
NEWS: De ‘grimme’ grøntsager går som varmt brød
De ‘grimme’ grøntsager går som varmt brød · To mænd dømt for omfattende våbenlager i lejlighed · Dobbeltrettet trafik på Storebæltsbroen i denne uge · Stabil pris på apoteksmedicin · Mand idømt fængsel og udvisning for voldtægt, vold, trusler og psykisk vold · Dagens billede: En skidt statistik
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
De ‘grimme’ grøntsager går som varmt brød
Sidste år har danskerne reddet hele 500.000 poser med skæve, krumme og frasorterede madspildsagurker – og Danmarks største væksthus-grøntsagsproducent og Stop Spild Af Mad’s samarbejdspartner Nordic Greens har derudover allerede opnået FN’s Verdensmål mod madspild 10 år før deadline.
Siden 2018 har foreningen Stop Spild Af Mad samarbejdet med Danmarks største væksthus-grøntsagsproducent Nordic Greens, som dengang hed Alfred Pedersen & Søn, sammen med danskerne og flere toneangivende detailkæder som REMA 1000, Coop og Salling Group om at redde “grimme” grøntsager fra madspildsdøden – altså for eksempel frasorterede, ukurante tomater og skæve agurker.
Grøntsagerne går som varmt brød – og i 2022 har danskerne sammen med Nordic Greens, Salling Group og foreningen Stop Spild Af Mad reddet hele 500.000 poser med skæve, krumme og frasorterede madspildsagurker som blandt andet findes under brandet “Pedersens Fravalgte” i Føtex, Bilka og Netto. Katrine og Alfreds “uperfekte agurker” findes i Kvickly og Coop. Derudover findes madspildsagurkerne også i REMA 1000 under brandet “Nordic Greens”. Det velkendte Stop Spild Af Mad logo figurerer også på produkterne.
Faktisk har Nordic Greens allerede formået at opnå FN’s Verdensmål mod madspild 10 år før deadline. Af den totale produktion er madspildet hos Nordic Greens reduceret fra en andel på 8,4 % i 2018 til 4 % madspild i 2019 til 1,7 % i 2020 – og det flotte niveau holdes tilsvarende lavt i 2022.
Samarbejdet om at redde de ‘grimme’ grøntsager fra madspildsdøden støtter også foreningen Stop Spild Af Mad’s vedvarende arbejde i kampen mod madspild. Rikke Dybkjær Pedersen, Public Relations Manager hos Nordic Greens, glæder sig over det meningsfyldte samarbejde:
– Vi er glade for at være en af de første danske virksomheder som støttede op om organisationen Stop Spild Af Mad og Fødevareministeriets nationale partnerskab, Danmark Mod Madspild, så vi sammen kan komme madspild til livs. Alene i 2022 ville 330 tons tomater og agurker have lidt madspildsdøden, hvis ikke vi havde igangsat en fokuseret indsats for at redde dem. Heldigvis har både forbrugerne og detailkæderne vist sig at være klar til ligestilling mellem 1. klasses og de overskydende 2. klasses tomater og agurker af samme høje kvalitet, så de undgik madspildsdøden. Vi fortsætter kampen. Sammen med detailhandlen. Sammen med danskerne. For klodens – men også for grøntsagernes skyld. For det skæve og krøllede rummer lige så meget skønhed og god smag.
Også hos Stop Spild Af Mad er stifter og bestyrelsesformand, Selina Juul, glad for samarbejdet:
– Det er så utroligt flot, at Nordic Greens har opnået FN’s Verdensmål mod madspild allerede 10 år før deadline. De ‘grimme’ grøntsager har også brug for kærlighed. Derfor glæder det os, at danskerne tager så godt imod de frasorterede og ukurante grøntsager – det giver god mening i kampen mod madspild og det giver også en god smag i munden. Selvom agurken er krum, smager den ikke anderledes end den pæne og lige agurk.
Samarbejder fortsætter i år og den nye sæson for de ‘grimme’ grøntsager fra Nordic Greens er startet i maj måned.

Læs også: 8 gode grund til at stoppe madspild
To mænd dømt for omfattende våbenlager i lejlighed
En række forskellige våben blev i efteråret 2021 fundet i en lejlighed i Ballerup. Det har nu ført til lange fængselsstraffe for to mænd.
Et fund af en pistol under et bilsæde har ført til, at to mænd nu har fået lange fængselsdomme for blandt andet at have opbevaret et større antal våben i en lejlighed. Det er sket mandag ved Retten i Glostrup, hvor National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået de to mænd på 23 og 26 år idømt fængsel i henholdsvis 11 og ni år.
Retten fandt det bevist, at begge mænd havde besiddet og opbevaret seks pistoler, en revolver, en gas- og signalrevolver, en halvautomatisk riffel samt en maskinpistol i en lejlighed i Ballerup. Derudover inkluderede våbenlageret to lyddæmpere samt en stor mængde ammunition af forskellige typer og kaliber.
Sagen begyndte da Særlig Efterforskning Øst (nu NSK), på baggrund af efterforskning mod den ene nu dømte mand, i november 2021 stoppede ham i sin bil. Her fandt politiet en pistol, hvilket førte til anholdelsen af den nu dømte 23-årige.
Straks herefter blev lejligheden med våbenlageret ransaget og de mange skydevåben fundet i blandt andet en sportstaske og et køkkenskab. Spor i lejligheden kædede desuden våbnene sammen med to personer, der er kendt af politiet, og på den baggrund blev de siden begge idømt ti års fængsel i sagen.
Specialanklager ved NSK, Rasmus von Stamm, siger:
– Sagen her viser, at NSK har stor indsigt i de kriminelles færden og i deres netværk. Så snart muligheden opstod, slog politiet til, og det har nu resulteret i en række lange fængselsdomme samt at 11 farlige skydevåben er taget ud af cirkulation i det kriminelle miljø. Der har været tale om meget alvorlig kriminalitet, og derfor er jeg godt tilfreds med, at retten har udmålt betydelige straffe i sagen.
De to mænd blev også dømt for at have været i besiddelse af kokain. Under ransagningen af lejligheden i Ballerup fandt politiet – foruden de mange våben – også spor, der pegede på, at lejligheden havde været brugt til ompakning af større mængder kokain. På baggrund af blandt andet den emballage, der blev fundet i lejligheden, fandt retten det bevist, at det drejede sig om mindst syv kilo kokain.
Begge dømte har anket rettens afgørelse.

Læs også: Mand tiltalt for drab på samlever
Dobbeltrettet trafik på Storebæltsbroen i denne uge
I denne uge bliver der i aften- og nattetimerne arbejdet på Storebæltsforbindelsens Vestbro for at færdiggøre asfaltsarbejde til glæde for de mange trafikanter, der dagligt krydser forbindelsen. Den nye asfalt er lettere at køre på, og derved reduceres forbruget af brændstof og CO2-udledningen.
Arbejdet foregår om natten for at skabe et trafikfrit og sikkert område, som samtidig giver mulighed for at lægge den sidste del af asfalten hurtigere og mere effektivt end i dagtimerne. Det betyder, at trafikken vil køre dobbeltrettet i den ene side af broen, mens der arbejdes i den modsatte side.
Med de mange tusinder trafikanter, som hver dag krydser broen kræver det en stærk asfalt, der kan holde til stor trafikbelastning. Helt konkret udlægges en såkaldt skærvemastiks, som er særligt velegnet på broer, motorveje og i lufthavne.
Den nye asfalt giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej, og gør det lettere for dækkene at køre på. På den måde bruger biler og lastbiler mindre brændstof, og derved reduceres CO2-udledningen fra trafikken. I tillæg til asfaltsarbejdet vil der også monteres flere af de elektroniske færdselstavler, som indgår i den samlede opgradering af sikkerheden på broen. Derudover foretages malerarbejde.
Trafikrestriktioner:
Trafikken vil køre dobbeltrettet i nattetimerne mandag til torsdag i følgende tidsrum:
Mandag den 22. maj kl. 20.00-05.00
Tirsdag den 23. maj kl. 21.00-05.00
Onsdag den 24. maj kl. 21.00-05.00
Torsdag den 25. maj kl. 20.00-09.00
Mens trafikken er omlagt, er hastighedsbegrænsningen 80 km/t, og overhaling er ikke tilladt.
Der vil opstå ventetid under omlægning af trafikken.
Læs mere om vejarbejderne og hvornår de præcist vil påvirke trafikken her.

Læs også: Danmarks største lynladepark etableres ved Storebælt
Stabil pris på apoteksmedicin
Danskerne oplever ikke de samme stigninger på apoteket som de ellers har oplevet på strøm, varme og fødevarer.
Mens forbrugerpriserne er galoperet af sted med en inflation, der toppende på 10 procent, har priserne på tilskudsberettigede lægemidler solgt af Lifs medlemsvirksomheder holdt sig i ro. Det viser den nyeste gennemgang af priserne på medicin, gennemført af Lægemiddelindustriforeningen, Lif.
– Medicinpriserne har holdt sig i ro i en usikker tid med tiltagende inflation og økonomisk bekymring for mange danskere. Selvom det for nogen kan være svært at få pengene til at række ved stigende forbrugerpriser, er det positivt for mange mennesker, at deres medicin ikke er steget, siger Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lif.
– Når Lifs medlemmers medicinpriser kan holdes i ro midt i denne inflationstid, skyldes det, at Lif indgår aftaler om loft over priserne på tilskudsberettigede lægemidler med Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner. Forbrugerne har samtidig glæde af, en stærk konkurrence blandt virksomhederne på generisk medicin og et godt system, der giver nye priser hver anden uge. Apotekerne er så forpligtet til at tilbyde kunden den billigste udgave af hver slags medicin, slutter Henrik Vestergaard.

Forbrugerpriserne er gennem de seneste seks kvartaler vokset med 12 procent, mens apoteksmedicin fra Lifs medlemmer er steget under en procent. Til sammenligning er andet apoteksmedicin steget lidt over 10 procent gennem seks kvartaler fra 3. kvartal 2021 og frem til første kvartal 2023, og således er det samlet medicinprisindeks vokset med lidt over 7 procent i perioden.

Læs også: Ny genteknologi kan afsløre hvor godt medicin virker
Mand idømt fængsel og udvisning for voldtægt, vold, trusler og psykisk vold
56-årig mand idømt fængsel og udvisning for voldtægt, vold psykisk vold og trusler. Manden, som har haft lovligt ophold i Danmark gennem 18 år, bliver efter afsoningen af dommen på 3,5 års fængsel udvist af Danmark for bestandigt.
Retten i Helsingør har i forrige uge idømt en 56-årig mand 3,5 års fængsel, samt udvist ham af Danmark for bestandigt, efter han blev kendt skyldig i bl.a. voldtægt, vold, psykisk vold og trusler mod en 50-årig kvinde, som han var kærester med. Forholdene blev begået på en adresse i Nivå samt på flere ikke nærmere angivne steder over en periode på flere måneder frem til juli 2022.
Retten fandt det bevist, at den 56-årige ved sin adfærd havde styret og bestemt, hvad den 50-årige kvinde måtte og ikke måtte gøre, samt at manden havde kontrolleret og gennemset kvindens telefon, nægtet hende kontakt med hendes familiemedlemmer, ligesom han havde slået og truet hende flere gange. Samlet set var adfærden så grov, at den var omfattet af straffelovens bestemmelse om psykisk vold, som blev indført i 2019.
Manden blev i samme sag også kendt skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år samt blufærdighedskrænkelse begået mod samme barn. Den 56-årige ankede dommen på stedet,
– Psykisk vold er stadig et forholdsvist nyt sagsområde i strafferetsplejen. Derfor er en dom som denne vigtig dels for at skabe præcedens for fremtidige sager, dels fordi den viser, at det nytter at anmelde det, hvis man er udsat for psykisk vold, siger advokaturchef Randi Tvile fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
Fakta om psykisk vold:
Psykisk vold i nære relationer defineres som gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer. Handlingerne kan ske i affekt eller være planlagte og have til formål at kontrollere eller begrænse den voldsudsattes livsudfoldelse.
Psykisk vold kan give sig udtryk via:
• Nedgørende, ydmygende og krænkende behandling
• Følelsesmæssig manipulation
• Trusler
• Isolation
• Forskellige kontrolstrategier
Kilde: Lev uden vold. Læs mere om den socialfaglige definition af psykisk vold.
Er du i tvivl om du bliver udsat for psykisk vold eller har du brug for råd, kan du finde en liste over, hvem du kan kontakte her.

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter