
14 tegn på, at du er et madøre
Den ene dag er du megasund og vegansk, det næste øjeblik spottes du på McDonald med munden fuld af fritter. Her er 14 tegn på, at du er et madøre
Men er det måske ikke også helt okay, for mad er jo fantastisk. Det er noget af det nemmeste at være fælles om, om det er med familien, kæresten eller veninderne. På redaktionen snakkes der om mad og drikke mange gange om dagen. Og endda uden dårlig samvittighed. Men en dag kom vi til at snakke om det at være et madøre og vild med mad, og hvad der kendetegner “sådan et madøre”. Læs med, og bliv (formentlig) bekræftet i, at vi ikke er alene.
Du er et madøre når …
Du går på gaden, og du igen og igen siger “dufter her ikke af” …
Du bliver spurgt, om du er sulten, og du altid svarer “Jeg ku’ godt spise”.
Du er mega mæt og tænker alligevel ret meget på, at du godt kunne knibe et lille stykke brownie ned.

Du vågner 25. december og det første, du tænker på, er, at køleskabet er fyldt med lækre rester af and og risalamande. Det gør dig glad helt ind i (mad)hjertet.
Du går hele dagen og glæder dig over, at du om aftenen skal på bar og drikke lækre drinks med dine veninder. Jo jo, du glæder dig til at være sammen med veninderne, men drinksene tæller også ret meget.
Og og og når du er på vej i byen, glæder du dig allerede til natmaden på vej hjem.
Du kan blive sur på din bror eller søster under den hyggeligste familiemiddag, fordi du ikke får den sidste frikadelle.

Du har råspist dig gennem helligdagene og ligger på sofaen med hjertebanken og en vom, der nemt kan overbevise omgivelserne om, at du popper en food-baby hvert minut, det skal være. Alligevel går du ud og ser, om der ikke lige skulle ligge en fiskefilet og nogle mørbradbøffer med bløde løg i køleskabet.
Du har en lille indre dialog i Netto med dig selv om, hvorfor du selvfølgelig bliver nødt til at købe to poser juleskum og en pose chips til at hygge med. Og ja-stemmen vinder – som altid.
Du har 100 kroner tilbage til de sidste to dage, før næste løn tikker ind, og du ikke så meget som blinker, når du bruger de sidste mønter på noget lækkert at spise. For det er jo vigtigt.

Du bliver mega skuffet, når du kommer hjem hos din veninde og troede, I skulle spise noget lækkert, og det eneste hun disker op med er te og småkager.
Du er mega mæt, men alligevel ligger og kigger på madbilleder på Insta og tasty og planlægger, hvad du skal spise næste gang.
Når du planlægger dagens øvrige måltider efter, at du skal ud at spise om aftenen … og her tænker jeg ikke på, at du ikke spiser spiser noget, men faktisk det modsatte, så maven ikke får et chok, når den skal tage imod al den lækre mad.

Du følger MY DAILY TASTE på instagram. Og bliver lækkersulten hver gang, du går derind. Nøjagtig som os. Vi er både sunde og søde, og så elsker vi mad – og ja, er madører.

Læs også: