Læs også:

Close
kræft cancer kræftforskning (Foto: Unsplash)

NEWS: Danmark har markant fremgang i overlevelse efter kræft

Nyheder  | 

Danmark har markant fremgang i overlevelse efter kræft · Ubådsmadsen flygtet men anholdt · Danmark i spidsen for opråb om hjælp til Sahel · Tre danske film skal kæmpe om Oscar-nominering · Kunderne elsker nødder fra Lidl · Dagens billede: Mens vi stadig venter på næste sæson i Danmark

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark har markant fremgang i overlevelse efter kræft

Danmark har taget et kvantespring, når det gælder kræftoverlevelse, og fremgangen er langt større end i de øvrige nordiske lande. Det viser et nyt studie af kræftoverlevelsen i Norden. Vi ser nu resultatet af en massiv indsats på kræftområdet de seneste 20 år, og det er vigtigt at holde fast, forklarer Kræftens Bekæmpelses direktør.

Overordnet er kræftoverlevelsen steget i alle de nordiske lande, men Danmark skiller sig ud ved at have haft den markant største fremgang for en række kræftsygdomme, viser undersøgelsen. Den bygger på data fra de nordiske kræftregistre og omfatter analyser af de ni største kræftformer, blandt andet lunge-, prostata- og brystkræft, i de fem lande i perioden 1990-2016.

Nogle af de mest i øjnefaldende resultater for Danmark gælder lungekræft, hvor etårsoverlevelsen er steget med hele 30 procentpoint for kvinder og 23 procentpoint for mænd i perioden 1990-2015. Til sammenligning har Sverige en stigning på henholdsvis 25 og 20 procentpoint i etårsoverlevelsen efter lungekræft i perioden. Finland har den laveste stigning på henholdsvis 12 og 5 procentpoint.

Når det gælder femårsoverlevelsen efter lungekræft, er stigningen i Danmark på henholdsvis 17 procentpoint for kvinder og 11 for mænd siden 1990. I 1990 var det blot seks procent af danske lungekræftpatienter, der overlevede deres kræftsygdom med mindst fem år. For lungekræftpatienter diagnosticeret i slutningen af undersøgelsesperioden er den forventede femårsoverlevelse henholdsvis 23 procent for kvinder og 17 procent for mænd.

Danske patienter med kræft i tyktarmen har også haft en stigning i femårsoverlevelse, som er enestående i Norden, nemlig på 22 procentpoint for kvinder og 25 procentpoint for mænd. I 1990 var det under halvdelen af disse patienter, som overlevede deres sygdom med mindst fem år. I slutningen af undersøgelsesperioden er den forventede femårsoverlevelse steget til 68 og 67 procent for henholdsvis kvinder og mænd med tyktarmskræft.

Tallene i undersøgelsen kan ikke vise præcist, hvad der er årsagen til den store fremgang i kræftoverlevelsen, men administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, er ikke i tvivl om, at den er et resultat af den massive indsats på kræftområdet de seneste 20 år.

– Danmark fik sin første kræftplan i år 2000, og siden da har vi fået endnu tre kræftplaner med klare mål og milliardinvesteringer i kræftområdet. Vi har fået kræftpakker, der sikrer hurtig adgang til undersøgelse og behandling, screeningsprogrammer og nye og bedre behandlinger, som alt sammen har medvirket til, at Danmark er det land i Norden, der har haft de største forbedringer i kræftoverlevelsen, forklarer Jesper Fisker.

I 1990’erne og starten af nullerne hørte Danmark til blandt de lande i Norden med den dårligste overlevelse efter kræft. Nu er vi på niveau med de øvrige lande, når det gælder etårsoverlevelse. Med hensyn til femårsoverlevelse er der stadig plads til forbedring for nogle sygdomme, deriblandt æggestokkræft og prostatakræft.

– Der er stadig nogle patientgrupper, der virkelig trænger til fremgang, og det skal vi fortsat have fokus på med forskning og udvikling. Vi skal blive bedre stille kræftdiagnosen tidligere, da det øger chancerne for at blive helbredt. Og så skal vi selvfølgelig sørge for at fastholde den positive udvikling i kræftoverlevelse i en tid, hvor vi har fået nye udfordringer i form af COVID19, der også kan forventes at påvirke kræftområdet, fortsætter Jesper Fisker.

Den nye undersøgelse bygger på over to millioner kræfttilfælde i de fem nordiske lande. Den vil nu blive fulgt op af nye undersøgelser for at kortlægge udviklingen i kræftoverlevelse, fortæller Lina Steinrud Mørch, der er gruppeleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og medforfatter til den nye undersøgelse.

