
NEWS: Næsten hver tiende voksne i Danmark kan ikke stemme
Næsten hver tiende voksne i Danmark kan ikke stemme · Nu er der aktivitet ved missilanlæg i Nordkorea · Ny specialenhed skal presse ledige københavnere med banderelationer · Rema 1000 er danske kvinders darling · Mand sigtet for overgreb mod 263 børn · Dagens billede: Kylie Jenner er verdens yngste milliardær
Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Næsten hver tiende voksne i Danmark kan ikke stemme
Stadigt flere personer i Danmark kan ikke stemme ved folketingsvalgene, da de ikke er danske statsborgere. 1. januar 2019 var der således 434.000 udenlandske statsborgere på mindst 18 år i Danmark, som ikke har stemmeret. Det svarer til 9,4 procent af den voksne danske befolkning. I 1980 var andelen 1,8 procent.
– Andelen af befolkningen, der ikke kan stemme, fordi de er udenlandske statsborgere, er altså mangedoblet i løbet af de seneste 40 år, så dem uden stemmeret nu er flere, end de voksne der bor i Aarhus og Odense til sammen, siger afdelingsleder, Dorthe Larsen.
– Nogle udenlandske statsborgere rejser hurtigt ud igen, men i gennemsnit har de udenlandske statsborgere været i Danmark i over 10 år, viser vores statistik, tilføjer Dorthe Larsen.
Andelen af udenlandske statsborgere er størst i Ishøj Kommune, hvor 23 procent af den voksne befolkning var udenlandske statsborgere 1. januar 2019. Derefter fulgte Københavns og Høje-Taastrup kommune, hvor 18 procent af de voksne var udenlandske statsborgere. 16 af de 18 kommuner, hvor mere end 10 procent af de voksne var udenlandske statsborgere, ligger i Region Hovedstaden. De to resterende kommuner er Horsens og Aabenraa.
Ud over de udenlandske statsborgere kan danske statsborgere også være uden stemmeret, hvis de er umyndiggjorte. Ifølge Justitsministeriet drejer det sig om cirka 1.900 personer. Disse personer er ikke med i denne opgørelse. Det skriver Danmarks Statistik.

Læs også: Valg i Tyrkiet: Erdogan vinder
Nu er der aktivitet ved missilanlæg i Nordkorea
Nye satellitbilleder viser, at Nordkorea har genoptaget deres aktivitet ved et missilanlæg, som Kim Jong-un ellers sidste år lovede at lukke ned.
Landet har tidligere foretaget prøveaffyringer ved anlægget, der er kendt som et af de få missilanlæg til test af langdistancemissiler. Siden august har aktiviteten dog været i bero indtil for nylig.
Aktiviteten blev sat i bero efter den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, havde lovet Donald Trump, at afvikle anlægget. Men nu viser de nye satellitbilleder, at Nordkorea er begyndt at genopbygge flere af missilanlæggets enheder. Det er sket på et tidspunkt mellem den 16. februar og den 2. marts i år. Altså meget tæt på det andet topmøde mellem Kim Jong-un og Donald Trump, der foregik den 27. og 28. februar.
Billederne af den nylige aktivitet kommer mindre end en uge efter, at topmødet mellem Kim Jong-un og Donald Trump afsluttede brat. Det skriver Ritzau og TV 2.

Læs også: Ingen aftale efter topmøde
Ny specialenhed skal presse ledige københavnere med banderelationer
Presset på ledige københavnere med banderelationer, der får kontanthjælp, bliver større. Det sker, når Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København den 1. april opretter en ny specialenhed.
Specialenheden skal sikre, at bandemedlemmer og personer med banderelationer på overførselsindkomst i højere grad bliver aktiveret. De vil desuden blive sanktioneret, når de ikke overholder aftaler, som de skal møde op til for at modtage kontanthjælp.
– Vi skal simpelthen sætte tommelskruerne mere på: Flere ledige med banderelationer skal aktiveres i så mange timer som muligt. Derfor samler vi kræfterne i en ny specialenhed, der udelukkende skal fokusere på borgere med banderelationer. Vi er forpligtet til at yde kontanthjælp, men specialenheden er vejen til at skærpe vores i forvejen hårde linje maksimalt, så vi ikke føler os til grin for vores egne penge, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
I den nye specialenhed vil konsulenterne få færre sager end normalt, og de får derfor mere tid til at holde flere samtaler og følge op på aktiveringen.
Vurderingen er, at der potentielt er op mod 150 borgere med banderelation på kontanthjælp i København. Udover at skrue op for aktiveringen skal den nye specialenhed tilbyde et alternativ til bandekriminalitet i form af uddannelse eller job. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Læs også: Dømte bandekriminelle fratages penge i tre år
Rema 1000 er danske kvinders darling
Hvilke varemærker har danske kvinder det bedste indtryk af? YouGov BrandIndex lancerer dette års rangliste over varemærker blandt danske kvinder, hvor Rema 1000 topper årets liste med en score på 58,9, mens Lego er faldet ned på andenpladsen med en score på 56,4. Søstrene Grene er ny på listen og brager ind på en tredjeplads med en score på 55,7.
Den anden nyhed på kvindernes topliste er Imerco, som er kommet ind på en niendeplads med en score på 48,3. Danske kvinder er generelt meget loyale over for deres favoritter, og toplisten byder ellers kun på få omrokeringer i forhold til de foregående år.
Rejsekort kan glæde sig over endnu et år at være højdespringer blandt danske kvinder. I 2017 lykkedes det rejsekort at gå fra en negativ til en positiv impression-score og i 2018 har Rejsekort yderligere forbedret sin score med 5,6 til en samlet score på 11,3 blandt kvinder. Det skriver YouGov.

Læs også: Flere butikskæder fjerner alt plastikservice
Mand sigtet for overgreb mod 263 børn
En mand i 40’erne fra Norge er sigtet for at have begået overgreb mod 263 børn i alderen fra 9 til 16 år via internettet. Flere af børnene er drenge, som manden kontaktede gennem Skype og Omegle, som begge er chatprogrammer.
Omkring 220 af børnene er fra Norge, men resten kommer fra andre lande i Norden. Norsk politi har dog oplyst, at der ikke er danske børn i blandt.
Den sigtede har erklæret sig skyldig, og sagen afsluttes nu, blot kort tid efter at en anden stor retssag om overgreb i samme område i Norge er begyndt mod en 26-årig mand, der også er sigtet for at have begået overgreb via internettet mod omkring 300 drenge. I denne sag er der flere danske børn. Begge sager er fra området Romerike i Norge. Det skriver TV 2.

Læs også: FN-ansatte anmeldt for seksuelle overgreb
Dagens billede: Kylie Jenner er verdens yngste milliardær
Tirsdag viste det amerikanske magasin Forbes, at Kylie Jenner kan kalde sig den yngste dollar-milliardær, der selv har skabt sin formue.
https://www.instagram.com/p/BupD9l8H1x4/
Læs også: Hun droppede Snapchat og så faldt aktien otte procent