Læs også:

Close
danmark økologi

NEWS: Danmark får endnu en verdensrekord – vi bruger flest penge på økologi

Nyheder  | 

Danmark får endnu en verdensrekord – vi bruger flest penge på økologi · Ny coronavariant fundet i Finland · Adidas bliver pelsfri · Mange dør stadig af luftforurening · Stjerneskuespillere bukker for tomt teater efter premiere · Dagens billede: Akropolis indhyllet i sne · Fredagsfjol: Cuteness overload 🐶

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark får endnu en verdensrekord – vi bruger flest penge på økologi

Det globale salg af økologiske fødevarer har aldrig været større. I 2019 rundede det 106 miliarder euro, og danskerne lægger sig igen forrest. Ikke alene har Danmark den største økologiske markedsandel. Danskerne er nu også dem, der bruger flest penge på økologi pr. indbygger. Det fremgår af en ny international rapport, som offentliggøres i dag.

Danskerne bruger i gennemsnit 2.580 kroner på økologi om året og kan dermed smykke sig med et dobbelt verdensmesterskab i økologi. For også når det kommer til den økologiske markedsandel, ligger vi helt i top med 12,1 pct. Det viser den årsrapport, som det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation IFOAM offentliggør i dag i forbindelse med åbningen af verdens førende økologiske fødevaremesse BioFach.

– En del af forklaringen på vores verdensmesterskab er, at økologiske fødevarer har en fremtrædende plads i de supermarkeder, hvor danskerne gør deres daglige indkøb. I mange andre lande skal kunderne i specialbutikker for at købe økologi, forklarer Pernille Bundgård, som er markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

– Men en anden del af forklaringen er, at forbrugerne i stigende grad efterspørger fødevarer, der leverer på bæredygtighed.

Rapporten fra FiBL peger da også på, at økologiske fødevarer har et endnu større potentiale i fremtiden. Ikke mindst fordi forbrugerne har øget fokus sundhed, miljø og klima – hvilket er blevet forstærket under Covid-19 pandemien. Rapporten forklarer, at mange europæiske lande har oplevet store stigninger i salget af økologiske fødevarer under nedlukningerne, og at forbrugeren har flere penge til at forkæle sig selv med økologi i en tid, hvor det ikke er muligt at rejse, gå på restaurant og til kulturelle begivenheder. De endelige tal fra 2020 er dog ikke opgjort i den nuværende rapport.

– Vi ser de samme tendenser i Danmark, hvor salget af økologi er steget markant under corona. At udviklingen er den samme i de lande, som danske virksomheder eksporterer til, giver virkelig gode muligheder både for dem, som allerede er på eksportmarkederne, men i særdeleshed for dem, der er på vej, fortsætter Pernille Bundgård.

Det internationale marked for økologi har aldrig været større. På verdensplan blev der i 2019 solgt økologiske varer til en værdi af 106 mia. euro, hvilket svarer til ca. 788 milliarder danske kroner – en stigning på 3 pct. fra året før. De største markeder for økologiske fødevarer er USA (44,7 milliarder euro), Tyskland (12 mia. euro) og Frankrig (11,3 mia. euro).

Rapporten blev offentliggjort på åbningsdagen for BioFach, som i år foregår digitalt fra den 17. til 19. februar 2021. I alt 20 danske virksomheder deltager med en fælles virtuel stand, som er skabt i et samarbejde mellem Økologisk Landsforening og eksportnetværket Bio Aus Dänemark. Standen kan besøges på www.denmarkespecial.com.

Rapporten ‘The World of Organic Agriculture – statistic and emerging trends 2021’ udgives hvert år af Das Forschungsinstitut für biologischen Landbau (FiBL) og IFOAM. Læs mere på www.fibl.org. 

danmark økologi
Danskerne har nu hele to verdensmesterskaber i økologi. Både når det handler om økologiens markedsandel og forbrug pr. indbygger ligger vi helt i top. Det viser en ny international rapport. (Foto: Moment Studio)

Læs også: Dansk økologisk eksport sætter ny rekord

Ny coronavariant fundet i Finland

I går kom det frem, at en ny variant af coronavirusset er fundet i Finland. Det oplyser Instituttet for Biomedicin ved Helsinki Universitet. Den nye variant kaldes for Fin–796H. Men helt hvordan, den adskiller sig fra andre varianter er for tidligt at sige. Dog ved man, at den består af mutationer, som man kender dem fra den sydafrikanske og britiske variant, men i en unik kombination kun set i Finland.

corona, covid-19, virusNy variant er fundet i Finland … (Foto: Unsplash)

Læs også: England kæmper med corona

Adidas bliver pelsfri

Onsdag meddelte Adidas, at dets fremtid er pelsfri, ved at slutte sig til det internationale program Fur Free Retailer. Adidas sælger ikke aktuelt produkter lavet af pels, men med dagens aftale viser firmaet en stærk holdning til dyrevelfærd ved at love permanent at sige nej til pels.

Dyreværnsorganisationen Anima driver programmet Fur Free Retailer i Danmark og jubler sammen med Fur Free Alliance over at kunne byde Adidas velkommen som firma nummer 1500, der forbedrer dyrevelfærden ved at tilmelde sig ordningen. Som et af de største sportsfirmaer i verden viser Adidas vejen for, hvordan andre brands kan skifte til dyrevenlige materialer:

– Adidas udvikler bæredygtighed i alle områder af sine produkter og i alle dele af virksomhedens drift. Siden 2018 har vi allerede brugt mere bæredygtig bomuld, fra 2024 vil vi udelukkende anvende genbrugt polyester, og i år lancerer vi den første løbesko, der er skabt til at blive genbrugt. Samtidig stiger antallet af veganske produkter med tre striber: Siden sidste år har de populære sneakers Stan Smith og Superstar været tilgængelige i veganske versioner. Ved permanent at sige nej til pels understreger vi vores søgen efter og øgede brug af innovative bæredygtige materialer, udtaler Frank Henke der er Senior Vice President Sustainability hos Adidas.

I Danmark mener Anima, at Adidas’ beslutning viser en tydelig tendens i modebranchen.

– Når en mastodont som Adidas siger så tydeligt nej til pels, så er vi sikre på, at det vil inspirere mange til at følge efter. Det er flot, at adidas tager så klart et ansvar, og det understreger, at pels ikke har en fremtid i hverken Danmark eller modeverdenen. Nu bliver det interessant at se, hvem der lader sig inspirere og bliver de næste til at gå samme vej, forklarer Animas direktør Joh Vinding.

Animas kollegaer og samarbejdspartnere i Fur Free Alliance roser ligeledes beslutningen.

– Ved at blive en del af Fur Free Retailer-programmet, forpligter Adidas sig til en pelsfri fremtid. Vi er særligt glade for, at Adidas fortsætter med at udvide sit sortiment af veganske produkter. At skifte til flere og flere dyrefri materialer er den bedste måde at forhindre at dyr lider på lang sigt, fortsætter Thomas Pietsch, ekspert i vilde dyr og pels hos organisationen FOUR PAWS.

– Vi er meget begejstrede over at byde Adidas velkommen som brand nummer 1500 i vores Fur Free Retailer program. Ikke alene er deres dedikation til en pelsfri politik medfølende, den er også fremsynet. I dag støtter forbrugere modebrands, der tager ansvar for at beskytte dyr og miljøet, og Adidas’ rejse mod at bruge bæredygtige materialer gør dem til en leder i den henseende, slutter Brigit Oele, programchef i Fur Free Alliance.

Aftalen med Adidas er en betydningsfuld milepæl for Fur Free Retailer, som er et program, der drives i 25 lande verden over, og som har skabt et lavine af pelsfri politikker fra globale modebrands som Prada, Gucci, Zara, H&M og mange andre.

Pels er verden over kommet i stiv modvind i takt med, at der er stigende interesse i at beskytte dyr. I de seneste år har over et dusin europæiske lande, blandt andet Norge, Belgien og Holland, indført forbud mod pelsdyravl, og i USA har staten Californien forbudt salg af pels.

Fur Free Retailer 
Fur Free Retailer-programmet er verdens førende initiativ, der skaber forbindelse mellem pelsfri virksomheder og forbrugere, der efterspørger etiske produkter. Med en tilstedeværelse i over 25 lande er Fur Free Retailer et internationalt initiativ fra Fur Free Alliance, der er en koalition af over 50 dyreværnsorganisationer fra hele verden, som samarbejder om at stoppe avl og slagtning af dyr for deres pels.

anima adidas pelsfri (PR)
Adidas bliver nu helt pelsfri … (PR)

Læs også: Verdens dyreste sneakers er solgt

Mange dør stadig af luftforurening 

Trods et 2020, der verden over var coronanedlukket var luftforurening stadig årsag til, at omkring 160.000 mennesker i verdens fem mest befolkede byer døde tidligere end forventet i 2020. Det fremgår af en rapport fra miljøgruppen Greenpeace Southeast Asia torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Nogle få måneders nedlukning har ikke for alvor dæmpet den gennemsnitlige luftforurening over længere tid, som folk er blevet udsat for, udtaler videnskabsmand Aidan Farrow fra Greenpeace Forskningslaboratorium ved Exeter Universitet i England.

– Vi har oplevet ændringer i vejtrafikken og også i luftfarten, men de største kilder til luftforurening har stort set fortsat deres drift, som før nedlukningerne, slutter Aidan Farrow.

forurening storby luftforurening (Foto: Unsplash)
Trods meget mindre aktivitet og trafik i 2020 døde mange stadig af luftforurening … (Foto: Unsplash)

Læs også: Luftforurening går værst ud over børn

Stjerneskuespillere bukker for tomt teater efter premiere

Efter premieren på Thure Lindhardts instruktørdebut onsdag eftermiddag bukkede stjernerne med Sonja Richter og Alban Lendorf i front for et tomt Bellevue Teatret. Teatret er lukket, men premieren blev alligevel gennemført.

Teaterpremiere midt i coronanedlukningen – det var den usædvanlige realitet på Bellevue Teatret, som onsdag eftermiddag for første gang spillede ‘Frk. Julie’ med blandt andet Sonja Richter i Thure Lindhardts instruktørdebut og Alban Lendorfs skuespillerdebut.

Der var hverken publikum, rød løber eller anmeldere. På sæderne sad kun få medarbejdere, men teatret holdt fast i premieren.

– Det er meget specielt at have premiere nu. Markante navne på plakaten og intet publikum. Men i øjeblikket kan vi ikke gå ud fra andet, end at der bliver åbnet for kulturlivet 1. marts. Så vi arbejder for at blive klar til det, selvom vi tvivler på, at det bliver aktuelt. Det er et åbenlyst dilemma, fortæller teaterdirektør Pia Jette Hansen.

Premieren på ‘Frk. Julie’ bød på to debuter: Thure Lindhardt, som er en af Danmarks mest kendte skuespillere fra film, tv og teater, stod for første gang foran scenen og instruerede.

Og kongelig solodanser Alban Lendorf fik samtidig sin skuespillerdebut oven på en international karriere som solodanser for både Det Kongelige Teater og for American Ballet Theatre i New York. På scenen stod han sammen skuespillerkollegaerne Sonja Richter og Sara Hjort Ditlevsen og musiker Andreas Bernitt.

Skuespillerne skal på turné med ‘Frk. Julie’ og spille 25 forestillinger over hele landet fra Morsø til Bornholm i 2022, så arbejdet og premieren for det fraværende publikum er langt fra forgæves.

– Vi har taget alle forholdsregler, og alle er blevet coronatestet mindst en gang om ugen. Vi savner publikum helt vildt, men vi er også nødt til at holde gejsten oppe og for at sætte et punktum efter et langt arbejde. Så vi gør det også for at sætte et punktum, slutter Pia Jette Hansen.

Frk. Julie:
Bellevue Teatret
Premiere 17. februar 2022
Danmarksturné februar-marts 2022
Med Sonja Richter, Alban Lendorf, Sara Hjort Ditlevsen og Andreas Bernitt
Musik: Andreas Bernitt
Scenografi: Maja Ravn
Instruktion: Thure Lindhardt
Manuskript: August Strindberg

bellevue teatret frk. julie (Foto: PR)
Frk. Julie, havde premiere Bellevue Teatret den 17. februar 2021. Fra venstre Alban Lendorf, Maja Ravn, Sonja Richter, Sara Hjort Ditlevsen, Thure Lindhardt, Andreas Bernitt. (Foto Robin Skjoldborg/Bellevue Teatret)

Læs også: Verdensstjernen Alban Lendorf på visit i Danmark

Dagens billede: Akropolis indhyllet i sne

Fredagsfjol: Cuteness overload 🐶

· Mere fra samme kategori ·