Læs også:

Close
badebro sommer storebælt sommerhus drøsselbjerg (Foto: MY DAILY SPACE)

Påsken sætter gang i sommerhusdrømmene

Nyheder  | 

Påsken sætter gang i sommerhusdrømmene · Karamel-krig: MUMS! vinder over Dumle i retten · Fire mænd tiltalt for bedrageri og afpresning via Snapchat · ICEKIID og Jimilian lægger Plænen ned med påskerap og beats · Dansk hjælp til Ukraines energiforsyning · Sag om trusler på livet er klar til at komme for retten · Dagens billede: Love is in the air

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Påsken sætter gang i sommerhusdrømmene

Skal du se på sommerhus i påsken? Undgå ubehagelige overraskelser. Der er godt gang i sommerhusmarkedet, men inden man køber, er der nogle ting, det kan være klogt at være opmærksom på, hvis man vil undgå at stå med en ekstra regning for skader på huset.

Det er påske. Sommersæsonen står for døren, og det er højsæson for at se på sommerhus. Men drømmen om et fristed tæt på naturen kan være forbundet med ubehagelige og dyre overraskelser, hvis ikke man ser sig for.

Derfor giver Henrik Bundgaard, der er Skadedirektør i Codan Forsikring, her en række gode råd, der er værd at have i baghovedet, inden du skriver under på lån og købsaftale.

– Man kan let lade sig rive med, når man ser på hus en solrig påskedag, hvor man har fri og fuglene synger. Men der er altså ting, man ikke kan se med det blotte øje, som man skal være opmærksom på, siger Henrik Bundgaard.

For det første, så skal man tjekke tilstandsrapporten og have en byggerådgiver med, der kender faldgruberne i gamle bygninger.

– Det er vigtigt, at det er en rådgiver med en byggeteknisk baggrund som for eksempel en ingeniør eller en konstruktør” siger Henrik Bundgaard.

Herefter kan man gå i gang med at se bygningen efter. Og der er nogle ting, det er en god idé at være særligt opmærksom på.

Huset og grunden:

Soklen: Er den skæv, eller har revner?

Facader: Vær især opmærksom på facader af træ. Er der fugt, råd eller svamp i nogle af brædderne, eller skaller de af. Så skal de som minimum skiftes ud. Stik evt. en skruetrækker eller syl ind i træet. Den må ikke kunne gå mere end 1-3 mm ind.

Tage: Sommerhustage består ofte af lette materialer, og de har sjældent undertag. Derfor kan utætheder give store skader. Tjek derfor tagbelægninger grundigt især ved samlinger, tagrender og nedløb. Vær opmærksom på, at nogle forsikringer ikke dækker tage af tørv eller græs.

Husk grunden: Tjek dingeo.dk for at se, om grunden er i fare for oversvømmelse ved kraftig regn eller stormflod.

Reparationer: Er der lavet reparationer for nyligt, skal du være opmærksom på, om der kan være andet, der ikke er blevet ordnet.

Vand og kloak:

Tjek kloakken: Løft kloakdækslet og tænd for nogle af vandinstallationerne. Kommer der sand eller jord med, når vandet skyller ud, så kan det være tegn på, at der er et hul et sted på kloakrøret.

Kig alle synlige vandrør efter for synlige skader. Sommerhuse er især udsat for vandskader, fordi rørene kan få frostskader i de måneder, huset ikke bliver brugt.

Kig på vandmåleren: Kører den stadig, når alt vand er slukket, så kan det være tegn på, at et vandrør er utæt.
Er der noget muggent ved indeklimaet?

Når du går ind i sommerhuset, så husk at bruge næsen. Lugter der muggent kan det være et tegn på, at der er skimmelsvamp.

– Mange sommerhuse står lukkede og uopvarmet i en stor del af vinterhalvåret, og derved skabes et miljø, der giver skimmelsvamp gode vækstbetingelser. Skimmelsvamp kan være farlig for mennesker, hvis den ophober sig i indeklimaet,”lyder det fra skadedirektøren.

