Læs også:

Close
fest alkohol unge party

NEWS: Coop: Forbyd salg af øl til unge under 18 år

Nyheder  | 

Coop: Forbyd salg af øl til unge under 18 år · Sanktioner af historisk kaliber er nødvendige · WeUse gør det nemmere at dele end at eje · Forsøgte at sælge narko via Snapchat · Fyns Politi eftersøger fortsat to unge, der er forsvundet · Dagens video: En stigende frygt · Fredagsfjol: Glæder du dig også til weekenden 🐶

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Coop: Forbyd salg af øl til unge under 18 år

En ensartet aldersgrænse for køb af alkohol i Danmark på 18 år.

Det foreslår Coop.

”Vejen til en ændret alkoholkultur blandt unge kræver en indsats fra mange sider af samfundet. Fra detailhandelen kan vi bidrage med ikke at sælge alkohol til unge. En forudsætning for, at vi kan lykkes med det, er klare, ensartede regler. Derfor synes vi, at en grænse på 18 år for alle typer alkohol i alle typer udsalgssteder – butikker, restauranter mv. – er en fornuftig løsning,” siger koncerndirektør Per Thau, Coop.

I dag er aldersgrænsen ved køb af alkohol forskellig, alt afhængig af hvilken alkoholprocent, den pågældende drikkevare har. Ifølge dansk lovgivning skal man være 18 år gammel for at kunne købe alkohol med en alkoholprocent på over 16,5 pct. – eksempelvis spiritus som vodka, rom, whisky m.v. Man skal dog kun være 16 år gammel for at kunne købe drikkevarer med en alkoholprocent på under 16,5 pct. – eksempelvis vin, øl m.v. På restauranter og barer skal man være over 18 år for at kunne købe nogen form for alkohol.

”Det er afgørende, at det er de samme regler, der gælder for alle. Det gør det enkelt at kommunikere, enklere at overholde for os og enklere at forstå, at alkohol er for voksne,” siger Per Thau.

Coop mener derfor, at der bør foretages en lovændring hurtigst muligt, der gør, at man fremover skal være mindst 18 år for at kunne købe alkohol i Danmark.

Coop er en af Danmarks største dagligvarevirksomheder med kæderne SuperBrugsen, Kvickly, Dagli´Brugsen, Coop 365discount, Fakta og Irma, og er ejet af 1,9 million kunder.

fest alkohol unge party
Coop kommer med kontroversielt udspil … (Foto: Pexels)

Læs også: Et flertal af unge føler sig presset til at drikke

Sanktioner af historisk kaliber er nødvendige

Invasionen i Ukraine i går er et historisk anslag mod europæiske grundværdier, som kræver tungt modsvar, mener Europabevægelsens formandskab.

Europabevægelsen fordømmer den russiske invasion af Ukraine, som er indledt over nattens forløb, fortæller formand Stine Bosse.

– De Europæiske Menneskerettigheder, EU og vores orden er oprettet i kølvandet på 2. verdenskrig. Ukrainerne står først og fremmest midt i krig, og samtidig ser vi en historisk aggression fra en stormagt mod de europæiske grundværdier, siger formand Stine Bosse.

Stine Bosse forventer, at EU’s statsledere og udenrigsministre inden længe annoncerer en samlet sanktionspakke.

– Situationen retfærdiggør en fuld sanktionspakke mod Rusland af historisk kaliber. Rusland bør blandt andet smides af SWIFT-systemet (banksektorens kommunikationssystem). Vi må og skal signalere, at Rusland vil påføre sig helt uoverstigelige konsekvenser i takt med yderligere krigsførelse, siger Stine Bosse.

Ukrainerne ønsker at vælge europæiske grundværdier til. Europabevægelsens ene næstformand Jens-Kristian Lütken er netop denne weekend hjemvendt fra et besøg i Ukraine, hvor han tidligere har været valgobservatør. Han kalder på støtte til ukrainerne.

–Ukrainerne ønsker at vælge europæiske grundværdier til. Det er helt tydeligt for mig gennem de samtaler, jeg har taget med borgerne. Det er os historisk magtpålæggende, at vi står fast på deres ret til at tilvælge deres egen fremtid, forklarer Jens-Kristian Lütken.

Europabevægelsens anden næstformand Mads Samsing lægger vægt på, at tiden nødvendiggør endnu mere fuldtonet dansk EU-opbakning.

– Europa skal stå sammen, og EU skal reagere samlet. Denne situation viser med al tydelighed, hvorfor vi skal være i hjertet af EU, hvilket også må og skal indebære et opgør med forsvarsforbeholdet.

Europabevægelsen blev grundlagt i 1948 med formålet om at værne om europæiske grundværdier – demokrati, frihedsrettigheder og fred – i kølvandet på 2. verdenskrig.

militær våben soldat
Sanktioner af historisk kaliber er nødvendige … (Foto: Pexels)

Læs også: Europabevægelsen fordømmer russisk aggression i Østukraine

WeUse gør det nemmere at dele end at eje

WeUse, som er en startup-virksomhed udsprunget af SDU, lancerer nu en ny dansk app-baseret løsning, der gør det muligt at leje eller låne hvilken som helst genstand, du måtte have stående, til kollegaer eller naboerne i et lukket og trygt fællesskab. Alene i Danmark har vi funktionelle ressourcer for 20 milliarder der blot står på loftrum, kældre eller garager. For eksempel bliver en boremaskine kun brugt gennemsnitligt 13 minutter i sin levetid.

WeUse blev lanceret onsdag den23. februar deres app på både Appstore og Google Play Store. WeUse appen gør det nu muligt for brugere at leje og låne ressourcer fra og med hinanden. Dét sker i lukkede netværk, som virksomheder, for deres ansatte, og boligforeninger, for deres beboere, kan bruge nu. Og senere på året åbner WeUse også for at private, klubber, foreninger kan lave deres egne lukkede og sikre fællesskaber.

– Med WeUse skal det være let at dele sine ressourcer, hvilket udover at bidrage til den grønne omstilling, også er med til at styrke fællesskaber i opgangen, på nabovejene eller på tværs af afdelinger i virksomheder. Tanken er at forbrugere skal bidrage til den grønne omstilling med deres handlinger. Vi har identificeret et væsentligt behov blandt større virksomheder og boligorganisationer, og starter nu op med levering af konkrete løsninger, siger CEO, Emil Busch.

Too Good To Go-stifter ser store perspektiver. Som en væsentlig og nødvendig styrkelse for at teamet kan nå deres ambitioner om også at komme ud over landets grænser, har de fået en erfaren herre med på holdet: Brian Christensen, teknisk Co-founder og tidligere CTO hos Too Good To Go:

– WeUse blev oprettet med det formål at reducere unødvendig produktion og styrke fællesskaber, hvilket er noget, som jeg har stor sympati for. Jeg tror, at jeg kan tilføre teamet værdi til at hjælpe dem med at løse dette problem. Jeg er meget glad for at være en del af holdet og ser frem til den rejse, vi har foran os.

– Vores grønne vision: At understøtte at producerede genstande bruges fuldt ud i deres teknologiske levetid – og vores mål er at informere og hjælpe brugere med at sænke deres CO2-aftryk, gennem et mere ansvarligt forbrug og samtidig føle sig mere samhørig med deres omgivende samfund, hvor WeUse brugere hjælper og støtter hinanden. Vi skal være den første delingsplatform, der ikke kun har succes med at påvirke tusindvis af fællesskaber, men også hjælper til med at spore og dokumentere den effekt, der skabes for at give fællesskaber motivation, såvel som at levere uddannelse til brugerne. I fjerde kvartal 2024 sigter vi på at medvirke til at spare 1.200 tons CO2 per måned, gennem dele-udnyttelse af ressourcer på WeUse. Samtidig håber vi også, ved hjælp af vores data, at uddanne brugere og vareproducenter om, hvordan man får reel indflydelse, fortæller Emil Busch.

WeUse søger lige nu potentielle investorer der vil med til at videre udvikle og vækste virksomheden rundt omkring i Europa. WeUse er stiftet af to studerende fra SDU, Emil Busch og Gideon Harpantides, der begge er uddannede som civilingeniører.

På studiet har de brugt deres tid på kandidatstudiet til at undersøge, hvorfor vi danskere ikke deler vores ting med hinanden mere end vi gør. I det afsluttende kandidatspeciale var konklusionen, at 92% af os ønsker at dele mere, men kun 2% af os rent faktisk bruger de eksisterede løsninger til at udleje og dele ressourcer. En væsentlig konklusion var, at det handler om at gøre det nemmere at skabe tryghed. Og at den bedste måde at gøre dette på, er ved skabe lukkede fællesskaber. Lukkede, trygge fællesskaber er DNA’et i WeUse.

Fakta:
Teamet har brugt 2 år indtil videre, og kan se tilbage på mange skulderklap og støtte. Blandt andet som finalist ved Dinero’s iværksætter legat, vinder ved Sønderborg Iværksætter Pris, vinder ved Fynske Bank Startup, vinder ved Sustainable Entrepreneurship og vinder af Publikumsprisen ved ‘Innovationsprisen 2021′.

Og de har modtager ressourcer og hjælp ved at have opnået deltagelse i InnoFounder ved Innovation Fund Denmark. Alt dette har holdt dem til ilden og motiveret dem stærkt til at nå frem til deres lancering.’

paddleboard
Vil du måske dele et paddleboard … (Foto: Pexels)

Læs også: Sådan finder du guld i din genbrugsbutik

Forsøgte at sælge narko via Snapchat

Østjyllands Politis specialpatrulje blev onsdag aften opmærksom på en Snapchat-profil, der reklamerede med salg af kokain. En betjent foregav at være interesseret køber og lavede en aftale med manden bag profilen om at mødes ud for en adresse i Aarhus C.

Klokken 19.42 dukkede en 49-årig mand op på det aftalte sted og tog kontakt til en civilklædt betjent. Betjenten meddelte, at han var fra politiet, hvorefter han fik selskab af nogle kolleger, der hjalp med at visitere den 49-årige og ransage hans bil.

I den ene lomme havde manden en kniv og en salgspose med kokain. Og hjemme på hans adresse i det nordlige Aarhus fandt betjentene flere salgsposer med kokain, to knive og en machete.  Den 49-årige endte derfor med sigtelser for forsøg på salg af narko og for overtrædelse af knivloven.

snap snapchat mobil (Foto: Unsplash)
Mand forsøgte at sælge narko på Snapchat … (Foto: Unsplash)

Læs også: Hvordan kommunikerer vi via tekst og billeder

Fyns Politi eftersøger fortsat to unge, der er forsvundet

Sagen om den 13-årige Annabell Liva Graff og den 18-årige Anders Henrik Lynge efterforskes fortsat af Fyns Politi. Foreløbig har politiet ikke nogen formodning om, at der er sket de to unge noget, men politiet arbejder i øjeblikket på at undersøge, om der alligevel kan være sket noget strafbart, idet Annabel Liva Graff blot er 13 år og dermed et barn, mens Anders Henrik Lynge er 18 år og dermed myndig.

– Vi er i gang med at kigge på omstændighederne i sagen og ud fra dem vil vi vurdere, om der i forbindelse med sagen kan være foregået noget strafbart, idet pigen er 13 år og altså ikke myndig. Derved kan der juridisk være tale om en børnebortførelsen, fordi værge/forældre ikke har givet et samtykke til udrejsen, siger vicepolitiinspektør Claus Andkjær.

Claus Andkjær understreger dog samtidig, at det ud fra den foreløbige efterforskning tyder på, at de to har besluttet sig for at rejse væk sammen.

– Vi har set dem på overvågningsbilleder fra Københavns Lufthavn, og ud fra det, vi har set samt andre oplysninger i sagen, så er det vores opfattelse, at pigen har det godt, og at de to rejser sammen, siger han.

Der har været flere forlydende om, hvor de to er rejst hen. Både Sverige, Norge og Grønland har været nævnt i medierne. Politiet ved via informationerne fra Købehavns Lufthavn, at de to ikke er rejst til Grønland, men til gengæld tyder flere oplysninger på, at de enten er eller har været i Norge eller Sverige.

Politiet har efterlyst til to unge internationalt, og politiet har i den sammenhæng et godt samarbejde med både norsk og svensk politi.

Oplysninger i sagen til politiet på telefon 114. Fyns Politi har lige nu ikke mulighed for at oplyse yderligere.

politi politibil
Fyns politi efterlyser stadig to unge, der er forsvundet … (Foto: PR)

Læs også: To hollændere dømt og udvist for bestandig

Dagens video: En stigende frygt

Fredagsfjol: Glæder du dig også til weekenden 🐶

· Mere fra samme kategori ·