ Bremer
Nicolai ’dev1ce’ Reedtz
Victor ’staehr’ Staehr
Jakob ’jabbi’ Nygaard
Martin ’stavn’ Lund

astralis
Astralis sejrer i Copenhagen Gaming Week’s første, internationale CS2-turnering … (Foto: Copenhagen Gaming Week)

Læs også: Esport bidrager med milliarder til dansk økonomi

38-årig mand dømt for blandt andet uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidsbilisme

En 38-årig mand er ved Retten i Kolding blevet idømt 6 års ubetinget fængsel for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, for at sætte andres liv i fare, for vanvidskørsel og for at have brugsstjålet en varebil.

Den 38-årige var tiltalt for i tidsrummet mellem den 13. maj 2023 cirka klokken 23.00 og den 14. maj 2023 cirka klokken 00.10 at brugsstjæle en varebil og derefter køre, hvad der betegnes som vanvidskørsel på blandt andet Koldingvej i Vamdrup.

Under kørselsforløbet kørte den 38-årige af flere omgange over i modsatte vognbane, ligesom han overskred fartgrænsen betydeligt, bremsede ned uden grund samt kørte med meget lav hastighed. Kørslen i modsatte vognbane medførte blandt andet, at to biler måtte bremse hårdt op og undvige ud i rabatten for at undgå sammenstød med varebilen.

Den 38-årige kørte desuden i den modsatte vognbane, da han stødte frontalt sammen med en modkørende personbil. Her pådrog føreren og en medpassager sig så alvorlige kvæstelser, at føreren umiddelbart efter sammenstødet afgik ved døden, og medpassageren efterfølgende måtte opereres. En tredje person i bilen blev ved sammenstødet udsat for nærliggende fare for sit liv.

Under kørselsforløbet var han under påvirkning af stoffet gammahydroxybutansyre (også kendt som GHB eller Fantasy). Han var i forvejen frakendt førerretten og blev dømt for kørsel i frakendelsestiden. Den 23. maj 2023 blev den 38-årige anholdt og har lige siden været varetægtsfængslet.

Den nu dømte 38-årige nægtede sig skyldig i alle tiltalepunkterne, og han har ikke ønsket at udtale sig under sagen. Sagen blev behandlet over tre retsdage.

Onsdag dømte Retten i Kolding den 38-årige skyldig i alle forholdene. Dommen lød på 6 års ubetinget fængsel. Foruden fængselsstraffen blev den dømte også ubetinget frakendt førerretten for bestandigt. Han blev endvidere dømt til at skulle betale erstatning.

Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen, og var indforstået med fortsat varetægtsfængsling. For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte senioranklager Bianca Trøjborg.

dom dømt retten
38-årig mand dømt for blandt andet uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidsbilisme … (Foto: Unsplash)

Læs også: Vanvidskørsel i Kalundborg

Dagens billede: Et fint stjerneøjeblik

· Mere fra samme kategori ·