Læs også:

Close
tattoo, tatovering

NEWS: 18-årig har fået tatoveret hilsen fra Peter Madsen

Nyheder  | 

18-årig har fået tatoveret hilsen fra Peter Madsen · Lunar way har fået licens til at drive bank i Danmark · Gravid model hyldes for at smide tøjet · Hver tredje dansker laver frivilligt arbejde · Dagens billede: Paraplyer i Hong Kong så langt øjet rækker

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

18-årig har tatoveret hilsen fra Peter Madsen

Den 18-årige Cammilla Kürstein fra Måløv har skrevet breve sammen med Peter Madsen i mere end to år. Og ikke nok med det har hun også fået hans navn tatoveret på sin venstre arm. Tatoveringen forestiller et brev og en rumraket omgivet af en masse stjerner og midt i denne vrimmel af stjerner, er en håndskrevet hilsen med ordene: ‘kærlig hilsen din Peter’. Selv siger hun, at tatoveringen blevet lavet for at minde hende om, at han hjalp hende igennem en rigtig svær tid i hendes liv.

Hendes interesse for Peter Madsen begyndte, da hun læste om det brutale drab på journalisten Kim Wall. Et drab, der involverede en ubåd, knive, en sav, strips og tilspidsede skruetrækkere. Da sagen skulle for retten, overnattede hun foran Københavns Byret for at være sikker på at få en plads på de overfyldte tilhørerrækker.

– Jeg er meget interesseret i at vide, hvorfor folk gør, som de gør. Jeg har brug for at få svar på alt, ellers kan jeg ikke komme videre, siger Cammilla Kürstein.

Det lykkedes hende at få en plads i retssalen, og hun husker tydeligt det adrenalinsus, hun fik i kroppen, da hun sad i samme lokale som Peter Madsen og hørte anklageren tale om de hjemmelavede spyd, som ubådsbyggeren anvendte mod Kim Wall, skriver B.T.

tattoo, tatovering
En 18-råig kvinde har fået Peter Madsens navn tatoveret på armen. (Foto: Unsplash)

Læs også: Forstå sagen: Ubåden, den dræbte Kim Wall og Peter Madsens skiftende forklaringer

Lunar way har fået licens til at drive bank i Danmark

Fintech-virksomheden Lunar Way har i sin seneste investeringsrunde hentet over 195 millioner kroner fra investorer, og har dermed gjort sig klar til at sikre en banklicens fra Finanstilsynet. Og dermed bliver Lunar Way Danmarks og Nordens nye bank.

Lunar Way har siden 2015 har været en iværksættervirksomhed, der tilbyder en bankapp baseret på finansiel teknologi. Nu bliver de den første af de såkaldte fintech-startups, der kvalificerer sig til at få en banklicens.

– Lunar Way har hele vejen igennem været en seriøs udfordrer til den traditionelle finansielle scene, og det kommer til at fortsætte. Men for at kunne udfordre måden at tænke bank på, i det omfang, vi ønsker, skal vi kunne operere under samme vilkår som klassiske banker. Banklicensen gør det muligt for os at træde ind på banen som en reel spiller. Og de resultater vi har skabt som tech-virksomhed er en rigtig god indikator på, hvad vi kan drive det til med en banklicens, siger Ken Villum Klausen, stifter og adm. direktør i Lunar Way.

Lunar Way er gået fra en håndfuld til knap 100 ansatte fra Danmark, Sverige og Norge fordelt på kontorer i Aarhus, København, Stockholm og snart også i Oslo. Lunar Ways bankapp bruges af mere end 100.000 skandinavere, og over 12.000 nye brugere bydes velkommen hver måned, skriver Lunar Way.

lunarway, bank
Lunar Way bliver Danmarks og Nordens nye bank, efter de har fået licens til at drive bank. (Foto: Lunarway)

Læs også: Vil du gerne være gode venner med banken? Så hold dig fra disse 4 vaner

Gravid model hyldes for at smide tøjet

Plus size-modellen Ashley Graham er vi nok mest vant til at se posere i smukke kjoler eller bikini. Men nu kan man se en hel del mere af den smukke model på Instagram, hvor hun nu har smidt tøjet. Se billedet her.

Men tøjet er ikke blevet smidt for at fremstå mere sexet, men derimod for at vise en del af hendes krop, som den ser ud i sin mest reelle form under hendes graviditet. Billedet fremstår derfor uden Instragrams retoucherende filtre, hvor man både har udkig til appelsinhud og strækmærker på hendes runde former.

Og reaktionerne er positive. Det strømmer ind med likes og rosende ord til modellen og billedet har nu fået over 1,2 millioner likes og over 21.000 kommentarer, skriver DR.

Hver tredje dansker laver frivilligt arbejde

Hver tredje dansker over 16 år har, målt over tre måneder i år, arbejdet frivilligt. Den gratis arbejdskraft er blandt andet i idrætsforeninger, til sociale indsatser, til kulturområder eller andre sammenhænge og områder i det danske foreningsliv. Der ses dog nogle regionale forskelle i hvilke områder danskerne lægger deres frivillige arbejdskraft.

Bedst lever idrætsfrivilligheden i Region Syddanmark og Midtjylland, hvor området tager hele 36 og 31 procent af de voksne frivillige medarbejdere mod et landsgennemsnit på 27 procent. Region Hovedstaden ligger i bund på idrætsfrivillighed. Her går 18 procent af de frivillige kræfter til området. Til gengæld fylder det sociale område, for eksempel lektiehjælp til udsatte børn relativt mest i Region Hovedstaden og Nordjylland med henholdsvis 17 og 15 procent af de frivillige kræfter mod 13 procent på landsplan. Mindst fylder det sociale område i Region Sjælland med 9 procent, skriver Danmarks Statistik.

skole matematik lektier (Foto: Pxhere)
Hver tredje dansker arbejder frivilligt i foreninger og sociale sammenhæng som eksempelvis lektiehjælp til udsatte børn. (Foto: Pxhere)

Læs også: Frivillige strikker, syer og hækler til kræftramte

Dagens billede: Paraplyer så langt øjet rækker

· Mere fra samme kategori ·