Læs også:

Close
sommerhus edc

NEWS: Hvert 10’ende sommerhus bruges som helårsbolig

Nyheder  | 

Hvert 10’ende sommerhus bruges som helårsbolig · Fire mænd skal flere år i fængsel for bedrageri og afpresning på sociale medier · Politiets døgnrapport fra Roskilde Festival · Frygt for bryggeri-lukninger ulmer · Politiet er klar til touren · Dagens billede: Joe Biden udtaler sig

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Hvert 10’ende sommerhus bruges som helårsbolig

En opgørelse fra EDC, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at der i hvert 10’ende sommerhus i Danmark er tilmeldt en eller flere personer med folkeregisteradresse. Det svarer til godt 24.000 sommerhuse.

Som udgangspunkt er det ikke muligt at købe et sommerhus for at anvende det som helårsbolig. Der findes dog nogle undtagelser fra reglen for bl.a. pensionister, der under bestemte forudsætninger kan bebo et sommerhus hele året.

Opgørelsen viser, at der er store forskelle fra kommune til kommune. I en enkelt kommune er næsten halvdelen af sommerhusene beboet hele året, mens det andre steder stort set slet ikke forekommer.

Topscorer på listen over flest helårsbeboede sommerhuse er Hillerød Kommune i Nordsjælland, hvor hele 47 pct. af sommerhusene anvendes som helårsbolig. I den modsatte ende af listen findes Billund, hvor der i kun 1 ud af kommunens godt 900 sommerhuse er registreret en folkeregisteradresse.

I de enkelte kommuner kan der være en god forklaring på hvorfor man afviger fra normalbilledet, og det er der også i både Hillerød og Billund. For Hillerød Kommunes vedkommende er der tale om, at ca. halvdelen af kommunens sommerhuse er beliggende i et område, der for et par år siden blev overført til byzone, efter at kommunen i mange år havde givet dispensationer til helårsbeboelse. For Billunds vedkommende drejer det sig om sommerhuse i forbindelse med Lalandia, der i høj grad er baseret på udlejning i faste aftaler.

Når man løber listen igennem, tegner der sig alligevel et billede, som ikke kun er særlige forhold i enkeltkommuner. De ti kommuner med flest helårsbeboede sommerhuse befinder sig alle på Sjælland og i pendlerafstand af København.

– I denne ende af listen er der ikke tale om store sommerhuskommuner, så vi taler typisk om mindre, bynære sommerhusområder, hvor det er oplagt at bo året rundt, fortæller EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. “Der kan være tale om pensionister eller om beboere, der har opnår dispensation fra kommunen”. Eneste større sommerhuskommune på top 10 over flest helårsbeboede er Frederikssund, hvor 21 pct. af de godt 6.200 sommerhuse er helårsbeboet.

I den modsatte ende af listen finder vi flere af de store jyske sommerhuskommuner – helt typisk eksempelvis Ringkjøbing-Skjern og Varde kommuner, begge med en andel på 3 pct. helårsbeboede. Også en række storbykommuner befinder sig i denne ende af listen, bl.a. København, der – statistisk set – har mere end 6.800 sommerhuse, hvoraf godt 100 er helårsbeboet:

– Der er dog tale om haveforeningshuse og kolonihaver, hvor helårsbeboelse almindeligvis slet ikke er tilladt. Der er således mere tale om et statistisk fænomen end om helsårsbeboede sommerhuse, siger Jan Nordmann.

Når man ser bort fra de atypiske kommuneforhold, der gør sig gældende flere steder, viser det sig klart, at andelen af helårsbeboelse er størst i kommuner i nærheden af større byer:

– Det er helt i tråd med hvad vi ser i vores mæglerbutikker, fortæller EDC-kommunikationschefen og fortsætter:

– Når man har muligheden for at bruge sommerhuset til helårsbeboelse, er interessen størst i de områder, hvor man er relativt nær storbyens muligheder og tilbud. Også nærhed til familie, indkøb, lægehuse og offentlig transport er afgørende for pensionister, der vil bo i sommerhuset hele året. Omvendt er sommerhuskøb i de vestjyske sommerhusområder ofte forbundet med muligheden for udlejning, så her er andelen af helårsbeboede huse lav.

Danmarks største sommerhuskommune er Odsherred med 23.700 sommerhuse. Her er 9 pct. beboet året rundt.

sommerhus edc
Mange bor også helårs i sommerhusene i Danmark … (Foto: EDC)

Læs også: Sådan indretter du med genbrug i sommerhuset

Fire mænd skal flere år i fængsel for bedrageri og afpresning på sociale medier

Fire mænd udgav sig på sociale medier for at være en kvinde, der solgte seksuelle ydelser – men i stedet var der tale om et større svindelnummer. I dag blev mændene dømt for organiseret bedrageri og afpresning, og de kan nu se frem til at skulle i fængsel i mellem to og et halvt års fængsel og fem års år.

Ved retten i Viborg faldt der i dag klokken 11.00 dom i en større sag, hvor fire unge mænd i alderen 22-26 år blev kendt skyldige i afpresning og bedrageri af særligt grov beskaffenhed. Der har været tale om forbrydelser, som retten takserede således:

• En 22-årig mand fra Vejle skal 2 år og seks måneder i fængsel
• En 24-årig mand fra Viborg fik en dom på 3 år og seks måneders fængsel
• En anden 24-årig mand fra Viborg fik en dom på 4 års fængsel
• En 26-årig mand fra Viborg fik den længste straf. Han skal 5 år i fængsel

Dømt for flere hundrede forhold … Mændene udgav sig på sociale medier for at være en kvinde, der solgte seksuelle ydelser. På den måde fik de en lang række øvrige mænd til at overføre penge for ydelser, som aldrig blev leveret.

Derudover afpressede de fire unge mænd også i mange tilfælde de øvrige mænd ved for eksempel at true dem med at fortælle deres familie, venner eller arbejdsgiver, at den pågældende havde forsøgt at købe seksuelle ydelser.

Ofrene har hver især overført mellem 100 og helt op til knap 80.000 kroner – nærmere bestemt 77.479 kroner.

De fire gerningsmænd blev ved retten i Viborg dømt for tilsammen 322 forhold og har svindlet og truet sig til i alt godt 1,2 million kroner.

Sagen har krævet et stort efterforskningsarbejde. Sagen begyndte i efteråret 2020, da en 35-årig midtjysk mand henvendte sig til Midt- og Vestjyllands Politi og fortalte, at han var blevet snydt på det sociale medie Snapchat, og at han efterfølgende var blevet afpresset til at overføre i alt 1.700 kroner.

Den 35-årige mands anmeldelse blev startskuddet til et omfattende efterforskningsarbejde hos lokalpolitiet i Viborg, hvor digitale spor ledte Midt- og Vestjyllands Politi frem til de fire mænd, der nu er dømt.

Under efterforskningen er en lang række forurettede og vidner blevet afhørt, ligesom Midt- og Vestjyllands Politi gennemførte flere ransagninger – også af telefoner og andet IT-udstyr.

Anklager udtaler, at det er en stor og usædvanlig sag … Anklageskriftet omfattede 322 forhold med tilsammen 240 forurettede, og for anklager Katrine Melgaard fra anklagemyndigheden ved Midt og Vestjyllands Politi har det også været en stor og speciel sag at skulle føre.

– Det er en meget usædvanlig sag med mange forhold, mange ofre og store værdier, og der er jo tale om en relativt ny form for kriminalitet, som foregår via de sociale medier. Derfor har vi ikke rigtigt haft nogle lignende sager fra tidligere, som vi har kunne læne os op ad, forklarer hun.

Hun tilføjer:

– Derfor har jeg selvfølgelig også været meget spændt på, hvad retten kom frem til i dag, men jeg er rigtigt tilfreds med, at alle de fire mænd nu skal flere år i fængsel, siger Katrine Melgaard.

Anklageren havde procederet for domme på mellem 4,5 års fængsel og 6 års fængsel. Retten landede altså lidt lavere.

Tre af de dømte – de tre mænd fra Viborg – har siddet varetægtsfængslet siden den 23. september 2021, mens den 22-årige mand fra Vejle blev fængslet den 12. januar 2022. De tre yngste modtog dommen. Den 26-årige mand fra Viborg udbad sig betænkningstid. Alle fire mænd er fortsat varetægtsfængslet efter dom.

Stor dom faldet i usædvanlig sag … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mænd dømt for bedrageri med offentlige midler

Politiets døgnrapport fra Roskilde Festival

Her er et uddrag af døgnrapporten fra weekenden samt mandag angående Roskilde Festival.

Bilister kørte for stærk på motorvejen nær Roskilde Festival

Af sikkerhedsmæssige hensyn er der på Holbæk Motorvejen ved Roskilde Festival indført midlertidig hastighedsbegrænsning på 80 km/t. I tidsrummet 10.43-16.03 lørdag den 25. juni holdt en af politiets fotovogne på strækningen, hvor 8.194 køretøjer passerede. 925 fik en bøde, to fik en betinget frakendelse af førerretten, og 163 personer kan se frem til at få et klip i kørekortet. Hurtigste hastighed på strækningen blev målt til 158 km/t. Bilister på strækningen kan forvente, at politiet snart igen er til stede med færdselspatruljering og fotovogne.

Ulovlig afsætning af festivalgæster gav propper i trafikken

Klokken 15.10 gik trafikken på Køgevej i retning mod Roskilde i stå, da en del bilister valgte at standse deres biler for at sætte festivalgæster af i vejkanten, til trods for, at der på stedet er skiltet med standsning forbud. Politiet begyndte derfor kort efter at dirigere trafikken for at få den til at glide. Efterfølgende kom Hjemmeværnet frem til stedet og overtog opgaven med at dirigere trafikken.

Mand anholdt da han ikke ville fortælle politiet hvem han er

Klokken 23.00 blev en mand anholdt af politiet, da han ikke ville fortælle, hvem han er. Manden blev taget med på politistationen, hvor han valgte at oplyse, hvem han er. Det viste sig at være en 20-årig mand fra Norge. Han blev efterfølgende løsladt til gaden.

Beruset mand med småskrammer

Klokken 02.00 traf politiet en 23-årig mand fra København på festivalpladsen. Manden havde småskrammer i ansigtet, men var for beruset til at kunne redegøre for, hvordan skaderne var opstået. Manden blev vejledt om at kontakte samaritterne på festivalpladsen for at blive behandlet for sine skader og kontakte politiet på et senere tidspunkt, når han var blevet ædru, hvis han ønskede at anmelde noget til politiet.

Anmeldelse om mulig sædelighedsforbrydelse

Klokken 02.56 fik politiet en henvendelse fra opmærksomme festivalgæster om, at en mand lå oven på en kvinde i området ved tårn N. Festivalgæsterne havde råbt op, og en mandlig gæst fik grebet ind og fjernet manden fra hans position over kvinden. Manden kvitterede med et slag mod festivalgæsten, inden manden flygtede fra stedet.

Politiet fik kontakt til en påvirket, 22-årig kvinde, som straks blev indlagt på et sygehus til fornøden behandling i anledning af sin påvirkethed og undersøgelse for eventuelle spor fra en mulig sædelighedsforbrydelse.

Den 22-årige kvinde kunne ikke afhøres straks efter anmeldelsen, men stedet, hvor hun blev set sammen med den nu flygtede mand, blev undersøgt som et gerningssted for eventuelle spor, såfremt der måtte være foregået noget strafbart.

Den flygtede mand blev af vidner beskrevet som en 170-180 cm høj mand, der var iført en grå hættetrøje og mørke, lange bukser. Politiet fandt ikke den mistænkte mand og afventer nu muligheden for at afhøre den 22-årige kvinde om hendes oplevelser af det formodede overgreb på hende.

Besiddelse af narkotika / lov om euforiserende stoffer

Politiet foretog med baggrund i oplysninger om tilstedeværelse af en større mængde narkotika i en teltlejr en ransagning af området søndag eftermiddag. En narkohund assisterede politiet ved ransagningen af teltområdet, hvor en 23-årig mand fra Fyn blev fundet i besiddelse af euforiserende piller, 14 gram psilocybinsvampe, 16 gram marihuana, knap fem gram hash og godt tre gram amfetamin. De ulovlige stoffer blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som formentlig skulle have været delt med de øvrige tilstedeværende i teltlejren.

Også enkelte af de øvrige tilstedeværende i teltlejren var i besiddelse af en mindre mængde ulovlige stoffer, som de er blevet sigtet for den ulovlige besiddelse af. Den 23-årige fik af Roskilde Festival klippet sit armbånd og blev bortvist, og de øvrige personer i teltlejren fik tildelt et advarselsarmbånd.

Blufærdighedskrænkelse ved beføling

Klokken 13.55 anmeldte en 25-årig kvinde fra København, at hun for cirka 30 minutter siden i sin teltlejr var blevet kontaktet af en fremmed mand, der indledningsvist blot ønskede at hvile sig i hendes lejr.

Efterfølgende havde han tilbudt hende massage, samtidig med at han berørte hende flere steder på kroppen og kyssede hende trods den 25-årige kvindes både verbale og fysiske protester over for manden.

Til sidst gik manden, som blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 160-170 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Blå maling på højre overarm, mørkt skæg omkring hagen og kæbepartiet, brune øjne, iført: blå bøllehat, shorts og lilla T-shirt, medbringende en grøn pose. Han talte engelsk.

Politiet ledte efter den mistænkte på festivalpladsen, men uden at finde ham i første omgang, idet han kan mistænkes for en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse.

roskilde festival (Foto: Visual Hunt)
Roskilde Festival er i gang – det samme er politiet … (Foto: Visual Hunt)

Læs også: Mere vedvarende energi til Roskilde Festival

Frygt for bryggeri-lukninger ulmer

Kun halvdelen af Bryggeriforeningens medlemmer udelukker risiko for at måtte lukke. Blot 16 ud af 31 bryggerier og tapperier i en undersøgelse blandt Bryggeriforeningens medlemmer afviser helt risikoen for at blive nødt til at lukke.

Under corona-krisen stillede Bryggeriforeningen et lignende spørgsmål til sine medlemmer, og selv om corona-krisen var alvorlig for mange danske bryggerier og tapperier, så er der nu en større andel medlemmer, som er bekymrede for deres overlevelse.

– Heldigvis er det de færreste af vores medlemmer, som vurderer risikoen for at lukke som høj. Men det er foruroligende, at næsten hvert andet medlem ikke kan udelukke, at de må dreje nøglen om, siger Bryggeriforeningens direktør, Nick Hækkerup.

Han vurderer, at den lurende frygt for lukninger skyldes en kombination af, at især de mindre bryggerier og tapperier skubber gæld fra corona-nedlukningen foran sig, samtidig med at priserne på energi, råvarer og emballager er steget markant i år. Eksempelvis er prisen på forædling af hovedingrediensen i øl, nemlig maltbyg, næsten seksdoblet på få måneder, hvilket forventes at hæve salgsprisen på maltbyg væsentligt.

– Især mikrobryggerierne sætter deres lid til et godt salg i det danske sommerland, så de kan modstå de øgede udgifter, slutter Nick Hækkerup.

Bryggeriforeningen
Frygt for bryggeri-lukninger ulmer … (Illustration: Bryggeriforeningen)

Læs også: Alkoholfri øl vinder frem

Politiet er klar til touren

Syd- og Sønderjyllands Politi har en række gode råd til dig, hvis du skal ud og opleve verdens største cykelløb både i deres område på søndag men også dagene inden.

På søndag den 3. juli 2022 kører Tour de France-rytterne igennem to jyske politikredse, når startskuddet lyder i Vejle og målstregen krydses i Sønderborg. Politiet er naturligvis til stede for at sikre, at det forløber fredeligt, sikkert og trygt.

Sammen med de mange Tour de France-ryttere, følgebiler, reklamekaravaner og tilskuere vil du i weekenden også kunne se en del politi.

– Det er ikke første gang, vi håndterer cykelløb hverken i Syd- og Sønderjyllands Politi eller i Sydøstjyllands Politi, fx har Post Nord Danmark Rundt flere gange været kørt hos os og i 2021 var Giro d’Italia blandt andet i Sydøstjyllands politikreds, så vi har gode erfaringer at trække på. Med Tour de France er der bare tale om et cykelløb i en noget større skala, fortæller Tage Jehn, politiinspektør og linjechef for beredskabet i Syd- og Sønderjyllands Politi, der har ansvaret for politioperationen, og som afslutter med følgende bemærkning:

– Nu ser vi frem til en festlig, sportslig og ikke mindst sikker 3. etape i vores politikredse.

Gode råd til Tour de France tilskuerne:

Hvis du skal stå langs ruten og heppe på tour-rytterne i weekenderne, er der nogle gode råd at tage med, så alle kan få en festligt og sikker Tour de France-oplevelse:

Hold dig på den rigtige side

Træd ikke ud på vejen, når rytterne kommer og hold dig selv og dine ting bag barrieren. Det kan blive farligt for rytterne og for dig selv.

Hold øje med vejen 
Det er ikke kun cykelryttere, der kører på ruten. Også reklamekaravane med biler og andre ryttere kører etaperne, så hold altid øje med, om der er aktivitet på vejene.

Pas på børnene 
Selvom der er spærret for trafik er det stadig en vej – Det går rigtigt stærkt og cykelrytterne kører tæt. også selvom der har været ro på længe.

Overvej at lade hunden blive hjemme 
Tager du dit kæledyr med, risikerer de at blive skræmt af feltet. De kan også forvilde sig ud på vejen og det kan udvikle sig til en farlig situation.

Planlæg din rejse til og fra løbet 
På den måde sikrer du, at du nemmest og hurtigst kan komme til cykelløbet og hjem igen.

Tag trafikken med i planlægningen
Med Tour de France, Roskilde Festival, DGI Landsstævne og en af sommerens store rejsedage i samme weekend, vil der være udfordringer i trafikken i store dele af landet hen over weekenden. I forbindelse med Tour de France er der store ændringer i trafikken, når ruten bliver afspærret og ikke kan krydses i flere timer.

Fakta:

Derfor er det en god idé at planlægge og holde sig orienteret på trafikfronten, hvis man skal ud på vejene – uanset om man skal deltage i nogle af de store arrangementer, eller bare skal fra A til B. Det forventes også at være ekstra pres på den kollektive trafik i weekenden.

Og på selve dagen, når du skal afsted, så sørg for at tjekke trafikinfo.dk, inden du kører hjemmefra og lyt til P4 radio, mens du kører.

Du kan finde information om Tour de France, afspærringer, gode råd og parkeringsmuligheder på siderne her:

• Læs mere om Tour de France og etaperne, muligheder for parkering som tilskuer, events mm på letourcph.dk/
• Læs mere om lukning og afspærring af veje samt den aktuelle trafiksituation under Tour de France på trafikinfo.dk/
• Læs om mulighederne for transport med kollektiv trafik til og fra Tour de France etaperne transporttiltouren.dk/

Du kan også finde information på kommunernes hjemmesider.

gul cykel tour de france
Danmark og også politiet er klar til touren … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Folkecykelløbet Tour de København hylder hverdagscyklismen

Dagens billede: Joe Biden udtaler sig

· Mere fra samme kategori ·