Læs også:

Close
arla mælk mælkekarton

SOMMERNEWS: Arla udvikler fiberbaseret låg til mælkekartoner

Nyheder  | 

Arla udvikler fiberbaseret låg til mælkekartoner · I alt 13½ års fængsel i stor narkosag · Vulkanudbrud på Island · Elproduktionen satte ny grøn rekord i første halvår af 2023 · To polske mænd anholdt og sigtet for tyveri af 11 mærkevarecykler i Aarhus · Dagens billede: En trist fremtid · Sommerpostkort: Isen til den varme dag 🍋

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Arla udvikler fiberbaseret låg til mælkekartoner

Arla udforsker fiberbaseret låg til mælkekartonerne – kan være det første af sin slags …

Mejeriselskabet Arla går sammen med Blue Ocean Closures for at udvikle et fiberbaseret låg til mælkekartoner. Det vil sandsynligvis være det første af sin slags i mejeribranchen og har potentiale til at reducere Arlas plastikforbrug med 500 tons årligt.

Mælkekartonen er en klassiker i flere lande, og den velkendte emballage har efterhånden gennemgået flere ansigtsløft for at gøre den så optimal som muligt i forhold til anvendelighed, fødevaresikkerhed og bæredygtighed. Nu er tiden kommet til at transformere en lille om end vigtig del; låget.

Låget udgør omkring 23 procent af den totale plastmængde i en mælkekarton, og derfor har Arla nu fokus på låget som et led i virksomhedens mål om at eliminere brugen af fossilbaseret jomfruelig plast i sin emballage per 2030.

Arla går derfor sammen med den svenske start up-virksomhed Blue Ocean Closures for at udvikle det første fiberbaserede låg til mælkekartoner.

– At forbedre vores emballage, og deriblandt reducere vores plastikforbrug, er et vigtigt område for os, og vi ved, at det også betyder meget for forbrugerne. I projektet her udforsker vi, hvad vi regner med er det første fiberbaserede låg til mælkekartoner, og det understreger, at vi konstant forsøger at forbedrer os og drive udviklingen af bæredygtig emballage fra fronten, forklarer koncernvicedirektør Peter Giørtz-Carlsen.

Viser vejen for global forandring … Blue Ocean Closures har med deres fiberbaserede lukninger allerede opnået banebrydende resultater inden for bæredygtig emballage. Låget består hovedsageligt af FSC-fibermateriale kombineret med en tynd forsegler. Ved hjælp af en avanceret og særudviklet teknik, hvor materialet formes under vakuumtryk, kan de lave et biobaseret og nedbrydeligt låg, der kan genanvendes sammen med papir.

– Vi er glade for muligheden for at arbejde sammen med Arla og skabe en reel forandring inden for bæredygtig emballage. Med mere fiberbaseret materiale kommer også en øget genanvendelighed. Først i Skandinavien, men det viser vejen for en global forandring, fortsætter Lars Sandberg, CEO hos Blue Ocean Closures.

Blue Ocean Closures ejes delvist af ALPLA Group, som er involveret i den tekniske udvikling. Direktør for forskning, udvikling og innovation, Christian Zmölnig, siger:

– Vi ser et stort potentiale i samarbejdet mellem Blue Ocean Closures og Arla, og det taler direkte ind i vores vigtige strategiske arbejde med udviklingen af cirkulær økonomi.

Projektet finansieres af Arla Foods og planen er nu at færdigudvikle en fuldt funktionel prototype og afslutte testfasen inden starten af 2024.

Med lågets andel på 23 procent af den samlede plastmængde i Arlas mælkekartoner, er det naturligt at spørge, hvorfor mejeriselskabet ikke bare fjerner lågene fuldstændigt. Det skete på de økologiske mælkekartoner i 2020, men det var ikke uden kritik fra forbrugerne, der var utilfredse med den manglende bekvemmelighed.

– Vi ved, at forbrugerne efterspørger den bekvemmelighed, et låg giver. Og selvom vi har fjernet låget fra nogle af vores produkter, anerkender vi det behov, og vi vil gerne kunne give forbrugerne en mulighed for selv at vælge. Men hvis vi skal have et låg, så skal det være det bedst mulige, og det er det, vi udvikler nu, slutter Peter Giørtz-Carlsen.

Arla sælger mælkekartoner i flere lande blandt andet i Danmark, Sverige og Holland.

arla mælk mælkekarton
Spændende forskning der kan gøre en kæmpe forskel i fremtiden … (Foto: PR)

Læs også: Nu skal 167 millioner Arla yoghurt- og mælkekartoner sorteres i de danske hjem

I alt 13½ års fængsel i stor narkosag

Tre mænd er tilsammen idømt 13½ års fængsel i en stor sag om amfetamin, hash og cigaretter. Sagen blev afgjort sidste torsdag ved Retten i Holstebro.

En 32-årig mand skal to år i fængsel, en 49-årig mand skal to et halvt år i fængsel, mens en 36-årig mand straffes med ni års fængsel. Sådan lød konklusionen, da dommen faldt ved Retten i Holstebro i en stor narkosag.

Den 36-årige mand blev fundet skyldig i at have fremstillet og besiddet mindst 9,1 kilo amfetamin på en adresse i Karup. Her fandt politiet i efteråret 2020 størstedelen gravet ned i et bed i haven, mens resten blev fundet i en fryser. En medgerningskvinde blev i maj 2021 dømt i forholdet.

Den 36-årige blev i dag frikendt for et andet forhold omhandlende knapt 13 kilo amfetamin. Til gengæld blev han sammen med den 32-årige mand fundet skyldig i have besiddet og transporteret mindst 43 kilo hash til en lejlighed i Kerteminde, hvor hashen sidste sommer blev fundet af politiet.

De to blev også dømt for på en adresse i Nykøbing på Mors at have dyrket og besiddet 156 cannabisplanter og –stiklinger, der ville have kunnet give et udbytte på omkring fire et halvt kilo marihuana, hvis ikke politiet havde afbrudt fremstillingen. Herudover blev den 36-årige dømt for at have solgt mindst fem kilo hash, som har indbragt ham 204.000 kroner.

Retten i Holstebro idømte den 32-årige to års fængsel for de i alt 43 kilo hash og for dyrkningen af cannabisplanterne, mens den 36-årige fik ni års fængsel, da han – ud over hashen og cannabisplanterne – også blev dømt for de omkring ni kilo amfetamin. Både den 32-årige og den 36-årige blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Den 49-årige mand blev dømt for at have besiddet 761 gram amfetamin på en adresse i Thisted, men frifundet for besiddelse og salg af omkring 12 kilo amfetamin. Derudover blev den 49-årige dømt for at have besiddet mindst ét kilo skunk og for at have besiddet 624.720 cigaretter, som han havde fordelt på en varevogn og en adresse i Thisted, ligesom han blev dømt for at have solgt mindst 975.280 cigaretter. Det var alt sammen cigaretter, der ikke var betalt afgift af. Det betyder, at den 49-årige havde snydt eller forsøgt at snyde statskassen for en samlet afgift på mere end 3,3 millioner kroner.

Retten i Holstebro takserede den 49-årige mands forbrydelser til to et halvt års fængsel. Manden fik desuden en tillægsbøde på godt 3,3 millioner kroner.

– Jeg er overordnet tilfreds med rettens dom og særligt, at retten fandt den 36-årige skyldig i de cirka ni kilo amfetamin, og at begge de to, hvor jeg havde nedlagt påstand om udvisning, blev udvist for bestandig. De udmålte straffe afspejler efter min opfattelse, at grov narkotikakriminalitet straffes hårdt, udtaler fungerende specialanklager Jakob Kjær, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 32-årige modtog dommen, den 49-årige udbad sig betænkningstid, mens den 36-årige har anket sin dom.

Midt- og Vestjyllands Politi blev opmærksomme på de tre nu dømte hen over foråret 2022 i forbindelse med efterforskningen af en anden større sag omkring våben. Våbensagen skal for retten i Holstebro til oktober.

cannabis cannabisolie cbd-olie cbd (Foto; Unspash)
I alt 13½ års fængsel i stor narkosag … (Foto: Unspash)

Læs også: Canada er løbet tør for Cannabis

Vulkanudbrud på Island

Udenrigsministeriets Borgerservice har på Twitter meddelt, at der er vulkanudbrud på Island, nær Litli-Hrutur / Fagradalsfjall.

