Læs også:

Close
Youtube, telefon, iphone. (Foto: Unsplash)

NEWS: Børn har svært ved at spotte influencer-reklamer på sociale medier

Nyheder  | 

Børn har svært ved at spotte influencer-reklamer på sociale medier · Sommertrafik på Storebæltsbroen · Børnenes U-landskalender støtter Folkekirkens Nødhjælps projekt i Kenya · Mand udleveret og fængslet i sag om drabsforsøg · Dagens video: Mobning italesættes

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Børn har svært ved at spotte influencer-reklamer på sociale medier

En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at mange børn ikke kan identificere reklame-indhold fra influencers på sociale medier som YouTube. Det er et problem, mener erhvervsminister Simon Kollerup.

Sociale medier og internettet spiller i stigende grad en rolle i både børn og voksnes dagligdag, og industrien for influencere og reklamer på sociale medier er også steget støt.

Men en ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen baseret på adfærdsforsøg med 1.500 børn i alderen 6 til 12 viser, at 38 pct. ikke kan identificere video-indhold som reklame, når influencere og kendte profiler bliver betalt for at promovere og anbefale produkter eller brands over for deres følgere på fx YouTube.

Det er særligt de 6-8 årige, der har svært ved at identificere influencer-reklamer. Her forstår hele 47 pct. ikke, at indholdet er en reklame.

Undersøgelsen viser også, at børns præferencer i højere grad påvirkes af influencer-reklamer på sociale medier end fra traditionelle reklamespots på for eksempel TV.

Og det er et stort problem, mener erhvervsminister Simon Kollerup:

– Internettet og sociale medier har ført uanede muligheder og forretningseventyr med sig, men det står efterhånden også klart, at der er store udfordringer på området. Jeg synes, det er problematisk, at så mange af vores børn har svært ved at spotte, hvornår det indhold, de ser på sociale medier, er blevet betalt af en virksomhed. Vi skal huske på, at de sociale medier har fået en afgørende rolle i vores hverdag, og at mange børn ser influencerne som deres idoler. Samtidig kan vi se, at børn er mere tilbøjelig til at købe for eksempel et stykke legetøj efter at have set en reklame på sociale medier, end hvis de havde set reklamen på TV. Så det er et område med udfordringer, som vi i regeringen er meget opmærksomme på, og som kræver løsninger. Vi skal passe bedre på vores børn på sociale medier, siger han.

Tal fra DR’s Medieudviklingen 2020 viser, at flere end 3 ud af 4 børn mellem 4 og 14 år benytter YouTube hver eneste uge, mens hver tredje af de 9-14 årige bruger Facebook og Instagram hver uge.

– Vores sociale liv bliver i højere grad en sammensmeltning af off- og online fællesskaber. Det gælder især børn og unge, hvor nogle faktisk bruger mere tid med influencers på YouTube og Instagram, end de gør med deres forældre. I UNICEF arbejder vi efter FN’s konventionsbestemte børnerettigheder, og de gælder også i den digitale verden. Børn og unge har altså ret til at vide, hvor reklamer og anbefalinger kommer fra. Senest har UNICEF, i dialog med influencer-branchen, derfor udviklet certificeringsordningen All Right. Influencere med certificeringen kan signalere over for deres følgere, at de er All Right og har kendskab til børn og unges rettigheder, også online, slutter Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Youtube, telefon, iphone. (Foto: Unsplash)
Børn har svært ved at gennemskue influencer-reklamer … (Foto: Unsplash)

Læs også: Sådan beskytter du dig mod svindel på Instagram

Sommertrafik på Storebæltsbroen

Sidste skoledag i dag fredag markerer som altid start på ferietid og dermed også rejseaktiviteter. Selvom der denne sommer er ganske få COVIS-19 restriktioner, forventes mange også i år at holde ferie i Danmark. Det betyder ekstra trafik på vejene og således også over Storebæltsbroen, hvor særligt lørdagene bliver travle.

Der forventes mest trafik på lørdage alle weekender i juli og den første weekend i august i timerne mellem klokken 10 og klokken 15. Søndagene i uge 30 og 31 vil ligeledes være travle mellem klokken 14 og klokken 18. De første weekender er der mest pres på trafikken i retning mod Fyn/Jylland, mens der de sidste weekender er flest biler i retning mod Sjælland.

For at undgå ekstra ventetid på turen er det en god ide at betale med bizz eller nummerplade i de grønne Ekspresbaner, hvor hastigheden er sat op til 50 km/t.

– Ud over at undgå den ekstra ventetid, så får man også den billigste tur over broen og sparer mindst 50 kroner pr. tur. Det er lige til en ekstra ferie-is, siger chef for betalingsanlægget Jens Kjær Nielsen, og fortsætter

– Det er dog vigtigt at være godt forberedt på turen hjemmefra. Tjek altid, at betalingskortet er opdateret. Så er man sikker på, at bizz eller nummerplade virker, når man kommer til betalingsanlægget.

Det er stadig muligt at få en nummerpladeaftale inden sommerferien. Den kan nemlig benyttes til betaling allerede 20 minutter efter, den er oprettet.

Storebælts betalingsanlæg er opgraderet med ny teknologi, så der nu er selvbetjening i både kort- og kontantbanerne. Der er fortsat hjælp at hente ved et tryk på den røde ‘hjælp-knap’. I den anden ende sidder nemlig en medarbejder klar til at få trafikanterne sikkert gennem anlægget og videre på turen.

Gode råd til ferieturen:

  1. Har du fået nyt betalingskort? Så husk at opdatere din aftale. Ellers risikerer du, at bommen ikke går op. Opdater eller tjek dine oplysninger på brobizz.com.
  2. Har du ikke en bizz, kan du stadig nå at oprette en nummerpladeaftale og spare mindst 50 kroner på turen over Storebælt. Aftalen kan bruges efter 20 minutter. Opret på brobizz.com.
  3. Hold dig opdateret om forholdene på broen via trafikmeldinger på Storebaelt.dk og Storebælts Facebook eller tilmeld dig deres SMS-tjeneste (send BRO INFO til 1231).
storebæltbroen sund og bælt
Storebæltsbroen får travlt de næste uger ….(Foto: PR)

Læs også: Sommerpostkort fra Fanø

Børnenes U-landskalender støtter Folkekirkens Nødhjælps projekt i Kenya

Den traditionsrige U-landskalender hjælper i år med at sende flere børn i skole i Turkana, Kenya. Samtidig får danske børn en unik mulighed for at lære, hvordan livet i de hårdeste egne af Kenya kan være.

Alle Danmarks børn kan i år hjælpe med at vende udviklingen i Turkana i Kenya. Her rammer klimaforandringerne hårdt, og lange tørkeperioder sender flere og flere familier ud i ekstrem fattigdom. 95 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og mange børn kommer ikke i skole.

Pengene fra årets U-landskalender skal hjælpe familier i Turkana til at stå stærkere overfor klimaforandringerne og skabe et trygt børneliv med plads til at leve i fred, lege og gå i skole.

– Jeg er meget stolt over, at Danida i år har valgt vores projekt til Børnenes U-landskalender. Vi har mange års erfaring med at skabe udvikling for de fattigste i Kenya, hvor Turkana-regionen er hårdt ramt af klimaforandringerne. Nu får vi en unik mulighed for at give flere børn et trygt og bedre liv, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Mens salget af årets lågekalender bidrager til bæredygtig udvikling i Turkana, får danske børn samtidig et unikt indblik i hverdagen hos kenyanske børn – mere end 6000 km væk.

Danida laver i år en faglig opdagelsesrejse til børn i 1.-5. klasse, hvor eleverne kommer helt tæt på hverdagen hos Turkana-folket og oplever fiskere og nomader i det nordlige Kenya. De får samtidig et indblik i børnelivet i kæmpebyen Nairobi og i de frugtbare Nakuru-bjerge, og de kan opleve tefarmen, kurvefletteren og perlemageren og møde en masse fantastiske dyr.

Undervisningsmaterialet vil rumme masser af faglige og kreative opgaver, bøger, film, billeder, madlavning, leg og bevægelse, som alt sammen giver et indblik i Kenyas kultur, natur og historie.

I 2020 havde op imod 150.000 danske skoleelever en emneperiode, hvor de arbejdede med U-landskalenderens materiale. Danida håber, at det vil lykkes at engagere lige så mange skoler og børn i år, når det handler om Folkekirkens Nødhjælp og Kenya.

Læs mere om undervisningsmaterialet her, hvor det også kan bestilles af skolelærere.

Som noget helt nyt har Folkekirkens Nødhjælp valgt at bakke op om undervisningsmaterialet med en digital oplevelse. Den går under navnet ’Kenya-kortet’ og bliver et supplement til Danidas undervisningsmateriale.

’Kenya-kortet’ er et interaktivt 3D-kort over Kenya. Her kan danske børn tilgå quizzer, live-events med spændende gæster, videoer og medrivende historier – alt sammen i underholdningens tegn.

– Jeg glæder mig meget til, at vi senere på året kan præsentere ’Kenya-kortet’ for danske skolebørn, lærere og forældre. Uden at løfte sløret for meget kan jeg godt love, at vi med ’Kenya-kortet’ giver børnene en helt ny og anderledes digital oplevelse, slutter Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

folkekirkens nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp støtter projekt i Kenya … (Foto: Jakob Dall)

Læs også: Folkekirkens Nødhjælp skal rydde op efter borgerkrigen i Libyen

Mand udleveret og fængslet i sag om drabsforsøg

33-årig mand fængslet i fire uger efter at være blevet udlevet til Danmark i sag om drabsforsøg i Søborg i 2019.

Ifølge politiets efterforskning så flygtede den 33-årige fra Danmark kort efter drabsforsøget, og derfor har han været internationalt efterlyst. I den forbindelse har han været anholdt af de serbiske myndigheder – og i morges landende efterforskere fra Københavns Vestegns Politi med den 33-årige i Kastrup Lufthavn.

Den 33-årige mand er mistænkt for sammen flere andre medgerningsmænd, at have forsøgt at dræbe en 38-årig mand på Nordfrontvej i Søborg den 30. juni 2019. I forbindelse med drabsforsøget blev den 38-årige blandt andet skudt i hånden og stukket flere gange med kniv. Tre mænd er allerede dømt for forholdet i både by- og landsret.

– Nu er den 33-årige mand endelig tilbage på dansk jord efter knap to år. Han er her til eftermiddag blevet varetægtsfængslet med henblik på retsforfølgelse for det drabsforsøg han er mistænkt for, slutter anklager Michelle Lindegaard. Den 33-årige nægter sig skyldig.

Airport, lufthavn, fly, airplane. (Foto: Unsplash)
Den serbiske mand er nu ankommet til København … (Foto: Unsplash)

Læs også: Politiet sætter ind mod spirituskørsel over sommeren

Dagens billede: Mobning italesættes

· Mere fra samme kategori ·