Læs også:

Close
øl druk alkohol unge

NEWS: Mange forældre er bekymrede for unges druk

Nyheder  | 

Mange forældre er bekymrede for unges druk · Filmen ‘Dancing Queens’ får premiere på Netflix · Universitetsstuderende skal skabe nye forretningsmuligheder for minkbranchen · Coop udvider sit samarbejde med små fødevareproducenter · Dagens video: En tur (og hotdog) i Tivoli · Fredagsfjol: Trænger du også snart til at danse

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Mange forældre er bekymrede for unges druk

Mere end fire ud af 10 forældre til 15-17-årige, der drikker alkohol, er bekymrede for deres børns alkoholindtag. Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Forældrenes bekymring er ikke uden grund. Danske unge har forsat europarekord i druk. Initiativet Drukfri Ungdom mener, at en 18 års aldersgrænse er en del af løsningen for at komme den skadelige drukkultur til livs.

I øjeblikket er fulde unge ikke det, der fylder mest i gadebilledet under corona-restriktionerne. Men i perioden 2014-2018 steg antallet af unge, der har været i kontakt med hospitalet som følge af druk. Således var over 1.700 unge i alderen 15-24 år i 2018 i kontakt med hospitalet på grund af alkohol.

Særligt de 15-17-årige indlægges med alkoholforgiftning. Men i de værste tilfælde ender det tragisk. Hvert år mister cirkasyv unge i alderen 15-24 år livet på grund af alkohol.

Det bliver vi nødt til at gøre noget ved, mener initiativet Drukfri Ungdom, der består af Kræftens Bekæmpelse og 22 andre organisationer.

Initiativet foreslår, at aldersgrænsen for køb af al alkohol hæves til 18 år. Lige nu er det lovligt for danske unge ned til 16 år at købe alkohol op til 16,5 pct. i butikker, og Danmark er et af kun fem lande i EU, som holder fast i, at 16-årige må købe alkohol.

– I Danmark bryster vi os af at skabe sunde og trygge rammer om vores børn og unge. Det matcher ikke med, at alkohol kan købes af 16 årige. Når nu højere aldersgrænser er et af de mest effektive værktøjer til at nedbringe alkoholforbruget blandt unge, er det paradoksalt, at vi ikke gør brug af det, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Jacob Aastrup, kriminolog og en del af SSP Street Team Horsens. Han oplever netop, at i forbindelse med coronarestriktionerne, så har langt de fleste unge lyttet og ikke forsamlet sig til fester og lign. Dermed har der heller ikke været ret mange ulykker eller unge, som har gjort noget, de fortryder som følge af for højt alkoholindtag.

Og det bør være et ’wake-up call’, mener han. De fleste unge er klar og vil gerne have hjælp, – bare det er ens for alle. Derfor bør vi voksne også tage det ansvar på os og hjælpe dem nu.

– Mange unge ønsker faktisk en anden kultur, hvor der drikkes mindre alkohol, men hvor de fortsat kan hygge sig og pleje deres sociale fællesskaber. Med den virkelighed, som vi står i her i 2021, har vi aldrig haft et bedre tidspunkt for at vinke farvel til europarekorden i druk og de mange skadelige konsekvenser ved b.la. at få hævet aldersgrænsen til 18 år, siger Jacob Aastrup, SSP Street Team Horsens. På trods af de mange negative konsekvenser ved unges alkoholforbrug, er det de senere år desværre gået den forkerte vej. Andelen af 15-årige, der har drukket sig fulde inden for den seneste måned, er steget fra 32 pct. i 2015 til 40 pct. i 2019. Det er mere end i noget andet europæisk land, hvor den tilsvarende gennemsnitlige andel er 13 pct.

Der skal ske noget nu, siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, der også er med i initiativet Drukfri Ungdom.

– Børn og unges alkoholforbrug er for højt, de starter for tidligt, og det har for mange skadelige konsekvenser. Der er behov for, at Folketinget tager ansvar og skaber rammerne for en sundere ungekultur, hvor alkohol fylder langt mindre, og hvor der i øvrigt også er plads til de mange unge, som synes, det er gået for vidt. Her ved vi, at en ensartet aldersgrænse for salg af al alkohol på 18 år og højere priser på alkohol vil virke, slutter Camilla Noelle Rathcke.

Danskerne er også modne til at lovgivningen ændres, idet tre ud af fire voksne danskere bakker op om en 18 års aldersgrænse for køb af alkohol.

Den 15. april 2021 er det i Folketinget blevet besluttet, at regeringen snarest muligt og senest i andet halvår af 2021 skal fremlægge et forslag til en forebyggelsesplan for unges forbrug af alkohol. Planen skal indeholde et ambitiøst mål om at sænke unges alkoholindtag og indeholde anbefalinger til tiltag, som kan realisere målet. Forslaget blev vedtaget. For stemte 59 (S, SF, RV, EL, KF, ALT og UFG), imod stemte 12 (DF, NB og LA), hverken for eller imod stemte 22 (V)

Ny kampagnefilm sætter fokus på behovet for at indføre en 18-års aldersgrænse. Kræftens Bekæmpelse lancerer sammen med initiativet Drukfri Ungdom kampagnen ’Unges drukkultur – set fra frontlinjen’. I kampagnefilmen fortæller en overlæge, en akutlæge, en ambulancebehandler samt en SSP-konsulent om, hvordan de oplever alvorlige konsekvenser af en våd bytur kan være for unge.

Kampagnen er særligt henvendt til politikerne på Christiansborg. Hvis vi vil danske unges kedelige europarekord i druk til livs, er en 18-års aldersgrænse for køb af alkohol en væsentlig del af løsningen.

Se filmen her.

øl druk alkohol unge
Der er bekymring for de unges indtag af alkohol .. . (Foto: Unsplash)

Læs også: Danskerne indtager fire gange for meget slik og alkohol

Filmen ‘Dancing Queens’ får premiere på Netflix

I går offentliggjorde Netflix både premieredato og teaser for den svenske film ‘Dancing Queens’. Filmen er skabt af den anerkendte skuespiller og instruktør Helena Bergström og får premiere globalt på Netflix den 3. juni.

I filmen medvirker Molly Nutley, Marie Göranzon, Claes Malmberg, Christopher Wollter, Rakel Wärmländer, Ann Westin, Max Ulveson, Mattias Nordkvist, Razmus Nyström, André Christenson, Emil Almén, Fredrik Robertsson, Robert Fux, Louie Indriana, Dominika Peczynski og Fredrik Quinones, der gør sin skuespillerdebut og ligeledes er filmens koreograf.

Historiens omdrejningspunkt er Dylan Pettersson (Molly Nutley) – en 23-årig pige fra en lille ø i Bohuslän-øhavet med store danseambitioner. Da hun bliver overtalt til at gøre rent på drag-klubben ‘Queens’, der kæmper for sin overlevelse, opdager klubbens stjernedanser og koreograf (Fredrik Quinones) ved et tilfælde Dylans talent. Hun er desperat for at være med i showet, men hun er en pige, og det er et dragshow. Men hvor der er vilje, er der vej …

‘Dancing Queens’ er instrueret af Helena Bergström, der sammen med Denize Karabuda også er manuskriptforfatter. Joana Sorobetea fra Sweetwater Productions er filmens producer med Colin Nutley og Mikael Bergkvist som executive producere. DOP er Peter Mokrosinski. Kostumerne er skabt af den svenske modedesigner Camilla Thulin, og norske Gaute Storaas komponerer musikken.

Læs også: Opdag japanske animefilm på Netflix

Universitetsstuderende skal skabe nye forretningsmuligheder for minkbranchen

Tidligere minkavler Anita Kaag fik aflivet 22.000 mink. Nu skal en gruppe studerende ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus Universitet hjælpe hende og resten af landets minkavlere med at finde nye forretningsmuligheder til deres nedlukkede produktionsfaciliteter.

Hvad stiller man op med de bygninger og faciliteter, der tidligere har rummet Danmarks mere end 1.100 minkfarme?

Dét spørgsmål har de forhenværende minkavlere stillet sig selv siden den 4. november 2021, hvor alle landets mink måtte aflives. Og nu vil en gruppe kandidatstuderende i teknologibaseret forretningsudvikling ved Aarhus Universitet hjælpe dem med at komme svaret nærmere.

I forbindelse med faget Technological Business Model Innovation (TBMI), hvor de studerende bliver sendt ud i erhvervslivet for at opbygge eller forbedre virksomheders forretningsmodeller, er en gruppe studerende i samarbejde med konsulentvirksomheden SAGRO i gang med at kigge på nye forretningsmuligheder for de tidligere minkavlere.

Den kommende tid skal de finde konkrete løsninger, som kan give minkavlere mulighed for at anvende deres produktionsfaciliteter i en helt ny forretningsmæssig kontekst.

– Det er en stor udfordring, men også en relevant problemstilling, som vi forhåbentlig kan give konkret input til, siger Lasse Damsgaard Mikkelsen, en af de studerende i gruppen.

Han forklarer, at gruppen i samarbejde med SAGRO ikke kun skal undersøge potentialet i faciliteterne, men også give det nedlukkede pelserhverv et 360 graders eftersyn, hvor de studerende f.eks. kigger på at udnytte minkfarmernes erhvervsmæssige kompetencer i en alternativ kontekst og undersøge, hvordan de kan bringe deres erhvervsnetværk i spil.

Den tidligere minkavler Anita Kaag i Bording fik aflivet sin bestand på 22.000 mink sidste år, da krisen i minkerhvervet indtraf. Hun er i dag vendt tilbage til sit tidligere job som sygeplejerske, men drømmen om at blive selvstændig igen lever stadig hos den forhenværende pelsproducent.

– Minkavl er ikke længere en mulighed, og hvis jeg kan opbygge en rentabel forretning med nogle af de samme ressourcer og faciliteter, som jeg allerede har til rådighed, er jeg meget lydhør, fortæller hun.

Anita Kaag har allerede haft besøg af de studerende fra Aarhus Universitet, der har været ude i felten for at indsamle data. Hun håber, at besøget på den tomme minkfarm kan give de studerende nok input til, at de kan foreslå innovative forretningsmodeller til branchen.

– Det behøves ikke nødvendigvis at være inden for landbruget. Jeg er åben for at kaste mig ud i andre erhverv. Vi er måske ikke så gode til at tænke ud af boksen i minkbranchen, så det bliver spændende at se, hvad helt friske øjne kan se af forretningsmuligheder, siger hun.

I øjeblikket knokler de studerende, som snart kan kalde sig civilingeniører, hos SAGROS afdeling i Herning, hvor de udvikler muligheder, analyserer data og arbejder på konkrete løsningsforslag.

Hvad projektet præcist skal ende ud i, er endnu uvist, men rådgiver Michael Bach-Olesen fra SAGRO, der specialiserer sig i at rådgive landbruget, vurderer, at de studerendes arbejde nok skal bære frugt i en eller anden kontekst.

– Selv om vi bryster os af at være progressive, så kommer de studerende med et frisk syn på udfordringerne og er mindre bundne af praktiske udfordringer. Måske kan resultaterne af deres arbejde ikke bruges 1:1, men der vil være elementer, som vi kan arbejde videre med, udtaler han.

Ifølge Lasse Damsgaard Mikkelsen er det en spændende udfordring, som gruppen har sat sig for at løse, om end en af de mere krævende, da krisen i minkerhvervet stadig er så frisk, at branchens nye dynamikker stadig ikke er færdigforandret.

– Det betyder, at vi skal innovere på forretningsmodeller, som kan være lidt usikre, f.eks. når det kommer til elementer som netværk eller salgskanaler, som enten har eller snart vil ændre sig, slutter den kandidatstuderende.

mink minkfarm
Universitetsstuderende skal skabe nye forretningsmuligheder … (Foto: PR)

Læs også: Mette Frederiksen besøger minkfarm

Coop udvider sit samarbejde med små fødevareproducenter

I år vil Coop fordoble salget af varer fra små fødevareproducenter. Det ambitiøse mål skal realiseres gennem en udvidelse af det flerårige samarbejde med den danske startup Råhandel – en online markedsplads med samlet bestilling, levering og betaling af fødevarer fra små og mellemstore fødevareproducenter til blandt andet Coop. Her kan producenterne sælge varer nemt og direkte til butikkerne.

Samarbejdet har eksisteret på Sjælland i to år og nu skal setuppet lanceres i Region Midtjylland i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen. Allerede inden åbningen i Jylland i slutningen af april, har salget af lokale varer i Coops butikker på Sjælland, oplevet en markant stigning med en 3-dobling i salget i årets første 3 måneder med omkring 100.000 solgte enheder. 80 producenter med omkring 500 forskellige varer er nu til salg i cirka 100 Coop-butikker på Sjælland.

Lokal forankring har altid været en del af Coops DNA. Adm. direktør Kræn Østergård Nielsen siger om Coops ambitioner på området:

– Vi ønsker at fremme mangfoldigheden blandt danske fødevarer, støtte mindre leverandører, og tilbyde Coops kunder noget, de ikke kan få andre steder. Vores ambition er, at vi skal udvikle nogle af fremtidens store varer, som vil blive solgt i vores butikker i hele landet.

Samarbejdet med Råhandel støtter op om de små danske fødevareproducenter og imødekommer en stigende efterspørgsel på blandt andet danskproducerede og lokale varer blandt forbrugerne.

– Kundernes interesse for varer med en særlig historie er stærkt voksende. Med Råhandel har vi fået en platform, der gør det meget nemmere for såvel producenterne som vores lokale butikker at imødekomme efterspørgslen, fortæller lokalvare chef i Coop, Hanna Schaldemose.

For den danske startup Råhandel er samarbejdet med Coop også et vigtigt led i at skabe et mere robust og gennemsigtigt fødevaresystem, der gør det lettere og smartere at handle med de små producenter.

–Hos Råhandel har vi et ønske om at gøre det lettere for de små madiværksættere at få deres varer ud til forbrugerne. Fødevaresystemet gør det svært for dem at få varerne ind på hylderne i blandt andet detailbutikkerne. Vi har et fantastisk samarbejde med Coop, som har valgt et satse stort på os og de små producenter. Det betyder reelt set, at vi får bygget bro mellem de modige iværksættere og alle de forbrugere, der gerne vil støtte dem – og som elsker god mad, slutter stifter og leder i Råhandel, Solveig Felbo.

tomater grøntsag grøntsager (Foto: Unsplash)
Coop samarbejder nu med firmaet Råhandel … (Foto: Unsplash)

Læs også: Få styr på  madmyterne – sandt og falsk

Dagens video: En tur (og hotdog) i Tivoli

Fredagsfjol: Trænger du også snart til at danse

· Mere fra samme kategori ·