De islandske myndighederne beder offentligheden holde sig væk fra området. Og man kan holde sig opdateret via lokale medier som her. Ved behov kontakt Udenrigsministeriets på 45 33 92 11 12.

Læs også: Flere mennesker dræbt i voldsomt vulkanudbrud

Elproduktionen satte ny grøn rekord i første halvår af 2023

67 procent af den strøm, vi forbruger, kommer fra vindmøller og solceller. Det viser en opgørelse af elproduktionen i første halvår af 2023, som Green Power Denmark har lavet ud fra Energinets energidata. Det er en markant grøn bedrift og et skridt på vejen mod, at vi får al vores strøm fra sol og vind inden 2030, mener Green Power Denmark.

I første halvår af 2023 har vindmøller og solceller produceret mere strøm end nogensinde tidligere. Samtidig er elforbruget faldet, fordi forbrugerne under energikrisen er blevet mere opmærksomme på deres forbrug. Derfor er andelen af grøn strøm steget fra 60 procent i 2022 til 67 procent i første halvår af 2023.

– Det er en bemærkelsesværdig udvikling, som viser, at vi er godt på vej mod målet om en 100 procent grøn elproduktion. Det giver os forsyningssikkerhed og betyder, at vi skal importere færre fossile brændstoffer fra udlandet, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.

Elproduktionen fra vindmøller og solceller var i første halvår af 2023 på 11,4 TWh (terrawatt-timer). Det er 30 procent mere end for bare fire år siden, men den stigningstakt skal være endnu større, mener Green Power Denmark.

– I de kommende år skal vi fortsætte den grønne omstilling af industrien og transportsektoren, og vi skal levere grøn energi til resten af Europa – til gavn for klimaet, vores virksomheder og det danske samfund. Det kræver mange flere vindmøller og solceller, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

Udledningen af CO2 per kilowatt-time var på 91 gram i første halvår af 2023. For ti år siden var udledningen på 358 gram/kWh, og for fire år siden på 162 gram/kWh – næsten det dobbelte af i dag.

– Vi kan helt konkret måle, hvad indsatsen betyder for klimaet. Når vi tænder for ovnen, støvsugeren og oplader elbilen, belaster vi klimaet væsentligt mindre, end vi gjorde for få år siden, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

Den gennemsnitlige elpris var 43 procent lavere i første halvår af 2023, end den var i de samme måneder af 2022, hvor de høje priser på naturgas førte til højere priser på strøm. Gennemsnitsprisen var i 2022 på 1242 kroner per MWh (megawatt-time). I 2023 var elprisen 703 kroner/MWh.

– Grøn strøm er billig strøm. Solceller og vindmøllerne er en forsikring mod de ekstreme elpriser, som vi oplevede i store dele af 2022, slutter Thomas Aarestrup Jepsen.

klima, vindmølle, sol, solnedgang, sommer, himmel, co2, fn, natur
Elproduktionen satte ny grøn rekord i første halvår af 2023. (Foto: Pexels)

Læs også: Flere kommuner skal op i højere grønt gear

To polske mænd anholdt og sigtet for tyveri af 11 mærkevarecykler i Aarhus

De to mænd var på vej ud af landet med cyklerne, da de blev anholdt af betjente fra UKA Vest.To polske mænd på 44 og 45 år blev søndag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tyveri af 11 mærkevarecykler.

De to mænd kom tidligt søndag morgen kørende i en varebil på Sønderjyske Motorvej, hvor de var på vej ud af landet, og blev standset nær grænsen af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. I varerummet lå der 11 mærkevarecykler, som var stjålet i Aarhus for nyligt.

Den 45-årige mand har erkendt tyverierne, mens den 44-årige mand nægter sig skyldig, men erkender de faktiske omstændigheder. De sigtede kærede ikke varetægtsfængslingen.

elcykel cykel
To polske mænd anholdt og sigtet for tyveri af 11 mærkevarecykler i Aarhus … (Foto: PR)

Læs også: København har flest butikstyverier

Dagens billede: En trist fremtid

https://www.instagram.com/p/CtuqqGSJ2q1/

Sommerpostkort: Isen til den varme dag 🍋

https://www.instagram.com/reel/CtROtPbI1kv/?igshid=MzRlODBiNWFlZA%3D%3D

· Mere fra samme kategori ·