Læs også:

Close
københavn politi politibetjent

NEWS: Tilliden til politiet er høj som aldrig før

Nyheder  | 

Tilliden til politiet er høj som aldrig før · 30-årig tiltalt for at svindle 553 forurettede · Skolelukninger koster i huspriserne · Aftale om turbo-kyllinger får dyrevenner til at smile · Tirsdagens døgnrapport fra Roskilde Festival · Dagens video: En nysgerrig hval

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Tilliden til politiet er høj som aldrig før

87 % af borgerne har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, viser Justitsministeriets årlige undersøgelse af danskernes tryghed.

Justitsministeriet har i dag offentliggjort deres årlige tryghedsundersøgelse, og rapporten viser, at borgernes tillid til politiet er højere end nogensinde før.

Meget høj tillid til politiet … Som en del af tryghedsundersøgelsen, der er udarbejdet af Justitsministeriet, er borgerne blandt andet blevet spurgt, hvorvidt de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Til det spørgsmål svarer næsten 9 ud af 10 af de adspurgte ”ja”.

– Det er helt afgørende for os i politiet, at borgerne har tillid til, at vi kommer og hjælper, når de har brug for os. Dialogen med borgerne og tilliden mellem dem og os er en hjørnesten i vores arbejde. Og tilliden kommer ikke af sig selv, det kan vi se i adskillige andre lande. Derfor glæder undersøgelsens resultater mig også meget, lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde.

Andelen af borgere, der svarer ‘ja’ til, om de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, har i målinger foretaget mellem 2013 og 2021 ligget mellem 79 og 85 procent. 2022-tallet på 87 procent er rekordhøjt.

– Borgernes høje tillid til politiet hviler på mange forhold, men helt centralt står naturligvis, at borgerne har tillid til, at vi kommer dem til undsætning, hvis deres liv og helbred er truet. Det gælder både i det daglige politiarbejde og under større kriser som for eksempel corona-pandemien, hvor politiet gennem en meget lang periode leverede en ekstraordinært stor indsats, slutter rigspolitichef Thorkild Fogde.

Du kan læse mere i Tryghedsundersøgelsen 2022, heriblandt også om danskernes følelse af tryghed, på Justitsministeriets hjemmeside.

Faktaboks: Om Tryghedsundersøgelsen 2022:

Justitsministeriet har i 2022 gennemført en spørgeskemaundersøgelse om tryghed og tillid til politiet blandt borgerne i Danmark. Undersøgelsen er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte syv gange i perioden fra 2013 til 2019, og som Justitsministeriet har overtaget og udarbejdet siden 2021.

Spørgeskemaundersøgelsen er i 2022 besvaret af 25.796 personer og er baseret på de samme spørgsmål, som er stillet i alle tidligere år om borgernes grundlæggende tryghed i deres nabolag og deres tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Undersøgelsen er derudover siden 2021 udvidet med en række spørgsmål vedrørende typer af steder og adfærd, som de adspurgte kan føle sig utrygge ved.

københavn politi politibetjent
Danskerne har stor tillid til det danske politi … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Trygheden stiger i København

30-årig tiltalt for at svindle 553 forurettede

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod en 30-årig mand i en omfattende sag om økonomisk bedrageri for over to millioner kroner.

Den 30-årige mand er tiltalt for at have svindlet 553 borgere for i alt to millioner kroner. Fremgangsmåden har været forskellige former for groft bedrageri, blandt andet ved at have udgivet sig for at være ansat i et rekrutteringsfirma, som tilbød diverse rengøringsjobs.

Ifølge tiltalen har han i denne forbindelse franarret adskillige borgere deres personlige oplysninger, herunder personnumre og pas, og har efterfølgende misbrugt oplysningerne ved at foretage kreditkøb på en lang række webshops.

Derudover rummer tiltalen flere former for samhandelssvindel. Den 30-årige skal blandt andet have foregivet at ville købe bærbare computere og smykker via DBA og Facebook Marketplace, hvorefter han er mødt op på de forurettedes adresse og har fremvist en falsk bankoverførsel for at få varerne udleveret.

I andre forhold er han tiltalt for selv at have sat varer til salg på nettet, især elektronik, som han ikke udleverede, selv om de forurettede overførte penge for varerne.

Den 30-årige er desuden tiltalt for flere tilfælde af dokumentfalsk ved at have lavet falske kvitteringer for varer. Dertil kommer bedrageri ved at have tegnet mobilabonnementer i andre personers navne.

Anklagemyndigheden kræver den tiltalte, som er kroatisk statsborger, idømt fængsel og udvist for bestandigt.

Gode råd fra Politiet – læs her:

Undgå misbrug af identitets- og kortoplysninger og Forebyg økonomisk svindel på nettet

dba den blå avis
Ung, kroatisk mand tiltalt for utal af svindelnumre. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Fem mand dømt for omfattende bedrageri

Skolelukninger koster i huspriserne

En lokal skole er meget vigtig for nye tilflyttere, så skolelukninger risikerer at ramme både friværdi og kommunekasse, viser flytteundersøgelse.

En nærliggende folkeskole er en livsnerve for en by, for det holder på familier og trækker nye til. Det bekræfter en spørgeundersøgelse, som analysevirksomheden YouGov har gennemført for ejendomsmæglerkæden Home.

I Homes flyttebarometer udpeger danskerne hvert år, hvad der betyder mest for dem, når de skal finde et sted at bo. Og skole og pasning er mere vigtig … Her er ’tæt på daginstitution/skole/ungdomsuddannelse’ kravlet op på listen de seneste fire år, viser målingen. Størst betydning har pasning og skolegang i nærheden for familier med børn, hvor yngste er under syv år.

– For småbørnsfamilier er pasningsmuligheder og skole alt i alt det vigtigste ønske til en boligs beliggenhed. Over halvdelen (52 %) svarer, at det er blandt de tre vigtigste ønsker til hjemmeadressen, siger senior kommunikationskonsulent og talsperson Michael Dalsager i Home.

Pasning og undervisning i nærheden har altså stor betydning for den største økonomiske investering, som ejerboligen er for en familie, men også for gensalgsværdien af boligen. Derfor er det ikke godt nyt, at mange kommuner ifølge DR er så pressede på økonomien til næste år, at der er planer om skolelukninger og sammenlægninger rundt omkring i landet.

– For børnene er en lukket skole et tab, der kan mærkes i maven, men forældrene risikerer også, at det kan mærkes på pengepungen – i friværdien eller på salgsprisen på huset, fordi byen bliver mindre attraktiv for tilflyttere, fprklarer Michael Dalsager og peger på, at skolebesparelsen også kan koste i kommunens økonomi:

– For kommunen betyder færre tilflyttere typisk også færre skattekroner. Det kræver en ekstra indsats at trække folk til.

  • For familier, hvor yngste hjemmeboende barn er syv år eller ældre, er det godt hver femte (21 %), der peger på pasning og skole som blandt det vigtigste for dem.
  • Mindst betyder pasning og skole for ‘bedsteforældrene’. Det er kun 1 % af dem fra 60 år og op, der har det som et af de vigtigste ønsker til boligen, viser undersøgelsen.
skole dreng
Skole og pasning i nærheden betyder meget for børnefamilier, når de skal flytte. For familier med børn under seks år er det nummer 1 på listen, viser en undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden Home og analysevirksomheden YouGov. (Foto: PR)

Læs også: Ældre boligejere søger fællesskabet

Aftale om turbo-kyllinger får dyrevenner til at smile

Regeringens aftale med en række partier om at arbejde hen mod en udfasning af de berygtede turbo-kyllinger, får ros fra dyreorganisationen World Animal Protection.

– Vi er begejstrede, men håber også, at regeringen nu holder fast, og sætter fart på seriøse forbedringer af dyrevelfærden i de danske stalde, siger organisationen, udtaler programchef Esben Sloth.

Det vækker begejstring hos en af landets største dyrebeskyttelsesorganisationer, at store dele af Folketingets partier ser ud til endelig, at tage et opgør med de berygtede turbo-kyllinger, der opfedes så hurtigt, at dyrene lider i de overfyldte stalde, hvor de knap kan gå og stå, fordi kroppen er ekstremt overbelastet:

Aftalen forpligter regeringen til at arbejde for et forbud mod turbo-kyllinger i EU, og indfører samtidig et forbud mod at Statens institutioner indkøber Ross 308, som er den tekniske betegnelse for de hurtigt voksende dyr.

– Turbo-kyllinger skulle aldrig have været tilladt, så det er et stort skridt, at regeringen og aftale-partierne, nu ser ud til at de for alvor vil gøre noget ved et af de mest omfattende dyrevelfærdsproblemer i det industrielle landbrug. Den kyniske udnyttelse af hurtigt voksende kyllinger har været en enorm skamplet i de danske stalde i alt for mange år, fortsætter Esben Sloth, programchef i World Animal Protection.

– Vi er særligt glade for, at de vil skubbe på i EU for et forbud, og for at Staten ikke længere må indkøbe industri-kyllinger, der er opfostret som den type der kaldes Ross 308.
Men det ville have været ekstra stærkt, hvis de havde turdet gå hele vejen med et direkte nationalt forbud og en lynhurtig udfasning. Det kunne måske også have speedet processen i EU op, siger Esben Sloth, World Animal Protection.

Også hos de danske politikere, er der glæde over aftalen. SFs dyrevelfærdsordfører Carl Valentin, der i flere år har arbejdet for bedre dyrevelfærd i det danske landbrug, siger:

– I årevis har dyrevenner i Danmark lagt pres på politikere, landbrug og detailhandel for at stoppe produktion af de hurtigtvoksende turbokyllinger. Nu sker der endelig noget! Det er en milepæl, at vi nu får turbokyllingerne ud af statens køkkener, og at Danmark kommer til at arbejde for et EU-forbud mod produktionen. Det sætter en stor fed streg under, at dyr ikke skal fremavles til at vokse så hurtigt, at de lider under det.

turbokylling kylling dyrevelfærd
Aftale om turbo-kyllinger får dyrevenner til at smile … (Foto: PR)

Læs også: Ny rapport dumper Coops dyrevelfærd

Tirsdagens døgnrapport fra Roskilde Festival

Her er døgnrapport onsdag den 28. juni 2023 fra Roskilde Festival fra tirsdagens hændelser fra klokken 07.00 til onsdag klokken 07.00:

Tyveri af soundbox

Klokken 10.23 modtog politiet en anmeldelse om en stjålen soundbox fra campingområdet. En 17-årig festivalgæst havde medbragt soundboxen på festivalen, som var udlejet af et privat firma. Politiet optog rapport i sagen.

Salg af narkotika

Klokken 17.41 blev en 21-årig mand anholdt og sigtet for salg af narkotika. Politiet ransagede mandens telt på festivalen og efterfølgende hans folkeregisteradresse på Stevns, og der blev fundet 123 ecstasy-piller pakket i 123 poser til videresalg, 7 gram kokain pakket i 16 poser, 6 styk 2C-B-tabletter og 75 gram hash. Efter endt afhøring, blev den 21-årige løsladt, og han vil få afgjort sagen på et senere tidspunkt.

Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen 

Klokken 23.09 modtog politiet en anmeldelse om slåskamp ved teltområde F47. En patrulje kom frem til stedet, hvor to mænd – begge 24 år – blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Begge mænd fremstod påvirkede og var derfor frihedsberøvede frem til de tidlige morgentimer, hvor de blev løsladt igen. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.

Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen 

Klokken 23.50 modtog politiet en anmeldelse om voldelig opførsel ved Tårn P. Politiet kom frem til stedet og sigtede en anholdt en 18-årig mand, som fremstod påvirket. En 20-årig mand blev ligeledes sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 18-årige mand fremstod påvirket og blev taget med på politistationen, hvor han var frihedsberøvet frem til klokken 03.03, hvor han blev løsladt til gaden.

Vold 

Klokken 00.03 kom en 25-årig mand cyklende ad Darupvej mod øst og i den forbindelse overhalende han to festivalgæster, der gik på cykelstien. I forbindelse med overhalingen, slog den ene af de to personer til fods ud efter cyklisten, der blev ramt af knytnæveslag på skulder og arm. Politiet kom frem til stedet, hvor manden til fods – en 61-årig mand – blev sigtet for vold. Han kan forvente at høre fra politiet på et senere tidspunkt.

Vold

Klokken 03.11 modtog politiet en anmeldelse om vold på campingområdet. Politiet kom frem til stedet, hvor to mænd opførte sig voldeligt over for en tredje mand. De to mænd – begge 25 år gamle blev anholdt og sigtet for vold mod en 18 årig mand. Politiet skal nu kortlægge, hvad der er gået forud for slagsmålet.

Fartmåling på motorvejen

På Holbæk Motorvejen ved Roskilde er der under Roskilde Festival indført midlertidig hastighedsnedsættelse på 80 km/t.

I det vestgående spor målte politiets automatiske trafikkontrol (ATK) i tidsrummet 10.51 – 13.51. 5.228 bilister passerede, heraf blev 121 blitzet, 10 bilister kan se frem til et klip, og højeste hastighed blev målt til 126 km/t.

I det østgående spor blev der målt i tidsrummet 14.52 – 18.52. 6.795 bilister passerede, 198 blev blitzet, 30 klip, 2 betingede frakendelser af kørekortet, og højeste hastigheder var hhv. 132 og 139 km/t.

roskilde festival (Foto: Visual Hunt)
Døgnrapport fra Roskilde Festival  …(Foto: Visual Hunt)

Læs også: Døgnrapport fra Roskilde

Dagens video: En nysgerrig hval

https://www.instagram.com/reel/Ct8ZgXDo_Ul/?igshid=NTc4MTIwNjQ2YQ%3D%3D

· Mere fra samme kategori ·