Læs også:

Close
wonderful copenhagen, turisme, overturisme, barcelona, venedig, københavn, amsterdam, danmark, turisme, airbnb, fly, rejser, lokalbefolkning, problemer, kø, pres, husleje,

NEWS: Wonderful Copenhagen griber ind over for overturisme

Nyheder  | 

Wonderful Copenhagen griber ind over for overturisme · Efter 24 års anklager om misbrug: R. Kelly fjernes fra Spotifys playlister · Danmark er sikret en plads i Eurovision Song Contest · Kvinde får 50.000 kroner i erstatning efter digital krænkelse · Reaktionerne strømmer ind efter tv-stjernes død · Iran og Israel var i krig natten til torsdag · Forskere: Hawaiis vulkanudbrud kan måske fortsætte i årevis · Dagens billede: Vestegnen indtog hovedstaden ved pokalopgør

Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Wonderful Copenhagen griber ind over for overturisme

De har allerede problemer i europæiske storbyer som Barcelona, Venedig og flere andre. Nu begynder problemerne også at vise sig i København. Problemerne med alt for mange turister.  Køer, larm og pres på huslejer – blandt andet på grund af AirBnb-udlejninger har ført til frustrationer blandt lokalbefolkningerne i byerne. I Barcelona har lokalbefolkningen demonstreret og punkteret dæk på udlejningscykler og turistbusser. I Venedig, som besøges af over 20 mio. turister om året, indførte man i 2017 bødestraf til turister, der ikke opfører sig ordentligt, og i Amsterdam har man lukket for flere souvenirbutikker.

Den slags problemer vil man gerne undgå opstår i København, og derfor har Wonderful Copenhagen lavet en undersøgelse af, hvad der skal til for at forhindre, at København bliver overrendt af turister og med irriterede borgere, der har vendt sig mod gæsterne. Det skriver Berlingske.

Analysen offentliggøres først til efteråret, men et par foreløbige tal viser, at af københavnerne og indbyggerne på Frederiksberg er 81 procent enige i eller meget enige i, at København fortsat skal promovere sig selv for at tiltrække flere turister. Tallene viser dog også, at tilslutningen til vækst i turismen er dobbelt så høj på Frederiksberg og Nørrebro som i Indre By.

Udviklingschef i Wonderful Copenhagen Signe Jungersted er ikke i tvivl om, hvad tallene betyder.

– Det siger mig, at der er noget, vi skal arbejde med i Indre By. Det er der, man virkelig mærker turismen, og det påvirker folks hverdag. Indre By er historisk med gamle bygninger og smalle gader. Der er en helt basal udfordring i, at Indre By har en begrænset kapacitet for, hvor mange der kan være, uden at man oplever, at der er mange mennesker.

Det samlede antal overnattende turister i Hovedstaden var i 2012 på 8.098.336. I 2017 var det steget til 10.355.650. En stigning på 2.257.314 eller 28 procent. Selvom der stadig er langt igen, før København ender som Venedig, hvor indbyggertallet de sidste 30 år er halveret, fordi borgerne flygter fra turisterne, er man i Danmarks hovedstad begyndt at forebygge overturisme, som det kaldes.

Allerede nu er Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune og andre kommuner gået sammen om at reklamere mere for attraktioner og kulturtilbud uden for Indre By, eksempelvis i brokvartererne, og i samarbejde med lokale borgere og kulturinstitutioner guide turister videre til lignende tilbud i lokalområdet.

– Vi skal bygge videre på kendskabet til for eksempel Den Lille Havfrue og Nyhavn og bruge det kendte som afsæt til at vise noget mere. Vi har også et ansvar for, at turismeudviklingen går hånd i hånd med destinationsudviklingen i samarbejde med byen og de lokale, siger Signe Jungersted.

Læs mere: Spansk turistparadis forbyder privat udlejning af lejligheder

wonderful copenhagen, turisme, overturisme, barcelona, venedig, københavn, amsterdam, danmark, turisme, airbnb, fly, rejser, lokalbefolkning, problemer, kø, pres, husleje,
Wonderful Copenhagen griber ind over for overturisme. (Foto: Pexels)

Efter 24 års anklager om misbrug: R. Kelly fjernes fra Spotifys playlister

I mere end 24 år har rygterne og anklager svirret om R’n’B-sangeren R. Kelly. Blandt andet er sangeren anklaget for at have stået bag en sexkult, der misbrugte kvinder seksuelt, han er selv anklaget for at have misbrugt mindreårige seksuelt, og har været sigtet for børnepornografi.

Nu tager musiktjenesten Spotify konsekvensen og fjerner sangeren fra alle sine playlister. Det betyder, at du ikke længere vil støde på sange som “Ignition”, “Bump n’ Grind” og “I Believe I Can Fly”, når du lytter til Spotifys playlister. Det skriver DR.

Det sker, fordi Spotify har indført indført en ny politik, der skal modarbejde hadefuldt indhold og hadefuld adfærd. Blandt andet skal de nye regler sikre, at der ikke er indhold, der taler for eller opfordrer til overgreb mod grupper eller individer på grund af blandt andet deres køn eller seksualitet. Dette gælder både sange, men også musikerne selv, der ikke kan holde sig på måtten og udviser voldelig adfærd, skriver Spotify i en pressemeddelelse.

R. Kellys musik forsvinder dog ikke helt fra streamingtjenesten. Det vil stadig være muligt at søge hans sange ud, men algoritmerne vil ikke promovere eller foreslå dem for dig længere. R. Kelly er ikke den eneste, der fjernes fra playlisterne, også XXXTentacion, der er sigtet for et voldeligt overfald på en gravid kvinde og vidnemanipulation forsvinder.

R. Kelly selv afviser alle anklager og beskylder medierne for “bevidst at ødelægge hans omdømme og arv”. Sangerens managere har også beklaget sig over Spotifys beslutning, da de ikke mener, at R. Kelly udtrykker sig voldeligt eller hadefuldt. Tværtimod mener de, at hans tekster udtrykker kærlighed og begær.

– I 30 år har hr. Kelly sunget om hans kærlighed og passion for kvinder. Han er uskyldig i de falske og stødende anklager i den nuværende smædekampagne mod ham, der er anført af hans fjender, siger holdet bag ham til Buzzfeed.

Se mere: Medie anklager R’nB-stjerne for at holde kvinder fanget i sex-kult

Danmark er sikret en plads i Eurovision Song Contest

Danmark er videre til den store finale i Eurovision Song Contest, der afgøres på lørdag i Lissabon. Det er Jonas Flodager Rasmussen og sangen “Higher Ground”, der har sendt Danmark videre til slutspillet.

Vi skal blandt andre dyste mod Sverige, Norge, Australien, Ukraine og Serbien. Det skriver Ritzau.

Kvinde får 50.000 kroner i erstatning efter digital krænkelse

Onsdag fik en ung kvinde tildelt 50.000 kroner i erstatning ved Retten i Roskilde. Det sker i en civil retssag, der handlede om, at kvindens ekskæreste havde udsat hende for digital krænkelse ved at sprede et kompromitterende billede af hende. Det skriver DR.

Ifølge Berlingske var kvinden 17 år på gerningstidspunktet. Hendes kæreste havde taget et billede af hende i en seksuelt kompromitterende situation, og da hun efterfølgende afbrød forholdet, sendte han blandt andet billedet til hendes forældre og delte det på sociale medier. Erstatningsbeløbet er betydeligt højere, end hvad man har set i almindelige straffesager. Senest fik en ung kvinde 10.000 kroner i erstatning i flere sager i den enorme Umbrella-sag, hvor mere end 1.000 unge personer er sigtet for at have delt en video med to mindreårige.

Sagen fra Roskilde kan få stor indflydelse på, hvordan retssystemet frem over vil bedømme sager om digitale sexkrænkelser. Det mener advokat Miriam Michaelsen fra Njord Law Firm, der repræsenterede kvinden.

– Det er en afgørelse, som formodentligt kommer til at sætte et nyt niveau for tortgodtgørelse. Praksis har hidtil været, at man maksimalt bad om 10.000 kroner – og så fik 10.000 kroner. Vi var af den holdning, at vi ikke ville få mere, end vi bad om. Så vi bad om 200.000 kroner og lod så retten om at fastsætte niveauet. Afgørelsen er en ny retspraksis, som indikerer en ny linje i de her sager, siger hun.

Læs også: Sådan ser din fremtid ud, hvis du dømmes for at dele en sexvideo

Se mere: Over 1.000 unge sigtes for distribution af seksuelt krænkende materiale

Se også: Nøgenbilleder: Piger er lige så slemme til at dele som drenge

Antallet af sager om nøgenbilleder, der deles på nettet, er steget de seneste år. (Foto: Polfoto)

Reaktionerne strømmer ind efter tv-stjernes død

Det var en trist nyhed, da det onsdag kom frem, at Morten Jensen, der blev landskendt i programmerne om Morten og Peter, er død i en alder af 41 år efter lang tids sygdom.

Allerede som 14-årig i 1991 indtog han tv-skærmen i de danske hjem i serien “Er jeg da helt gak, mor?”, sammen med sin ven Peter. Siden er de to herrer blevet tv-legender for mange, og har også været med til at gøre danskerne klogere på mennesker med Downs Syndrom.

Reaktioner er også væltet ind på TV2’s Facebookside, hvor danskerne tilkendegiver Mortens store betydning for dem.

Iran og Israel var i krig natten til torsdag

Iran og Israel var i krig mod hinanden i få timer natten til torsdag. Minikrigen foregik i Syrien, og det kan blive en nat, der markerer en ny højspændt tid i Mellemøsten med direkte konfrontationer mellem to af områdets største militære magter. Konflikten har været forsøgt inddæmmet af atomaftalen med Iran, som Trump trak USA ud af tidligere på ugen.

Israel har længe truet med at angribe Iran, hvis det fik atomvåben, og på den måde har atomaftalen virket stabiliserende. Atomaftalen har dog også ført til, at sanktionerne mod Iran har været hævet. Det har givet landet mulighed for at modernisere deres væbnede styrker, og det betyder, at iranerne er til stede i Syrien med omfattende militære systemer og soldater til støtte for deres mangeårige allierede, Bashar al-Assad.

Israelerne siger, at iranske styrker onsdag i Syrien affyrede raketter mod mål i de israelsk besatte Golan-højder, og at Israel svarede igen med omfattende angreb mod iranske stillinger både i den syriske del af Golan og mod iranske militære mål omkring Damaskus. Iranerne nægter, at de skulle have startet angrebene. Hvem, der startede er endnu uvist, men det er dog sikkert, at der i nogle få timer var krig imellem to af Mellemøstens store militære magter – Iran og Israel – og at en stor konfrontation kan have konsekvenser for freden i Mellemøsten.

Det er også helt sikkert, at angrebet foregår ganske få døgn efter, at USA’s præsident, Donald Trump, trak USA ud af atomaftalen med Iran. Beslutningen har nemlig betydet, at usikkerheden har bredt sig i hele Mellemøsten og skabt nervøsitet for, hvad iranerne kan finde på. Det skriver Berlingske.

FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, har her til morgen opfordret både Iran og Israel til at standse alle fjendtlige handlinger for at undgå “en ny opblussen” af ufred i Mellemøsten. Det fortæller DR.

Se også: Trump trækker USA ud af atomaftale med Iran

Forskere: Hawaiis vulkanudbrud kan måske fortsætte i årevis

Da vulkanen Kilauea brød ud for nogle dage siden, blev 1800 mennesker evakueret fra deres hjem på Hawaiis største ø, Big Island. Siden hen har øen oplevet et jordskælv, og det ser ikke længere ud til, at vulkanen stopper inden for få dage eller uger. I stedet påpeger forskere nu, at det kan se det ud til, at lavaen vil blive ved med at bryde frem fra undergrunden i flere uger, måneder og måske år.

Indtil nu har Kilauea forårsaget 12 brud på jordoverfladen, hvor lavaen vælter frem og brænder alt op, den rammer på sin vej. Årsagen til at lavaen skyder frem i lange slanger  rundt om på øen skyldes, at bunden af lavasøen i vulkanen er brudt sammen, og det har tvunget lavaen ud igennem vulkanens rørsystemer under jorden.

Udbruddet har forårsaget flere jordskælv, der til gengæld har givet nye veje og kanaler for lavaen. Det betyder, at i stedet for et stort udbrud, som vi kender det fra mange andre vulkaner, så kan beboerne på øen risikere, at lavaen, der flyder rundt i undergrundens naturlige rør, på et eller andet tidspunkt finder et svagt punkt at bryde ud igennem. Ifølge forskerne kan det ske i morgen eller om flere år. Det skriver Science Alert.

Se mere: Dagens billede: Vulkan i udbrud

Dagens billede: Vestegnen indtog hovedstaden ved pokalopgør

Op mod 25.000 fans vandrede gennem København for at vise deres støtte til fodboldklubben Brøndby IF forud for pokalopgøret mod Silkeborg, der skulle foregå i Parken på Østerbro. Trods råb og romerlys melder politiet, at stemningen var god. De mange tusind fans gav dog også lidt problemer i københavnertrafikken. Brøndby vandt kampen 3-1 og det blev klubbens første store pokalsejr i 10 år.

· Mere fra samme kategori ·