Hvordan går det med kærligheden?

Livet indeholder rigtigt meget, som er godt og vigtigt, og som er essentielt for vores glæde og lykke. Kærester er ikke målet – blot en bonus. Så hvordan går det med kærligheden?

Spørgsmålet, der stilles, som var tosomheden den endegyldige svar på lykke. Som var den det endegyldige svar på, hvordan livet bør leves. Som var den den eneste måde, hvorpå ens verden ville være fuldendt. Spørgsmålet der stilles på grund af formodet interesse, men hvor vi bedst kan håndtere det rosenrøde svar.

Det velmenende spørgsmål

Spørgsmålet er velment, jeg ved det godt, og interessen i mit liv er bestemt også prisværdig. Men helt ærligt, er det bare mig, eller bliver man som single bare lidt træt i hovedet af at blive stillet dette spørgsmål? Der er da så meget andet at tale om?

Hvad er det, du gerne vil høre?

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til folk. Mine nærmeste venner og familie ved jo godt, hvorfor jeg har været mig selv så længe. Men hvad er det egentlig, du gerne vil høre, når du stiller det spørgsmål? Hvilken type svar forventer du?

At mit liv faktisk er fyldt med kærlighed, blot uden at uddybe, at den kommer fra min familie, især mine niecer og nevø, der synes, deres moster er topsej, fordi det er det mest komfortable svar? Men at jeg i virkeligheden ikke rigtigt leder efter kærligheden lige nu, fordi jeg ikke har behovet for en mand i mit liv og på grund af andre issues?

At jeg faktisk nyder mit liv uden forpligtelser over for et andet menneske og fyldt med frihed til at lave ulykker, når jeg vil?

At jeg kommer fra et yderst usundt forhold med psykisk vold, som gør, at jeg stadig her tre et halvt år senere har trust issues med folk, fordi jeg stadig godt kan blive i tvivl, om de også er dem, de udgiver sig for at være, og at jeg derfor stadig ikke er helt klar til bare at overgive mig til et andet menneske?

At jeg er temmelig kræsen med, hvad det er for en type menneske, jeg lukker ind i min boble, da livet bare er for kort til forkerte mennesker, uanset om det er venner, familiemedlemmer eller kærester?

Yngre vs. ældre

At jeg altid mest har været til yngre fyre af årsager, der sikkert hænger sammen med, at private mig mentalt ikke helt endnu er samme alder, som mit sygesikringsbevis siger, jeg er, men fordi vi alle mentalt bliver yngre og yngre i forhold til vores alder, så kan en gut på 30 bare godt risikere at være for meget drengerøv og måske for umoden i forhold til, hvad jeg kan håndtere?

Og at jeg dermed heller ikke er til mænd, der er alt for meget ældre end mig, eller i hvert fald er “for voksen” til mig, fordi jeg helt panikker ved tanken om pludselig at skulle være supervoksen med parmiddage, og hvor der ikke er plads til, at jeg kan tosse rundt, som jeg plejer, og at jeg generelt ikke bryder mig om at blive “den lille”.

Autoritære klogeåger, nej tak…

At jeg gerne vil finde én, som udfordrer min hjerne på den rigtige måde, fordi jeg har et stort behov for at lære nyt og vide og sætte mig ind i, hvad der sker i verden og danne holdninger og få dem udfordret og derfor nyder intellektuelle samtaler og derfor ikke kommer godt ud af det med mennesker, der ikke er nysgerrige eller stiller spørgsmål til den verden, vi lever i?

Men at det er svært at finde en ligeværdig, og at jeg ikke bryder mig om at blive outsmartet, blive belært eller føle mig dum?

Børn? Semiuafklaret …

At jeg aldrig har haft behov for at få børn og dermed heller ikke har lyst til en kæreste, der har børn, fordi de ikke er flytbare, før afkommet er flyttet hjemmefra, og fordi jeg heller ikke gider deres mor, som jo bare altid vil være en del af pakken, om end minimal, og desuagtet deres interne forhold? Og at jeg faktisk bare ikke har lyst til rollen som stedforælder eller at skulle have det ansvar? Jeg har prøvet det nogle gange, og det fungerer ikke for mig.

