Læs også:

Close

Kære eks: Tak, fordi du forlod mig

Mit liv  | 

Alle, der er blevet forladt ved, hvor meget man lider. Jeg er bestemt ingen undtagelse. Alligevel er jeg vildt taknemmelig for, at manden, jeg dengang troede var den rette, pludselig gik fra mig. De ting, jeg lærte, er nemlig uundværlige

For tre år siden var jeg kærester med en mand, som jeg var faldet for på første date. I mine øjne var det et normalt forhold: Jeg var hammerforelsket i ham, og selv om han ikke var perfekt, synes jeg, det hele tegnede godt. Han lod til at have det på samme måde, for han flyttede ind hos mig (hans ide!) og han nævnte aldrig, at han var utilfreds.

Var Frøken Flinkepige, da han skred

Derfor var det en mavepuster mentalt og fysisk, da han en aften sagde, at vi skulle “tale sammen”. Ud af det blå og med nogle virkelig bizarre grunde slog han op, tog sit tøj og gik. Jeg var i benægtelse, og syntes, det var så dumt, at jeg var sikker på, han ville komme tilbage.

Læs også: Fem gange mainstream tv-serier viste vild sex

Derfor var jeg utroligt sød, velopdragen og ikke-hævngerrig. Jeg skulle jo nødig give ham en grund til IKKE at komme tilbage. Jeg gav ham hans ting tilbage i stedet for at brænde dem eller donere dem til Røde Kors. Jeg krammede, sagde tak for alt og bad ham hilse min eks-svigerfamilie.

Da min eks gik, fik både psyke og krop et chok. Jeg blev brandvarm og rystede, da jeg fik beskeden. Derefter sov jeg ikke i to nætter, fordi adrenalinen pumpede rundt. (Foto: All Over)

Så ventede jeg. Jeg fyldte hverdagen med sommerhusture, træning, familiebesøg og isspisning i sofaen, mens jeg snøftede til “Eternal Sunshine of the Spotless Mind”. Jeg græd, tabte mig to kilo og havde utallige mareridt, hvor han gik fra mig, havde været mig utro og andre festlige variationer.

Jeg havde det kort sagt lige så elendigt som de fleste, når de bliver forladt, og det ikke er en gensidig og graciøs “Conscious Uncoupling”! Tiden skulle bare gå, så han ville savne mig, og SÅ kunne vi genfinde hinanden – og han ville rose mig for min imponerende ro og mit overskud midt i hans hjernedøde valg. #delusional

At stille spørgsmål – og få svar, man ikke vil have

Den eneste kontakt, vi havde efter bruddet, var en aften, vi mødtes, for at jeg kunne få svar på de tusind spørgsmål, jeg havde. Jeg måtte vide, hvad han tænkte om ALT, der var foregået i tiden sammen. Jeg troede oprigtigt, at det ville hjælpe at høre hans tanker.

Men der var intet, han sagde, der gav mening, jeg var uenig i hans ideer (for eksempel at par aldrig måtte skændes), og jeg blev ulykkelig over, at han fornøjet fortalte om alle de ting, han skulle nu. Ting, jeg stadig følte, jeg havde “krav på” at være med til. Det var ren stædighed, der gjorde, at jeg aldrig kontaktede ham igen.

Det kan ikke svare sig at spørge “hvorfor”. Din eks’ oplevelse siger sjældent noget validt om dig. (Foto: All Over)

Efter få måneder var jeg ovre ham. En dag indså jeg, at det med at få ham tilbage var omsonst. Jeg ville jo ikke stole på ham igen. Nu begyndte jeg at se ting klart.

Læs også: Jeppe forklarer hvorfor mænd er på Tinder dagen efter et brud

Den første ting, der stod bøjet i neon, var, at jeg aldrig igen vil stille en masse spørgsmål til én, der vil gå. Jeg fik lige præcis INTET ud af at spørge min eks, mens han til gengæld fik lov at retfærdiggøre sit valg. Han fik lov at føle sig “storsindet”, fordi han gad mødes og forklare. Han fik en masse rosende ord fra mig, fordi jeg troede på genforening. Det var intet værd for mig i længden. Intet.

Du får intet ud af at spørge din eks om alt muligt. Det er dine følelser, der er vigtige, ikke hans! (Foto: Polfoto)

I står i en situation så uenige som noget: Du elsker ham og vil være sammen, og han elsker dig så lidt, at han slet ikke vil se dig mere. Hvorfor regner man med at få noget brugbart ud af at spørge: “Elskede du mig nogensinde?” (og ja, det spurgte jeg om). Til gengæld fik jeg at vide, at han havde været på vej væk i ugevis. Det var ikke rart. Og det mindede mig om, at man ikke skal stille spørgsmål, hvortil man ikke vil have et ærligt svar.

Læs også: Hvordan kender du de ægte venner fra de falske?

At sige nej til en, man elsker

Dermed ikke sagt, at man ikke kan reflektere over, om man gerne ville have opført sig anderledes: Måske ville man gerne være mindre jaloux eller mere tålmodig overfor svigerfamilien. Men det må du tage med videre til næste forhold. Jeg lærte en nyttig ting, jeg bestemt tager med til næste forhold – og ikke kun kæresteforhold, men alle mine relationer.

Jeg lod min eks køre rundt med mig, fordi jeg ikke havde lært, at “nej” var et ok svar til ens nærmeste. Jeg var ubevidst om dette problem, fordi jeg var og er ret skrap til at sætte grænser overfor arbejdsgivere, fremmede og så videre – men overfor de nærmeste forsvandt den evne. Så da min eks manglede et sted at bo få dage inde i forholdet, stoppede jeg ham ikke, da han inviterede sig selv til at bo hos mig i ti dage.

Jeg stoppede ham heller ikke, da han flyttede “rigtigt” ind få måneder efter. Alt i mig sagde, at det var en dårlig ide, men jeg troede, at fordi jeg elskede ham, måtte jeg ikke sige fra. Men hvis din kæreste elsker dig, så respekterer han også, at du har dine egne grænser – uanset hvor upraktisk det er for ham.

The female intuition

Den sidste ting, jeg lærte, er, at hvis man får en følelse af, at man ikke kan stole på en person – så er det, fordi de ikke er til at stole på. Denne lektion tæller ikke helt med for folk, som har et decideret jalousi-problem, men for os andre er det faktisk gyldigt. Da min eks’ mor inviterede mig med på ferie, fik min eks et føl på tværs. Først sagde han, at det var super – derefter indrømmede han, at han ikke ville have mig med.

Jeg var knust. Mente han ikke, vi ville være sammen til den tid? (Nej). Ville han ikke indlemme mig i sit liv? (Nej). Selvfølgelig svarede han ikke nej. Han løj – sikkert ubevidst – og sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig. Men det gjorde jeg. Noget gik i stykker den dag i forholdet, men jeg valgte at undertrykke alt det i mig, som skreg “get out noooow”. Jeg elskede ham, og jeg håbede, at jeg tog fejl. Men det gjorde jeg ikke, hvilket jeg fik bekræftet, da han nogle uger senere slog op. Så lyt altid til din intuition. Også selv om den siger noget andet end din kæreste.

Og husk på: Intet af det her betyder, at det er morsomt at blive dumpet. At ens følelser af sorg ikke er valide. Det er de. Man skal ikke skynde sig igennem det og ignorere sin smerte. Men man skal vide(!), at nogle måneder ude i fremtiden vil noget af den sorg og bitterhed blive til værdifulde lektier – og derfor er jeg så glad for, at min eks gik fra mig!

 

Læs mere om parforhold

· Mere fra samme kategori ·