
Vil du gerne være gode venner med banken? Så hold dig fra disse 4 vaner
Vil du gerne holde dig på bankens gode side, så du kan låne penge af dem i fremtiden? Så skal du lade være med at gøre disse fire ting
Det kan virke uskyldigt og som en lille ting, hvis du har overtræk den sidste i hver måned. Pengene går jo ind nogle dage efter.
Det er dog langt fra en lille ting. Små ting i din adfærd kan få dig skrevet op på bankernes sorte liste. Den har du ikke lyst til at ende på, hvis du en dag gerne vil låne penge til et indskud, en bil eller din drømmetaske fra Chanel.
Her er fire små vaner, du ifølge Finans.dk ikke skal få, hvis du vil holde dig gode venner med banken.
Se også: Fra sabbatår til SU: Syv gode råd til studieøkonomien

1: Træk ikke over
Det kan virke fristende lige at lave et minilån i banken, når det er sidst på måneden, din næste løn er et par dage væk, og du står og gerne vil købe en pizza.
Det kan virke udskyldigt i øjeblikket, men selv små overtræk kan give banken indtryk af, at du ikke er til at stole på eller ikke kan styre din økonomi.
I stedet er det meget bedre at tage fat i din bankrådgiver og bede om et bevilget overtræk eller lave en anden aftale om lån, i stedet for at du bare hæver pengene.
Se også: Tendens til impulskøb? Få det med hjem fra supermarkedet, du egentlig kom for

2: Lån ikke til mindre ting
Det giver god mening at låne penge i banken, når du skal købe store ting, der har værdi. Ting såsom biler og bolig falder ind under den kategori.
Lån til møbler, tv, spillemaskiner eller tøj giver ikke en værdi ved et eventuelt videresalg, som biler og huse gør. Derfor er det bedst, hvis du selv sparer op til dine luksuskøb.
Læs mere: Sådan får du råd til luksusmode på et lille budget

3: Tag ikke forbrugslån
Hvis du hele tiden bruger penge, du ikke har, på ting, du måske ikke rigtigt har brug for, kan det være, at du tegner et forbrugslån. Det er dog dumt, for i sidste ende kommer dine varer til at koste mere på grund af renter.
Det betyder også, at du har færre penge til dig selv hver måned, fordi du skal bruge din løn på at afbetale din gæld. Så hold dig fra nemme, hurtige og “billige” forbrugslån.
Se også: Bruger du dine penge på ting, der giver dit liv værdi?

4: Hav ikke rod i regningerne
Vi kan alle komme til at glemme en regning, eller få en rudekuvert ind af døren, som vi ikke havde set komme.
Sker der dog det, at du med vilje ikke betaler dine regninger, vil de på et eller andet tidspunkt blive sendt videre til inkasso, hvor der vil komme gebyrer på, og regningen vil blive endnu højere.
Betaler du den heller ikke der, kan du ende i RKI, registeret over dårlige betalere, og som navnet antyder, så er det ikke nemt at låne penge i banken, hvis du er kendt for ikke at betale din gæld tilbage.
Har du svært ved at betale dine regninger, er det altid bedst at række ud og bede om hjælp. Tag kontakt til dine kreditorer, og prøv at lave en afbetalingsordning med dem. De vil hellere have, at det tager dig længere tid at betale dem tilbage, end at de aldrig ser deres penge.
Se også: Nyt år = ny bank? Amela fandt gennem bankjunglen med uvildig hjælp
