Læs også:

Close
mark majs grønomstilling maker biogas (Foto: Unsplash)

SOMMERNEWS: Ny aftale sikrer grønnere biogasproduktion

Nyheder  | 

Ny aftale sikrer grønnere biogasproduktion · Death Valley i USA nærmer sig højeste temperatur nogensinde målt på jorden · DBU har indledt dialog med udenrigsministeriet efter Wembley-chikane · Ny undersøgelse viser danske universiteters popularitet på sociale medier · Sidste mink bliver gravet op og kørt til forbrænding · Sommerpostkort: Varmt vejrskifte på vej ☀️

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Ny aftale sikrer grønnere biogasproduktion

Den grønne gas fylder mere og mere i vores gasforbrug, og i 2030 vil 70 pct. af den gas, vi bruger, være grøn. Når mængden af grøn gas vokser, skal kravene til, hvordan gassen produceres, samtidig strammes. Biogas kan forvandle restprodukter som gylle til energi, men når man også bruger energiafgrøder som friskdyrkede majs, roer, korn, græs og jordskokker, bliver gassen mindre grøn og bæredygtig.

Derfor er regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om markant at sænke loftet for, hvor stor en andel energiafgrøder der må anvendes til produktionen af biogas inden 2030.

– Det er afgørende for vores klimamål, at vi kommer væk fra den fossile gas og over til CO2-neutral biogas. Her er vi heldigvis rigtig godt på vej mod et gasforbrug, som i 2030 vil bestå af 70 procent grøn gas. Den gas skal selvfølgelig være så grøn som muligt, og vi ved, at der kan være udfordringer for klimaet, når for eksempel majs og korn ender i produktionen af biogassen og ikke på spisebordet eller som foder. Derfor strammer vi nu reglerne, udtaler klimaminister Dan Jørgensen.

Majs er den afgrøde i vores biogasproduktion, der belaster miljøet og klimaet mest. Det er den til dels, fordi majs udleder kvælstof i vandmiljøet, og dels fordi biogas produceret på majs i værste fald kan have et klimaaftryk svarende til fossil naturgas. Derfor er partierne blevet enige om, at majs helt skal udfases inden 2025.

– Nu sikrer vi en grøn og bæredygtig produktion af biogas. Vi skal stille krav til vores biogas på samme måde som vi stiller krav til andre dele af vores energiforsyning. Derfor udfaser vi brugen af majs, som vi ved belaster både klima og miljø. På den måde sikrer vi, at vi lever op til vores forpligtelser og konstant bevæger os mod at blive en klimaneutral nation, som andre lande kan søge inspiration hos,  siger Dan Jørgensen.

Allerede fra næste år skal der ske en gradvis stramning af energiafgrødegrænsen fra 12 pct. til 8 pct. i 2022. I 2023 reduceres energiafgrødegrænsen yderligere til 6 pct. og ender foreløbig på 4 pct. i 2024. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

mark majs grønomstilling maker biogas (Foto: Unsplash)
Ny aftale sikrer grønnere biogasproduktion. (Foto: Unsplash)

Læs også: Madspild for dummies

Death Valley i USA nærmer sig højeste temperatur nogensinde målt på jorden

I Death Valley i Californien nåede temperaturen fredag op på 54,4 grader. Den amerikanske vestkyst står over for nogle rekordvarme dage, og myndighederne advarer indbyggere i en række stater om at passe på sig selv. Det skriver TV 2.

Fredag offentliggjorde de amerikanske myndigheder i National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) nye tal, der dokumenterer, at sidste måned blev den varmeste juni måned i USA i de 127 år, man har tal fra.

Tørke hedebølge varmt vejr (Foto: Unsplash)
I Death Valley i Californien nåede temperaturen fredag op på 54,4 grader. (Foto: Unsplash)

Læs også: NEWS: Danskerne dropper solcremen i Danmark

DBU har indledt dialog med udenrigsministeriet efter Wembley-chikane

Efter Danmarks semifinale ved EM i fodbold har flere danske fodboldtilskuere berettet om trusler, spytklatter og chikane fra engelske fans under kampen på Wembley. Både børn og voksne i gruppen af danske fans oplevede at blive chikaneret til semifinalekampen. Det skriver DR.

Derfor er Dansk Boldspil-Union (DBU) i gang med at danne sig et overblik af hændelserne og har involveret udenrigsministeriet. Det fortæller kommerciel direktør i DBU, Ronnie Hansen, ifølge Ritzau.

– Vi undersøger, om der er tale om flere enkeltstående tilfælde, eller om der er generelle ting omkring sikkerheden, der burde have været anderledes, udtaler Ronnie Hansen og fortsætter.

– Vi har samtidig indledt en dialog med udenrigsministeriet om, hvad der skal ske.

Ny undersøgelse viser danske universiteters popularitet på sociale medier

Hvilket af de otte danske universiteter er det mest populære på sociale medier? En undersøgelse lavet af  Transskriberingsplatformen Focus on Listening viser, at Københavns Universitet er det mest populære universitet på social medier. For med mere end 320.000 følgere er Københavns Universitet det universitet i Danmark med flest følgere på sociale medier. Københavns Universitet har over fire gange så mange følgere på sociale medier sammenlignet med Roskilde Universitet.

Desuden viser undersøgelsen, at de tre mest populære universiteter på sociale medier er Københavns Universitet, Copenhagen Business School og Aarhus Universitet. Hvorimod de tre mindst populære universiteter på sociale medier er IT-Universitetet i København, Roskilde Universitet og Aalborg Universitet. Det oplyser Focus on Listening i en pressemeddelelse.

elever skole uddannelse studerende (Foto: Unsplash)
Københavns Universitet det universitet i Danmark med flest følgere på sociale medier. (Foto: Unsplash)

Læs også: NEWS: Børn har svært ved at spotte influencer-reklamer på sociale medier

Sidste mink bliver gravet op og kørt til forbrænding

I dag bliver de sidste mink gravet op ved Kølvrå i Midtjylland og kørt til forbrænding. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Minkene blev begravet i november ved Kølvrå og Nørre Felding efter at være blevet aflivet, da regeringen frygtede, at de udgjorde en særlig smitterisiko.

Dermed bliver opgaven med at fjerne de mere end 13.000 tons aflivede mink afsluttet som planlagt. Det glæder fødevareminister Rasmus Prehn.

– Jeg er rigtig glad for, at opgaven nu er løst. Borgerne i de berørte områder har måttet stå ærgerligt meget igennem, og jeg er lettet over, at tidsplanen holdt, og at lugtgenerne trods sommervarmen var mindre end frygtet, siger fødevareministeren.

mink (Foto: Unsplash)
I dag bliver de sidste mink gravet op. (Foto: Unsplash)

Læs også: SOMMERNEWS: Danmark har fået standardiserede tobakspakker

Sommerpostkort: Varmt vejrskifte på vej ☀️

Læs også: SOMMERNEWS: Hver ottende dansker har ikke råd til at rejse på ferie

ferie - sommerferie - bil med kufferter pexels

· Mere fra samme kategori ·