
NEWS: Ældre boligejere søger fællesskabet
Ældre boligejere søger fællesskabet · Et års fængsel for at overtræde polititilhold · Det vil danskerne vide inden efterårsferien · Ukraine vinder terræn · Indbrudstyv anholdt på vej ud af landet · Dagens video: Abekopper
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Ældre boligejere søger fællesskabet
Jo ældre vi bliver, jo mere interesserede er vi i en boligform med fælles faciliteter. Det viser en helt ny undersøgelse blandt mere end 1.300 boligsøgende, skrevet op i EDC’s køberkartotek.
I undersøgelsen svarer en tredjedel af de boligsøgende over 60 år, at de er interesserede i en bolig med større fællesskab med naboerne, end man har i det traditionelle villakvarter. Blandt de yngre boligkøbere under 35 år er interessen for en bolig med større grad af fællesskab kun 17 pct., svarende til hver sjette.
– Det er måske ikke helt overraskende, at man som ældre i højere grad søger fællesskabet, mens de unge børnefamilier har travlt med job, karriere og at få hverdagen til at hænge sammen med børnene. Alligevel er der en markant forskel i interessen, som desuden er entydigt stigende jo ældre boligkøberne er, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.
Den store interesse for boliger med fælles faciliteter opleves helt konkret hos landets ejendomsmæglere:
– Når vi indimellem kan udbyde boliger i et nyt bofællesskab men med individuelle boliger, har vi købere camperende på fortovet flere dage før salget åbnes. Og det er netop de lidt ældre, der tager plads i campingstolen, for at sikre sig en bolig, fortsætter Jan Nordmann.
Hos landets EDC-mæglere oplever man ofte, at det netop er manglen på en attraktiv bolig at flytte til, der holder de ældre boligejere tilbage med at sætte til salg, selvom den nuværende bolig både kan være for stor og besværlig at vedligeholde.
På den baggrund kunne man hos landets største mæglerkæde ønske sig, at kommunerne blev bedre til at prioritere udviklingen af boligområder med plads til bofællesskaber:
– Traditionelt søger man i kommunerne at tiltrække børnefamilierne ud fra en idé om, at disse bidrager godt til skatteindtægterne og ikke koster så meget i den kommunale service. Det er isoleret set også rigtigt. Men jeg tror, at man ofte overser, at hvis der skabes attraktive boformer for de ældre, der jo netop bor i de villaer, som de unge efterspørger, så kan vi slå to fluer med et smæk; de ældre får mulighed for at rykke ud af villaerne til et bofællesskab, og de unge rykker ind i villaerne og bidrager til kommunekassen, slutter han.
Det er især i Region Hovedstaden, at interessen for seniorvenlige bofællesskaber er stor, mens den er noget mindre vest for Storebælt.
Undersøgelsen er gennemført i september 2022 blandt 1.308 købere i EDC’s køberkartotek.

Læs også: Spot en ældre ensom person – og gør noget
Et års fængsel for at overtræde polititilhold
En 54-årig mand er dømt for omfattende chikane samt for trusler og vold. Manden var tiltalt for i over 50 tilfælde at have optrådt polititilhold. Tilholdene havde han fået, fordi han udsatte en række personer for chikane. Personerne havde alle tilknytning til en højskole, som manden for flere år tilbage var blevet bortvist fra. Alligevel opsøgte han dem igen og igen. Forholdene skete over en periode fra oktober 2019 til november 2021. Samtidig var manden tiltalt for trusler og vold.
Retten lagde vægt på, at manden gennem flere år meningsløst og systematisk forfulgte en række personer, hvoraf nogle blot havde en helt perifer tilknytning til højskolen og idømte manden et års ubetinget fængsel.
– Der er tale om en sag, der har haft store konsekvenser for de involverede personer. Dommen sender et klart signal om, at systematisk forfølgelse af denne karakter er fuldstændigt uacceptabelt, forklarer sagens anklager Bjarke Moe Enevoldsen.
Den dømte har nu 14 dage til at anke dommen.

Læs også: Bliv klogere på psykisk vold i forholdet
Det vil danskerne vide inden efterårsferien
En stor del af danskerne er bekymret for, hvordan udlandsrejsen vil forløbe i efterårsferien på bagkant af en turbulent sommer hos fly- og lufthavnsselskaber. Særligt én ting bekymrer.
Hos Alm. Brand Group har der været ekstraordinært travlt i det sidste halve år, hvor markant flere kunder har henvendt sig om rejser.
– Telefonerne gløder og har gjort det siden maj. På vores mest travle dage er niveauet for henvendelser om rejser højere end før corona. Det er ekstraordinært, hvor bekymrede kunderne er for, hvordan de er stillet, hvis noget går galt på rejsen, fortæller Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan, der er en del af Alm. Brand Group.
Det er de rekordhøje antal bagageforsinkelser i de europæiske lufthavne i sommerferien, der har fået flere danskere til at bekymre sig om udlandsrejsen i efterårsferien.
– I de sidste mange år har det typisk været spørgsmål om, hvordan man er stillet som kunde ved sygdom på rejsen, men nu er det bagageforsinkelser, der har taget førstepladsen blandt bekymringerne.
Alm. Brand Group har fået 46 pct. flere anmeldelser af bagageforsinkelse i sommeren i år sammenlignet med samme periode i 2019, før corona prægede vores rejsevaner:
– Der er ingen tvivl om, at kundernes oplevelse med bagageforsinkelse, flyselskabernes strejker og flyaflysninger fra sommerferien stadig er helt frisk i hukommelsen.
Der er dog hjælp at hente, fortæller skadesdirektøren:
– Vi dækker som udgangspunkt bagageforsinkelsen, hvis man har indboforsikring i Codan. Men selvom vi erstatter økonomisk, så kan vi desværre ikke skaffe de ting, der har høj affektionsværdi. Hvis du derfor rejser med genstande, der er meget betydningsfulde for dig, så hav det med i håndbagagen.
Ved siden af baggageforsinkelser og spørgsmål om sygdom under rejsen oplever Alm. Brand Group, at flyaflysninger, -strejker og -konkurs fylder i henvendelserne fra kunderne.
– Hvis man som kunde oplever flyaflysninger, forsinkelser eller bøvl med baggage på grund af strejker, er det selve fly- eller rejseselskabet, der skal rettes henvendelse til. Ved konkurs kan Rejsegarantifonden hjælpe i nogle af tilfældene, fortæller skadesdirektøren og tilføjer:
–Ved sygdom skal man tage fat i sit forsikringsselskab. Er du kunde hos os, kan du få fat i os døgnet rundt på vores akuttelefon.
Det ringer danskerne og spørger om:
Hvordan er jeg stillet, hvis min bagage er forsinket?
Hvor mange timer, skal der gå før min forsikring træder i kraft?
Hvordan er jeg stillet, hvis jeg bliver syg undervejs?
Kan jeg få hjemtransport?
Hvordan er jeg stillet, hvis mit fly bliver forsinket eller aflyst?
Er jeg dækket af forsikringen?
Gode råd inden du køber rejsen:
Hvor går turen til? Undersøg at din rejseforsikring dækker dig på din ønskede destination.
Rejseforsikringen
Undersøg hvilke begrænsninger din rejseforsikring har, hvis du rejser til et land med fx høj corona-smitte og mange restriktioner, der begrænser ens råderum og muligheder.
Afbestillingsforsikring – vær opmærksom på, hvordan din afbestillingsforsikring dækker dig.
Få svar på de typiske spørgsmål om rejser her.

Læs også: Kender du begrebet flyskam
Ukraine vinder terræn
Den seneste tid, har der været en del beretninger om ukrainske sejre i det strategisk vigtige Kherson, hvis russiske besættelse skete efter invasionen den 24. februar. Dermed har de ukrainske styrker på kort tid gjort store fremskridt i deres modoffensiv i Kherson-regionen.
Siden starten af oktober har ukrainerne slået de russiske styrker omtrent 20 kilometer tilbage nord for Kherson, hvilket russerne var måneder om at indtage. Kherson er en af fire delvist besatte ukrainske provinser, som Rusland mener at have annekteret i de seneste uger, og den er af enorm strategisk, økonomisk og symbolsk betydning for Moskva, siden den foruden sin rolle som producent af massevis af fødevarer også er indgangen til den russiskbesatte Krim-halvø og Ukraines vigtige havne i Sortehavet.
Dermed er Ukrainernes fremskridt tydelige, også i Rusland, der opfordrer civile i Kherson til at lade sig evakuere.
Ukraines væbnede styrker hævdede i slutningen af sidste uge at have befriet mere end 600 bosættelser fra den russiske besættelse i den seneste måned i Kherson-regionen og i den nordøstlige Kharkiv-region.

Læs også: Tal med børn om krigen i Ukraine
Indbrudstyv anholdt på vej ud af landet
Anholdt mand sigtet for indbrud fremstillet i grundlovsforhør i torsdags. Det drejer sig om en 31-årig litauisk statsborger, der onsdag eftermiddag blev standset på vej ud af Danmark i en varebil med tyvekoster. Den 31-årige mand blev fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg i torsdags.
Varebilen blev standset klokken 17.23 på den sønderjyske motorvej ved Padborg i sydgående retning. I bilen fandt patruljen fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) blandt andet bildæk med fælge og en havetraktor.
Den 31-årige blev anholdt og bilen blev bragt til nærmere undersøgelse. Her blev der fundet en havetraktor med plæneklipper, to boremaskiner, en motorsav og otte bildæk med fælge af mærket BMW. Kosterne viste sig at stamme fra et indbrud i et værksted i Hedensted for et par uger siden. Den 31-årige mand blev sigtet for indbrud.

Læs også: Litauisk mand dømt og udvist
Dagens billede: Abekopper