Fnatepidemi: Hundredevis af danske værnepligtige er sendt hjem · Uffe Elbæk stopper som politisk leder for Alternativet · En medarbejder fra Sygehus Lillebælt politianmeldt for millionsvindel · Nu indfører flere pantmærker på fyrværkeri · Dagens billede: De ikoniske turtelduer Sandy og Danny fra Grease genforenet efter mere end 40 år
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Fnatepidemi: Hundredevis af danske værnepligtige er sendt hjem
En fnatepidemi har raseret på flere danske kaserner. I november blev 140 værnepligtige på Oksbøl Kaserne sendt hjem, og i foråret måtte Den Kongelige Livgarde hjemsende mellem 300 og 400 værnepligtige på grund af fnat. På Oksbøl Kaserne begyndte smitten med fnat på en stue med 12 personer, der alle blev sendt hjem. Men der gik ikke længe, før yderligere seks stuer var smitteramt.
– Derefter sendte vi hele vores hold værnepligtige hjem i en uge, så de kunne komme i behandling med creme, og så kasernen kunne blive kuldepåvirket,« siger Henrik Vej Kastrupsen, der er presseofficer ved det danske artilleriregiment, til TV 2.
I Høvelte, hvor Den Kongelige Livgarde holder til, har de døjet med fnat siden foråret, fortæller presseofficer Thomas Helbro Reimann. Det har betydet, at kasernerne løbende har måtte sende stuer og endda hele kompagnier hjem på forlænget weekend, så kasernerne har kunnet blive desinficeret, og de fnatramte værnepligtige kunne blive behandlet.
Når det næste hold værnepligtige møder ind på Oksbøl Kaserne til februar, vil der være nye hygiejne instrukser klar. Det er dog ikke kun de danske kaserner, der har været ramt af en fnatepedemi. Flere skoler har også rapporteret om problemet og fnatmidernes raseren kan mærkes på apotekerne, der i årets første 11 måneder har fordoblet salget af håndkøbsmedicin mod fnat. Det skriver Jyllandsposten.
En fnatepidemi raserer på de danske kaserne, hvor flere hundrede er sendt hjem. (Foto: Pexels)
Uffe Elbæk stopper som politisk leder for Alternativet
Alternativets leder, Uffe Elbæk, stopper som partiets politiske leder. Det oplyser Uffe Elbæk i en mail til partiets medlemmer.
– Jeg ved, at det er en stor opgave at tage over efter mig, grundlæggeren af et nyt parti. Og jeg har kigget på, hvornår andre ledere har trådt tilbage. Og jeg tror, at det nok tager 1-2 år før, at en ny leder har fundet sig til rette, udtaler Uffe Elbæk.
Uffe Elbæk opfordrer til, at der bliver indkaldt til et ekstraordinært landsmøde 1. februar, hvor der skal findes en ny politisk leder. Indtil da fortsætter han på posten.
Elbæk afviser selv at pege på sin arvtager, men da han på et pressemøde mandag eftermiddag får spørgsmålet om, hvorvidt Alternativets nuværende politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, ville være et godt bud, siger han, at det er han overbevist om, at Nordqvist vil være. Elbæk ved dog ikke, om Nordqvist har de ambitioner.
Allerede få minutter efter, at Uffe Elbæk meddelte sin afgang som politisk leder, har flere både partifæller og politiske kolleger reageret på nyheden, og fra venstre mod højre er der ros. 65-årige Uffe Elbæk var kulturminister fra oktober 2011 til december 2012. Selv om han træder tilbage som politisk leder, fortsætter han som medlem af Folketinget. Det skriver TV2.
En medarbejder fra Sygehus Lillebælt politianmeldt for millionsvindel
Flere personer er sigtet for at have svindlet Sygehus Lillebælt for op mod halvanden million kroner. Sygehuset indgav en politianmeldelse 4. oktober, og siden har politiet været i gang med en efterforskning, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I forbindelse med politiets efterforskning ransagede betjente onsdag 11. december en række adresser flere steder i landet – blandt andet i Vejle, på Fyn og på Sjælland. Baggrunden for politiaktionen var anmeldelsen fra Sygehus Lillebælt, der mistænker en tidligere medarbejder og to tidligere samarbejdspartnere for i fællesskab at have foretaget fiktive indkøb og oprettet falske fakturaer. Det oplyser sygehusets administrerende direktør, Christian Sauvr, til TV 2.
– Det er vores opfattelse, at den pågældende medarbejder har fundet et hul i et hjørne af vores kontrolsystem, og at vedkommende bevidst har omgået vores kontroller i samarbejde med personer uden for sygehuset, forklarer han.
Den mulige svindel er foregået over en årrække, og der er tale om flere mindre beløb. I alt drejer den formodede svindel sig om én million til halvanden million kroner, skriver TV2.
Medarbejder fra Sygehus Lillebælt er politianmeldt efter fiktive indkøb og falske fakturer. (Foto: Shutterstock)
I går begyndte salget af fyrværkeri til årets sidste dag. Og hvis du bor i Skive, Dragør, Valby, Gentofte eller Hørsholm, vil der være pantmærker på noget af det.
– Jeg putter pant på fyrværkeriet, fordi jeg synes, vi har en forpligtelse over for miljøet. Jeg synes også, vi har en forpligtelse over for de byer, vi bor i – at man får ryddet op på gader og stræder efter nytår, siger Dan Lei ejer Krudthuset i Skive
Hvis man kommer med et brugt batteri, får man et tilgodebevis på 25 kroner. Hvis det vel at mærke er købt i Krudthuset. Et batteri købt i en anden butik vil give et tilgodebevis på 10 kroner. Pengene kan man så bruge i Krudthuset næste år. Og den samme ordning har Krudt Kompagniet med butikker i Dragør og Hørsholm. Her kan man dog højest få et tilgodebevis på 300 kroner.
Der er dog nogle forholdsregler man skal huske, siger Dan Lei. Hvis fyrværkeriet er afskudt og stadig har gløder, skal der hældes vand på. Hvis du ikke ved hvornår det er forsøgt skudt af, så vent 5-6 timer med at samle det op. Så er du sikker på, at det ikke sprænger mellem hænderne på dig.
Ifølge TV2 News vil Enhedslisten, Alternativet og SF gerne have en pantordning på fyrværkeri. Det skriver DR.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept