Læs også:

Close
plastic, plastik, engangsbestik, sugerør

NEWS: Kina forbyder plastikposer og engangsbestik

Nyheder  | 

Kina forbyder plastikposer og engangsbestik · Truede geparder smugles og sælges som eksotiske kæledyr til rige arabere · 400 kvadratmeter brosten på Kongens Nytorv skal lægges om · Toyota investerer 394 mio. dollars i flyvende taxaer · Dagens billede: Fra foråret vil Harry og Meghan ikke længere være aktive medlemmer af det britiske kongehus

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Kina forbyder plastikposer og engangsbestik

FN har erklæret engangsplastik for den største miljømæssige udfordring i verden, mens store bunker af plastik hober sig op på lossepladser og i floder i Kina. Derfor vil Kina slå hårdere ned på produktion, salg og brug af engangsplastik, der er et af landets største miljømæssige problemer.

Engangsposer skal væk fra byerne, og plastik skal forbydes på restauranter og i landbruget, har Udviklings- og Reformkommissionen og miljøministeriet i Kina besluttet. Det skal ske gradvist og ved hjælp af en omhyggeligt udformet tidslinje.

Plastikposer skal bandlyses fra alle store byer i landet fra slutningen af 2020. Fra 2022 skal plastikposer ikke være at finde i nogen kinesisk by overhovedet. Markeder, der sælger friske fødevarer, må bruge plastikposer indtil 2025.

Produktion og salg af plastikposer, der er mindre end 0,025 millimeter i tykkelsen, bliver forbudt. Det samme vil plastfilm til brug i landbruget, der er mindre en 0,1 millimeter tykt. Restauranter og spisesteder bliver også ramt af den kinesiske stats nye forbud.

I slutningen af 2020 bliver engangssugerør bandlyst fra restauranter. Og fra 2025 skal alle byer i Kina reducere brugen af engangsplastik i restaurationsbranchen med 30 procent.

Andre produkter som plastikbestik fra fastfoodrestauranter og plastik fra pakkepost vil ligeledes blive udfaset. Det stopper dog ikke der. Kina har også forbudt import af alt plastaffald og brug af medicinsk plastaffald i produktionen af plastik. Det skriver TV2.

plastic, plastik, engangsbestik, sugerør
Kina forbyder plastikposer og slår hårdt ned på plastik produktion. (Foto: Unsplash)

Læs også: NEWS: Vores plastikprodukter flyder i land på Vestkysten

Truede geparder smugles og sælges som eksotiske kæledyr til rige arabere

Ud over de naturlige fjender som hyæner og løver er smuglere ude efter geparder for at sælge dem som eksotiske kæledyr til rigmænd i Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Geparden optræder som “sårbar” på IUCN’s rødliste over truede arter, men det har ikke gjort dyret mindre populært som erstatning for en hund eller en kat. Efterspørgslen på geparder som kæledyr er stigende, siger den etiopiske organisation Ethiopian Wildlife Development and Protection Authority til BBC. Etiopiere lader sig lokke af penge til at fange og sælge gepardunger til velhavende familier.

Fra Etiopien smugles geparderne til hovedstaden Hargeisa i den selvudråbte republik Somaliland, der ligger tæt på den arabiske halvø.

Hver måned bliver mindst fire geparder smuglet ud fra Etiopien til en indespærret skæbne hos en privat araber, der typisk betaler cirka 65.000 kroner for et eksemplar.

Fire lyder måske ikke af så mange, men geparden er på listen over dyr, der er truet af udryddelse. Der er kun 7100 geparder tilbage. 90 procent af dem lever i Afrika. Eksperter siger, at mange af dyrene dør under rejsen til de arabiske lande, og at den illegale trafik truer med at udrydde bestanden af geparder i Etiopien og Somalia. Det skriver TV2.

Læs også: NEWS: Dyrevelfærd hitter for alvor hos danskerne

400 kvadratmeter brosten på Kongens Nytorv skal lægges om

Det er ikke ligegyldigt, hvordan brosten ser ud på undersiden – altså den side som ikke ser dagens lys, men kun er i kontakt med stabilgrus og afretningssand.

I hvert fald ikke, når stenene ligger på Kongens Nytorv midt i København. Så nu skal de 400 kvadratmeter af de brosten, som er blevet lagt ud på pladsen, lægges om. Igen. Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen hedder det, at stenene ikke har “den rigtige historiske kvalitet”. Forskellen på de sten, som ligger der nu, og de sten, der skal lægges i stedet, er undersiden. Den er på de nuværende sten glat, men skal være ru, fremgår det af Metroselskabets meddelelse.

Arbejdet kommer til at tage halvanden måned, hvor dele af pladsen vil være spærret af. Arbejdet skriver sig ind i en historien om gentagen opbrydning og ilægning af belægning på pladsen. Det skriver Ritzau.

Læs også: NEWS: Københavns ikoniske skøjtebane genetableres ikke

Toyota investerer 394 mio. dollars i flyvende taxaer

Toyota har investeret 394 mio. dollars (ca. 2,6 mia. kr.) i flyvende taxaer. Pengene går til startup-virksomheden Joby Aviation, der arbejder på at udvikle flyvende taxaer, og som netop har præsenteret en prototypemodel.

– Lufttransport har været et langsigtet mål for Toyota, og mens vi fortsætter vores arbejde inden for bilbranchen, vender vi med denne aftale vores blik mod skyerne. Når vi tager udfordringen med lufttransport op sammen med Joby, udnytter vi det potentiale, der er i at revolutionere fremtidens transport og liv, siger præsident for Toyota Motor Corporation, Akio Toyoda.

Taxaen kan ifølge virksomheden flyve 150 miles på en enkelt opladning med op til 200 miles i timen. Den er designet til at transportere fire passagerer og en pilot.

Det sidste år har Toyota kastet sig over flere futuristiske transportprojekter, for eksempel ved at investere i Recogni Inc., der arbejder med selvkørende biler. Joby Aviation er en mere ny aktør på markedet, som lige nu består af blandt andet Hyundai, der for nyligt har slået pjalterne sammen med Uber om også at producere flyvende taxaer.

Den største udfordring for Joby lige nu er at få certificeringer fra de amerikanske myndigheder og andre regulerende instanser i verden. På Joby Aviations hjemmeside fremgår det, at virksomheden regner med at kunne fragte passagerer i 2023. I alt har Joby Aviation rejst 730 mio. dollars i kapital. Det skriver Jyllands Posten.

Læs også: Kvinder bruger biler og musik til at fikse humøret

Dagens billede: Fra foråret vil Harry og Meghan ikke længere være aktive medlemmer af det britiske kongehus

· Mere fra samme kategori ·