– De nordiske lande har nogle af de bedste registre i verden, og de er nødvendige for at lave statistiske sammenligninger af høj kvalitet. Den nye undersøgelse analyserer de ni største kræftformer. Næste skridt er at gå mere i dybden med udvalgte kræftformer og blandt andet kigge på, i hvilket stadie kræften opdages. Det kan give ny viden om, hvad der kan gøres for at få overlevelsen endnu længere op, slutter Lina Steinrud Mørch.

Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Acta Oncologica. Her er link til den videnskabelige artikel

kræft cancer kræftforskning (Foto: Unsplash)
Danmark har taget et kvantespring. (Foto: Unsplash)

Læs også: Videoguide: Sådan passer du bedst på dine bryster

Ubådsmadsen flygtet men anholdt

Måske Danmarkshistoriens vildeste og værste morder flygtede i går fra Herstedvester Fængsel. 900 meter og fem minutter nåede Peter Madsen at få i friheden. Ved brug af trusler mod en medarbejder kom han fri. Ingen er kommet fysisk til skade men på pressemødet sagde repræsentanten fra kriminalforsorgen, at det havde været psykisk belastende for de involverede, og der nu blev taget hånd om dem.

Politiet er i gang med at klarlægge hændelsesforløbet. Klokken 10.21 får politiet anmeldelse om Peter Madsens flugt, men allerede 10.26 blev han anholdt. Kriminalforsorgen havde fulgt efter ham, hvorfor en forholdsmæssig hurtig anholdelse var mulig. Dog var man i tvivl om, Peter Madsen havde bombebælte på, hvorfor anholdelsen tog tid. Den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen blev derfor tirsdag over middag anholdt efter forsøg på fangeflugt. Lidt over 13 skrev Vestegnens Politi på Twitter, at ‘anholdelsesaktionen på Nyvej var slut, og en anholdt var kørt væk fra stedet’.

Peter Madsen har siddet fængslet siden den 11. august 2017, hvor han blev reddet i land i Dragør Havn, efter ubåden Nautilus sank i Køge Bugt. Han blev dømt for drab, anden seksuel omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og flere brud på søfartslovgivningen, hvilket han fik fængsel på livstid for.

Den kontroversielle TV2-serie om ubådsdrabet kører netop nu mandage på TV2, en serie der er blevet storrost af anmelderne, der mener, den både er ‘sober og drønspændende’. Serien fortæller udover historien om efterforskningen og opklaringen af drabet også om en person, som er så afstumpet og atypisk, at man som seer sidder tilbage med en uvirkelig følelse.  

Det er  instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm, der står bag ‘Efterforskningen’ med blandt andre Søren Malling og Pilou Asbæk i de bærende roller.

ubåd (Foto: Unsplash)
En storstilet aktion var i går igang i Albertslund for at fange Peter Madsen. (Foto: Unsplash)

Læs også: Forstå ubådssagen og manden bag

Danmark i spidsen for opråb om hjælp til Sahel

Der er 20-gange så mange flygtninge i Sahel-regionen i Afrika som for to år siden. Antallet af mennesker, der lider af ekstrem sult, har for længst passeret 7 millioner. Og det er tre gange så mange som for blot et år siden.

Væbnede konflikter, terrorgrupper, ingen fødevaresikkerhed og ødelæggende klimaforandringer har skabt en så negativ udvikling, at det nu får Danmark, Tyskland og FN til at slå alarm. I dag er de værter for en stor FN-konference, der skal sikre mere hjælp til regionen. Lige nu er der nemlig kun finansiering til at dække 40 procent af den planlagte internationale humanitære respons.

Folkekirkens Nødhjælps, der arbejder i regionens konflikt-epicenter, Mali, frygter, at Sahel-regionen fortsætter i sin nedadgående negativ spiral:

– Hvis ikke Sahel-regionen får mere og hurtig hjælp, så kan regionen blive hjemsted for en af verdens værste humanitære kriser, fortæller generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen, og tilføjer, at klimaforandringerne i den grad forstærker krisen i Sahel.

– Flere områder i Sahel nærmer sig et tipping point, hvor det bliver umuligt for mennesker og dyr at overleve. Det er stigende temperaturer og ekstrem tørke, der skaber akut mangel på vand og mad. Basal ressourceknaphed er ekstremt farligt i kombinationen med eksisterende konflikter, fortsætter Birgitte Qvist-Sørensen.

