
NEWS: Danskernes tillid til bankerne svinder
Danskernes tillid til bankerne svinder · Irma har halveret salget af plasticposer · Danmark modtager 900.000 flere vacciner · Astralis åbner første Flagship Store i samarbejde med Tivoli · Dagens video: Ikke for tøsedrenge
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskernes tillid til bankerne svinder
Over halvdelen af de danske forbrugere har mindre tillid til bankerne i dag, end de havde for fem år siden. Det viser en ny spørgeundersøgelse, hvor stigende gebyrer, lovbrud og skandaler nævnes som årsagerne, som Forbrugerrådet Tænk har gennemført. De efterlyser desuden mere gennemsigtighed og en undersøgelse af konsekvenserne af, at bankerne over en årrække er forvandlet til finansielle supermarkeder …
Stigninger i gebyrer, hvidvask- og gældsskandaler. Disse er blandt årsagerne til, at næsten halvdelen af danskerne har mindre tillid til deres bank, end de havde for blot fem år siden. Det viser en ny spørgeundersøgelse fra Userneeds for Forbrugerrådet Tænk.
De senere år har bankerne talt meget om nødvendigheden af at tage mere samfundsansvar. Men også her viser undersøgelsen, at det går den forkerte vej med forbrugernes opfattelse af sektoren. Således oplever 3 ud af 10 forbrugere, at bankerne i dag tager mindre samfundsansvar end for fem år siden, mens kun 1 ud af 10 mener, at bankerne tager mere samfundsansvar.
– Det er nok ikke så overraskende, at mange forbrugere mener, at bankerne ikke udviser samfundsansvar, når man reelt ikke har andet grundlag end skandaler fra medierne til at vurdere, om ens bank opfører sig etisk ansvarligt. Her kunne en Fair Finance Guide hjælpe til, at forbrugerne nemmere kunne få uvildig vejledning til at vurdere, om ens bank agerer etisk forsvarligt, udtaler formand Anja Philip.
Den finansielle sektor har over de senere år indrettet sig på en måde, hvor banker, realkreditselskaber, investeringsforeninger, ejendomsmæglere, pensionsselskaber og forsikringsselskaber er organiseret i nogle få, store finansielle supermarkeder, hvor man samarbejder og sender kunderne rundt i lukkede kredsløb.
Undersøgelsen viser også, at 4 ud af 10 danskere slet ikke ved, om deres bank er et finansielt supermarked med koblinger til pension, forsikringer, realkredit eller investeringer.
En ud af tre forbrugere svarer i undersøgelsen, at de er utrygge ved de finansielle supermarkeder, hvilket ifølge Anja Philip kan skyldes, at forbrugerne er usikre på, om det er deres økonomiske interesse, der bliver varetaget, eller om banken i stedet anbefaler en ejendomsmægler, et pensionsselskab eller et forsikringsselskab, fordi der for eksempel er et ejerskab eller en samarbejdsaftale til bankens fordel.
– Vi har desværre set nogle grimme eksempler i forbindelse med forgældede kunder og ved investeringsrådgivning på, at banken har sat sin interesse over kundens. Derudover er det et potentielt konkurrenceproblem, og vi mener, at der er brug for en uvildig undersøgelse af, hvad det betyder for forbrugerne og for samfundsøkonomien, at disse finansielle supermarkeder sender forbrugerne rundt i en salgs- og gebyrkarrusel, som kan være svær både at gennemskue og stige af.
Spørgeundersøgelsen er gennemført af Userneeds i december 2020, og der indgår svar fra 1.019 danskere. Undersøgelsen er gennemført nationalt repræsentativt på køn, alder og geografi.
Du kan læse mere på taenk.dk.

Læs også: Nedskæringsplaner fra Danske Bank
Irma har halveret salget af plasticposer
At københavnerne er blevet mere bevidste om deres forbrug af plastic, kan man se sort på hvidt i Irmas salgstal.
Fra 2017 til 2020 er salget af plasticbæreposer halveret. Til gengæld er salget af genanvendelige poser mere end fordoblet.
– Det er en markant ændring i vores kunders adfærd; At huske at tage en pose med hjemmefra frem for at købe en plasticpose. Det viser klart, hvordan bevidstheden om brugen af plastic er vokset, forklarer konstitueret kædedirektør Rikke Wolff, Irma.
Det betyder, at der er blevet bedre grundlag for at udvikle flere alternative poser, som kunderne kan benytte igen og igen.
Senest har Irma sammen med designeren Klaus Samsøe udviklet stofposer ‘upcyclet’ fra kasserede restaurantduge og servietter – og det er i den grad faldet i kundernes smag. Her kniber det nærmest at følge med efterspørgslen, men flere er på vej.
– Vi ser en grundlæggende forandring af en ellers mangeårig vane. Derfor forventer vi fortsat fald i salget af plasticposer – og vi glæder os til at komme med andre kreative og bæredygtige løsninger til kunderne, så de kan transportere varerne hjem uden at belaste miljøet, slutter Rikke Wolff.
De genanvendelige poser koster 15,00 kroner.

Læs også: Kina forbyder plastikposer og engangsbestik
Danmark modtager 900.000 flere vacciner
Ifølge Sundhedsstyrelsen vil hele målgruppe tre have modtaget tilbud om vaccination i uge otte. Danmark modtager 900.000 flere vacciner mod coronavirus frem mod sommeren end hidtil antaget. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Dette skyldes blandt andet, at vaccineproducenten Pfizer fra april er leveringsdygtig af flere doser, end hvad der er blevet meldt ud. AstraZeneca har tværtimod måtte nedjustere deres leverancer.
– Sammenlagt betyder det, at vi kan se frem til at modtage 900.000 flere doser, end vi regnede med i sidste uge – og det betyder så, at vi nu kan forvente at have vaccineret alle, der ønsker det, ved udgangen af uge 25, det vil sige senest den 27. juni, udtaler Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.
Det betyder ifølge Sundhedsstyrelsen, at størstedelen af befolkningen vil være færdigvaccineret, når vi når sommerferien. Sundhedsstyrelsen understreger dog stadig, at der er tale om prognoser, som kan være hæftet med usikkerhed om eksempelvis størrelsen på vaccineleverancerne.

Læs også: Coronapas udrulles snart
Astralis åbner første Flagship Store i samarbejde med Tivoli
Astralis Group og Tivoli åbner til sommer den første Astralis Flagship Store i hjertet af København og dermed tilføjer selskabet bag blandt andet verdens stærkeste Counter-Strike hold endnu et område til forretningsstrategien. Astralis Flagship Store åbner i det ikoniske Tivoli Hjørne, som har vundet nogle af verdens mest prestigefyldte arkitekturpriser. Her inviteres spillere og fans indenfor til en gaming-oplevelse, de med garanti ikke har prøvet før.
Samarbejdet er også et nyt, strategisk forretningsområde for Tivoli, der hele tiden satser på at forny sine oplevelsestilbud til gæsterne med respekt for havens traditioner og 177-årige historie. For Tivoli handler det om, at gæsterne på tværs af alder og køn kan samles om at spille, møde deres forbilleder og selv være en del af underholdningen på en helt ny måde. Astralis Flagship Store forventes officielt at åbne den 1. juni 2021.
E-sportsverdenen er på få år eksploderet, og interessen er i fortsat vækst. Computerspil er ikke længere noget, man kun interesserer sig for på teenageværelser, og branchen er med syvmile skridt blevet til en del af den globale underholdningsindustri. Det er derfor oplagt at skabe en ny form for mødested, hvor både hardcore gamere og alle nysgerrige kan komme tæt på fænomenet – og de danske verdensstjerner. I første omgang er Astralis og Tivoli i gang med at indrette nye, eksklusive omgivelser midt i København, hvor fans og spilentusiaster fra sommeren 2021 kan mødes, kappes og hygge med udsigt til haveanlægget i Tivoli.
Ud over alt det nyeste inden for Astralis merchandise, vil Astralis Flagship Store byde på gaming-oplevelser i ikoniske omgivelser med muligheder for at booke sig ind i de eksklusive VIP-lokaler, præsentation af de nyeste produkter fra Astralis’ mange partnere, mini-turneringer, viewing parties, jersey launch og selvfølgelig en masse fan-oplevelser med Astralis-spillere fra alle hold.
På førstesalen placeres over 130 gamer pc’er og konsoller, så der bliver masser af plads til at spille med venner, kolleger og til invitationsevents. Her vil man kunne opleve Astralis’ talenthold træne og spille, ligesom Astralis’ professionelle hold i FIFA, League of Legends og Counter-Strike vil deltage i diverse arrangementer og konkurrencer. Derudover arbejdes der med planer om større events, hvor flere tusinde Astralis fans kan mødes på Plænen og følge større kampe direkte på storskærm.

Læs også: Astralis lancerer nyt talentudviklingsprogram