Læs også:

Close
Rihanna, spotify, kvindernes kampdag, sangerinde, girlpower, kvinde, musik, musiker, streaming

NEWS: Dansk musik taber i stigende grad til udenlandsk musik

Nyheder  | 

Dansk musik taber i stigende grad til udenlandsk musik · ØreSound Festival vil eliminere madspild med hjælp fra Too Good To Go · Nordsjællands Politi efterlyser ofre i sag om seksuelle overgreb · Polsk bilist dømt for vanvidskørsel · Havefest koncerter i Tivoli fortsætter · Dagens billede: Et trist farvel · Fredagsfjol: Tid til en dukkert

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Dansk musik taber i stigende grad til udenlandsk musik

Mens salget af international musik er steget markant, er salget af dansk musik stagneret. Især på streamingtjenester giver udenlandsk musik den danske baghjul.

Musik indspillet og udgivet af danske artister må i stigende grad vige på playlisterne til fordel for udenlandske artisters musik. Således er salget af dansk musik i perioden 2009-2019 faldet med 17 pct., mens salget af udenlandsk musik er steget med 37 pct.

Det betyder, at dansk musik nu udgør en tredjedel af den solgte musik herhjemme mod knap halvdelen i 2009.

– Siden musikstreaming-tjenesternes indtog i Danmark i 2012 er salget af udenlandsk musik i Danmark steget markant, mens dansk musiks omsætning har været stort set uændret. I starten af 10’erne solgte dansk og udenlandsk musik omtrent lige godt, men i årene herefter vokser salget af international musik væsentligt hurtigere end dansk musik, forklarer kontorchef i Danmarks Statistik Claus Andersen.

Det danske musiksalg lå i 2019 med salg for 205 millioner kr. på omtrent samme niveau som i 2012. I årene før streamingens indtog lå det danske musiksalg i omegnen af 244 millioner årligt.

Salg af musik i Danmark 2009-2019

(Kilde: Danmarks Statistik)

Streaming af musik er inden for en kort årrække blevet altdominerende inden for salg af musik. I 2012 kom ca. en fjerdedel af musiksalget fra streaming, en andel som var steget til 90 pct. 7 år senere.

I alle årene hvor streamingtjenesterne har været en del af markedet, har salget af udenlandsk musik på disse tjenester været større end det danske, en afstand som kun er forøget i årenes løb.

Således var fordelingen på udenlandsk og dansk musik via streaming 55 pct. international og 45 pct. dansk, i 2012 mens fordelingen i 2019 var 66 pct. udenlandsk 33 pct. dansk.

–  Vi kan se, at den danske musik i starten og op til midten af 10’erne fik en større andel af deres salg fra fysiske medier end den udenlandske musik gjorde. En forklaring på denne udvikling kan være, at de yngre aldersgrupper, der typisk er store musikforbrugere, i højere grad bruger de nye digitale tjenester og har mere internationalt orienterede musikpræferencer end de ældre aldersgrupper, slutter Claus Andersen

Rihanna, spotify, kvindernes kampdag, sangerinde, girlpower, kvinde, musik, musiker, streaming
Danske kunstnere taber i stigende grad til de udenlandske … (Foto: Celebrityabc, Visualhunt)

Læs også: 20 breakupsange der får dig igennem 2021

ØreSound Festival vil eliminere madspild med hjælp fra Too Good To Go

Når ØreSound Festival skydes i gang i næste uge, bliver det for første gang i festivalhistorien muligt at købe overskudsmad fra madboderne med hjem i lykkeposer. ØreSound har – i tråd med festivalens bæredygtige linje – indgået samarbejde med Too Good To Go for at forhindre madspild.

Danmarks nye festival, ØreSound, der spænder af fra den 12. – 14. august, har et mål om at blive Nordens mest bæredygtige festival. Som led i den ambition har festivalen indgået samarbejde med Too Good To Go, der bekæmper madspild via en app, der forbinder forbrugere med forhandlere, der har mad i overskud.

Det betyder, at festivalgæsterne kan købe et billigt måltid med hjem, når festivalboderne lukker, så maden ikke går til spilde. Maden vil blive solgt i lykkeposer via Too Good To Go-appen.

– God mad, som intet fejler, går alt for ofte til spilde på store madproduktioner på eksempelvis festivaler. Når der nu findes nemme og integrerbare løsninger som Too Good To Go til at bekæmpe dette madspild, mener vi, at samarbejdet passer perfekt ind i vores bæredygtige vision. Derfor indgik Too Good To Go i vores planer helt fra starten. Med dette samarbejde kan vi forkæle vores gæster med lækker natmad til en god pris, og de mange ressourcer, der er postet i at producere maden, går ikke til spilde til skade for miljøet. Det må da siges at være win-win, fortæller Frederik Kjærgaard, der er kommerciel direktør for ØreSound Festival.

Samarbejdet med ØreSound er Too Good To Gos første store eventsamarbejde. Men står det til Too Good To Gos chef for marketing og partnerskaber, Morten Jensen, bliver det langt fra det sidste.

Følgende madboder indgår i ordningen:

Banana CPH
UGood
Crisp
Gorms
Mahalle
Hungry Dane

øresound festival too good to go
Skal du på Øresound Festival, kan du nu også få billig (overskuds)mad … (Foto: Too Good To Go)

Læs også: Kulturguide for august

Nordsjællands Politi efterlyser ofre i sag om seksuelle overgreb

I forbindelse med en sag om efterforskning af grove voldelige og seksuelle overgreb opfordrer Nordsjællands Politi ofrene til at kontakte politiet. Politiet efterforsker i øjeblikket en sag, hvor en 32-årig mand er sigtet og varetægtsfængslet for at have begået flere grove voldelige og seksuelle overgreb mod unge kvinder.

Den 24. juli fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at en 14-årig ung pige var blevet udsat for et groft voldeligt og seksuelt overgreb. Den unge kvinde mødte manden i København og tog med ham til en lejlighed i området omkring Lyngby Hovedgade, hvor han udsatte hende for de grove overgreb.

Efterforskningen af sagen har vist, at der er en mistanke om, at flere unge kvinder, har været udsat for lignende overgreb af den 32-årige mand. Og det er disse kvinder, som Nordsjællands Politi gerne vil i kontakt med.

– Vi har indtil nu identificeret tre unge kvinder, men vi har også en begrundet mistanke om, at der er flere ofre. Vi ved endnu ikke, hvem de er. Derfor opfordrer vi til, at kvinder, som har været udsat for overgreb af en 32-årig mand i en lejlighed i Lyngby Hovedgade-området kontakter os, så hurtigt som muligt, siger politikommissær Michael Gaml, som leder efterforskningen af sagen.

Den 32-årige blev anholdt og sigtet for overgrebene få dage efter Nordsjællands Politi modtog den første anmeldelse. Han er foreløbigt varetægtsfængslet frem til den 10. august.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

sårbar uperfekt selvværd pige trist (Foto: Unsplash)
Nordsjællands Politi efterlyser ofre i sag om seksuelle overgreb. (Foto: Unsplash)

Læs også: Drabsforsøg i Herning

Polsk bilist dømt for vanvidskørsel

En 46-årig polsk mands kørsel med en promille på mindst 2,29 udløste tirsdag en fængselsstraf for vanvidsbilisme plus forhøjet straf for kørsel i frakendelsestiden ved Retten i Glostrup. Han blev frakendt førerretten, og dertil blev han udvist og hans polsk indregistrerede varebil konfiskeret.

Han var forudgående anholdt og varetægtsfængslet, fordi han den 16. juli klokken 18.42 påkørte en lygtepæl i tilkørselsbanen fra Køge Bugt Motorvej til Motorring 3 ved Brøndby med en promille på mindst 2,29.

De nye skærpelser om vanvidsbilisme for spirituskørsel træder i kraft ved promiller over 2,0, og derfor beslaglagde politiet hans polsk indregistrerede Renault Master varebil fra 2007.

Fordi han i forvejen var frakendt førerretten – også på grund af spirituskørsel med en promille over 2,0 – mente anklagemyndigheden, at det med de nye regler om vanvidsbilisme var en skærpende omstændighed, at han så alligevel kørte i frakendelsestiden:

– Retten fulgte vores påstand og idømte ham samlet 50 dages ubetinget fængsel – 30 dage for spirituskørsel og i stedet for 10 dages fængsel for at køre i frakendelsestiden, blev straffen forhøjet til 20 dage, udtaler anklagerfuldmægtig Natali Nasr.

Retten konfiskerede hans polske varebil efter bestemmelserne for vanvidskørsel, frakendte ham førerretten i fem år og bestemte desuden, at han efter afsoning skal udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år. Den dømte, som fortsat er fængslet efter dom, ankede på stedet.

varebil
Polsk mand dømt og udvist … (Foto: Unsplash)

Læs også: Narkopåvirket mand kørte galt og angreb vidne

Havefest koncerter i Tivoli fortsætter

Fredagsrock vender tilbage til 3. september, og Havefest fortsætter også. Det bliver en stor dag, når Fredagsrock endelig kann vende tilbage efter mere end et års pause, når restriktionerne ophæves, og Plænen igen kan fyldes helt op.

Indtil da fortsætter Tivolis nye succesfulde satsning, Havefest med op til tre koncerter hver fredag i august med mulighed for hele 5.000 ståede gæster til alle koncerter og med navne som Medina, Outlandish og When Saints Goes Go Machine i august.

Frederik Wiedemann Tivolis kulturdirektør siger:

– Vi skruer op for Havefest i august i takt med, at vi må spille for flere gæster på Plænen, og fra 3. september bliver Fredagsrock en del af Havefest med store koncerter kl. 22.

I dag fredag den 6. august ser programmet således ud:

Klokken 16.30: Kops

Klokken 19.00: Outlandish

Klokken: 22.00: Djämes Braun

havefest tivoli
I aften er der atter Havefest i Tivoli … (Foto: Tivoli PR)

Læs også: Tivolis smukke have

Dagens billede: Et trist farvel

Fredagsfjol: Tid til en dukkert

· Mere fra samme kategori ·