Det allerbedste er, hvis du kan få lov at gå ind i huset, efter det har stået tomt i nogle uger, for så er du ikke i tvivl. Er der lige luftet ud, så kan det være sværere at bedømme.

Hvis uheldet alligevel er ude, så er det vigtigt at have de rigtige forsikringer. For det første så skal du have en husforsikring og en indboforsikring, og husk at den skal være stor nok til at dække alle dine ejendele. Tegner du hos Codan Forsikring er der ingen begrænsning på.

Derudover kan det være en god idé med en ejerskifteforsikring, der dækker de skader og fejl, der kan være på huset, når du køber det, men som du først finder senere.

– Mange er fristet til at droppe ejerskifteforsikringen, fordi den koster en del tusinde, men når først man er ved at købe et hus til én eller to millioner, så kan det vise sig at være et ærgerligt sted at spare, slutter Henrik Bundgaard.

badebro sommer storebælt sommerhus drøsselbjerg (Foto: MY DAILY SPACE)
Også i år vil påsken være fyldt med mennesker i sommerhusområderne … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Klumme: Mit liv i København og sommerhuset

Karamel-krig: MUMS! vinder over Dumle i retten

En strid i slikbranchen er endt med, at Spangsberg Chokolade fortsat kan sælge og markedsføre deres slikkepind MUMS! Sagen bør give anledning til, at virksomheder tjekker, om deres produkter er beskyttet godt nok, lyder det fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

Sø- og Handelsretten har for nyligt truffet afgørelse i en strid mellem slikproducenterne Spangsberg Chokolade og Fazer Danmark. Sagen er anlagt af Fazer, der mener, at Spangsbergs slikkepind MUMS! ligner Fazers Dumle-slikkepind så meget, at de ønsker et forbud mod markedsføring og salg af produktet.

Men det var Sø- og Handelsretten ikke enige i. De gav ikke Fazer medhold i deres påstande og vurderer, at formen og udseendet på slikkepindene skyldes tekniske forhold ved den maskine, de produceres på. Retten kommer samtidig frem til, at Fazer ikke har eneret til at bruge den mørkeblå og røde farve på deres emballage, men at de tværtimod er en del af det almindelige udtryk på markedet for karameller og chokolade.

– Sagen her viser, at det først og fremmest er vigtigt for virksomhederne at forholde sig til, hvilke produkter, der er væsentlige for dem. Er et produkt forretningskritisk, så bør det næste naturlige skridt være grundigt at overveje, hvordan produkterne, deres emballage og navn udformes og beskyttes bedst muligt med rettigheder, siger hun.

Fazer mener ellers, at deres emballage er unikt udformet og et særligt kendetegn for netop deres Dumle-slikkepind, som Spangsberg efterligner i strid med markedsføringsloven, fordi de to emballager ligner hinanden i en sådan grad, at forbrugerne forveksler dem. Men det fik de altså ikke medhold i af Sø- og Handelsretten.

– Det er med at holde tungen lige i munden, for det er kompliceret stof. Det virksomhederne skal holde sig for øje er, om deres emballage eller design adskiller sig tilstrækkeligt fra, hvad der er almindeligt i branchen. Derfor er det altid en god idé at undersøge markedet og den branche, man gerne vil ind i, forklarer Henriette Vængesgaard Rasch.

Når en virksomhed ved, om der foreksempel er nogle typiske måder at designe emballage på, står man bedre stillet i forhold til, hvordan man skal udforme sine produkter.

– Det bedste for virksomhederne er at designe deres produkt, så de kan få eneret til det og dermed afholde andre fra at bruge en lignende udformning. Det vil selvsagt give dem en fordel i et konkurrencetæt marked, siger Henriette Vængesgaard Rasch.

For at opnå en eneret til et design eller registrere et såkaldt formmærke, skal designet adskille sig fra andre design, og formmærket skal adskille sig væsentligt fra den sædvanlige udformning af produktet. Derudover skal det naturligvis leve op til de øvrige krav for registrering af et design eller et varemærke.

Spangsberg har Sø- og Handelsrettens ord for, at de fortsat må producere, markedsføre og sælge deres MUMS!-slikkepinde. Fazer skal derimod betale 266.000 kroner i sagsomkostninger til Spangsberg.

Det skal bemærkes, at ankefristen ikke er udløbet, og dommen derfor kan ankes.

Læs mere om, hvordan du registrerer dit varemærke her.

Læs mere om, hvordan du registrerer dit design her.

dumle
Dumle har tabt i retten  og skal betale Spangsberg … (Foto: PR)

Læs også: Sådan tæmmer du din sukker craving

Fire mænd tiltalt for bedrageri og afpresning via Snapchat

Ifølge anklageskriftet har fire mænd på sociale medier udgivet sig for at være en kvinde, der solgte seksuelle ydelser. Nu er mændene tiltalt for organiseret bedrageri og afpresning. Anklageskriftet omfatter flere end 300 forhold.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har netop rejst tiltale mod fire mænd for afpresning og bedrageri af særligt grov beskaffenhed. Ifølge anklageskriftet har mændene, der er imellem 22 og 26 år, på især Snapchat, men også Facebook, udgivet sig for at være en kvinde, der solgte seksuelle ydelser. På den måde fik de mænd til at overføre penge for ydelser, som aldrig blev leveret.

Derudover afpressede de i mange tilfælde mændene ved for eksempel at true med at fortælle familie, venner eller arbejdsgiver, at den pågældende havde forsøgt at købe seksuelle ydelser. Ofrene har hver især overført mellem 100 og 77.479 kroner. I alt har bedrageriet og afpresningen ifølge anklageskriftet indbragt de fire tiltalte 1.227.687,50 kroner.

Anklageskriftet omfatter i alt 322 forhold med tilsammen 240 forurettede. Den ældste af de tiltalte, en 26-årig mand, er tiltalt for forhold, der går tilbage til 2019, mens de øvrige tre mænd ifølge anklageskriftet deltog i bedrageriet og afpresningen fra august 2020 og frem til de første tre anholdelser i september 2021. De tre først anholdte er fra Viborg, mens den 22-årige mand, der blev anholdt senere, er fra Vejle.

Der ligger mange måneders efterforskning bag tiltalerejsningen mod de fire mænd. Sagen begyndte i efteråret 2020, da en 35-årig midtjysk mand henvendte sig til Midt- og Vestjyllands Politi og fortalte, at han var blevet snydt på Snapchat og presset til at overføre penge. I alt 1.700 kroner, forklarede manden. Hans anmeldelse blev startskuddet til et omfattende efterforskningsarbejde, hvor digitale spor ledte Midt- og Vestjyllands Politi frem til de fire mænd. Undervejs gennemførte politiet blandt andet flere ransagninger – også af telefoner og andet IT-udstyr.

– Vi har i sagen gennemgået utallige sagsakter i form af MobilePay-betalinger, kontoudtog og Messenger-samtaler. Derudover har vi afhørt samtlige forurettede og relevante vidner. I samarbejde med vores it-efterforskere fra politikredsens centrale efterforskningsafdeling har vi sikret og gennemgået PC’er og telefoner fra de nu tiltalte. Så der ligger rigtig mange efterforskningstimer bag sagen, fortæller Henrik Varbøl, fg. politikommissær og efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Viborg.

Tre af de tiltalte – de tre mænd fra Viborg – har siddet varetægtsfængslet siden den 23. september 2021, mens den sidste – en 22-årig mand fra Vejle – blev fængslet den 12. januar 2022. Siden fængslingerne er sagen blevet færdigefterforsket, og nu har anklagemyndigheden altså rejst tiltale, og sagen er sendt til retten.

– Det er selvfølgelig en usædvanlig sag, i og med der er mange forhold, der er mange ofre, og det drejer sig om store værdier. Efterforskerne hos lokalpolitiet i Viborg har lagt et kæmpe stykke arbejde i efterforskningen, og sagen er et godt eksempel på, at politiet gør alt for finde gerningsmændene – også dem, der sidder gemt bag skærme. Sådan siger anklagerfuldmægtig Katrine Melgaard, der kommer til at føre sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen er forhåndsberammet til at køre i maj og juni ved retten i Viborg. Der er sat 20 retsdage af til sagen med første retsdag den 2. maj 2022 og forventet sidste dag den 29. juni 2022.

pige ryg
Fire mænd tiltalt for bedrageri og afpresning via Snapchat … (Foto: Pexels)

Læs også: FOKUSNEWS: Politiets redegørelse om den omfattende sextortion-sag

ICEKIID og Jimilian lægger Plænen ned med påskerap og beats

Det bliver et iskoldt påskebord, når rapperen ICEKIID og sangeren Jimilian går på scenen til Fredagsrock på Plænen den 15. april fra klokken 22. Her står den på afrobeat og hip hop fra ICEKIID og albansk-inspirerede popørehængere fra Jimilian, hvilket med andre ord gør denne uges Fredagsrockkoncert til en oplagt pause fra påskeidyllen i familiens skød.

Fredag den 8. april blev Fredagsrocksæsonen skudt i gang med et brag af Scarlet Pleasure, der fyldte Tivoli op med masser af danse- og musikglade gæster, der havde ventet længe på en koncert fri for Coronarestriktioner. Det fik de, og på fredag den 15. april sker det igen, når rapperen ICEKIID og sangeren Jimilian indtager scenen.

Sangeren, rapperen og sangskriveren ICEKIID voksede op i boligbyggeriet Østervang i Hillerød og har med sin særegne blanding af afrobeat og hiphop skabt sin helt egen lyd, lige siden han i 2016 udgav sin debutplade Afrodansker. Med sange som Bagateller, MANO og ErruDumEllaHvad – hvoraf sidstnævnte blev det mest streamede nummer i 2020, og skaffede ham en nominering som Årets Nye Navn – er ICEKIID for alvor slået igennem på den danske musikscene. Publikum til Fredagsrock kan med andre ord se frem til en koncert spækket med hits og attitude, når ICEKIID går på scenen Langfredag til årets anden restriktionsfrie koncert.

Den dansk-albanske storcharmør Jimilian er på en fremadstormende rejse mod stjernerne, og det har han været, siden han første gang optrådte ved børne-MGP i 2006 med nummeret Penge. Siden har han med en perlerække af hits, som Dejlig, Monte Carlo og Too late for længst fastslået, hvorfor han unægteligt fortjener den plads, han har etableret i hjertet på sin enorme fanskare, der uden tvivl glæder sig til at se den nykårede vinder af den seneste udgave af Vild Med Dans indtage Plænen. En koncert, der sikkert for mange vil være en tiltrængt afbræk i påskefestlighederne hjemme hos familien.

jimilian
Jimilian er klar til Tivoli på fredag … (Foto: PR)

Læs også: Tivoli slår dørene op til ny sæson

Sag om trusler på livet er klar til at komme for retten

En 53-årig mand fra Struer er sigtet for vold og trusler. Manden blev anholdt på havnen i Struer den 23. februar 2022. Nu skal han møde i retten den 27. april.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har bedt om et retsmøde i sagen mod en 53-årig mand, der blev anholdt om aftenen onsdag den 23. februar 2022 i Struer.

Sigtet for vold og flere tilfælde af trusler. Den 53-årige mand er sigtet for den 23. februar 2022 at have truet en jævnaldrende kvinde på livet og for samme dag at have fremsat trusler om vold mod politiet. Ifølge retsmødebegæringen hævdede manden i den forbindelse både at være i besiddelse af skydevåben og en håndgranat.

