
NEWS: Hver tredje planlægger juleferie i udlandet
Hver tredje planlægger juleferie i udlandet · Preservation is the new black – også under tøjet · Større konfiskering af ulovligt fyrværkeri · Den nye regering præsenteret · Julerier med de kendte · EU-banken yder gigantisk lån til dansk biotekvirksomhed · Dagens billede: Royalt julekort · Fredagsfjol: Alle kan have brug for et kram 🐶
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Hver tredje planlægger juleferie i udlandet
Julen nærmer sig med hastige skridt. Nogle fejrer med familien derhjemme med juletræ og traditionel julemad. Andre pakker kufferten og rejser ud af landet. Og i år ender hver tredje dansker (35 pct.) potentielt med at fejre julen på andre breddegrader end de hjemlige. Hver tiende (12 pct.) har allerede bestilt julerejsen, mens knap hver fjerde (23 pct.) planlægger at bestille en rejse over julen. De fleste rejser for at få kvalitetstid med familien og for at undgå julestress. Det viser en ny undersøgelse foretaget af rejsearrangøren Apollo blandt 1.000 danskere.
Klassisk jul med juletræ og julemad? Eller julefest under sydens sol med julehygge på en anden måde? Der er mange måder at fejre julen på. En undersøgelse foretaget af Apollo viser, at mere end hver tiende dansker (12 pct.) allerede har bestilt en julerejse, mens yderligere knap hver fjerde (23 pct.) planlægger at bestille en rejse i juleferien.
Når vi rejser væk i julen, er det primært for at få kvalitetstid med familien (19 pct.) eller for at slippe for den stress (14 pct.), der kan være forbundet med at få styr på det helt rette træ, de rette julegaver og få tryllet den helt rigtige julemiddag frem.
Nogle vælger dog også at forlade landet af helt andre årsager. For eksempel svarer 7 pct. af de 26-35-årige i undersøgelsen, at de rejser væk for at undgå familien. Den slags kvaler har de 56-65-årige, hvor kun 1 pct. rejser over julen for at undgå familien, ikke.
Knap hver tiende (8 pct.) blandt de 36-45-årige ønsker at rejse væk for at undgå svigerfamilien. I det hele taget er der sammenlagt en del (15 pct.), der ønsker at flygte fra familien på den ene eller anden facon – om det så er børn, partneren eller svigerforældre, man ser frem til at være foruden.
– Der er mange, der stresser alt for meget over julen, og derfor er det dejligt, at der er mange, der vælger at slippe det stressmoment ved fx at rejse væk over julen for på den måde at have mere tid og overskud til sig selv og måske den nærmeste familie. Lidt tid væk fra det hele, hvor man kan få det hele serveret og der ikke er nogen forventninger, kan nogle gange gøre underværker, fortæller Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.
Kan vi frit vælge, hvordan vi skal fejre den søde juletid, så står en solferie øverst på ønskelisten i vinterhalvåret (36 pct.) efterfulgt af en weekend- eller storbyferie (25 pct.) eller en skiferie (15 pct.) At sol og varme er tiltrængt i vinterhalvåret fremgår også tydeligt af, hvor danskerne helst vil holde nytår. Her svarer hver fjerde (23 pct.), at de helst vil skåle det nye år ind på stranden. 29 pct. vil dog stadig helst fejre nytåret hjemme.
Ifølge Apollos egne tal er otte ud af 10 rejser booket hen over juleferien, og det mest populære rejsemål for danskerne er Fuerteventura.
Top 5: Her vil danskerne helst skåle nytåret ind:
1) Hjemme
2) På en strand
3) På en rooftop i en storby
4) På en skibakke
5) På en båd ude midt på havet
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen blev gennemført i oktober 2022 af Mantap på vegne af Apollo. Undersøgelsen havde over 1.000 respondenter i alderen 18-66+ og blev gennemført i Sverige, Norge, Danmark og Finland.

Læs også: Seks afslappende rejsemål
Preservation is the new black – også under tøjet
Organic Basics er et dansk firma, der designer og producerer undertøj, men også et modefirma med stort fokus på klodens tilstand og vores fælles fremtid. I 2015 startede Christoffer Immanuel, Alexander Christiansen og Mads Fibiger undertøjsfirmaet Organic Basics. Sammen drømte de om at designe og producere undertøj, der ikke bare var lækkert og holdbart, men som også var produceret ud fra visionen om at belaste miljø og klima mindst muligt. Det var der ikke meget fokus på dengang, hvor meget få talte om bæredygtighed i modeindustrien …
Heldigvis er det ændret markant siden. Også for Organic Basics, der i dag er del af en international modevirksomhed og ejet af verdens største undertøjsproducent Delta Galil. En af de afgørende grunde til deres interesse og opkøb af den danske virksomhed var netop Organic Basics´s fokus på bæredygtig omstilling og produktion.
I dag er genbrug – secondhand – vintage – kært barn har mange navne – i en blomstrende udvikling. Bare ikke når det gælder undertøj. Det var en af de ting, de tre iværksættere selv havde set som et problem i deres egne indkøbsvaner, da de startede virksomheden. For de købte masser af secondhandtøj, men ikke undertøj. Generelt vil vi gerne købe genbrug, men ikke eje andres udtrådte underbenklæder.
De tre iværksættere stod også med en anden udfordring. Meget undertøj laves nemlig i Østen som for eksempel i Bangladesh. Det ville de gerne udfordre – og på den helt rigtige klima-ansvarlige måde. Med ’de tre P’er’ (People, Planet og Profit) blev en virksomhedsplan derfor iværksat og eksekveret. Resten er historik og en ”on going”- ting, for aldrig har der været mere brug for virksomheder som Organic Basics, hvis vi skal redde kloden.
Til Black Week udviklede Organic Basics en kampagne sammen med Den Danske Naturfond. Som virksomhed ønskede de ikke bare at melde sig ud af købelystne forbrugeres jagt på gode tilbud. Derfor spurgte de selv, om man kunne gøre begge dele – altså lade forbrugerne spare penge og samtidig hjælpe natur, biodiversitet og miljø. Målsætningen var samtidig at skabe opmærksomhed på Organic Basics hjertesag under sloganet: ’Preservation is the new Black’.
Hos Organic Basics tror de på den gode historie, og det er også netop, hvad denne historie er – en god succeshistorie. Ikke alene har mange købt nyt undertøj under Black Week, men de har også været med til at støtte den vilde danske natur. Resultatet af Black Week-kampagnen betyder nemlig, at Organic Basics har kunnet doneret hele 4.641 kvadratmeter til Naturfondens nye skov udenfor Vejle. Den får nu lov til at være naturens for altid. Det kunne firmaet, fordi deres kunder til sammen lagde omkring 2.500 ordrer i perioden, hvoraf Organic Basics altså donerede næsten to m2 for hvert salg. På den måde blev to procent af hele omsætningen på Black Friday vekslet til mere natur i Danmark gennem Den Danske Naturfond.
Organic Basics´s donation er gået til at sikre Engelsholm Sønderskov; en meget smuk skov, der ligger tæt på Vejle. Det er rent faktisk en skov, som de tre fyre, der kommer fra Aarhus, kender tilbage fra deres barndom. Skoven ligger i Vejle Ådals kuperede terræn, der er et af de smukkeste steder i landet. Den Danske Naturfond har fornylig købt skoven for at lade den udvikle sig frit som en naturlig skov. Her kan man kan møde Europas største ugle, stor hornugle, Danmarks største spætte, den kragestore sortspætte, samt den smukke grønspætte, grævlingen, mosser og insekter. På den måde blev der bundet en ekstra fin grøn sløjfe på Black Week-historien.
Organic Basics har en målsætning om at blive CO2-neutrale. Men at være med til at gøre en forskel, og få både civilsamfundet og kapitalistsamfundet til at forenes på en god og intelligent måde er vigtigt. Derfor bruger de også en del af virksomhedens overskud til at sænke farten på klimakrisen. Netop nu undersøger de mulighederne for at installere solceller på alle fabrikker, der primært ligger i Portugal, Italien og Tyrkiet. Så fremtiden er grøn – både for klimaet og Organic Basics.
Du kan læse mere om Naturfonden her og Organic Basics her.

Læs også: The Body Shop droppede Black Friday
Større konfiskering af ulovligt fyrværkeri
En ransagning ledte i sidste uge til, at en større mængde ulovligt fyrværkeri og kemikalier blev konfiskeret på en adresse i Jægerspris.
Nordsjællands Politi ransagede i sidste uge en adresse i Jægerspris med støtte fra Ammunitionsrydningstjenesten (EOD). Her blev over 100 kilo ulovligt fyrværkeri konfiskeret hos en 34-årig mand, der havde kastet sig ud i en karriere som autodidakt fyrværker.
Den 34-årige mand havde en større mængde krysantemumbomber og materialer til fremstilling af fyrværkeri på adressen samt en arbejdsstation til produktion af kanonslag. Manden blev sigtet og anholdt for brud på fyrværkeriloven, og står til en bødestraf.
Der blev i samme ombæring fundet en mindre mængde narkotika, som den anholdte også blev sigtet for. EOD vurderede, at de fundne kemikalier og fyrværkeri ikke var til fare for andre, hvorfor området ikke blev evakueret.
Fyrværkeriet er nu i Politiets varetægt med henblik på senere destruktion. Nordsjællands Politi fraråder på det kraftigste, at man håndterer ulovligt fyrværkeri, da det kan være ekstremt farligt.
Gode råd om brug af fyrværkeri fra Sikkerhedsstyrelsen:
• Ulovligt fyrværkeri er farligt – det kan eksplodere op i hovedet på dig. Derfor må du kun anvende godkendt fyrværkeri købt i Danmark, men du må naturligvis ikke bruge det på en ulovlig måde. Hvis fyrværkeri er godkendt, har det et CE-mærke. Hvis ikke det har et CE-mærke, eller er købt i/indført fra udlandet, er det farligt og derfor ulovligt at anvende i Danmark.
• Brug altid beskyttelsesbriller.
• Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
• Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
• Gå aldrig tilbage til en fuser.
• Man må kun købe/sælge fyrværkeri i perioden den 15.- 31. december.
• Man må kun affyre mellem den 27. december til den 1. januar i det efterfølgende år.

Læs også: Dyrenes beskyttelse ønsker forbud mod fyrværkeri for private
Den nye regering præsenteret
Ministrene i den nye SVM-regering blev i går torsdag klokken 10 præsenteret for dronningen på Amalienborg torsdag. Ifølge kongehuset var både dronning Margrethe og kronprins Frederik til stede for at modtage den nye regering. Og klokken 11.15 modtog dronningen og kronprinsen de ministre, som fratræder.
I går onsdag præsenterede Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne det regeringsgrundlag, som den nye regering er dannet på baggrund af.
Det er ingen overraskelse, at Mette Frederiksen (S) genindtager statsministerposten. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen bliver vicestatsminister og forsvarsminister, mens Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen bliver udenrigsminister i den kommende SVM-regering. Der er 23 ministre i den nye SVM-regering. Og en af de vigtigste poster ligger fortsat hos Socialdemokratiet.
Nicolai Wammen (S), der har været finansminister under den afgående regering, fortsætter nemlig på posten. Det fremgår af ministerlisten.
Af andre socialdemokrater på ministerholdet kan nævnes tidligere beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der bliver justitsminister, samt tidligere forsvarsminister Morten Bødskov, der bliver erhvervsminister.
Christina Egelund er nyudnævnt minister, og hun er ‘meget tilfreds med det hele’ …
– Det kom som en meget stor overraskelse, det er ikke nogen hemmelighed, fortalte hun.
Christina Egelund, tidligere medlem af Liberal Alliance, skal nu være uddannelses- og forskningsminister.
Regeringen Mette Frederiksen II ser således ud:
1) Statsminister Mette Frederiksen
2) Vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen
3) Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen
4) Finansminister Nicolai Wammen
5) Økonomiminister Troels Lund Poulsen
6) Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde
7) Justitsminister Peter Hummelgaard
8) Kulturminister Jakob Engel-Schmidt
9) Erhvervsminister Morten Bødskov
10) Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen
11) Miljøminister Magnus Heunicke
12) Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil
13) Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen
14) Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye
15) Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek
16) Skatteminister Jeppe Bruus
17) Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen
18) Kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm
19) Transportminister Thomas Danielsen
20) Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund
21) Digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre
22) Ældreminister Mette Kierkgaard
23) Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Dermed får Socialdemokratiet 11 ministerposter, Venstre får syv, mens Moderaterne får fem.

Læs også: Den nye regering er en realitet
Julerier med de kendte
I løbet af december kan man opleve fire helt særlige juletræer på Café Duse i København på 25hours Hotel. På caféen med de delikate kager og tærter midt i den danske hovedstad har man nemlig inviteret venner af huset til at pynte hvert deres juletræ ud fra deres helt personlige stilart. Foruden ejeren af Café Duse, Melissa Forti, drejer det sig om popmusikeren Drew Sycamore, couture-designeren Jesper Høvring og influenceren Marie Jedig.
Jesper Høvrings juletræ blev opført tredje søndag i advent. Han er en af Danmarks førende couture-designere og er kendt for sine storslåede, håndlavede kreative, som både Kronprisesse Mary og alverdens stjerner har båret på den røde løber i årenes løb.
På søndag slutter Marie Stella Wibe Jedig – eller blot Marie Jedig – af med sit juletræ fjerde søndag i advent. For omkring 15 år siden startede hun bloggen ‘Vilde Kaniner’, der hurtigt resulterede i en større følgerskare, der fulgte med i hendes tanker om alt fra mode til parforhold. I dag har hun omkring 160.000 følgere på Instagram.
De fire kreative juletræer kan opleves på Café Duse resten af december. Man kan også blot slå et smut forbi caféen for at sætte tænderne i en vidunderlig kage og nyde en rolig stund i en ellers travl hverdag. Caféen, der er opkaldt efter den ikoniske teaterskuespiller Eleonora Giulia Amalia Duse – i folkemunde ‘Duse’ – er indbegrebet af “Il dolce far niente”, begrebet, der indkapsler italienernes helt særlige, afslappede livsstil.

EU-banken yder gigantisk lån til dansk biotekvirksomhed
EU-banken EIB yder et lån på 50 millioner euro til den danske biotekvirksomhed MinervaX. EIB-lånet skal finansiere forskning og udvikling af en vaccine, der kan redde mødre og nyfødte fra at dø af infektion med gruppe B-streptokokker. Dette offentliggjorde den Europæiske Investeringsbank, EIB, i går. De 50 millioner euro svarer til 375 millioner kroner. Den danske biotekvirksomhed MinervaX er i færd med at udvikle en ny, proteinbaseret vaccine mod gruppe B-streptokokker (GBS), og finansieringen vil gøre MinervaX i stand til at fremskynde de sene faser af udviklingen af GBS-vaccinekandidaten, der for nylig blev tildelt ‘PRIME’-status af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på grund af vaccinens potentiale til at forebygge livstruende infektioner og alvorlige graviditetsudfald hos nyfødte børn som følge af GBS-smitte under fødslen. MinervaX har indledt forberedelserne til at udvide sit kliniske udviklingsteam og evaluere de kliniske data fra fase 2 vedrørende effekt og sikkerhed forud for den offentlige præsentation.
GBS tegner sig for næsten 50 pct. af alle livstruende infektioner hos nyfødte. Globalt er 15-25 pct. af alle kvinder smittet med GBS. Ved smitte risikerer moderen at overføre bakterien til barnet i livmoderen før eller under fødslen og/eller i løbet af barnets første levemåneder. GBS-infektioner kan føre til sene aborter, tidlig fødsel eller dødfødsel og kan hos nyfødte børn medføre sepsis, lungebetændelse eller meningitis, der alle indebærer en betydelig risiko for alvorlig morbiditet, langvarig invaliditet eller død.
På verdensplan skønnes GBS hvert år at forårsage omkring 320.000 tilfælde af neonatal invasiv sygdom, 60.000 dødfødsler, 3.500.000 for tidlige fødsler og 10.000 spædbørn får langvarige neurologiske skader.
I øjeblikket er den eneste tilgængelige forebyggelse af GBS anvendelse af profylaktiske antibiotika. Dette er en dyr og logistisk udfordrende metode, som ikke er i stand til at dække alle infektioner, herunder de mest alvorlige tilfælde i USA og Europa, og den er heller ikke tilgængelig i lavindkomstområder.
EU-kommissær Maria Gabriel udtaler:
– Gruppe B-streptokokker er livstruende for de mest sårbare mennesker – mødre og nyfødte. Kommissionen støtter den danske biotekvirksomhed MinervaX i forskning i og udvikling af en ny vaccine for at kunne levere en løsning på et udækket medicinsk behov. Vi håber, at denne investering vil give hurtige og vellykkede resultater for hele samfundet.
EIB’s vicepræsident, Christian Kettel Thomsen, med ansvar for Danmark:
– Vi er glade for at kunne støtte MinervaX i deres medicinske forskning. Det arbejde, MinervaX udfører, handler i sandhed om biovidenskab, om liv og død, for mødre og nyfødte, for at forebygge infektionssygdomme. MinervaX passer godt til EIB’s investeringsstrategi om at støtte innovative biotekvirksomheder, der udvikler banebrydende life science-produkter, som har potentiale til at forandre og forbedre menneskers liv. Gennem denne finansiering bidrager vi samtidig til innovationskapacitet, konkurrenceevne og flere arbejdspladser i Europa.
Adm. direktør i MinervaX, Per Fischer:
– Der er et påtrængende behov for en GBS-vaccine. GBS kan være livstruende for ufødte spædbørn, og der har hidtil ikke været nogen godkendt eller universelt gavnlig vaccine. Jeg vil gerne takke EIB og MinervaX-teamet, der har arbejdet intenst for at gøre vaccinen klar til den afsluttende fase af den kliniske udvikling. Denne finansiering fra EIB kan fremskynde udviklingen af vaccinen.
Om InnovFIN-IDFF:
InnovFins finansieringsfacilitet for smitsomme sygdomme (IDFF) leverer en lang række finansielle produkter fra standardlån til finansiering i form af egenkapital på typiske beløb mellem 7,5 mio. og 75 mio. EUR til innovative aktører, der arbejder inden for udvikling eller fremstilling af innovative vacciner, lægemidler, medicinsk og diagnostisk udstyr eller ny forskning i bekæmpelse af infektionssygdomme. Projektomkostninger kan omfatte laboratorievaliderede teknologier, der kræver klinisk afprøvning med henblik på yderligere udvikling, samt supplerende præklinisk forskning. Produktet er tilgængeligt direkte gennem Den Europæiske Investeringsbank og vil fortsætte med at støtte projekter inden for innovative infektionssygdomme indtil udgangen af 2022.
Om MinervaX:
MinervaX er en dansk biotekvirksomhed, der blev etableret i 2010 med henblik på at udvikle en profylaktisk vaccine mod gruppe B-streptokokker (GBS), baseret på forskning på Lund Universitet. MinervaX er i færd med at udvikle en GBS-vaccine til maternel immunisering, der sandsynligvis vil have gode egenskaber sammenlignet med andre GBS-vaccinekandidater, der er under udvikling. Læs mere her.

Læs også: Klinisk forskning i Danmark i stor fremgang



