Læs også:

Close
natur øresund, vindmøller

SOMMERNEWS: Nyt site viser vej til over 50.000 steder i Danmark

Nyheder  | 

Nyt site viser vej til over 50.000 steder i Danmark · Nu får danskerne bedre adgang til finansiering af boligkøb i landdistrikterne · Råbte efter færgen · 75 unge fra familier ramt af misbrug får fælles frirum på højskole i Svendborg · Seks personer anholdt for indbrud i private hjem · Dagens billede: Obama sørger · Sommerpostkort: Miami sommer 🏄‍♂️

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Nyt site viser vej til over 50.000 steder i Danmark

Nu kan du opdage meget mere af Danmark, for nyt gratis site viser vej til mere end 50.000 steder i Danmark.

Alle kender situationen, hvor man står foran et gammelt hus, et spændende naturområde eller en gravhøj – og man bliver nysgerrig efter at vide mere: Hvorfor ser det ud, som det gør? Hvad er det særligt interessante her? Og er der flere lignende steder i området, som jeg også kunne besøge?

Hvad enten du vil fordybe dig eller blot skaffe hurtig information om statuen på torvet, kirken i landsbyen eller det nærliggende skovområde, hvor du bor eller holder ferie – så er der viden at hente på lex.dk. Nu kan du nemlig hente information om mere end 50.000 steder over hele Danmark på lex.dk. Danmarks nationalleksikon offentliggør lige op til ferien et interaktivt kort, hvor du fra din mobil, tablet eller pc kan klikke dig ind og læse om det område, du er i netop nu.

– Du behøver hverken at registrere dig eller tegne abonnement – alle kan bruge det interaktive kort på lex.dk helt frit, fortæller chefredaktør Niels Elers Koch og fortsætter:

– Med alle artiklerne fra det omfattende værk Trap Danmark, hvor cirka 1.400 fageksperter har beskrevet alle dele af nationen, er Danmark nu det mest velbeskrevne land i verden. Hver en større by, hvert fredet hus eller fortidsminde og alle væsentlige naturområder er fx beskrevet.

Ikke bare er det muligt at søge viden om konkrete steders historie, natur og geografi, men det er også muligt at finde viden på tværs af alle landets 98 kommuner om både natur og landskab, historie, kultur, byerne samt samfund og erhverv. Hvad enten man interesserer sig for lokale medier, oldtidshistorien, politik, søer eller byarkitektur, så er der indhold at finde. Og udover indholdet fra Trap Danmark kan man også finde andre samlinger af viden om bronzealderens arkæologi eller fredede bygninger og fredede fortidsminder. Måske du kan finde sjovt og nyttigt indhold til sommerferien.

Kortet kan findes på lex.dk, og det er gratis at bruge. Herfra kan du zoome ind på steder og artikler fra hele Danmark.

– Der er tale om et storslået og generøst site til glæde for alle, der ønsker at søge viden om Danmark.  En folkegave til flere hundrede millioner og den første store udvidelse af indholdet på lex.dk. Trap Danmark er finansieret af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt G.E.C. Gads Fond. Lex.dk er finansieret i 2022-25 med en bevilling fra Kulturministeriet samt tilskud fra Augustinus Fonden, Louis-Hansens Fond, Novo Nordisk Fonden og TrygFonden, slutter Niels Elers Koch.

Nyt site viser vej til over 50.000 steder i Danmark … (Illustration: Lex.dk)

Læs også: Skyd sommeren i gang med Margueriteruten

Nu får danskerne bedre adgang til finansiering af boligkøb i landdistrikterne

Det er nu muligt for danskere at optage et lån med statsgaranti, hvis de vil købe drømmeboligen i landdistrikterne.

Nu har du som boligkøber i landdistrikterne mulighed for at gå ned i banken og få et lån med statsgaranti, for eksempel hvis du tidligere har fået nej til at låne til drømmehuset på grund af postnummeret.

Fra den 1. juli er en ny lov om boliglån med statsgaranti i landdistrikterne nemlig trådt i kraft. Det betyder, at der bliver bedre mulighed for at låne på landet.

I første omgang er det op til kreditinstitutterne at indgå en generel vilkårsaftale med Finansiel Stabilitet, der administrerer ordningen. Men allerede nu kan interesserede boligkøbere spørge til ordningen i deres bank, hvis man som boligkøber er interesseret i lån med statsgaranti.

– Postnummeret må ikke blive en stopklods for at få lov til at låne penge til drømmehuset af banken. Derfor er det her noget, jeg har set frem til meget længe. Det er så vigtigt, at vi nu styrker sammenhængskraften med endnu et initiativ. Mit håb er, at alle danskere nu vil sprede ordet om den nye ordning, så den kan få liv over hele landet, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

Erhvervsministeren har desuden sendt et brev til Dansk Ejendomsmæglerforening og Ejendomsmæglernes Landsorganisation for at gøre opmærksom på statsgarantien til potentielle boligkøbere.

Og også i Landdistrikternes Fællesråd vækker statsgarantien glæde.