De konstant skærpende levevilkår gør, at Sahel er af et de områder i verden, hvor flest mennesker migrerer fra. Samtidig er det en af verdens mest folkerige regioner, og fødselsraterne er høje. I dag bor der for eksempel 200 millioner mennesker i Nigeria, men FN’s demografiske fremskrivninger peger på, at Nigeria indenfor få årtier vil overtage USA’s plads som verdens tredje mest folkerige land.

– Med de kæmpestore befolkninger i Sahel-regionen burde det være tydeligt, at det er i alles interesse at bremse det eskalerende konfliktniveau og sikre, at sultkrisen ikke bider sig fast,slutter Birgitte Qvist-Sørensen. Folkekirkens Nødhjælp deltager også i konferencen.

saleh folkekirkens nødhjælp (Foto: PR)
Her ses Mucho Kerio med sin hund på vej til den etiopiske grænse. (Foto: Jakob Dall)

Læs også: 2019 blev det dødeligste år for verdens nødhjælpsarbejdere

Tre danske film skal kæmpe om Oscar-nominering

Når filmverdenens mest prestigefyldte gyldne statuetter uddeles i starten af næste år, er der forhåbentligt også en dansk film med i ræset om at vinde ‘Bedste internationale spillefilm’. Det kom nemlig frem mandag, hvor den danske Oscar-komité afslørede, hvilke tre danske film der nu får lov til at være med i kapløbet om at blive Danmarks endelige bud på en Oscar-kandidat.

De tre film der er med i opløbet er: ‘En helt almindelig familie’ af Malou Reymann, ‘Druk’ af Thomas Vinterberg og ‘Shorta’ af Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid.

Den 18. november mødes den danske Oscar-komité igen for at udpege, hvilken af de tre kandidater, der skal udgøre årets Oscar-håb. Og den 15. marts offentliggør Oscar-akademiet så hvilke film, der er nomineret i samtlige kategorier.

Læs også: Filmanmeldelse: ‘The Personal History of David Copperfield’

Kunderne elsker nødder fra Lidl

Salget af nødder er steget med over 25% på bare to år. Nødder er blevet mere populære, når danskerne handler ind. Det viser en ny opgørelse fra Lidl, hvor salget af nødder er steget med hele 25% over de seneste to år.

Der er mange gode grunde til at spise nødder. Det er et naturprodukt, de smager godt – og ifølge for eksempel Hjerteforeningen er de et godt alternativ til andre former for snacks. Det har de danske forbrugere tydeligvis taget til sig, for hos Lidl oplever man en stigende efterspørgsel på nødder.

– Vi har de seneste to år oplevet en stigning i salget af nødder på over 25%. Vi arbejder hele tiden på at øge kvaliteten og udvalget af specialnødder, og vi sætter derfor nu endnu flere spændende produkter på hylderne, udtaler Lidl Danmarks indkøbsdirektør Rasmus Pape.

Men nødder er ikke bare nødder, for der er stor forskel på både kvalitet og pris. Hos Lidl lægger man vægt på at kunne præsentere kunderne for produkter af den bedste kvalitet til den bedste pris. En rundspørge hos 30.000 tyske husstande viser, at deres foretrukne nøddeprodukt er Californiske Pistacienødder fra Alesto, fra Lidl. Den høje kvalitet på nødder fra Lidl er også noget danske forbrugere har opdaget.

Det stigende salg skyldes til dels ændringen af nøddeafgiften, som har gjort nødder mere prismæssigt attraktive. Lidl har de seneste år løbende udvidet antallet af butikker og udvalget af nødder, hvilket også har betydning for det øgede salg i Danmark. Lidl har i dag mere end 40 forskellige poser med nødder eller nøddeblandinger, og i den kommende tid vil Lidl introducere endnu flere produkter med nødder.

– Det er planen at udvide vores sortiment indenfor en overskuelig fremtid med otte nye varianter. Grunden til, at vi udvider vores sortiment, er så danskerne kan prøve nye spændende produkter og nye blandinger, herunder nogle honningristede nødder og et par nye blandinger både med og uden krydderi. Desuden er økologiske nødder noget vi arbejder intensivt på, som jeg glæder mig til at introducere snart, slutter Rasmus Pape.

lidl nødder (Foto: PR)
Nye salgstal fra Lidl Danmark viser, at salget af nødder er steget med 25 % over de seneste to år. Den store efterspørgsel efter nødder betyder, at kæden udvider deres sortiment af kvalitetsnødder med otte nye varianter i fremtiden. (Foto: PR)

Læs også: DM i overskudsretter med Lidl og Too Go to Go

Dagens billede: Mens vi stadig venter på næste sæson i Danmark

· Mere fra samme kategori ·