Det fremgår desuden af retsmødebegæringen, at manden også er sigtet for vold og trusler begået mod kvinden den 17. juli 2021 i Charlottenlund. Derudover er han sigtet for trusler mod to betjente og for at have overtrådt knivloven – begge dele den 18. juli i Charlottenlund.

Sagen forventes at kunne gennemføres som en tilståelsessag. Den er berammet til den 27. april 2022 ved retten i Holstebro. Manden har siddet varetægtsfængslet siden den 25. februar 2022.

retten court (Foto: Unsplash)
Sag om trusler på livet er klar til at komme for retten … (Foto: Unplash)

Læs også: 53-årig mand fra Struer anholdt for trusler

Dansk hjælp til Ukraines energiforsyning

EU’s medlemslande kan nu sende donationer direkte til Ukraines energisektor. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har arbejdet hårdt for at få det på plads. Danmark vil hjælpe både med energirådgivning og penge.

Det russiske angreb har efterladt Ukraines energisystem med store ødelæggelser. På et rådsmøde blandt EU’s energiministre bad Ukraine derfor om hjælp til at opretholde systemet – og den hjælp er nu på vej.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har arbejdet for at få etableret en fælleseuropæisk mekanisme, og det betyder, at medlemslandene nu kan donere direkte til Ukraines energisektor. Pengene vil blandt andet blive brugt på brændsel til at genere el og varme.

– Ukraines energisektor er hårdt ramt af krigen, og de har bedt om vores hjælp. Energistyrelsen har derfor oprettet et lokalt kontor i Lviv, så vi kan rådgive om, hvordan Ukraine kan opretholde forsyningen under krigen. Og Danmark har i tæt samarbejde med EU-systemet fået etableret et system, så EU-landene nu kan donere til Ukraines energisektor. Det skal sikre at Ukraine får materiel, de rent faktisk kan bruge. Her vil Danmark også sende penge og opfordre andre lande til også at bidrage, udtaler klimaminister Dan Jørgensen.

Siden 2014 har Danmark og Ukraine haft et myndighedssamarbejde, hvis formål er at fremme den grønne omstilling, bl.a. ved at gøre det mere attraktivt at investere i bæredygtige energiløsninger og ved at hjælpe Ukraine med at nå landets mål for vedvarende energi og energieffektivitet.

På trods af krigen fortsætter Danmark samarbejdet på efterspørgsel fra Ukraine, og Energistyrelsen har derfor oprettet et lokalt projektkontor i Lviv, som understøtter arbejdet og hjælper den Ukrainske energisektor så godt som muligt.

Når situationen igen er stabil, vil Danmark også bistå genopretningen af energisystemet i Ukraine.

Etableringen af den fælleseuropæiske mekanisme er sket i tæt samarbejde med Kommissionen og Energy Community. I første omgang har Danmark doneret 4 millioner kroner, og det skal ses som et led i den samlede danske indsats for at styrke Ukraine i udviklingen af deres energisystem.

Fakta om myndighedssamarbejdet:

• Myndighedssamarbejdet mellem Danmark og Ukraine blev etableret i 2014. Det drives i dag af Energistyrelsen i samarbejde med den danske ambassade i Ukraine.

• Det dansk-ukrainske samarbejde skal styrke investeringsmiljøet, og på den måde gøre det mere attraktivt at investere i bæredygtige energiløsninger.

• Danmark hjælper via samarbejdet også Ukraine med at nå landets mål for vedvarende energi, energieffektivitet, modernisering af fjernvarme og energi-uafhængighed.

• Myndighedssamarbejdet er finansieret af Naboskabsprogrammet under Udenrigsministeriet.

fred ukraine peace tegn
Dansk hjælp til Ukraines energiforsyning … (Foto: Pexels)

Læs også: Tal med børn om krigen i Ukraine

Dagens billede: Love is in the air

· Mere fra samme kategori ·