
NEWS: Støtte fra Landbrugslotteriet muliggør endnu flere stier i naturen
Støtte fra Landbrugslotteriet muliggør endnu flere stier i naturen · Syd- og Sønderjyllands Politi sætter i alt 22 tv-overvågningskameraer op i Sønderborg og Aabenraa · USA er parat til at forsvare Japan efter missilalarm · H.M. Dronningen deltager i dag i åbning af ny udstilling på Christiansborg Slot · Idømt fængsel efter indbrud i biler · Dagens billede: ‘Titel-gatens’ start
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Støtte fra Landbrugslotteriet muliggør endnu flere stier i naturen
Danskerne er vilde med at opleve den danske natur, og med støtte fra Landbrugslotteriet bliver det nu muligt at etablere endnu flere SPOR i den Danske natur.
Landbrugslotteriet har målrettet 1 million kroner til oprettelse af endnu flere stier i naturen. Støtten til SPOR vil fremover gøre det endnu lettere for lokale at få økonomisk støtte til deres lokale stiprojekter, der etables i samarbejde med SPOR. Overskudsmidlerne sikrer, at lokale stiprojekter nu kan få op til 100% støtte til etablering af nye stier i hele landet.
– SPOR er et fremragende projekt, som sætter fokus på det lokale landskab, natur og dyreliv. Vi er glade for, at vi med overskudsmidler fra Landbrugslotteriet kan give endnu flere danskere adgang til naturen og naturoplevelser tæt på, hvor de bor, udtaler Landbrugslotteriets direktør, Gitte Tvilling.
SPOR har eksisteret siden 1997 og er et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Kommunernes Landsforening, Landdistrikternes Fællesråd, og Danmarks Jægerforbund. Der er i dag over 1300 km stier fordelt på over 300 lokationer, hvor danskerne i stigende grad tager på eventyr.
Projektet er støttet af Landbrugslotteriet, Nordea-fonden og Landbrug & Fødevarer og udsigten til nye spor glæder chef for Digital, Kampagne & Branding i Landbrug & Fødevarer, Julia Fennefoss Vollertsen.
”SPOR er en stor succes. Danskerne vil stadig ud i vores dejlige natur, og med SPOR kan vi give dem oplevelser, som forhåbentligt øger folks kendskab og forståelse for naturen og landskabet omkring os. Men grundet den store interesse er der også efterspørgsel på endnu flere spor, så det er dejligt, at det med Landbrugslotteriets støtte bliver endnu nemmere for lokale frivillige at lave spor,” siger Julia Fennefoss Vollertsen.
Frivillige aftaler
Stierne i SPOR bliver lavet på baggrund af frivillige aftaler med lodsejere, der tillader trampestier på deres jord. Et spor kan gå igennem marker, skove, enge og mange andre naturtyper. Et nyt spor er afhængigt af lokalt initiativ. For at få penge til oprettelsen af et spor kræver det:
1) Hav en idé til en lokal sti
2) Få lokal opbakning
3) Søg råd og vejledning hos SPOR
4) Søg finansiering til realisering af stien hos SPOR
5) Etabler stien og nyd naturen
Projektleder på SPOR Rasmus Emborg, glæder sig til at hjælpe de nye spor på vej.
– Der er fortsat mange uudforskede steder i Danmark, hvor der kan laves nogle fantastiske stier. I SPOR kan vi hjælpe med alle dele af processen, og vi glæder os til at se, hvor de næste SPOR skal etableres, siger Rasmus Emborg.
Man kan finde mere viden her.

Læs også: Der er plads til alle i naturen
Syd- og Sønderjyllands Politi sætter i alt 22 tv-overvågningskameraer op i Sønderborg og Aabenraa
Der bliver sat 14 kameraer op i Sønderborgs centrum, mens otte bliver sat op i centrum af Aabenraa.
Syd- og Sønderjyllands Politi sætter i nær fremtid i alt 22 tv-overvågningskameraer op i Aabenraa og i Sønderborg.
Der bliver sat 14 kameraer op i Sønderborgs centrum, mens otte bliver sat op i centrum af Aabenraa.
Opsætning af tv-overvågningen har til formål dels at forebygge, dels at bidrage til efterforskningen af kriminalitet. Initiativet er en del af Justitsministeriets handlingsplan ”Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum” fra oktober 2019. Det er i denne sammenhæng Rigspolitiet, der er overordnet ansvarlig for opsætningen, ligesom det også er Rigspolitiet, der financierer projektet.
Kameraerne bliver sat op efter en konkret politifaglig vurdering af, hvor de forventes at have den størst mulige effekt.
Kameraerne monteres således på steder, hvor der er en koncentration af barer, diskoteker, caféer og lignende, og hvor mennesker således også naturligt opholder sig på alle tider af døgnet.
– Tv-overvågningskameraerne er et supplement til den indsats, politiet allerede gør i dag. Vi vil således fortsat have patruljer på gaden og møde borgerne, hvor de færdes. Kameraerne kan både virke præventive samtidig med, at de udgør et vigtigt efterforskningsværktøj, hvis der opstår kriminalitet, og derved bidrage til trygheden i områderne, fremhæver politidirektør Frits V. Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
De 14 kameraer i Sønderborg sættes op i Store Rådhusgade, på Rådhustorvet og i den sydlige del af Perlegade.
De otte kameraer i Aabenraa sættes op ved rutebilstationen på Gasværksvej, på H.P. Hansensgade ved Markedspladsen og på Store Torv. Der vil være tydelig skiltning i de områder, hvor der bliver sat kameraer op.
Tiltaget er sket i samarbejde med Sønderborg og Aabenraa kommuner. Begge borgmestre roser tiltaget.
– Jeg ser frem til, at der sættes yderligere kameraer op i Sønderborgs centrum, som er et område med mange cafeer, restauranter og barer og derfor mange aften- og nattegæster. Jeg er sikker på, at kameraerne får en præventiv virkning, der kan give mere tryghed og sikkerhed for borgerne, når de færdes i nattelivet, pointerer borgmester Erik Lauritzen fra Sønderborg Kommune.
Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen, lægger også vægt på, at de nye kameraer øger borgernes oplevelse af tryghed.
– Jeg er glad for, at politiet tager det her skridt som et forebyggende tiltag, som har til formål at skabe øget tryghed for borgerne i Aabenraa. Jeg ser frem til et fortsat konstruktivt samarbejde med politiet, så vi kan forebygge episoder, som dem vi så i bymidten i Aabenraa for et års tid siden, fremhæver Jan Riber Jakobsen.
Syd- og Sønderjyllands Politi forventer, at arbejdet med opsætningen er færdig i uge 45, med det forbehold, at den tekniske tidsplan holder, og at de endelige tilladelser (fra fx bygningsejerne, hvis kameraerne skal sættes op på private bygninger) er på plads.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i forvejen placeret tv-overvågningskameraer i Esbjergs centrum, i Sønderborgs centrum samt i Haderslevs centrum.
Her kan du læse mere om Justitsministeriets handlingsplan

Læs også: Politiet opfordrer til, at du registrerer dit overvågningskamera
USA er parat til at forsvare Japan efter missilalarm
USA anser Nordkoreas affyring af et ballistisk missil over japansk territorium tirsdag for at være både ’farlig og hensynsløs’. Det siger Adrienne Watson, som er talskvinde for Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsråd, i en meddelelse. Det skriver Berlingske.
Adrienne Watson understreger, at USA står fast på et løfte om at ville forsvare Sydkorea og Japan. Men USA er dog fortsat åben over for forhandlinger med Nordkoreas regering.
Under affyringen fra Nordkorea tirsdag bad den japanske regering borgere om at søge dækning. Missilet fløj nemlig over japansk territorium, inden det faldt i Stillehavet.
Det var første gang i fem år, at et missil fløj over Japan.
– Denne handling er destabiliserende og viser, at Nordkorea åbenlyst tilsidesætter FN-resolutioner og internationale sikkerhedsnormer, siger Adrienne Watson.
Hun tilføjer, at USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, har talt med sine japanske og sydkoreanske kolleger efter affyringen.
Sullivan har diskuteret ’passende og robuste fælles og internationale modsvar’. Og han understregede, at USA står ’stålfast’ på at ville forsvare Japan og Sydkorea.

Læs også: Hvad sker der for Nordkorea og missilerne?
H.M. Dronningen deltager i dag i åbning af ny udstilling på Christiansborg Slot
I dag den 5. oktober 2022 åbner særudstillingen, ‘På de bonede gulve – oplev de kongelige fester og ceremonier’ i De Kongelige Repræsentationslokaler med H.M. Dronningens deltagelse. Udstillingen sætter fokus på de arrangementer, som Dronningen er vært ved på Christiansborg ved blandt andet at udstille kjoler og uniformer, der tidligere har været båret af den kongelige familie og deres gæster på slottet.
De kongelige repræsentationslokaler danner ramme om en lang række arrangementer, hvor Kongehuset er vært. I den nye udstilling, På de bonede gulve, fortælles historien om alt lige fra audiens til nytårskure, statsbesøg, kunstnerbal og folketingsbal. Udstillingen er den største på Christiansborg nogensinde. Her vil gæster kunne opleve en kavalkade af mere end 50 fornemme uniformer og spektakulære kjoler. Kjoler, der på den ene eller den anden måde har modtaget stor opmærksomhed eller skabt debat.
En af kjolerne, der bliver udstillet er Helle Thornings kjole, som skabte stor debat efter hun bar den ved Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Den vil blive udstillet side om side med andre kjoler, der har skilt sig ud ligesom Ghita Nørbys Nicholas Nybro-kjole gjorde det til kunstnerballet i 2016, men også sammen med nationaldragter, officielle uniformer og to kjolesæt fra det første homoseksuelle par, der var til bal på slottet.
Med denne udstilling vil vi invitere publikum med ind på den officielle scene, som slottet er, når det danner ramme om de store kongelige fester og ceremonier – en strålende og fortryllet scenografi, som gæsterne i deres festlige dragter selv indgår som en vigtig del af. Siger Mirja Thaulow, der er udstillingsansvarlig på Christiansborg Slot.
Christiansborg Slot danner ofte rammen om Dronningens officielle rolle og arrangementer. Her modtages danskere i audiens og Regeringen i Statsråd. Her fejres nytårskure, gallamiddage i forbindelse med statsbesøg, folketingsbal, kunstnerbal, runde fødselsdage og jubilæer. Som gæst i særudstillingen får man en smagsprøve på, hvordan de kongelige fester og ceremonier finder sted, og hvordan det er at være indbudt som gæst på slottet og træde ind på den scene, som rigtig mange kun kender fra tv.
Praktiske informationer:
Hvornår: 5. oktober kl. 14.00-16.00. Udstillingen er åben for offentligheden fra 6. oktober til 18. december 2022.
Hvor: De Kongelige Repræsentationslokaler, Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 5, 1218, København K.

Læs også: Oktober måneds kulturguide
Idømt fængsel efter indbrud i biler
En 54-årig mand er blevet idømt et halvt års ubetinget fængsel for indbrud i biler. Knap halvanden måned efter, han blev anholdt af en hundepatrulje og sigtet for at have brudt ind i et par biler i Aarhus, blev en 54-årig mand idømt et halvt års ubetinget fængsel.
Natten til den 24. august vågnede en beboer på Rolfsgade i Viby ved lyden af en rude, der blev knust, og da han kiggede ud af sit vindue, kunne han se, at en mand var brudt ind i hans bil.
Da politiet kom frem kort efter, var tyven flygtet fra stedet på en stjålet cykel. En patrulje fik hurtigt øje på den cyklende tyv, der endte med at løbe ind igennem nogle private haver.
En politihund snusede sig dog frem til den 54-årige mand, der stod og gemte sig i en have, og da han forsøgte at flygte, løb hunden ham hurtigt op og bragte ham til standsning, hvorefter han blev anholdt.
Den 54-årige var prøveløsladt efter at have afsonet en dom for indbrud og blev varetægtsfængslet samme dag, og mandag, cirka halvanden måned efter anholdelsen, blev han i Retten i Aarhus dømt for at have brudt ind i to biler og stjålet et dankort og et solbrille-etui.
– Der er tale om nogle ganske få forhold og tyveri af koster til en mindre værdi, men den 54-årige var prøveløsladt og har adskillige domme for lignende kriminalitet bag sig. Det havde betydning for den fængselsstraf, der skulle udmåles, og derfor er jeg også tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand og udløste reststraffen på 91 dage siger anklagerfuldmægtig Henriette Laxy.
Den 54-årige nægtede sig skyldig og tog forbehold for at anke dommen.

Læs også: Ung mand sigtet for over 200 tilfælde af økonomisk kriminalitet
Dagens billede: ‘Titel-gatens’ start