At hvis jeg endelig skulle overgive mig til at få børn, så skal det kun være, hvis det giver mening i forholdet, og hvis min kæreste skulle give mig lysten til det liv?

Men at det ikke er supernemt at finde én, som har præcis samme holdning til børn som mig, og som synes, det er ok at leve et liv uden børn, hvis det er det, der giver mest mening, men som også gerne vil børn, hvis det pludselig skulle ske?

At jeg har haft præcis den samtale med en del mænd efterhånden, fordi det bare er så vigtigt at få afklaret med det samme, så man ikke står to år efter og igen skal til at starte forfra, fordi den ene gerne vil have børn, og den anden ikke vil, og at en del af mine potentielle forhold derfor er sluttet på baggrund af den samtale, stort set før, de er begyndt?

One night stands og ham på speed dial

At jeg stadig synes, det er sjovt og i øvrigt helt ok i ny og næ at slæbe en eller anden ungersvend med hjem efter en bytur, fordi det for det første giver et selvtillidsboost at vide, at man stadig har lidt moves tilbage trods fremskreden alder og for det andet, fordi kvinder også har behov? Og at det ok at have ham, som også er single, på speed dial, og som man kan lege hus med om søndagen?

Er det det, du gerne vil høre? Eller er du mere bekvem med en lille hvid løgn om, at det går fint?

Hvilket jeg svarer, skifter emne og spørger, hvordan det går med dig?

For jeg orker egentlig ikke samtalen, mens du står der med hovedet på skrå og kigger medlidende på mig.

Velmenende eller ej. Skal vi ikke bare blive enige om, at det er ok at være single, og at der nok er masser andet at tale om, end hvorfor du og jeg ikke har en kæreste?

Elsk dig selv og nyd dit liv

Det lyder som om, at ovenstående er et helvede. Det er det ikke. Men det er da nogle af de udfordringer, der er ved at finde ham, som jeg forhåbentlig bliver gammel sammen med.

Det er til gengæld ikke noget, jeg tænker ret meget over i hverdagen, for mit liv omhandler ikke jagten på en kæreste.

Tvært i mod. Mit liv handler om at gøre ting, der gør mig glad og at sortere de ting fra, der ikke gør det.

Den der kop latte om morgenen, som jeg er for lang tid om at drikke, så jeg kommer for sent på arbejde. Min søsters børn, som giver mig uanede mængder af lykke, hver gang de kalder mig moster, og når de siger, at de flytter hjem til mig, når de bliver voksne og flytter hjemmefra. Når jeg hænger ud med mine drenge hjemme fra Middelfart, som jeg er vokset op med, og som er min tilvalgte bonusfamilie. Gåturene langs åen. Når jeg sætter mere vægt på i min træning. Når jeg går kold på sofaen efter en god dag. De små ting.

Jeg har et godt liv

Jeg har et godt liv. Jeg nyder tiden med mig selv og nyder friheden, blandt andet fordi jeg har brugt de sidste tre et halvt år på at finde vejen tilbage fra et dybt sort hul af ingenting, fordi det er det, man er, og hvor man er, når man har levet med et narcissistisk og småpsykopatisk menneske som min eks, der knækkede mig og min psyke til ukendelighed.

Jeg har arbejdet hårdt og arbejder fortsat hver dag for at blive en version af mig selv, som jeg kender og kan føle er rigtig, og som jeg selv synes er awesome.

Elsk dig selv

Det er så vigtigt at lære at elske sig selv. Derfor er det vigtigt bare at nyde sit singleliv, fordi det giver så mange muligheder for at lære sig selv at kende og vide, hvorfor man gør og føler, som man gør, så man kan håndtere dårlige følelser og parkere dem i den rigtige bås inde i hovedet, så de ikke fylder unødvendigt. Det giver så mange muligheder for at blive den bedste version af sig selv og elske og anerkende alle buler og skævheder og mærkelige hjernekrøller.

Mit – og vores liv – indeholder rigtigt meget andet, som er godt og vigtigt, og som er essentielt for vores glæde og lykke.

Kærester er ikke målet – blot en bonus.

Tak.

 

Læs også: Den kærlighed – den kærlighed