
Lækker snack eller mellemmåltid: Myslibar
I Louisa Lorangs bog ‘Grønne madpakke’ er der en opskrift på myslibar. De er nemme at lave, fede at have med på farten og kan gøre det ud for et mellemmåltid eller snack, når sulten melder sig
Denne her myslibar er sød og smækker. Skær den eventuelt i mindre chunks, hvis du synes, det er for meget med en hel bar. Vælg en god, fast dansk honning! Det smages.

Der bliver 18 styk af denne opskrift
Det er klart billigere at lave sine egne myslibarer, og når det ikke er sværere, er der ikke rigtig nogen undskyldning for IKKE at gøre det. For vi kan alle blive lækkersultne eller gå sukkerkolde i løbet af dagen, og så er en lille myslibar en genial ting at have med.
Det skal du bruge
Ingredienser
200 g grovvalsede havregryn
200 g fast honning
75 g grofthakkede, ristede hasselnødder
2 tsk. kanel
1 tsk. stødt kardemomme
½ tsk. salt
75 g mørk chokolade
50 g speltpops
Sådan gør du
Rist havregrynene på en tør pande.
De skal dufte og tage lidt farve.
Det tager cirka 5 minutter.
Tilsæt honning, og lad den smelte.
Kom hasselnødder, kanel, kardemomme og salt på, og bland det hele godt.
Pas på, at det ikke får for meget varme, efter at du har tilsat honningen.
Hæld hele pandens indhold i en skål, og lad det køle lidt af.
Hak chokoladen, og bland chokolade og speltpops i myslimassen.
Tryk myslimassen godt ned i en plastikform på cirka 18 x 18 centimeter.
Lad det hele sætte sig natten over. Skær myslibarerne ud i ønsket størrelse.
Pak den gerne fint ind enten ind, så det føles som en ekstra lækker snack.
TIP Du kan også lave den uden chokoladen, meeeen chokolade er nu okay i madpakken indimellem. Især hvis du vælger en god, mørk chokolade.
TIP Du kan også smelte lidt chokolade og komme det udenpå i den ene ende og så dyppe den i lidt kokosmel eller nøddeknas, hvis du kan lide det, og de skal være ekstra lækre.
Sådan ser bogen ud:

Læs også:




