
NEWS: Hver tredje unge har svært ved at sætte grænser for kæresten
Hver tredje unge har svært ved at sætte grænser for kæresten · Kommune politianmelder Airbnb udlejer, efter nabo blev tvunget til at flytte · Robin Wright overtager hovedrollen fra Kevin Spacey i House of Cards · Højesteret godkender præsident Trumps indrejseforbud · Dagens billede – Pandaunge
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Hver tredje ung har svært ved at sætte grænser for kæresten
Er det okay at håne sin kæreste foran andre? At dele nøgenbilleder af sin kæreste uden at få samtykke? Eller at tjekke sin kærestes mobil uden at have fået lov? Når man er ung, er svarene på disse spørgsmål ikke helt lette. Det kan gøre det svært for mange unge at sige fra, når deres grænser overskrides af en kæreste. Faktisk synes hver tredje unge, det er svært at sætte grænser over for kæresten, og det øger risikoen for at blive udsat for psykisk vold.
– Vold er ikke kun blå mærker. Mange typer af vold efterlader slet ikke spor på kroppen, men begynder i det små med manipulation og kontrol, som intensiveres, mens den, der bliver udsat for det, nedbrydes mere og mere. Særligt de unge er ikke opmærksomme på tegn, der viser, at deres forhold er ved at bevæge sig i en usund retning. Vi skal tage de unge alvorligt og hjælpe dem til at sige fra, siger ligestillingsminister Karen Ellemann.

Derfor lancerer ministeren nu en en ny kampagne, der skal sætte fokus på tidlige tegn på vold og skabe refleksion over egne grænser, og skal forebygge, at unge ender i voldelige forhold.
– Det er bekymrende, at så mange unge – både kvinder og mænd – oplever vold og har svært ved at sætte grænser. Det betyder, at de er i risikozonen for at blive udsat for psykisk eller fysisk vold. Grænser er selvfølgelig forskellige, men det er vigtigt at være opmærksom på signalerne på, at et forhold er kørt af sporet. Kampagnen skal hjælpe de unge med at genkende tegnene på et usundt forhold, så de kan sige fra og respektere hinandens grænser. For den psykiske vold kan være mindst lige så skadelig som den fysiske vold. Og den kan ramme alle – uanset køn, alder og etnicitet, siger Karen Ellemann.
Bliver du udsat for psykisk eller fysisk vold af din kæreste? Der findes flere foreninger, du kan få hjælp i. Bryd Tavsheden, Mandecentret, Lev Uden Vold, Dansk Stalking Center og Dialog Mod Vold er nogle af dem.

Kommune politianmelder Airbnb udlejer, efter nabo blev tvunget til at flytte
For halvandet år siden købte en mand lejligheden oven over Ida Martensen. Lejligheden ligger i en bygning i Indre By i København, og indtil da havde der aldrig været problemer med naboerne. Men kort tid efter købet, blev overboens lejlighed omdannet til et hotel med op til seks gæster af gangen.
– Det kan være rigtig svært at sove i min lejlighed, når der bor seks mennesker ovenpå og kommer væltende hjem, tit sent om aftenen i hverdage, siger Ida Martensen til TV 2, der på tredje måned er nødt til at bo et andet sted, da gæsterne ovenpå har forårsaget en vandskade i hendes lejlighed.
Overboens lejlighed udlejes gennem Airbnb, som er en international udlejningsportal, hvor boligejere kan udleje deres hjem for et beløb, man selv fastsætter. Pointen er at dele sin bolig med andre, og nogle kalder Airbnb en deleøkonomi, men det er langt fra alle, der er enige i den tolkning.
Det har resulteret i, at reglerne er blevet strammet i flere europæiske storbyer. I august demonstrerede flere lokale i Barcelona eksempelvis mod Airbnb og de mange udlejninger, og for at kunne leje sin bolig ud i byen, skal kommende udlejere skal have en forudgående tilladelse. Hvis ikke de overholder reglerne, kan overtrædelserne medføre bøder på op mod 500.000 kroner. I Berlin er det ikke tilladt at udleje i under to måneder, medmindre der er tale om et værelse, og at man selv er hjemme i lejligheden, mens der i Amsterdam er indført et loft om 60 udlejningsdage om året.
I København er der bopælspligt, hvilket betyder, at kommende udlejere skal bo i deres bolig, før de kan udleje den, det er dog fortsat tilladt at udleje sin bolig i op til seks måneder om året. Men nu har Københavns Kommune politianmeldt overboen for systematisk korttidsudlejning, fordi Ida Martensen og naboerne i flere måneder har indsamlet beviserne mod ham. Derudover fremsætter boligminister Ole Birk Olesen (LA) et nyt lovforslag til februar, der åbner op for kontrolbesøg og flere og større bøder.
Læs mere: Deleøkonomi deler danskerne

Robin Wright overtager hovedrollen fra Kevin Spacey i House of Cards
Den sidste sæson af serien “House of Cards” bliver uden Kevin Spacey, der ellers har spillet hovedrollen som Frank Underwood i serien. I stedet bliver det Robin Wright, der spiller rollen som Claire Underwood, der skal spille hovedrollen. Det har Netflix Inc. oplyst mandag, i forbindelse med, at man vil starte produktionen af den sidste sæson i serien “House of Cards” i 2018 ifølge Ritzau.
– Vi har lavet en aftale om at producere seks sæsoner. Det vil blive en sæson på otte episoder, og produktionen vil starte tidligt i 2018, og den vil ikke involvere Kevin Spacey, siger Ted Sarandos, indholdschef hos Netflix, på en mediekonference.
Den 4. november kappede Netflix alle bånd til den 58-årige Kevin Spacey, efter beskyldninger om upassende opførsel over for blandt andre mindreårige drenge. Sagen kom frem i slutningen af oktober, da skuespiller Anthony Rapp beskyldte Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser mod ham i 1986. Dengang var Anthony Rapp 14 år. Efterfølgende modtog Storbritanniens berømte teater The Old Vic 20 klager om “upassende opførsel” over Kevin Spacey, hvor han var kunstnerisk leder over et årti.
Se mere: 20 nye sex-anklager mod Kevin Spacey og Serien “House of Cards” stopper, og Spacey anklages seksuel chikane

Højesteret godkender præsident Trumps indrejseforbud
Den amerikanske højesteret har godkendt præsident Trumps indrejseforbud gældende statsborgere fra seks lande. Det til trods for, at forbuddet fortsat er under behandling ved lavere retsinstanser. Det skriver Ritzau.
Forbuddet er rettet mod borgere fra Chad, Iran, Libyen, Somalia, Syrien og Yemen. Flere retskendelser kalder indrejseforbuddet mod landene, der har overvejende muslimsk befolkning, for forfatningsstridige og diskriminerende, og nogle steder er sagen fortsat under behandling, men i højesteretskendelsen siger dommerne imidlertid, at retningslinjerne kan træde i kraft, mens indrejseforbuddet behandles i det amerikanske retsvæsen.
Godkendelsen skete med syv stemmer for og to stemmer imod.
Læs også: Hvad betyder Trumps dekreter om abort, indrejse og sundhedsforsikring?

Dagens billede
