
Sådan tæmmer du din sukker craving
De fleste har det svært ved at undvære sukker og slik. Vi vil gerne, men det smager så godt, og når først posen er åbnet, så helmer man ikke før, den er tom. Læs med her og få 10 nemme råd, der måske kan hjælpe dig med at styre din sukkertrang
Det er ingen nem opgave, for vi udsættes for alverdens fristelser dag efter dag. Og det smager jo godt. Ja, selv vores hjerne elsker sukker, og sukker og søde sager udløser rent faktisk hormoner, herunder dopamin og serotonin, der giver en følelse af for eksempel tilfredshed, er beroligende ja mindsker stress. Altså for en kort stund. Men hverken vores krop eller tænder har brug for al det sukker.
Læs her et par simple måder til MÅSKE at lære at snyde sukkertrang eller craving. Du behøver jo ikke gå fra 100 til 0, men måske bare selv tage magten og styringen tilbage og selv bestemme, hvor du skal have et stykke chokolade, kage eller et par vingummi.

Du får her 10 nemme måder at snyde din sukkertrang eller craving på.
1. Spis protein og kulhydrater
Det gælder om ikke at komme helt der ned, hvor blodsukkeret er i bund. Så sørg for at få masser af protein og kulhydrater. Så er både din krop fyldt op på den gode måde og dermed sværere at friste.
Spise godt med fisk og kylling, magre mælkeprodukter, fuldkornsprodukter, så du holder blodsukkeret stabilt og giver en mæthedsfornemmelse længe.
2. Find sunde alternativer
Når du nu rammes af lysten til slik og kage eller noget med sukker i (som en cola), så ha’ altid sunde alternativer klar. Du kender dem godt – nødder, tørrede frugter, en banan, eller grøntsagsstave du har gjort klar – og måske har med i en pose, hvis du er på arbejde. De smager også godt – og skal selvfølgelig (nødder og tørrede frugter) spises med måde, for der er jo en hel kalorier i.

3. Flyt dig fysisk
Når du rammes, så kom igang med at bevæge dig, for selv den mindste smule fysisk aktivitet påvirker hjernen og humøret positivt. Smart. Hvis din sukkertrang for eksempel handler om, at du trænger til trøst eller belønning, kan den rent faktisk gås væk. Så op og gå – om det så bare er en tur ned på gaden eller ud på altanen, det er ligemeget – alternativet er jo, du propper slik i munden. Alene det at få tankerne hen på noget andet, kan gøre en forskel. Men ER den der først – sukkertrangen, så skal man virkelig kæmpe imod.
4. Undgå steder hvor du ved der er meget slik
Vi kender dem … Hylderne i supermarkedet der bugner med slik. Oppe ved betalingskasserne, der er fyldt med små snacks … Eller hvad med “bland-selv-slik-butikker”, hvor man virkelig har brug for en stærk vilje for ikke at gå amok. Og så er der 7-Eleven, hvor man lige skal ind og købe en vand, og kommer ud med tre poser slik – og ingen vand. Så HVIS det er et tidspunkt, hvor du ved, du er nem at friste, så undgå de steder, så du ikke gør det sværere for dig selv end nødvendigt.

Måske du bare snacker følelser …
Vær ærlig overfor dig selv, og find ud af, hvad din sukkertrang handler om, i stedet for bare at give efter for den. Bliv klogere på dig selv og kig tilbage på dit slik- og sukkerindtag. Måske det slet ikke handler om sukker men noget helt andet. og DET kan man ikke spise sig til.
5. Snup et stykke tyggegummi
Tyggegummi beskæftiger din mund og giver den dermed også lidt smag at arbejde med. Behøver vi at sige, at det er bedst at vælge en variant uden sukker – især for dine tænders skyld og gerne med en frisk smag af mentol eller pebermynte, der giver dig en ren fornemmelse i munden og dermed endnu mindre lyst til slik og kager efterfølgende. Husk at det ikke er godt at tygge dagen lang, da det sætter gang i spytproduktionen og får din mave til at tro, at der er mad på vej. DET er jo ret dumt …

6. Børst tænder
Måske synes du, det lyder lidt fjollet. Men det er det faktisk ikke. Det hjælper for en kort stund. For når du har børstet bisserne, så har du den der rene fornemmelse i munden, og lysten til at proppe dig med søde sager mindskes dermed.

7. Sluk for fjernsynet eller serie
Mange undersøgelser viser, at det er når vi sidder der og hygger, ser tv eller binger en serie, at vi får (ekstra) lyst til at proppe i munden. Og der kan godt ryge meget – ja alt for meget ned der. Så NÅR du kan mærke den der snigende “jeg kunne spise en plade Marabou”, så er det tid til at rejse dig – gerne slukke og få dine tanker væk fra sukkeret.
Når du er ved at gå sukkerkoldNår dit blodsukker falder meget, så går kroppen i ‘alarmberedskab’, og du bliver træt, utilpas og sur. Måske ryster du endda lidt på hænderne, får kvalme og hovedpine. Din hjerne fortæller dig nemlig, at du er ved at gå „sukkerkold”. Men du skal ikke lade dig narre, for fysiologisk har du nemlig ikke brug for sukker. Og den energi, du mangler, kan du få meget bedre af sundere kulhydrater.
Er du træt, så gå i seng
Ofte når man er træt om aftenen, så kommer den frem med 300 i timen – den der sukker craving. Men rent faktisk kan trangen til sukker bare dække over, at du rent faktisk er træt og udmattet. Så i stedet for at fylde dig med sukker, så gå i seng og få en god nats lur. Og drøm om alt muligt andet – end sukker …
8. Udskyd det
Jo længere du kan udskyde at spise det, jo mere glemmer din krop og hjerne det måske. Lav en lille indre konkurrence, hvor du prøver at udskyde det – om det så blot er et kvarter. Alt er bedre end bare at proppe i munden, når du rammes af sukker craving.
At udskyde giver dig mulighed for at overbevise dig selv om, at du ikke behøver, eller måske kun skal have en smule. Du kan også lave en aftale med dig selv om, at du kun må spise søde sager et par gange om ugen – altså uden at gå amok. Men så man også kan belønne sig selv, og ikke ender der, hvor man intet kan indtage. Så at få lidt rytme og styr på sukkertrangen, kan være en smart kickstarter for dig …

9. Tag et bad
Forkæl dig selv og kom på andre tanker – for eksempel med et lækkert bad, hvor du måske bruger en shower gel med duft at lækre blomster eller frugter. Det er godt for krop og sind og lækkert tidsfordriv, som rent faktisk sætter sukkertrangen på hold for en stund. Og det gode er også, at du så til gengæld forkæler og beroliger kroppen og giver dig et tidsmæssigt afbræk væk fra din lyst til sukker.
10. Tag en power nap
Når du liiiige er ved at overgive dig til Matadormix-posen, så kan en lille power nap måske være et alternativ. Blot et kvarter hvor du lukker øjnene kan være skønt og få dig til at glemme, at dine vildeste tanker var at sætte tænderne i alt fra engelske vingummi til lakridspiber. Vær dog opmærksom på, at du måske også kan vågne og stadig være lækkersulten, men trækker du den lidt, så har kroppen genfundet balancen, og du har ikke brug for sukkeret.

Det er jo ikke fordi, du hermed sådan hokus pokus er kureret for sukkertrang eller ikke får cravings, der skal nok mere til. Men omvendt – små skridt er bedre end ingen. Så start i det små, og vær glad hver gang, du har “styret dig”.
Læs også: