BOOZT.com skød Copenhagen Fashion Week i gang · Foruroligende mængder affald indsamlet langs strækning på 355 kilometer · Voldsomme oversvømmelser i Brasilien får dødstallet til at stige markant · Budget for Mærsk Tårnet overskredet med 700 millioner kroner · Dagens billede: Gigantiske græshoppesværme raserer Kenya, Somalia og Etiopien
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
BOOZT.com skød Copenhagen Fashion Week i gang
Modeugen har indtaget København, hvor den i går aftes blev skudt igang af et kæmpe show Copenhagen Fashion Week x BOOZT.com i KB Hallen i København. Her viste de deres bud på moden, som vi allerede kan finde i butikkerne nu, og som vi derfor ikke behøver sukke længe efter, som de kommende shows for AW20.
De hyldede både danske og internationale brands som Ganni, Baum und Pferdgarten, Saks Potts og Zadig Voltaire. Og dette til et meget stemningsfyldt show i tre dele. Hvert med deres fokus på forskellige looks der præger modebilledet lige nu. Ens for alle dele var fantastiske mønstre, farver og flotte materialer, som vi i den grad kunne lade os inspirere af, og som vi kan se frem til at få fingrene i allerede nu.
Copenhagen Fashion Week x BOOZT.com skød modeugen i gang med et fantastisk modeshow. (Foto: MY DAILY SPACE)
Foruroligende mængder affald indsamlet langs strækning på 355 kilometer
374.082 stykker plastikaffald. Så meget plast fandt 57.000 elever fra folkeskoler og gymnasier, da der i uge 39 sidste år blev indsamlet skrald i den danske natur. Det viser de netop offentliggjorte resultater af den landsdækkende optælling af plastaffald, kaldet Masseeksperimentet, som er den første videnskabelige kortlægning af plastforurening af sin art i verden.
Undersøgelsen fra det nationale naturfagscenter, Astra, dokumenterer, at det flyder med plastaffald i den danske natur. Overalt i landet er cigaretskodder den mest udbredte plastforureningskilde.
De i alt 3548 indsamlinger blev foretaget langs en strækning på 355 kilometer, og cigaretskodder var den plastforureningskilde, der blev fundet klart mest af i naturen. Næsten hvert tredje stykke plastaffald var et cigaretskod, mens tomme chipsposer, slikpapir og små plaststykker og plastposer ogsåfyldte i naturen og følger på de næste pladser i toppen af listen.
Masseeksperimentet i den danske natur lovprises af miljøorganisationen Plastic Change. Der er taget politiske tiltag mod plastikaffald i naturen, ved at prisen på plastikposer er blevet tredoblet. Desuden bliver det fra 1. januar 2021 forbudt for forretninger at give gratis bæreposer ud til kunderne. Det skriver TV2.
Voldsomme oversvømmelser i Brasilien får dødstallet til at stige markant
Dødstallet stiger til 44, efter at voldsomme regnmængder har skabt oversvømmelser i det sydøstlige Brasilien. Det oplyser de lokale myndigheder i den brasilianske delstat Minas Gerais natten til mandag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Derudover er 12 personer blevet såret, og 19 personer meldes fortsat savnet.
Langt de fleste er blevet dræbt af jordskred eller under murbrokkerne af sammenstyrtede huse, som i de fattigste områder af Brasilien ofte er i dårlig forfatning. Ifølge det meteorologiske institut i Brasilien er der i de 110 år, hvor man har registreret nedbør, aldrig blevet målt så meget regn på 24 timer, som der blev målt torsdag og fredag.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, siger at regeringen gør “alt, hvad den kan” for at afhjælpe situationen. Det siger han under et officielt besøg i Indien. Samtidig understreger han, at det er “svært at assistere alle”, da det er så stort et område, der er hårdt ramt af store ødelæggelser. Det skriver Tv2.
Budget for Mærsk Tårnet overskredet med 700 millioner kroner
Siden efteråret 2017 har det 15 etager høje Mærsk Tårn summet af liv fra de tusindvis af studerende og forskere, som bruger laboratorier og auditorier i Mærsk Tårnet. Men bag den smukke facade lurer en lang række konflikter og problemer.
Ud over en forsinkelse på halvandet år er de samlede udgifter til byggeriet strøget markant i vejret. Og nu kan DR afsløre, at den endelige byggesum er opgjort til 1,95 milliarder kroner.
Det er knap 700 millioner kroner højere end den oprindelige ramme på 1,3 milliarder kroner og en overskridelse på 53 procent. Samtidig betyder budgetoverskridelsen, at Bygningsstyrelsen nu kræver dobbelt så meget i husleje, end der stod i den oprindelige aftale. Fra 29 til 63 millioner kroner om året. Et beløb, som KU nægter at betale.
Københavns Universitet har foreløbig accepteret at betale husleje efter det senest godkendte budget fra 2015, hvor huslejen var vokset til 51 millioner kroner om året. Og den løbende forskel på hvad Københavns Universitet betaler, og hvad Bygningsstyrelsen kræver, var ved årsskiftet løbet op i 23,3 millioner kroner. Penge, som Københavns Universitet altså skylder for at drive forskning og uddannelse i Mærsk Tårnet, ifølge Bygningsstyrelsen. Der er nu anlagt sag mellem udlejeren, Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet. Det skriver DR.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept