The life changing magic of not giving a fuck

The life changing magic of not giving a fuck hjælper til at holde op med at bruge tid, du ikke har, på at gøre ting, du ikke gider, med mennesker, du ikke kan lide

– Camillaaaaaaaa, skreg min en veninde tværs igennem den alt for høje, i mine knap 35-årige ører i hvert fald, hipstermusik i Urban Outfitters, en dag vi var derinde.

– Jeg har fundet din bog!

Selv futtede jeg rundt og ledte efter bogen How to Speak Wookiee (Wookiees er en fiktiv race fra Star Wars, hvis nogen ikke lige skulle vide, hvad jeg snakker om), som jeg kunne huske, at jeg havde set derinde på et tidspunkt, men kiggede over på veninden, der midt i den stirrende menneskeflok meget ivrigt stod og viftede med bogen ud i lokalet.

Og lige for at italesætte den undren, der godt kunne bundfælde sig over at købe bøger i Urban Outfitters:

Ja. Deal with it!

Jeg er simpelthen blevet for gammel til at synes, at deres tøj er fedt. Jeg kan godt lide jeans, der ikke dræber mine indvolde og min lyst til at leve, chiffonskjorter med blomstermønster og spidse tantebriller med Ulla-snor. Men jeg kan godt lide alt det andet mærkelige lort, de sælger derinde.

Men tilbage til bogen, som i øvrigt hedder The life changing magic of not giving a fuck. Da jeg så den, udbrød jeg min – blandt venner – meget velkendte begejstringslyd, som havde været nemmere at forklare, hvis I andre nu lå inde med en udgave af How To Speak Wookiee.

Der er ingen grund til at fylde hylderne op derhjemme med alverdens selvhjælpsbøger om, hvordan man bliver et gladere menneske, når man kan læse én.

Bogen, der kan erstatte dem alle

Kort fortalt er det vel en slags … selvhjælpsbog. Og i virkeligheden er den det overhovedet ikke. For den er egentlig en slags kæmpe spoof på rundt regnet alle selvhjælpsbøger i verden, der handler om, hvordan man bliver et gladere menneske.

Men bogen er en guide til, hvordan man holder op med at bruge tid, man ikke har, på at gøre ting, man ikke gider, sammen med mennesker, man ikke kan lide.

Nu har jeg aldrig i mit liv læst selvhjælpsbøger. Men uden nogensinde at have åbnet sådan en bog, er jeg næsten sikker på, at de alle kan koges ned til fire små ord. Og det er også sådan cirka det, denne bog handler om.

Not. My. Fucking. Problem!

Det er cirka noget af det klogeste, jeg nogensinde har hørt ud over ”life is not a matter of chance, it’s a matter of choice”, ”du bliver aldrig for gammel til at lære” og ”ta’ kødet ud af pakken, inden du smider det på panden!”

Gi’ slip!

Ordene “not my fucking problem” i sig selv lyder hårdere, end den mening, der egentlig ligger i dem.

For i virkeligheden handler det om noget så simpelt som bare at give slip. Give slip på ting, der ikke gør én glad. Give slip på mennesker, der ikke gør én glad. Give slip på dårlige tanker, der ikke gør én glad.

Det kan være alt. Familiemedlemmer. Venner. Veninder. Pligter. Skam. Skyld. Besættelsen af bikinikroppen, som dem fra Instagram har. Den dårlige samvittighed over, at man har spist 20 kalorier for meget en dag. Besættelsen af det perfekte.

Læs også: Det drænende venskab: Derfor bliver du smittet af din venindes dårlige humør

Selvfølgelig er det nok nemmere sagt end gjort, og det er en øvelse, der tager tid. Men efter at have læst lidt af bogen, var jeg ikke i tvivl om, at det var en livsstil, som jeg faktisk for længst havde taget hul på. Sådan lidt ubevidst-agtigt.

Et menneske, der smadrede mit væsen

For at fortælle forhistorien helt kort, så kommer jeg fra et dybt, dybt usundt forhold til et menneske, som fuldstændig knækkede mig og min psyke. På et tidspunkt fik han mig overbevist om, at jeg i den grad trængte til professionel hjælp for at komme af med mine egne dårlige tanker, som i hans forskruede verden var med til at hive ham med ned.

Læs også: Kære eks: Tak, fordi du forlod mig

Så jeg begyndte at gå til psykolog … for at redde forholdet til et menneske, som jeg på det tidspunkt i tågerne ikke kunne se var destruktivt for mig.

Præmissen for at starte hos psykologen var jo fuldstændig fucked. Men jeg fortryder ikke, at jeg fortsatte hos hende. For det gjorde jeg, efter forholdet sluttede.

Lad skægget stå, som man siger

Psykologen lærte mig kunsten at mærke efter. Lade pligter være pligter. Gøre, hvad jeg har lyst til. Lade støvet ligge, hvis jeg har lyst til at se fjernsyn en hel dag. Lade træning være træning, hvis jeg har lyst til at æde chips og dip. Lade vasketøjet være beskidt, hvis jeg har lyst til at tage ud at fiske. Overveje, om jeg gider spilde min energi og gode humør på ligegyldige ting.

Være ligeglad med, at min dagen-efter-80-årige-krop brokker sig, hvis jeg ender på en spontan druktur med drengene. Sige ”fuck it” til den mindste flig af noget, der vil tage kontrol over mig. Ikke finde mig i bullshit fra nogen eller noget. Overhovedet.

Skære de mennesker ud af mit liv, som jeg alligevel ikke kan regne med, og som ikke accepterer min person. Ud.

Og vigtigst af alt, sige det højt, hvis noget går mig på. Komme ud med det. Konfrontere det. Lade nedsættende ord prelle af, for hvorfor lytte til dem? Acceptere og elske mig selv, som jeg er.

Hvad har jeg lyst til at lave i dag?

Sætningen ”hvad har jeg lyst til i dag?” er noget af det første, jeg tænker om morgenen. Jovist, disse dage skal jeg på arbejde, hvilket jeg selvfølgelig er ovenud lykkelig for. Og selvfølgelig skal der gøres rent og vaskes tøj og så videre med jævne mellemrum.

Men hvis jeg vil se tv, ser jeg tv. Hvis jeg vil skrive, skriver jeg. Hvis jeg vil fotografere, så fotograferer jeg. You get the gist of it. Jeg har ikke engang dårlig samvittighed over ikke at komme til træning. Det når jeg nok. Jeg cykler til alt, så det er ikke, fordi jeg er en sofakartoffel, der aldrig får motion.

Men hele omdrejningspunktet i mit liv er at mærke efter. Tage stilling. Primært til, om det, jeg overvejer at gøre, gør mig til et lykkeligere menneske. Finde ind til kernen, når og hvis jeg bliver ked af noget, så jeg kan bearbejde den knude, så det ikke gør mig ked af det en anden gang.

”Gider jeg egentlig lade mig gå på af det her?” ”Får jeg noget ud af at blande mig i denne her debat?” ”Hvorfor skal jeg egentlig have dårlig samvittighed over at æde et halvt kilo Tiramisu, hvis jeg nu har lyst til det?”

En egoistisk måde at leve på?

Spørgsmålene kan måske virke egocentrerede, og man kan godt fristes til at spørge, om ikke det er en egoistisk måde at leve på? Om man ikke kommer til at træde nogen over tæerne? Og om det betyder, at jeg bare er ligeglad med … ja, ting og mennesker?

Det korte svar er nej. Det handler jo ikke om bare at kaste hele verden på gulvet og sige “fuck jer”. Ej heller handler det om at tage skyklapper på og negligere reelle problemer, som ikke forsvinder med positive tanker.

Min verden vs. resten af verden

Jeg går stadig enormt meget op i den verden, vi lever i. Blander mig i den offentlige debat og tager stilling. Deltager i samfundet.

