
Opskrift: drinks med æbler
Sommeren er ved at gå på held, og mens vi skifter garderoben ud, kan vi med fordel også tage et kig ind i vores barskab. Der findes nemlig mange dejlige drinksopskrifter, som passer til de lidt koldere dage og til sæsonens frugter, garniture eller bær. Ligesom vi også kan kigge mere efter de mørkere og varmere smage i spiritus
Æbler er i højsæson om efteråret. Derfor har vi valgt at udfordre os selv lidt og lave cocktails med æbler – både en kold og en varm drink. Æbler findes i mange former, størrelser, varianter og smage. Derfor kan det både give kant, syrlighed, friskhed og sødme til din cocktail.

En klassisk drink i nye klæder
Vi er mange, der elsker den klassiske gin og tonic, men prøv denne nye friske version, der pifter det hele lidt op og kun indeholder få og endda billige ingredienser.
Det skal du bruge
🍏 En god gin
🍏 En æblemost eller æblejuice
🍏 Danskvand
🍏 Isterninger
Sådan gør du
Find et flot glas og fyld det med isterninger.
Hæld 1/2 dl. gin i.
Derefter 1/2 dl. æblemost eller æblejuice.
Afslut med 1/4 dl. danskvand.
Rør rundt, smag til og top op med hvad du synes, der mangler af de tre ingredienser.
Pynt drinken med et sugerør og æbler skåret i dekorative skiver.
En sikker hitter til fordrinken eller efter middagen.

‘An apple a day – keeps the doctor away’
Er et kendt ordsprog som ikke kunne passe bedre til denne drink. Både fordi den indeholder æbler, den er varm, og så er der alkohol i – det er da en kombi, der burde kunne holde de fleste forkølelser væk.
Det skal du bruge
🍎 Æblesaft, juice eller most
🍎 Calvados ( fransk æblebrændevin)
🍎 Ingefær
🍎 Kanelstang
🍎 Æble
Sådan gør du
Opskrift til fire drinks.
Varm 6 dl. æblemost/saft/juice forsigtigt op i en gryde sammen 4 hele kanelstænger og 2 cm. ingefær skåret i skiver.
Lige inden saften begynder at koge, tilsætter du 1,30 dl calvados og tager gryden af varmen.
Si derefter ingefæren fra og servér den varme drink i et glas, der kan tåle varme.
Pynt drinken med kanelstængerne og æbler skåret i tynde skiver.
En rigtig god drink, der giver varmen efter en god gåtur i rusk og regn. Eller prøv den til dit næste middagsselskab som en anderledes drink efter maden.

Læs også: