
SOMMERNEWS: Klar til FestiVélo og Tour de København
Klar til FestiVélo og Tour de København · Hjemmerøveri og vanvidskørsel ender med over syv års fængsel · Politiets døgnrapport fra Roskilde Festival · Ransagning hos Tour de France-cykelhold · EU’s energiministre er enedes om at øge målene for energieffektivitet og vedvarende energi · Dagens billede: En stor statsmand begravet · Fredagsfjol: Ræve i hopla 🦊 · Sommerpostkort: Tour i sommerlandet 🚴♀️
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Klar til FestiVélo og Tour de København
I dag fredag den 1. juli åbner Københavns to dages cykelfestival, FestiVélo, og lørdag den 2. juli sender HKH Kronprinsen de første deltagere af sted til folkecykelløbet Tour de København.
Tour de France-ugen er godt i gang i København med gul folkefest, cykelfeber og events i hele byen. FestiVélo løber af stablen i Fælledparken fra idag fredag den 1. juli klokken 12 til lørdag den 2. juli klokken 22 med et bugnende program af koncerter fra scenen, børneområdet Playzone, cykelfeber-område med sjove cykelaktiviteter for alle, madboder og talks.
Lørdag den 2. juli fra klokken 8-12 sættes verdens hyggeligste cykelløb, Tour de København, i gang, hvor alle kan hoppe på cyklen og køre præcis den samme rute, som Tour-stjernerne har tilbagelagt dagen før. Løbet er en hyldest til hverdagscyklismen, og alle kan være med helt i eget tempo og nyde den smukke rute gennem et København klædt i gult.
Se hele programmet for FestiVélo på festivelo.dk og for Tour de København på tourdekbh.dk.
HKH Kronprinsen skyder Tour de København Klubetapen i gang lørdag den 2. juli. Klubetapen er en hyldest til foreningslivet og de mange cykelfællesskaber og køres af cykelryttere fra en række cykelklubber. Kronprinsen ankommer klokken 7.45 til Edel Sauntes Allé i Fælledparken og modtages af overborgmesteren. Overborgmesteren holder en kort velkomsttale, hvorefter Kronprinsen skyder løbet i gang fra scenen ved startområdet på Edel Sauntes Allé.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen cykler klubetapen med cykelklubberne. Umiddelbart efter starten klokken 9 sendes Koret United ud på ruten. Med 250 syngende cyklister vil koret forsøge at slå verdensrekorden som verdens største cyklende kor.

Læs også: 10 smarte måder til cykelopbevaring i små hjem
Hjemmerøveri og vanvidskørsel ender med over syv års fængsel
To unge mænd på henholdsvis 27 og 35 år er i dag blevet idømt flerårige fængselsstraffe ved retten i Herning for et groft hjemmerøveri. En tredje medvirkende på 37 år er ligeledes blevet kendt skyldig i sagen. Dommen kommer på baggrund af et hjemmerøveri begået i august sidste år på en adresse i Birk, hvor tiltalen blandt andet lød på hjemmerøveri, grov vold og vanvidskørsel.
Tirsdag den 28. juni har to unge mænd – en fra Herning og en fra Horsens – modtaget domme på henholdsvis 4 år og seks måneder, og 2 år samt otte måneders fængsel. En tredje mand, også bosiddende i Herning, blev ligeledes kendt skyldig i sagen, men afventer nu en udtalelse fra Retslægerådet.
Retssagen var sat ved retten i Herning, hvor de tre mænd har været tiltalt for i forening at have begået et groft hjemmerøveri i august 2021 mod en mand i Birk.
Udover selve røveriet var de tre mænd også tiltalt for at have slået, truet og sparket til forurettede i forbindelse med hjemmerøveriet. Netop episoden med hjemmerøveriet, hvor den forurettede var i livsfare, førte til en skærpelse af straffen.
Hele episoden, der fandt sted i august 2021, endte med, at en af gerningsmændene – den 27-årige mand fra Horsens – fremsatte trusler på livet mod manden, hvorefter han stjal dennes bil.
Den 27-årige er derfor også i dag blevet dømt for at have kørt mod trafikken på Herningmotorvejen i et område syd for Bording, hvor han i høj fart forsøgte at slippe fra politiet ved at køre i nødsporet og op ad tilkørselsramperne på motorvejen.
Ved en efterfølgende narkotikatest blev den 27-årige påvist at have indtaget kokain og andre euforiserende stoffer i en sådan mængde, at han var til fare for trafiksikkerheden. Han blev derfor også dømt for at have kørt i narkopåvirket tilstand og uden kørekort.
Politiet fandt efterfølgende flere gram euforiserende stoffer af forskellig karakter på den nu dømte, hvorfor han også ved retten i Herning i dag blev kendt skyldig i at have været i besiddelse af narkotika.
– Retten har set på sagen med den samme høje grad af alvor, som vi i anklagemyndigheden har gjort. Det har blandt andet betydet, at man under strafudmålingen har benyttet sig af muligheden for at højne straffen for hjemmerøveriet, fordi gerningen var særlig grov, idet man blandt andet brugte en kniv som trussel og tog halsgreb. Forurettede var derfor i livsfare, udtaler Niclas Nissen, der er anklager hos anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
To af de dømte, den 28-årige og den 37-årige, havde ved tidligere lejligheder fremsat trusler mod offentlige ansatte – blandt andet mod en ansat på et forsorgshjem i Herning og en sygeplejerske på Herning Sygehus.
Ved tidligere lejligheder havde den 28-årige også truet en polititjenestemand. Disse forhold indgik også i anklageskriftet. For den 27-årige endte sagen med 4 år og seks måneders fængsel, hvilket han ankede til Landsretten på stedet. Han fik desuden frakendt førerretten i 10 år. Den 35-årige modtog sin dom på 2 år og otte måneders fængsel. For den 37-årige endte sagen med, at han blev kendt skyldig, men nu afventer en udtalelse fra Retslægerådet.

Læs også: Bliv klogere på psykisk vold i parforholdet
Politiets døgnrapport fra Roskilde Festival
Her er uddrag af døgnrapport fra onsdag den 29. juni klokken 7.00 til torsdag 30. juni 7.00:
Snød sig til 7.000 kroner
Klokken 9.10 anmeldte en 26-årig mand fra København, at han var blevet udsat for bedrageri og havde mistet 7.000 kroner. Han havde i sin camp givet koden til sin telefon til en anden, som telefonen kunne bruges til at spille musik på en fælles soundbox. Men koden kunne tilsyneladende også give adgang til mobile pay, så en ukendt gerningsmand har overført pengene til en anden konto.
Tyveri af soundbox
Klokken 9.39 fik politiet anmeldelse om, at en norsk statsborger havde fået stjålet en soundbox fra sin lejr på campingområdet.
Greb fat i kvinde
Klokken 13.15 oplyste en 19-årig kvinde fra Roskilde, at en ukendt mand natten til onsdag havde grebet fat i hende, da hun var på vej hjem til sit telt. Manden havde trukket kvinden ind i et telt og forsøgt at trække hendes shorts af. Det lykkedes dog kvinden at råbe op, så manden gav slip. Hun løb derefter ud af teltet. Der er ikke nogen beskrivelse af manden. Kvinden ønskede ikke, at der skulle gøres mere ved sagen, blot at politiet fik kendskab til hændelsen.
Bilister kører for stærkt
I tidsrummet fra klokken 6.00 til 12.00 blev 350 bilister fotograferet af politiets ATK-bil på Holbækmotorvejen ud for festivalen. Af dem kørte 51 så stærkt, at de står til at få et klip. Højeste hastighed var 153 km/t.
Fra klokken 13.30 til 19.45 blev yderligere 425 bilister taget i at køre for stærkt. Af dem fik 89 et klip. Højeste hastighed var 142 km/t.
Politiet har midlertidigt nedskiltet hastigheden til 80 km/t på motorvejen grundet de mange personer i området.
Ville løbe fra politiet
Klokken 22.22 fik politiets patrulje på pladsen øje på en større mistænkelig gruppe nær Indgang Vest. Gruppen satte i løb, da politiet begyndte at interessere sig for dem, men det lykkedes patruljen at løbe de otte lokale mænd op. Det viste sig, at en 25-årig mand havde fire poser med i alt cirka 10 gram ketamin på sig. Kun en af mændene havde gyldigt armbånd til festivalen. De øvrige blev ført væk fra stedet af festivalens egne vagter.
Smed narko fra sig
Klokken 4.00 blev en af politiets hundepatruljer på campingområdet prajet af en vagt fra festivalen, der havde set tre personer uden armbånd. De tre mænd løb fra stedet, men det lykkedes patruljen at indhente dem. Politifolkene bemærkede, at en af mændene forinden nåede at smide en pose fra sig. Da en af patruljehundene blev taget ud af bilen, valgte de tre mænd at standse. Posen viste sig at indeholde 9 joints og en pose med 0,6 gram amfetamin. Det var dog ikke umiddelbart muligt at fastlægge, hvem af de tre, der havde smidt posen.

Læs også: Kan man holde sig sund på Roskilde Festival
Ransagning hos Tour de France-cykelhold
På baggrund af en retsanmodning fra de franske myndigheder har Københavns Politi i morges gennemført en ransagning hos cykelholdet Bahrain Victorious på holdets hotel i Brøndby.
Ransagningen begyndte torsdag morgen klokken 5.30, og siden har Københavns Politi undersøgt de hotelværelser og biler, der bliver benyttet af Bahrain Victorious.
Da der er tale om en fransk efterforskning, har franske betjente bistået Københavns Politi ved aktionen som observatører.
– På baggrund af en retsanmodning fra fransk politi, som led i en igangværende efterforskning i Frankrig, har Københavns Politi gennemført en ransagning på hotellet i Brøndby. Da der er tale om en efterforskning, der bliver gennemført af fransk politi, må vi henvise til dem for yderligere kommentarer, udtaler politiinspektør Dannie Rise.

Læs også: Sådan ser du Tour de France med offentlig transport
EU’s energiministre er enedes om at øge målene for energieffektivitet og vedvarende energi
EU’s energiministre blev mandag enige om at øge centrale mål i EU for vedvarende energi og energieffektivitet. Mål, der skal være med til at sikre vejen til en 55 % reduktion i 2030 i EU. Begge aftaler er en del af EU’s store og vigtige lovpakke Fit For 55.
Energi- og klimaministre fra hele EU var mandag og tirsdag samlet i Luxembourg for at forhandle EU’s store og samlede lovpakke, Fit For 55, på plads. Efter lange forhandlinger er energiministrene blev de mandag enige om at øge ambitionerne for energieffektivitet og vedvarende energi – to helt centrale mål for den grønne omstilling i Europa og for at sikre EU’s uafhængighed af russisk energi.
For energieffektivitet hæves niveauet fra de nuværende 32 % til 36 % i 2030. Og for vedvarende energi hæves niveauet fra 32,5% til 40 % procent i 2030.
– Det er en rigtig god dag for Europa. De højere mål for energieffektivitet og for vedvarende energi er ikke kun centrale for den grønne omstilling af Europa, men også afgørende for at sikre Europas uafhængighed af russisk energi. Internationalt har Danmark vist vejen med topmøderne i Esbjerg og Sønderborg. Og nationalt er vi med aftalen i lørdags gået forrest med større VE-udbygning i Danmark. Nu har vi fået de andre EU-lande med på at øge målene, og det vil også give store muligheder for dansk erhvervsliv, siger klima,- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Energieffektivitet
Et mål på 36 % på energieffektivitet er en stor bidragsyder til opfyldelsen af EU’s klimamål på mindst 55 pct. i 2030. Målet om mere energieffektivitet suppleres blandt andet af:
- Opjustering af energispareforpligtelsen til 1,5 pct.
- Nye bestemmelser om energireduktioner.
- Udvidet krav om energirenovering målrettet alle offentlige organer.
- Nye krav til inden for varme- og køleområdet og ift. transmission og distribution af energi.
Vedvarende energi:
Et mål på 40 % vedvarende energi i 2030 er et vigtigt bidrag til at indfri EU’s samlede klimamål på 55 pct. i 2030. Målet om mere vedvarende energi suppleres blandt andet af:
- Nye skærpede bæredygtighedskriterier vedrørende anvendelse af skov- og landbrugsbiomasse.
- Et CO2-fortrængningskrav i transportsektoren, der skal erstatte det nuværende krav om minimumsandel af VE i forbruget.
- Tiltag til at understøtte efterspørgslen efter ikke-biomassebaserende VE-brændstoffer i transportsektoren og industrien.
- Nationalt-bindende delmål for andelen af VE i varme og kølesektoren.
- Benchmarks for andelen af VE i bygningers og i industriens slutforbrug.
- Fælles grænseoverskridende VE pilot-projekter til havs.
Aftalerne skal nu forhandles på plads i Europa-Parlamentet. Under forhandlingerne vil Danmark arbejde for hurtig vedtagelse og højere ambitioner med henblik på at tage højde for REPowerEU-planen.
– Det er klart, at jeg gerne havde set, at Rådet allerede nu var klar til at være endnu mere ambitiøse og øge målene endnu højere til henholdsvis mindst 40 pct. for energieffektivitet og 45 pct. for vedvarende energi. Der var vi dog ikke i dag, men kampen fortsætter, og jeg vil nu aktivt kæmpe for, at vi bliver endnu mere ambitiøse i forhold til de kommende forhandlinger med Europa-Parlamentet. Aftalen er dog en rigtig god start på vejen til at sikre flere og større drivhusgasreduktioner i EU, slutter klima,- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Læs også: Danmark skal være grønnere og uafhængig af gas fra Rusland