Bliver dårlig og vred, når der igen er mennesker, der bliver bombet i stumper eller skudt i hobetal og får lyst til at ruske alverdens politikere i kraven og råbe dem ind i ansigtet med alskens eder og forbandelser.

Bekymrer mig om, hvad min fremtid bringer, når min projektstilling udløber i juni, som er lige om lidt. Bekymrer mig om, hvordan jeg skal overleve rent økonomisk. Om der overhovedet er penge til mad.

Til gengæld er jeg langt om længe nået til et stadie, hvor jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvad andre tænker og synes om mig. Om min påklædning. Mit hår. Min fremtoning. Det rager mig en høstblomst. For deres mening tæller ikke.

Det er blandt andet det, det handler om, når man giver slip og tænker “not my fucking problem.”

Vær ærlig – men ordentlig!

At give slip og være ligeglad handler heller ikke om at være et røvhul over for nogen og bare lade andre sejle sin egen sø. Lykke opnår man næppe ved at brænde sin bro i begge ender. Det vil man vide, hvis man har selvindsigt.

Så selvfølgelig handler det om at være et ordentligt menneske på sin rejse til lykke. Og være realistisk. Det kan man sagtens være, selvom man vælger en rejseform, der er mere ærlig, end hvad man ellers ville have valgt.

Jeg er en bedre ven, hvis jeg er lykkelig

Jeg plejer at forklare andre min ”not my fucking problem”-tilgang nogenlunde således:

• Hvis jeg er glad og relativt fri for bekymringer, så er det også langt nemmere at være der for de mennesker, der betyder noget for mig.
• Nyde at gøre de ting, jeg elsker, uden at skulle have dårlig samvittighed over at lade andet flyde, fordi jeg ikke gider dem.
• Give skulderklap, når det er fortjent. Være ærlig og kalde folk på deres bullshit.
• Det er fuldstændig ok at være ked af det. Det vigtigste er at være ærlig om det. Over for dig selv og over for andre. Og at være ærlig om hvorfor. Vi er mennesker. Med følelser. Som aldrig har haft godt af blive undertrykt og negligeret.

Jeg var heller ikke vigtig for dem, og det er ok!

De mennesker, som jeg har valgt ikke at have i mit liv mere, de har ikke gjort de vilde protester alligevel. Det fortæller mig, at jeg nok heller ikke var så vigtig for dem, hvorfor de igen kan bruge krudtet på de mennesker, der betyder noget for dem. Win-win, som man siger.

Jeg tror heller ikke på, at relationer nødvendigvis er for livet. Det er mere en fase-baseret ting. Jeg ligger i hvert fald ikke søvnløs over venner, der var engang. Og det gør de med garanti heller ikke over mig.

Overvej, hvad du bidrager med

Alt i alt handler “at give slip” om overvejelser og stillingtagen til små og store ting. Tage stilling til, om man bidrager med noget positivt til eget og andres liv. Til fællesskabet for at brede den lidt ud. Vælge sine kampe med omhu, for at bruge et godt dansk og gammelt udtryk.

Det nytter altså. Prøv at tænke over det.

Se indad, og strål udad

Hvis du er ulykkelig, så gransk dit indre og find frem til, hvad det er, der ligger til grund for din ulykkelighed. Med eller uden hjælp udefra.

Du bliver ikke en tosse, for at sætte det lidt på spidsen, af et tale med en psykolog et par gange. Alle burde faktisk gøre det, synes jeg. Bare for at få nogle redskaber til selv at binde knuderne op, når der er gået kluddermor i hverdagen og det indre væsen, og man ikke kan se sig ud af det.

Når du har fundet årsagen, er det nemlig tusind gange nemmere at gøre noget ved det. Og det er også meget nemmere at tage en beslutning om, om det er noget, der fremover skal være med til at diktere ens liv. Hvis ikke … så giv slip!

Derfra bliver det kun nemmere. For du lærer dig selv at kende og kan dermed også langt bedre mærke efter, hvad der egentlig bidrager til din lykke og til at være glad. Hvilket i virkeligheden vel er det ultimative mål i livet?