– Boligmarkedet i landdistrikterne går nye tider i møde. Nu kan alle danskere efter alt at dømme få mulighed for – med ro i maven – at investere i deres ønskede bolig, hvor end den befinder sig. Dermed kan statsgaranti på boliglån forhåbentlig vise sig at blive endnu et vigtigt træk henimod at sikre mulighederne for liv og udvikling i hele landet, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Fakta:

Med modellen bliver det muligt, hvis lånet ikke kan ydes på sædvanlige vilkår, at få en statsgaranti på den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 pct. af boligens værdi for ejerboliger, der har en handelspris under 10.000 kroner pr. kvm., hvis boligen ligger i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kroner pr. kvm., eller har en handelspris under 8.000 kr. pr. kvm.

Eksempelvis vil en familie, der gerne vil låne penge af kreditinstituttet til en ejerbolig på 130 kvadratmeter til 1 mio. kr. kunne få et lån med statsgaranti på en del af boliglånet, hvis kreditinstituttet vurderer, det er nødvendigt med en statsgaranti for at yde lånet. Her vil staten kunne garantere 90 pct. af belåningen i spændet 60-90 pct., det vil sige 270.000 kroner. Kreditinstitutterne skal bære 10 pct. af risikoen i forhold til det enkelte lån. For både låntager og kreditinstitut vil der være en lille merbetaling ift. et lån uden statsgaranti. Det sikrer, at statsgarantien kun bruges i de tilfælde, hvor der ikke kan lånes på almindelige vilkår.

Modellen er blevet til i dialog med den finansielle sektor.

simon kollerup
Fra den 1. juli er en ny lov om boliglån med statsgaranti i landdistrikterne trådt i kraft. Det betyder, at der bliver bedre mulighed for at låne på landet. Det fortæller Erhvervsminister Simon Kollerup … (Foto: PR)

Læs også: Unge vælger større byer, når de vælger uddannelse

Råbte efter færgen

I fredags klokken 16.30 stod en udenlandsk kvinde på landgangen til færgen i Rødbyhavn, hvor hun højlydt udtrykte  sin utilfredshed med personalet og muligvis også færgeselskabet. En politipatrulje kom til stedet, og her sigtede betjentene kvinden, der er 59 år gammel, for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

For at sikre roen i området blev kvinden dog også anholdt og taget med til politistationen i Rødbyhavn. Hun blev løsladt igen klokken 17.45 og fik en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen.

færge farvand
Kvinde så sig sur på færge og personale, og politiet måtte tage hende med på politistationen … (Foto: Unsplash)

Læs også: Polsk bilist dømt for vanvidskørsel

75 unge fra familier ramt af misbrug får fælles frirum på højskole i Svendborg

I disse dage mødes 75 unge ml. 18-35 år fra familier ramt af misbrug på TUBAs sommerhøjskole i Svendborg. Det er 6. gang, at TUBA, der hjælper unge med at bearbejde senfølger efter en barndom med forældre med alkoholproblemer eller stofmisbrug, afholder højskolen.

– Når jeg er sammen med andre fra samme baggrund som mig, kan jeg mærke, hvordan det styrker mit selvværd og min tro på, at jeg er god nok, som jeg er, siger en af deltagerne.

Det betyder alverden at finde ud af, at man ikke er alene. Det ved nonprofitorganisationen TUBA, der hvert år hjælper cirka 4000 unge mellem 14-35 år med at bearbejde senfølger efter en barndom med forældre med alkoholproblemer eller stofmisbrug.

Derfor afholder TUBA for 6. gang en sommerhøjskole, der er for unge mellem 18 og 35 år, som er i behandling i TUBA, og for de 1.200 unge, der lige nu venter på at komme i behandling. I uge 28 mødes de 75 unge på Svendborg Efterskole, hvor sommerhøjskolen bliver afholdt med støtte fra Augustinus Fonden.

– På TUBAs sommerhøjskole oplevede jeg for første gang på krop og sjæl, at jeg ikke var alene; alene med mine tanker, alene med mine følelser, alene med mine oplevelser. Jeg har næsten altid været bekymret for, at man på lang afstand kunne se, at jeg kommer fra en dysfunktionel familie – som et slags stempel i panden. Det har skabt en følelse af at være anderledes, at være forkert. Men fællesskabet på TUBAs sommerhøjskole har vist mig, at der intet er forkert ved os, fordi vi kommer med den baggrund, livet har givet os. Når jeg er sammen med andre fra samme baggrund som mig, kan jeg mærke, hvordan det styrker mit selvværd og min tro på, at jeg er god nok, som jeg er, forklarer Brian Theodor Løcke, der deltog i TUBAs sommerhøjskole for første gang i 2021.

Under højskoleopholdet får de unge ud over at indgå i konkrete workshops og aktiviteter også mulighed for at blive set og forstået uden at skulle forklare sig. Og det gør en forskel. I en undersøgelse foretaget blandt de unge, der går i TUBA, siger 46% af de adspurgte, at de aldrig har talt med nogen om deres forældres misbrug.

– Det er helt normalt, at man som barn af en forælder, der drikker for meget eller har et stofmisbrug, har en tendens til at tilsidesætte sine behov og føle sig isoleret. På sommerhøjskolen er de unge sammen med andre unge, der har en tilsvarende baggrund. Det giver dem et frirum, hvor de ikke behøver forklare sig, hvor de kan slippe kontrollen og ansvaret for en stund og mærke, at de ikke er alene. De kan være sammen om aktiviteter på workshops, der kan have en terapeutisk effekt, men som de også bare kan nyde, siger regionsleder i TUBA, psykoterapeut Jeppe Berg Sandvej.

– Sommerhøjskolen gav mig en mulighed for at tale åbent og frit uden at bekymre mig om, hvordan andre mon tænker om mig, når jeg kommer med sådan en bagage. Det har givet mig mod og styrke til, at jeg efter sommerhøjskolen har åbnet op og talt frit med venner, familie og kollegaer om mine erfaringer. Det har givet mig en følelse af, at jeg faktisk er helt OK, siger Brian Theodor Løcke, der er med igen i år på sommerhøjskolen.

Sommerhøjskolen er et vigtigt plaster på såret

– Sommerhøjskolen gør en forskel, men det er desværre også kun et plaster på såret for de unge, der venter på at komme i behandling. Børn af mennesker med alkoholproblemer eller stofmisbrug har kun begrænset ret til behandling, når de er fyldt 18 år. Det er på trods af, at angst, depression og PTSD er overrepræsenteret i denne gruppe, og at det er meget, meget dyrere at behandle end at forebygge. For 30% af de børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer eller stofmisbrug, er risikoen for selv at ende i misbrug desuden forhøjet, slutter landsleder i TUBA Henrik Appel.

Unge mellem 18-25 år, der er vokset op i familier ramt af alkoholproblemer eller stofmisbrug, har i praksis kun ret til behandling, hvis der er afsat statslige midler til at honorere efterspørgslen. For de 40%, der først rækker ud efter TUBAs hjælp, når de er fyldt 25 år, kan de komme i behandling i TUBA i de 32 kommuner, som har valgt at finansiere terapi til denne gruppe. Lige nu afventer 1.200 unge en ledig behandlingsplads i TUBA.

pige skole

75 unge fra familier ramt af misbrug får fælles frirum på højskole i Svendborg i disse dage … (Foto: Pexels)

Læs også: De mest alvorlige henvendelser fra unge er steget

Seks personer anholdt for indbrud i private hjem

Seks personer blev anholdt i flere aktioner hen over weekenden. De sigtes alle for indbrud i private hjem, og de to er allerede fængslede og endnu én på vej i grundlovsforhør. Sydøstjyllands politis konsekvente tilgang til anmeldelser om indbrud i private hjem gav pote. Det gælder om at få patruljer hurtigt frem til gerningsstedet og så arbejde målrettet med de oplysninger, der er.

Lørdag den 9. juli blev to mænd fængslede ved retten i Kolding. Mændene er henholdsvis 34 og 36 år. De blev anholdt på friske spor i en bil på vej væk efter et forsøg indbrud i en villa på Goldbækparken i Kolding natten til lørdag. En nabo opdagede ubudne gæster i nabohaven, råbte op og tilkaldte derefter politiet. De to mænd er nu fængslede i fire uger og efterforskningen fortsætter både i den konkrete sag og med at afdække om de pågældende måske har flere indbrud på samvittigheden.

Natten til mandag den 11. juli skete der endnu et indbrud i Kolding. Denne gang var det i Romerparken og det er endnu ikke endeligt opgjort, hvad der er stjålet. Men også denne gang lykkedes det Sydøstjyllands Politi at anholde den formodede gerningsmand på friske spor. Gerningsmanden er en 40 årig mand. Manden var også ved anholdelsen stadigt i besiddelse af nogle af tyvekosterne fra indbruddet. Han fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Kolding i dag med begæring om, at han bliver varetægtsfængslet. Også i denne sag fortsætter efterforskningen med de samme formål som ovenfor nævnt.

Endnu tre mænd på henholdsvis 22, 29 og 33 år, har været anholdt i weekenden på mistanke om, at de har begået indbrud. Denne gang var gerningsstedet en villa på Skovly i Kolding og indbruddet fandt sted natten til søndag den 10. juli. Disse tre anholdte er løsladte efter afhøring og efterforskningen fortsætter.

Der er på nuværende tidspunkt anmeldt 18 indbrud i Kolding siden fredag den 8. juli. Gerningsstederne er især beliggende i det sydlige Kolding. Af hensyn til den videre efterforskning i indbruddene, har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger til offentligheden på nuværende tidspunkt.

Som det fremgår, så kan det gøre en forskel, at årvågne naboer lige holder øje hen over hækken. Sydøstjyllands Politi gentager derfor opfordringen til, at lave aktiv nabohjælp. Vil du vide mere om forebyggelse af indbrud i private hjem, så besøg hjemmesiderne botrygt.dk eller nabohjælp.dk.

tyveri indbrud
Poltiet havde travlt med indbrud i sidste weekend … (Foto: If)

Læs også: Tyverier stiger i takt med temperaturerne

Dagens billede: Obama sørger

Sommerpostkort: Miami sommer 🏄‍♂️

· Mere fra samme kategori ·