Læs også:

Close

Inspiration til madpakken

Mad  | 

Rugbrød, rugbrød eller rugbrød? Er der gået hverdag i madpakken, får du her fire friske ideer til din frokost

Bevares, i virkelighedens verden har madpakken det nok med at blive bakset sammen på autopilot med håndklæde om håret og tandbørsten stikkendende ud ad mundvigen – men nogle gange er det altså lidt rart at komme morgenræset i forkøbet. Her får du fire lækre alternativer til rugbrødsmaden, som du vil takke dit fortidsjeg for, når klokken slår frokost.

Power cæsar

Madpakken caesar
(Foto: Lindhardt & Ringhoff)
Salat
1 håndfuld grønkål
3-4 rosenkål
1 hjertesalat
Lidt citronsaft

Dressing
2 æggeblommer
1 tsk. dijonsennep
2 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. salt
1 fed hvidløg
1,5 dl smagsneutral olie
1-2 ansjoser
0,5 dl fintrevet parmesan

Cæsarsalat er en højtelsket klassiker, men salat kan godt være lige i overkanten let til at gøre det ud for et helt måltid. For at cæsarsalaten skal mætte længere, har salaten her fået powerselskab af kål. Vil du give måltidet endnu mere substans, kan du servere sprøde, ristede rugbrødsstænger til eller servere den med tynde skiver stegt kylling. Gem resten af dressingen i køleskabet (i op til fire dage), og brug den i en salat, sandwich eller som dip.

Fremgangsmåde

  • Pisk æggeblommerne med sennep, eddike, salt og fintrevet hvidløg.
  • Pisk olien i lidt ad gangen.
  • Hak ansjoserne fint, og smag dressingen til med ansjoser, parmesan og eventuelt lidt mere salt og eddike. Prøv dressingen med ansjoser, selv om du normalt ikke kan lide dem. De bidrager med ekstra smag og dybde til den fede dressing og smager ikke af fisk.
  • Snit grønkål og rosenkål fint.
  • Skær salat i både, og vend det hele med en smule citronsaft.
  • Pak grøntsagerne i en rigeligt stor bøtte og lidt dressing i en seperat beholder.
  • Vend det hele sammen, inden du skal spise.

 

Læs også: Opskrift på frisk laksesalat med pære og rødbede

Pizza-twisters

Madpakken pizzatwisters
(Foto: Lindhardt & Ringhoff)
Dej
25 g gær og 6 dl lunet vand
2 tsk. groft salt
0,5 dl olivenolie
100 g fintrevet blomkål
75 g fintrevet squash
550 g fuldkornshvedemel
450 hvedemel

Desuden
100 g smør
1 lille håndfuld persille
1 lille fed revet hvidløg
Salt

Dip
3 dl mosede tomater
0,5 fed revet hvidløg
2-3 spsk. god olivenolie
Lidt tørret oregano
1 spsk. fintrevet parmesan

Disse pizza-twisters er en lækker snack til de travle dage. Lav dem, når du har tid, og frys dem én og én, så de er lige til at snuppe med i tasken, når du har travlt med at komme afsted om morgenen.

Opskriften giver cirka 12 stk.

Fremgangsmåde

  • Rør gæren ud i lunet vand i en skål (brug ikke lunkent vand fra hanen, men bland lidt koldt i kogt vand, indtil det har kropstemperatur).
  • Tilsæt salt og olivenolie og herefter blomkål og squash.
  • Tilsæt mel lidt ad gangen, og rør, til dejen er samlet og slipper skålen. Dejen skal være sej, men ikke klistret.
  • Dæk skålen med et viskestykke, og lad dejen hæve et lunt sted i en time.
  • Rul dejen ud, så den er ca. 0,5 cm tyk.
  • Smelt smørret, hak persillen helt fint, og riv hvidløget fint.
  • Rør persille og hvidløg i det smeltede smør, og pensl dejen med smørret.
  • Skær dejen i aflange baner. Twist dem sammen om sig selv, og læg dem på bagepapir på en bageplade.
  • Bag dem ved 200 grader i 12-15 minutter, indtil de er gennembagte og gyldne.
  • Lad twisterne køle helt af, før du pakker dem i madpakken sammen med tomatdip. Opbevar dem i en plastikpose.

Dip

  • Til dippen skal du blande tomaterne med hvidløg, olivenolie, oregano og parmesan og smage den til med salt og peber.

 

Læs også: Opskrift på sunde og nemme chiaboller

Broccoli-nuggets

Madpakken nuggets
(Foto: Lindhardt & Ringhoff)
Nuggets
300 g broccoli
100 g optøede ærter
50 g pankorasp
100 g revet ost
1 æg
Salt

Lyn-BBQ-sauce
1 dl ketchup
1 spsk. flydende honning
1 spsk. chipotle-hotsauce eller anden chilisauce

De her grønne nuggets er ikke bare fantastiske til madpakken, men også som fyld i en wrap, et pitabrød eller på en buffet med lidt tzatziki.

Opskriften her giver cirka 20 stk.

Fremgangsmåde

  • Del broccolien i buketter. Brug også stokken, skræl den, og skær den i stave.
  • Bring 2-3 dl vand i kog i en gryde, tilsæt lidt salt, og damp broccolien under låg i 3-4 minutter. Hæld vandet fra, og dryp broccolien godt af.
  • Blend broccoli og ærter til en grov mos i en foodprocesser. Tilsæt panko, ost og æg, og krydr med salt.
  • Saml massen med hænderne. Den skal kunne samles nemt. Kom lidt mere panko i, hvis den er for løs.
  • Form små nuggets af massen, og sæt dem på en bageplade. Bag dem ved 200 grader i 15 minutter. Vend dem, og bag dem i yderligere 10 minutter.
  • Rør alle ingredienserne til BBQ-saucen sammen, og pak sauce og nuggets i hver deres beholder til madpakken.

 

Læs også: Fuldkornstærte med gedeost, spinat og løg

Bananchips med kakao

Madpakken banan
(Foto: Lindhardt & Ringhoff)
Ingredienser
3-4 bananer
3 spsk. limesaft
2 spsk. vand
1 spsk. kakao
1 tsk. kanel
0,5 tsk. salt

De smager slet ikke som de tørrede bananer, som du kan købe i supermarkedet. Disse smager superlækkert, sødt og fint, og er perfekte til at tackle sukkertrangen ud på dagen.

Fremgangsmåde

  • Skær bananerne i tynde skiver, og læg dem i rækker på bagepapir på bageplader.
  • Bland limesaft og vand, og pensl det på bananerne. Bland kakao og kanel, og drys det på bananerne sammen med salt. Bag dem ved 125 grader varmluft i 1-1,5 time, eller indtil de er sprøde. Byt rundt på pladerne, og vend bananerne undervejs, men først når de vil slippe bagepapiret.
  • Lad chipsene køle helt af, gerne på en rist, og opbevar dem i en dåse med tætsluttende låg i op til en uge.
  • Pak dem gerne i en papirspose i madpakken, og læg dem ikke på køl.

 

Opskrifterne er fra Louisa Lorangs nye kogebog, Super Snacks – 60 inspirerende madpakkeløsninger.

louisa lorang
(Foto: Lindhardt og Ringhof)

mydailyspace-facebook-logo-400x331

· Mere fra samme kategori ·